onsdag den 17. januar 2018

Uglerede

Lidt gør-et-selv-erfaringer

Før. Rod for alle pengene...
I juleferien malede jeg kontoret - og det blev anledningen til et velment, men desværre ikke totalt vellykket forsøg på at bekæmpe de uglereder af ledninger, som følger med en kombination af PC, printer, scanner, modem, telefonsystem, stereoanlæg og lamper, som er en del af de fleste moderne kontorer.

Jeg anbragte et par ekstra stikdåser på
bordet med selvklæbende magnetplader.
Alle disse kabler og ledninger har en tendens til at rode sig sammen - om ikke andet, når en af tingene skal skiftes ud eller repareres. Det ender ikke altid i en Lilly-model, men snarere i en uglerede...

Men nu var tingene skilt ad, så jeg prøvede alligevel at få en form for system i rodet.

Først og fremmest fordelte jeg apparaterne på tre forskellige stikkontakter - i stedet for kun at bruge en. Det er i øvrigt også meget smart af almindelige el-sikkerhedsmæssige hensyn.

Dernæst anbragte jeg et par stikdåser under skrivebordet. Jeg satte dem fast med selvklæbende magnetplader fra Panduro, som jeg ellers bruger til at montere billeder med. Men det virker fint, for stikdåserne er lige til at løfte af, så man ikke altid skal ned på knæ under bordet, når der skal ændres i installationerne.

Flittig brug af elektrikerstrips giver styr på kablerne.
Derudover har jeg flittigt brugt elektrikerstrips til at samle nogle af de alt for lange kabler med. Det forhindrer, at kablerne filtres sammen, når man roder med dem - men helt kønt er det nu ikke. Men jeg er altså ikke den, der sætter sig ned og skærer el-kabler og USB-ledninger til i passende længder.

Resultatet bærer fortsat præg af et vist kunstnerisk rod, men tro mig - det er blevet meget bedre...
Efter... Ikke perfekt, men bedre...

tirsdag den 16. januar 2018

Ny huggeblok

Blog om blok

En ny huggeblok af det fineste egetræ. Til venstre
den gamle huggeblog med syv år på bagen.
Jeg har fået ny huggeblok. En enorm en af slagsen. 60 cm i højden og cirka det samme i diameter. Et solidt bloktilskud, som de siger i Grønland.

Faktisk fristedes jeg i weekenden til at dække op til eftermiddagskaffen på den bordstore huggeblok, men det får nu være - for det er jo ikke for sjovs skyld, at man har en huggeblok.

Det var forresten på tide. Faktisk har den gamle huggeblok, som stammer fra 2010 længe trængt til at blive skiftet ud. At blive kørt til huggeren - huggeblokophuggeren... Så langt skal den nu ikke. Vi nøjes med en tur i brændeovnen.

Nu skal det bare blive tørvejr. Så skal der hugges brænde på den lille ny...

mandag den 15. januar 2018

Davids samling

Islamisk kunst

Pladsen er lidt trang, og der er også temmelig dunkelt i Davids Samling,
 men museet er en stor oplevelse - og et sandt orgie i æstetik.
Foto: Davids Samling
Indisk katar (sværd eller dolk) besat
med rubiner, smaragder og diamanter.
Foto: Davids Samling
Torsdag var jeg et smut i København og benyttede lejligheden til at se Davids Samling i Kronprinsessegade, der blandt andet byder på Nordens største samling af Islamisk kunst. Det er intet mindre end et sandt orgie i rendyrket æstetik - og kunst for kunstens skyld.

Det blev lidt af en øjenåbner for en kulturkreds, som jeg hidtil kun har haft begrænset kendskab til.

Udstillingen er en tour de force i middelalderkunst fra Nordafrika, Tyrkiet og over til Indien. Det viser sig, at man i islam ikke alene har udfordringer med at afbilde Muhammed, sådan som det efterhånden er de fleste danskere bekendt. Man er i visse kredse (i det mindste) også tilbageholdende med at afbilde mennesker - og udstillingen er derfor et rent overflødighedshorn i non-figurative friser, tæpper med blomsterornamenter og ikke mindst flotte detaljer på våben og husgeråd - altsammen baseret på stor materialeforståelse og viden om godt håndværk.

Davids samling er grundlagt af højesteretssagfører C. L. David, der pudsigt nok var af jødisk oprindelse og måtte flygte fra Danmark under krigen. David var også forretningsmand i stor kaliber og blandt grundlæggerne af ISS-koncernen. Efter krigen dannede han en fond, der i dag (2016) er god for en egenkapital på halvanden milliarder kroner. Fonden har til opgave at drive Davids Samling, der skønt beliggende i et gammelt byhus fremstår moderne og up-to-date med blandt andet vidtgående adgangsmuligheder for handicappede.

Indisk tæppe af silke og
pashmina-uld.
Foto: Davids Samling
Islamisk Samling er også interessant på grund af indretningen med montrer tegnet af den danske arkitekt Kaare Klint og fremstillet af træ fra de gamle dokker på Holmen.

Udover den islamiske kunst rummer Davids Samling også en del dansk kunst fra 1800-1900-tallet - blandt andre Eckersberg og Hammershøi.

Det er ikke tilladt at fotografere i samlingen, så jeg har lånt fotos fra Davids Samlings billedarkiv. Jeg viser blot et par stykker som appetitvækkere. Jeg kan stærkt anbefale et besøg i den store og imponerende samling.

En del af samlingens værker er i følge beskrivelserne på museet fremstillet af frittegods. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, hvad det er - og det vil nok være en god ide specifikt at beskrive dette materiale i den trykte guide til museet. Frittegods er et materiale, der ligger mellem glas og porcelæn, temmelig blødt og en forløber for det egentlige porcelæn.

Davids samling ligger i Kronprinsessegade ved Kongens Have - og når man er der, kan man lige tage et kig på en lokalitet, som i min verden især er kendt fra bogen "Midt i en klunketid", der er en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst.

Tyrkisk silketæppe, 1600-tallet. Foto: Davids Samling

Fad af frittegods, 14.århundrede. Foto: Davids Samling

onsdag den 10. januar 2018

Karrysuppe

Fastfood på en frostkold søndag

Torsdag i den forgangne uge blev jeg kontaktet af de lokale KFUM-spejdere, som ville høre, om jeg kunne hjælpe...

Spejderne havde i næsten sidste øjeblik overtaget det praktiske ansvar for et stort løbearrangement søndag formiddag i Ølandskoven - mod betaling forstås -og havde derfor brug for en mand, der lige kunne lave 80 liter karrysuppe.

Den slags udfordringer kan jeg ikke sidde overhørig, så jeg sagde straks ja til opgaven, selv om tiden var knap, og der skulle improviseres.

Det største problem var nok, at tilberedningen skulle foregå i køkkenet i medborgerhuset, hvor der ganske vist er fem fine glaskeramiske komfurer, men noget industrikøkken er det altså ikke - og det er altså svært med 35 liters gryder på et husholdningskomfur. Det kan lade sig gøre, men det tager tid, så vi gik allerede i gang søndag morgen klokken 7.

Jeg havde overtalt Gert fra Sct. Georgs Gildet i Aalborg og Dina til at hjælpe mig, så det var et stærkt hold, der mødte fra morgenstunden. Og vi gik i gang med det samme. Som sagt var det jo en sidste-øjebliks-opgave, så jeg snød på vægten og tyede til lidt halvfabrikata...

Her er opskriften på 80 liter karrysuppe: Vi lagde ud med at bringe 50 liter hønsekødsuppe af den færdige fra Mou i kog. Herefter brændte jeg en stor bøtte karry af i en liter rapsolie, tilsatte nogle håndfulde hvedemel til en opbagning med ti liter grøntsagsbouillon fra Maggi, så jeg endte med en tyk karrysauce. Meningen med saucen var at tilføre suppen en lidt cremet og mættende konsistens, så den ikke fremstod pjasket. Saucen blev fordelt i de tre store gryder sammen med fem liter fløde og fem liter kokosmælk - og det hele fik et opkog, smagt til med yderligere karry. Til allersidst tilsatte jeg ti pakker nudler for at drøje lidt på suppen, og det fik lov at koge et par minutter.

For at sikre en ensartet smag på den store portion blev hele molevitten fordelt jævnt på fire isolerede 25-liters beredskabscontainere. Allerede ved halvelleve-tiden kunne vi melde klar til spejderne, der hentede containerne og slæbte dem op i skoven. Det skulle angiveligt have været en stor succes.

Om eftermiddagen hentede jeg lige et par liter tiloversbleven suppe til aftensmaden. Det blev til luksusudgaven, som ses på billedet. Jeg tilsatte kødet fra nogle kyllingelår og en dåse ananas, og gav lige et ekstra pift karry. Det blev det nu ikke ringere af - og vi har da et par portioner liggende i fryseren til en anden god gang.

Tak til Dina og Gert for hjælpen. For mit eget vedkommende behøver jeg ikke tak. Udfordringen var hele fornøjelsen ved projektet - og nu ved jeg med mig selv, at det slet ikke er stor svært at lave 80 liter karrysuppe...

tirsdag den 9. januar 2018

Is

Vandet er stift

Natten til søndag bød på årets hidtil hårdeste frost. Det gav lidt is langs fjordbredden - og da det samtidig var vindstille, gav det et øjebliksbillede af fjorden: Et frosset sekund fristes jeg til at kalde det.

For uanset om det blæser eller ej, så er der buler på vandet. Blandt andet hvor der er lidt store sten på bunden, som akkurat rager op over overfladen.

Det øverste foto er sjovt, fordi isen har samme profil som Sermitsiaq-fjeldet ved Nuuk. Og sermik betyder lige netop is på grønlandsk...

lørdag den 6. januar 2018

Hattedamer og mænd

Nytårsløjer eller hærværk

Min kone påstår, at jeg er r..kedelig, men jeg er da heldigvis ligeglad....

Den ægteskabelige uoverensstemmelse handler om kostumeballer, karneval og lignende festivitas. Det synes jeg ikke er sjovt. Jeg har simpelthen ikke noget behov for at klæde mig ud. Jeg er godt tilfreds med mig selv, som jeg er...

Det gælder også de såkaldt sjove nytårshatte. Det synes jeg heller ikke er sjovt.

Men jeg er dog ikke så meget træmand, at jeg ikke har øje for, at det kan more mindre befæstede sjæle - og under alle omstændigheder kan der jo komme gode og festlige billeder ud af situationen.

Fredag aften var vi til nytårsgildehal i Sct. Georgs Gildet. Det foregik med det helt store udtræk, hvad hatte angår. Så her er et par fotos fra en i øvrigt god og festlig aften i gode menneskers selskab...

fredag den 5. januar 2018

Endestation mord

En klassiker

Dagens navn var Abel. Det var tirsdag, og uden for silede regnen trøstesløst ned over vinterlandskabet, mens fjernsynet inden for kværnede med genudsendelser og almindeligheder.

Bloggeren gik hen til bogreolen og greb ud efter en bog. Det blev Endestation mord af Sjövall og Wahlöö. Det er i år halvtreds år siden, at bogen udkom, men den holder vand og er fortsat værd at læse.

Endestation Mord er en del af dekalogen Roman om en forbrydelse, der dannede skole for den skandinaviske krimigenre, som efterhånden hænger mig langt ud af halsen.

Jeg er forlængst blevet træt af alenlange tibindsværker, der prøver at sige noget om samfundet - og hvor forfatterne konkurrerer om at overgå hinanden i udspekuleret og udpenslet vold og ondskab - gerne begået af konspirerende loger og fæle kapitalister.

Jeg er træt af at læse om kvindelige opdageres problemer med ægtemænd, børnepasning og sig selv - og jeg er træt af at læse om uduelige overordnede, der ødelægger enhver form for efterforskning.

Jeg er også træt af bøger, hvor den væsentligste suspense ligger i, at hovedpersonen tilsidesætter alle almindelige sikkerhedsregler i sin ensomme kamp mod uretten.

Mange af de moderne krimier er præget af tekstbehandlings-syndromet, der gør det nemt at skrive ti bind á 600 sider med almindelige hverdagsbetragtninger og gentagne, monotone referater af uvæsentlige detaljer fra de forrige bind.

Men Sjövall og Wahlöö, de gjorde det og fortalte nogle umådeligt spændende historier om kriminalitet, der ligner virkeligheden blandt forhutlede sjæle og sølle eksistenser - og derfor er de ti bind i Roman om en forbrydelse også bøger, som jeg vender tilbage til igen og igen. Bevares, Sjövall og Wahlöö har da også deres tidstypiske idiosynkrasier og ideologiske tirader, som man med fordel kan springe over, men i det store og hele tåler bøgerne tidens tand.

Jeg er især begejstret for sproget, der er levende og korrekt, selv om udviklingen slider hårdt på det. Jeg er begejstret for Endestation Mord, når man allerede på side tre kan finde et boligområde omtalt som lejekaserner - og jeg begejstres, når bogens persongalleri bærer beklædningsgenstande som slåbrok, ulster og poplinskjorte.

Det var lidt tilfældigt, at det var Endestation mord, der kom ned fra reolen tirsdag aften. Til gengæld var det ikke tilfældigt, at jeg torsdag aften fortsatte med Brandbilen der forsvandt. For nu har jeg fået Roman om en forbrydelse på tanden...

mandag den 1. januar 2018

Kransekagemøllen på Øland

Kagekunst nytårsaften

Imponerende flot kagekunst: Oxholm Mølle.
Som sædvanligt holdt vi nytårsaften sammen med smedens - og traditionen tro stod denne "ironman" også for kransekagen.

År for år har han overgået sig selv, men det bliver svært til næste år, for årets kransekage var intet mindre end et kunstværk - oven i købet med et stærkt lokalt islæt. Modellen til den spektakulære kagefejring af det nye år var nemlig Oxholm Mølle, som stod i et overdådigt landskab af små kransekager, hjemmelavede marcipanbrød med nougat og et par bordbomber.

Udendørs var vi forskånet for hærværk. Men indendørs
 så det værre ud...
Det gjorde næsten ondt at tage hul på det flotte kunstværk, men alting har som bekendt en ende - både år og kransekager. For resten havde møllen heller ikke godt af at stå i den lune stue, for da vi kom til midnat var vingerne af chokolade begyndt at smelte - og så en lille smule trætte ud. Men det ændrer nu ikke ved, at smagen som sædvanlig var i orden, når smeden står for bagværket, så vi gik frisk til sagen, selv om vi sådan set ikke havde lavet ret meget andet end at spise hele aftenen.

Ellers kom vi forholdsvist fredeligt ind i det nye år. Vi har været forskånet for hærværk - ikke en gang det ulækre barberskum på vinduerne ud mod vejen var vi udsat for. Tak for det.

Indendørs så det værre ud. En mig nærtstående kvinde af grønlandsk oprindelse er meget glad for bordbomber, så stuerne så herrens ud her til morgen. Fred være med det: Hun må selv tage tjansen ved støvsugeren.

Jeg havde som sædvanligt sammensat en menu med fem serveringer. Forholdsvis små portioner i den lette ende af den kulinariske sværhedsskala, men lækkert så det fungerede perfekt.
Vi lagde ud med grillet hummer, lidt wakamé-salat og smørristet flutes.
Så stod den på laks baroque anrettet i portionsskåle: Bagt røget
laks på en bund af stuvet spinat.
Aftenens kødret var lammekrone med smørristede rodfrugter, svampe
 og rosenkål. Hertil en glace på lammefond og portvin.
Inden desserten en lille mundfrisker med melon og hjemmelavet bacon -
og så et glas forfriskende mousserende vin af den halvtørre slags fra Masi.
Desserten var appelsin-trifli efter min mors opskrift. Det var et
fast indslag i nytårsmenuen i mit barndomshjem.

søndag den 31. december 2017

Godt nytår

Og skål...!

(Foto: Martin Hansen)
Den 29. og 30. december passede jeg vinmandstjansen i Bilka. Det var to travle og festlige dage - og jeg tog forskud på nytåret og mødte på arbejdet i smoking lørdag...

Jeg mødte mange kunder - både gode, gamle og nye - og det blev til en masse god vinsnak og både traditionelle og mere kreative bud på god vin til nytårsmenuen, der så vidt jeg kan vurdere står på oksemørbrad hos det meste af familien Danmark...

Godt nytår! Vi ses igen i det nye...

lørdag den 30. december 2017

It's GT-time

Agurketid

It's teatime, siger englænderne, men mener i virkeligheden djeetee-time, tror jeg. I hvert fald tilskrives paterniteten til den klassiske drink, gin og tonic, de engelske kolonister i det fjerne østen i en ikke så fjern fortid.

Under alle omstændigheder er gin og tonic a jolly good sport, my dear, så den er en sikker topscorer på drinkskortet. Det skete også tirsdag, hvor vi holdt den traditionelle familiejulefrokost i det lille hus på Øland (My home is my castle) og lige skulle have en forfriskning at gå hjem på.

For en gin og tonic frisker godt op i mundhulen efter julens fede spiser, så det er et godt valg oven på sild, laks, leverpostej, gammelost og ris a l'amande. I vore dage er gin bare ikke gin. Der er gået nørderi i gindrikningen, og der findes efterhånden hundredvis af forskellige gin med forskellige karakteristika.

Så er der dækket op til julefrokost...
Tirsdag valgte vi den skotske Hendrick's gin, som udover de traditionelle gin-ingredienser, enebær og koriander, også har et voldsom pift af agurk. Derfor kan man med fordel droppe den traditionelle limeskive og erstatte den med lidt agurk. Lime dæmper agurkesmagen, mens en skive agurk skåret fra skrællen med en kartoffelskræller fremhæver smagen - og ser i øvrigt ganske festligt ud.

En anden formildende omstændighed ved Hendrick's Gin er den sorte flaske, der med lidt god vilje kan lede tankerne hen på en medicin-flaske - og da der er væsentlige medicinske argumenter for at drikke gin og tonic, er det ganske velvalgt. I hvert fald påstås det, at gin og tonic er godt mod både malaria, uro i benene og lægkramper.

Den lille familie om bordet på Nørremarksvej...
Tonic'en var fra Fever Tree med et højt indhold af kinin udvundet af barken fra træer, der gror på grænsen mellem Congo og Rwanda. Den prisbelønnede tonic fra firmaet er min favorit i øjeblikket. Den er sød og blød i smagen - og spiller godt sammen med gin. Og altså også sammen med agurk. Resultatet er en herlig frisk gin og tonic.

For resten var det en fin og hyggelig julefrokost, hvor Leo løb med mandelgaven. Tillykke med det...