Sildelaug-lagkage

Hvedebrødsdag

Der var lagt op til varme hvedebrødsdage, da Øland Sildelaug fredag aften holdt sit april-møde. For sidste fredag i måneden er fast mødedag i luuget - og det har regeringen jo endnu ikke lavet en lov imod. Så store bededag blev fejret med maner og så selvfølgelig varme hveder.

Aftenens menu var fastlagt af skriverkarlen, som bød på en forholdsvis enkel treretters. Enkel i serveringen, men der var mange ting, der skulle sættes i gang fra mødets begyndelse. Så næsten alle mand var på dæk fra mødets begyndelse, mens de sidste to var på dæk for at dække bord.

Første servering var en sildelagkage, der i dagens anledning var omdøbt til sildelaug-lagkage. En delikat lille ting, som laves på en bund af nye kartofler. De skulle koges og nå at køle af inden tilberedningen, så det var med at rubbe neglene fra start af.

Sildene anrettes på de skivede kartofler, der hældes en lækker karry-dressing på - og så pyntes der med æg, karse, rød peber og hakket rødløg. Det  kan anrettes med større eller mindre elegance, finesse og akkuratesse, men smager under alle omstændigheder himmelsk.

Så stod den på blomkålsgratin med glaseret hamburgerryg - og lidt smørsovs til. Gratin er en lækker ting, som kan varieres i det uendelige - og også en god resteret, hvis det skal være. Med omhu og kærlighed er det heller ikke svært at lave - og en sikker succes nu, hvor de første italienske blomkål er i butikkerne. Senere på året skal det selvfølgelig være blomkål fra den hjemlige nyttehave.

Blomkålsgratin er herlig mormor-ret, som var søndagsmad i gamle dage. Laugsbrødrene var enige om, at det er en skam, at sådan er ikke længere.

Aftenens sidste servering lå lige til højrebenet. Varme hveder, selvfølgelig. Og hjemmebagte, selvfølgelig. Taget lige ud af ovnen inden serveringen med koldt tandsmør og syltetøj. For det var jo dessert, så der skulle også lige være lidt sødt til at slutte af med.

Der blev også tid til at teste giftblanderens porsesnaps. Den har tidligere været på programmet, men efter et års lagring var den nu modnet og rund i smagen.

Helt utraditionelt blev de varme hveder skyllet ned med kaffe og for nogles vedkommende en enkelt brændevin. Sild, gratin, hamburgerryg er også typiske brændevins-retter, så det blev der drukket en del af i aftenens løb, men kaffen gjorde sit, så mødet sluttede på slaget 10 med Ølandssangen.

Det var så den store hvededag.

Store tulipandag

Aprilvejr

Den forløbne uge har budt på klassisk aprilsvejr. Sådan lidt af hvert fra sne til høj sol.

Alligevel kan det godt betale sig at gå en tur i haven. Onsdag havde alle havens - alle - tulipaner besluttet sig for at springe ud. Så netop nu er tulipanerne - med politiets ord - massivt til stede.

Men der er nu også andet øjenfryd. Vibeæg, gule anemoner, vorterod, stedmoderblomster, påskeliljer og efterhånden også lidt småblade på træerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud, men det kommer nok i den kommende uge.

Jeg ville egentlig gerne have været i haven i dag. Men det bliver ved tanken. En isnende kold østenvind holder mig inde. Det er træls, men sådan er det altså - og sådan er april.

Køer i fri dressur

Traditioner

Køerne skal på græs hvert eneste forår. Det er der ikke noget nyt i, men begivenheden er alligevel et fast indslag i mit årshjul - og har været det i mange år.

For mig er det strictly business. Jeg abonnerer ikke på historien om, at køerne er glade, fordi de kommer ud. Så langt tænker en ko slet ikke. En glad ko er en mæt ko, så når de springer rundt og slår ud med bagbenene, er det nok mest af alt udtryk for forvirring.

Alligevel møder jeg op og fotograferer. For der er gode billeder i det - og så var det en tradition, vi grundlagde, allerede da vi flyttede til Danmark for 14 år siden. Dina var umådeligt interesseret i kvæg og kvægdrift - og kunne få timer til at gå med naboens køer, dengang han havde kvæg.

Så hun elskede at være med, når øko-køerne på Lunde ved Fosdalen blev sluppet fri. Så allerede inden jeg kastede mig over lokaljournalistikken, tog jeg med og fotograferede de lystige køer. Derfor gav det også et lille stik i hjertet, da jeg i dag tog afsted alene, mens Dina måtte nøjes med at se på fra sin lille himmel.

Selv om Dina elskede køer, havde hun også respekt for de store dyr. Hun betragtede mig som temmelig dumdristig, når jeg gik ind foran de forårskåde køer for at få de bedste billeder. Det rører mig nu ikke. Jeg plejer jo at overleve - og skulle uheldet endelig være ude, vil det indbringe et herostratisk eftermæle.- måske ligesom indiske Shivdayal Sharma, der sidste år blev dræbt af en flyvende ko, mens han stod og urinerede..

Dagens billeder kom i hus - og historien er på vej i avisen. For nyhederne skal jo ligesom posten ud i regnvejr eller slud. Eller som i dagens tilfælde i en temmelig strid vestenvind.

Tid til fuglefoto

Dagens fugle

Generelt bliver det til at for lidt fuglefoto til hverdag, men lørdagens lune vejr fik mig afsted til vandhullerne.

Egentlig var det skestorkene, der var målet, men det blev altså en gråstrubet lappedykker, der blev dagens bedste foto. Men skestorkene er kommet. Det gør de altid lige omkring min fødselsdag - og sådan er det også gået i år.

Ellers bød lørdagen på en redebyggende svane, en strandskade og så et ivrigt kurtiserende par store skalleslugere.

Forår og fødselsdag

Gammel og affældig

Foto: Henrik Jespersen

Der var - sagt i al ubeskedenhed - tale om perfekt timing, da jeg lørdag rundede de 66 år.

For vejret var perfekt. Dagen blev årets første rigtigt lune dag - og det spirede og blomstrede overalt, så man kunne se forskel fra time til time.

Men jeg må også erkende, at jeg er blevet både halvgammel og affældig. Jeg havde inviteret familien til at fejre dagen sammen med mig - og vi lagde ud med en tur i Øland Skov. Egentlig skulle det bare være en lille slentretur med en kop kaffe forbi de mange blomstrende anemoner under bøgetræerne.

Men på en eller anden måde tabte jeg orienteringen, så det blev en lang tur. Men pyt, vi så da nogle steder i skoven, som jeg ikke har set tidligere, selv om jeg nu har boet på Øland i 15 år. Og den medbragte kaffe smagte ekstra godt - sammen med de sidste af julens hjemmebagte småkager.

Tilbage på parcellen ved 13-tiden gik det nogenlunde, som det plejer, når jeg har besøg af familien. Først en øl på gårdspladsen. Det var godt - og termometret stod på 16 grader. Så til bords med en enkel treretters menu, som jeg havde forberedt om morgenen, så den var der ikke det helt store arbejde i.

Vi lagde ud med hummersuppe med cognac og kammuslinger, så lammeculotte med flødekartofler og rosenkål - og som prikken over i'et en rabarberkompot lavet på årets første knaldrøde vinrabarber fra haven. Hertil hvid chokoladeganache og lidt knust makron.

Jeg rører kun sjældent vin og spiritus på mine gamle dage, så når det endelig sker, får den fuldt knald. Først en grand cru-champagne fra Charles Mignon, så en jubilæumscuvee fra Philipson - en Cotes du Rhone fra 2010 og endelig til desserten en grand cru gewürtztraminer fra 2014 fra Ribeauville. Gode sager, der ikke skuffede.

Foto: Henrik Jespersen

Dagen sluttede ved 18.30-tiden med, at flaget blev taget ned. Det var godtnok lidt tidligt i forhold til solnedgang, men det er altså svært at lægge et flag sammen, når man er alene, så der fik jeg lige hjælp af min søster.

Det blev en god dag. Tak til familien, tak for gaverne og tak til de over 200 venlige mennesker, som sendte en hilsen på Facebook.

P.s. Som altid i hyggeligt lag glemte jeg næsten at fotografere, men et par enkelte billeder blev det dog til - trods alt.

Påskeklokkerne blomstrer mildt

Blomsterspam

Det er tid for både påskeliljer og påskeklokker. Årstiden taget i betragtning er det heldigt nok.

Påskeliljerne er der ikke så meget hokuskrokus ved. De skyder, blomstrer og visner hvert år. Anderledes med påskeklokkerne, der jo er grønne hele året, men som netop nu sætter de mest fantastisk flotte blomster.

Blomsterne får mig altid til at tænke på Carl Plougs fædrelandssang Påskeklokken kimed mildt - skrevet i maj 1848 efter tabet af Dannevirke, hvor der mildest talt ikke var meget at smile af. Inde i mit lille hoved bliver det så til Påskeklokken kimed mildt, Påskeklokkerne blomstrer vildt.

Melodien til sangen hentede Ploug på Færøerne i folkevisen Olufukvæði. Det er smukt - meget smukt grænsende til det patetiske.

Ploug var ikke alene om at blive inspireret af folkevisen. Også Carl Nielsen lånte temaet til sin "Fantasirejse til Færøerne" fra 1927, hvor melodien symboliserer ankomsten til Færøerne. Det er også smukt og hjertegribende - hør det i YouTube-klippet nedenfor på tidskode 4.04 til 6.40.

Med disse få ord vil jeg ønske alle en god påske - sådan lige på falderebet.

Lang fredag med lejrbål

Højtidsstund

Langfredag begyndte tidligt - som alle dage. Først skrev jeg lige en artikel. Så morgenkaffe på gårdspladsen, mens det lysnede - og så gik det ellers løs i haven med at rive blade sammen.

Det blev til en ordentlig bunke sammen med en stak halvrådne brædder fra en gammel kompostbeholder. Ud på formiddagen satte jeg en tændstik til det hele, selv om det strengt taget var for vådt til at brænde. Men for en spejder er intet umuligt - og efter kort tid brændte bålet alligevel lystigt.

Og så skete der det, som ofte sker for gamle spejdere. Vi drages mod bålets gløder, så havestolen blev fundet frem - og tankerne gik på langfart, mens jeg nød bålets mere eller mindre stille gløder og store mængder røg.

Ved frokosttid supplerede jeg stemningen med et par madder med rød spegepølse og en stribe remoulade. Det er højt belagt smørrebrød for en spejder - og passende til en højtidsdag som langfredag. Det bliver næppe bedre overhovedet, så det generede heller ikke, at det smådryppede lidt. Til gengæld var det så som så med arbejdet resten af dagen.

Men lørdag skal jorden graves, så jeg kan lægge kartofler på søndag. Det er også en slags højtid, som jeg i mine yngre dage ville fejre med et forsvarligt indtag af Rød Aalborg - kartoffelvin - men det springer jeg nok over.

For der er også andet arbejde, der skal gøres. Forleden nat væltede brændestablen i brændeskuret, som jeg ellers møjsommeligt havde fået ordnet. Den slags sker desværre af og til. Når brændet begynder at tørre, bevæger det sig og bliver nemt ustabilt. Så det skal stables igen - men lige nu har jorden og blomsterne størst prioritet.

Jorden kan ikke vente. Men det kan brændet, for der er trods alt et halvt år til fyringssæsonen begynder igen.

Morgenstund med guld til munden

Grønlandske krabber

Tirsdag morgen var jeg tidligt oppe for at følge fiskeauktionen i Hanstholm - lokket af et parti levende grønlandske snekrabber, der godt 20 timer forinden var hevet op af vandet i Nuuk. Auktionen startede kl. 6.45.

Det var en spændende oplevelse. Jeg har en gang i skoletiden været på fiskeauktion i Skagen, men det kan jeg knap nok huske.

Der går rygter om, at man skal holde hænderne i lommen og tie stille under en fiskeauktion - ellers risikerer man pludselig at stå med adskillige kasser brosme eller skærising. Så slemt er det nu ikke.

Auktionsmester Flemming Døjholt taler almindeligt dansk, det går stille og roligt med et glimt i øjet, og så har han godt styr på både fisk, købere og nysgerrige. Selv om det er tidligt på morgenen, var der en god stemning, og folk havde lyst til at snakke, så det var nemt for mig at passe mit arbejde - en artikel og nogle fotos til Sermitsiaq om de godt 600 kg krabber, der var fløjet til København aftenen før - og derefter over natten med lastbil til Hanstholm.

Det er en gammel ide, der nu bliver ført ud i livet. Allerede da jeg kom til Grønland for over 30 år siden, snakkede man om at flyve friskfangede grønlandske fisk til Europa, men i mange år blev det ved snakken. Men med udsigten til den nye atlantlufthavn i Nuuk, der åbner til november, er der kommet skred i tingene.

Det er den grønlandske serieiværksætter Mads Petersen, der med firmaet Nutaaq Seafoods har fået sat eksporten af levende krabber i system - i tæt samarbejde med fiskeskipper Jens Peter Larsen, Air Greenland, Blue Water, diverse myndigheder i Danmark og ikke mindst direktør Jesper Kongsted fra Hanstholm Fiskeauktion. Det er nu bevist, at det kan lade sig gøre.

Fremover er det planen at sende mindst 500 kg levende krabber om ugen til Hanstholm. Senere måske også andre højværdiprodukter som for eksempel stenbiderrogn. Det kan blive meget aktuelt, når den nye lufthavn i Nuuk skærer fire timer af transporttiden.

Et afgørende succeskriterium er leveringssikkerheden. Kunderne i især Danmark, Sverige og Holland skal være sikker på leverancerne - og det er derfor godt, at man allerede nu er gået i gang med at øve sig, inden den nye lufthavn i Nuuk åbner.

Senere følger også storlufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. Så det kan kun gå fremad. Vinderne bliver de grønlandske fiskere, som med transportudgifterne som indsats kan nå betydeligt højere priser i Danmark end i Grønland. Kiloprisen begyndte ved 150 kroner, og hele partiet tirsdag morgen blev solgt til en gennemsnitspris på 119 kroner kiloet.

Mit morgenbesøg på fiskeauktionen i Hanstholm bliver til en artikel i Sermitsiaq 2024/14, der udkommer 5. april 2024.

Påskeklar med elefantører

Nye tallerkener i Medborgerhuset

Så er Øland Sildelaug klar til påsken - godt trætte og mætte og i det hele taget godt tilfreds med tilværelsen. Sådan som vellagrede og modne mænd helst skal have det, når helligdagene står for døren.

14 sultne mænd var mødt frem til fredagens møde, der bød på en helt særlig oplevelse - udover madlavning, kammeratlig samvær og god føde. For maden blev naturligvis serveret  på nogle af de 100 nyligt indkøbte tallerkener, som Øland Sildelaug velvilligt har sponsoreret til Øland Medborgerhus med en dybfølt bøvs som tak for mange gode stunder.

Fredagens møde bød på en opulent menu sammensat af giftblanderen. Først karrysild, så Wienerschnitzel mit Alles - og så en gang svesketrifli til at styrke peristaltikken.

Det var en velkomponeret og overdådig menu, som faldt i alles smag. Sild er jo næsten et must i det gæve sildelaug - og her var der tale om en forsvarlig sildemad toppet op med karry og æg - og så et vegansk strøg af syltede agurker og karse. Selvfølgelig serveret på et stykke frisk groft rugbrød med masser af kerner - og naturligvis smurt med rigtigt smør.

Wienerschnitzlerne var enorme. Så store at der kun kunne være en på panden ad gangen. Så det tog sin tid at stege dem. No problem, for ting - gode ting - tager tid.

Schnitzlerne fik deres størrelse efter lidt tæsk med køkkenrullen i mangel af en kødhammer. Det er ikke tilfældigt, at denne ret, der ikke stammer fra Wien, men fra Milano i sin oprindelige form blev kaldt elefantøre. Siden blev retten ført til Østrig af feltmarskal Radetzky - ham med marchen fra nytårskoncerterne - og blev den østrigske nationalret.

Efter dansk tradition skal wienerschnitzel serveres med dreng - et lidt underligt navn til en citronskive med gaffelbidder, kapers og peberrod. Og hertil brasede kartofler, ærter og smørsovs. Helt efter bogen - mit Alles og til alles tilfredshed - om end ikke alle spiste helt op.

For der skulle jo også være plads til den afsluttende svesketrifli.

En beskeden dessert med makroner vædet med portvin, sveskekompot og en silkeblød hjmmelavet creme. På toppen flødeskum og citronskal skåret i sirlige strimler med kniv i mangel af et juliennejern.

Således trakteret og fyldt op kan laugsmedlemmerne nu trygt gå påsken i møde... 

Travl kunstner

Samtidskunst

Foto: Malle Madsen

Kunstneren Martin Brandt Hansen har travlt i øjeblikket. Syv af den grønlandske kunstners værker er netop blevet indlemmet i det københavnske kunstmuseum Arkens permanente samling – og det kommende års tid venter udstillinger i Basel, Bruxelles og Paris.

De syv værker på Arken er installationer. Seks såkaldte museumsmontrer med ting, som vi kender fra den grønlandske hverdag – en model af en gul dumper, nogle Heinz ketchup-flasker, en rød Air Greenland helikoptermodel – og midt i lokalet en kæmpestor Honda påhængsmotor med titlen Uummat.

Det er samtidskunst og en kommentar til det moderne Grønland, der er meget andet end uluer, perlebroderier, traditionelle masker og det grønlandske flag.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man ser påhængsmotoren og tænker: Åh ja, Grønland ville ikke være Grønland, hvis ikke det netop var for påhængsmotoren – og derfor er titlen Uummat (hjerte) velvalgt.

Kunst er en ligning

- Sådan er min kunst. Det er statements – resultatet af en ligning, hvor der indgår en række elementer, som kan fortælle en historie om den kultur, som jeg er rundet af – og som jeg holder meget af, fortæller Martin, der bor på Frederiksberg, men er i Grønland mindst to gange om året.

Foto: Privat

- Jeg er jo nuummioq helt ind til benet. Det er her, jeg er født, det er her, jeg er vokset op – og det er her, jeg har min familie.

- Nuuk er et fantastisk sted. Under forandring hele tiden, men bag højhusene og al nybyggeriet, så er byens sjæl stadig den samme, som den altid har været.

Martin Brandt Hansen er født i 1990 og begyndte allerede som toårig at tegne.

Hans tegninger blev senere inspireret af blandt andet tegneserier og karikaturtegninger, og de kunne ofte få folk til at smile lidt – og han har det i øvrigt fint med, at folk bliver i godt humør af hans kunst, men det er ikke målet.

Lang kunstneruddannelse

Som 23-årig flyttede Martin til København, hvor han var blevet optaget på Danmarks Designskole, men her fandt han ud af, at det ikke var noget for ham. Han droppede derfor ud af designstudiet, og efter fire måneders ophold på Københavns Kunstskole søgte han ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han blev optaget, og hvorfra han dimitterede for snart to år siden.

- Jeg har faktisk gået i skole det meste af mit liv indtil nu. Det kan nemt lyde både kedeligt og verdensfjernt, men det har været et nødvendigt forløb, der har været udviklende både intellektuelt, håndværksmæssigt og karrieremæssigt.

- Djævelen ligger i detaljen – og jeg har det sådan, at det ikke giver mening at lave noget, hvis ikke håndværket er i orden.

- Lige i øjeblikket er jeg meget optaget af keramik igen. Jeg har lige fået en keramikovn på mit atelier, så jeg bruger mange timer på formning af skulpturer. Det holder jeg meget af, da jeg kommer i en nærmest meditativ tilstand, når jeg arbejder med leret. Det er ret fantastisk.

Installationer kan noget

Selv om Martin i øjeblikket arbejder meget med keramik, har han ikke noget favoritmedie.

- Det afhænger af den historie, som jeg vil fortælle – og derfor er det ofte installationerne, jeg ender med. For installationer kan noget helt særligt – og her går ligningen ofte op, når først man har fundet alle elementerne.

Siden Martin blev færdig på Det Kgl. Danske Kunstakademi, har han levet af sin kunst.Han vandt talentprisen for sit afgangsværk, der senere blev solgt til en stor dansk kunstsamler. Samme år modtog han et hæderslegat, Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og samme år lavede han to soloudstillinger i København.

- Det er fantastisk at blive anerkendt for det, man laver – og så leve af det oven i købet. Jeg bliver både glad og motiveret af den anerkendelse jeg får.

- Jeg har travlt. Ved siden af arbejdet i atelieret er der en masse møder og åbningsarrangementer - og så er ikke mindst mængden af mail-henvendelser steget voldsomt på det sidste efter åbningen på Arken.

- Men nu vil jeg se, om der ikke snart også kan blive tid til en udstilling i Grønland. Jeg har ingen aktuelle planer om masse-projekter i kalenderen, men jeg vil gerne en tur til Grønland - Nuuk - for at vise mine værker. Det kan så også hjælpe lidt på den hjemve, som jeg føler en gang imellem.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2024/12 15. marts 2024. Jeg lærte Martin at kende i 2006, da han var i erhvervspraktik i informationsafdelingen i Nuup Kommunea, hvor jeg på det tidspunkt var chef. I dag har jeg et par af Martins tegninger fra dengang hængende her på kontoret på Nørremarksvej. Læs også denne blogartikel.