tirsdag den 25. april 2017

Sandflugt og havskum

April er ikke til at stole på - og dog...

Luften var tyk af sand og havskum, da aprils forunderlige omskiftelige vejr mandag aften bød på en rask lille storm. Sådan er april - ikke til at stole på, og dog alligevel i al sin omskiftelighed en del af årets faste dagsorden.

Jeg havde afleveret Dina til en fest i forsamlingshuset i Halvrimmen - og da jeg nu alligevel var ude at køre, tog jeg til happy hour i Blokhus. Stranden var stort set mennesketom - forståeligt nok, da det på trods af solskin næppe var et vejr at jage en hund ud i.

Vandet stod næsten helt op til ishuset ved nedkørslen, men jeg vovede alligevel en tur langs stranden, hvor sandet føg som sne på en vinterdag. Det var ret fascinerende, og jeg kunne slet ikke lade være med at prøve at fange stemningen på foto. Det er bare en næsten umulig opgave, for sådan en storm ved Vesterhavet er altså en meget fysisk oplevelse, som kun vanskeligt lader sig forevige. Det skal opleves!


Udskiftning i ledelsen

Traditionerne holdes i hævd

Søndag var det Sct. Georgsdag, og som altid er det dagen, hvor spejdere og gildebrødre mødes og bekræfter henholdsvis spejder- og gildeløfte.

Det kan gøres på mange måder, men helt enkelt handler det om at bekræfte, at man fortsat efter bedste evne vil bestræbe sig på at være et godt menneske i alle henseender.

I 8. gilde i Aalborg er Sct. Georgsdag også den dag, hvor vi skifter ud i ledelsen. Vi har det ganske fine princip, at man i udgangspunktet ikke kan beklæde en ledelsespost mere end to år ad gangen. Det forhindrer pamperi, og det skaber fornyelse. Samtidig er der den fordel ved den korte embedsperiode, at det er svært at undslå sig udfordringen, fordi det trods alt kun er for to år. Det kunne man helt sikkert lære af - både i politik og i mange foreninger.

Søndag blev der altså indsat en ny gildemester, Hugo, og en ny såkaldt dørherold, Helge, der ud over at være manden, der styrer adgangen til gildehallen også fungerer som gildemesterens personlige assistent. Her ses gildemesteren flankeret af gildekansleren Martin til venstre. Kansleren er gildets sekretær. Til højre ses Henrik, der er skatmester, altså kasserer og bagerst til højre har vi flagherolden, Ulrik.

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af køkkentjansen sammen med Michael i dagens anledning. Menuen stod på irish stew og skovbær-trifli - og sagt i al beskedenhed var det slet ikke så ringe...

mandag den 24. april 2017

Ræs

Spejderne gav den gas

Jan Magnussen kan godt pakke sammen, efter at spejderne i Jens Bang-divisionen lørdag eftermiddag holdt sæbekasseræs i Vestbjerg.

For her var alle vindere i den dejlige forårssol, hvor spejderne og altså også undertegnede havde en dejlig dag med fest, sjov og ballade - og herlige grillstegte burgere til frokost.

Vestbjerg-racet var  afslutningen på årets Jens Bang-dyst, der har beskæftiget spejderne i vinterens løb med konkurrencer i blandt andet tapas og skiskydning foruden altså sæbekasse-ræs.

Jeg har samlet lidt flere billeder fra ræset i et album på min hjemmeside.

lørdag den 22. april 2017

Nattens udfordring

Svært nordlys

17mm, f:3,2, 10 sec, iso 1600.
Blæsten var godtnok en seriøs modspiller, da nordlysalarmen lød ved midnatstide.

Jeg kunne naturligvis ikke holde mig i ro, men måtte ud og fotografere det fortryllende lysfænomen, selv om der peb en pelikan med en middelvind på 15 m/s. Jeg krøb i ly i fugletårnet ved Ulvedybet, men det hjalp som en skrædder i helvede, for vinden kom fra nordvest, altså den samme retning som nordlyset.

Øjnene løb i vand, når jeg kiggede mod horisonten, og det var slet ikke til at fokusere på det meget svage nordlys, så enhver form for selvstændig tanke forsvandt - og det hele blev kørt på rutinen. Så helt ærligt blev det ikke til andet end et dokuskud blottet for nerve og detaljer. Billedet er ikke kønt, men beviser i hvert fald, at der var nordlys oppe omkring den norske kyst. Det er den grønne lysstribe, som ses over horisonten.

Lyset til venstre er solen nordfra, der er cirka 20 grader under horisonten på optagelsestidspunktet. Det er et varsel om de kommende lyse nætter, der her på positionen begynder om ni døgn. Det vil sige, at solen ikke på noget tidspunkt kommer under 18 grader under horisonen - og så er det slut med at fotografere nordlys i det hele taget.

Jeg følger nordlyset intenst, og søndag aften skulle der igen være en chance, hvis ellers skydækket tillader det.

fredag den 21. april 2017

Morgen ved Ebeltoft

Sightseeing i den gyldne time

Morgenstemning ved færgehavnen i Ebeltoft.
På trods af det gode selskab og adgang til gode vine på Dansk Supermarkeds kursuscenter i Ebeltoft gik jeg tirsdag aften i seng til fornuftig tid og stod derfor også op onsdag til normal tid ved fem-tiden. Det gav mig lige et par timer til at være turist med kameraet i den gyldne time, hvor solen står op, i et område, som jeg egentlig kender ganske godt.

Familiegravstedet på min mødrene side.
Min mormor og morfar boede i Ebeltoft, og jeg er kommet der meget som barn. Derfor blev det naturligvis også til et besøg på kirkegården i Dråby et par kilometer uden for molboernes hovedstad. hvor mine bedsteforældre på den mødrene side ligger begravet sammen med et par af mine oldeforældre og min onkel og tante.

Pas på svingene ved Dråby...
Dråby er i øvrigt en ganske pitoresk lille landsby, som ligger midt i et fantastisk moræne-landskab med hårnålesving og bakkedal, der leder tanken hen på Norge. Dråby består af to rækker ældre huse - mange med stråtag og bindingsværk - langs en smal og snoet vej og er noget præget af tiden, hvor hippierne fra Aarhus flyttede på landet, så der er en del gallerier og pottemagerværksteder i den lille by. Kirkegården ligger lidt uden for byen med en smuk, smuk udsigt over Dråby Sø.

Det blev en god morgen oven på en ellers noget hård dag...

torsdag den 20. april 2017

I den gode smags tjeneste

Nogen skal jo gøre det hårde arbejde...

Bordet blev unægteligt lidt rodet i løbet af dagen...
Normalt er vinsmagninger en ganske alvorlig sag, men når nu man ikke skal køre hjem, kan man jo lige så godt forene det nyttige med det fornøjelige, så jeg indrømmer gerne, at humøret var ganske højt, da jeg entrede kanen tirsdag aften.

To gode kvalitetsvine fra argentinske
Salentein. Jeg savnede firmaets pinot noir.
Jeg har tirsdag og onsdag været på et vin- og spirituskursus i forbindelse med min lille bitjans som vinsælger i Bilka. Læseren kan godt tørre det fjollede grin af, for det var skam både alvorligt og seriøst - og det meste af vinen blev spyttet ud igen.

Men kurset var altså også ganske genialt opbygget, så der kunne blive en lille fest ud af det alligevel. Vi lagde ud med med vine fra Salentein i Argentina og norditalienske Masi. Høj kvalitet og klassevine, selv om jeg savnede at smage Salenteins geniale pinot noir, der er en af mine personlige helt store favoritter.

Ved firetiden gik vi så over til de lidt stærkere varer, og det var her, at stemningen blev lidt mere løssluppen - og jeg glemte spytbakken. Spiritusgrossisten Hans Just havde medbragt en bartender, der viste sæsonens hotteste drinks og cocktails - og jeg noterede, at det åbenbart er blevet moderne med en agurk i stedet for enskive limefrugt i den gode gamle GT. Programmet sluttede med seks Lottrup-specialøl fra Royal Unibrew - og så var grundlaget lagt for en festlig middag med gode kolleger.

Onsdag var det så store lamadag, og der skulle spyttes igen, for bilen skulle gerne hjemover senere på dagen. Det var  lidt synd for en hvidvinselsker som undertegnede, for dagen begyndte med et udvalg af dejlige rieslingvine fra Dr. Pauly-Bergweiler Noble House. Så fulgte sydafrikanske Nederburg med gode solide rødvine, der byder på et rigtigt godt forhold mellem pris og kvalitet - og som jeg gerne sælger til familien Danmark.

En sand gudedrik...
Efter en hurtig frokost sluttede vi så af med en serie portvine fra Sogrape, der blandt andet også er firmaet bag den kendte Mateus Rosé. Og her gjorde det altså ondt på manden at bruge spytbakken. Specielt den 20-årige tawny fra Sandeman, for det er altså en vin lavet af guderne med lidt hjælp fra vinmagerne - og den står højt på min personlige indkøbsliste....

Som altid havde jeg kameraet med mig til at støtte hukommelsen, men der kom da også et par gode fotos ud af det...

Fire gode tyske Rieslinger fra den helt tørre
 trocken til venstre og til den sødmefyldte Spätlese.
Den bittersøde italienske Aperol er en rigtig sommerdrik. Tre dele
prosecco, to dele Aperol og en del danskvand lyder den klassiske opskrift.
Bartenderen demomstrerede godt håndværk og kom
med gode tips og ideer til en glad aften på sommerterrassen.
Gin og tonic med agurk. Så har man hørt det med...
Jeg er ikke den helt store fan af kraftige apassimento-rødvine
 fra Italien, men den her jubilæumsudgave af Masis Campofiorin sad
 altså lige i skabet. Den har et stort gemmepotentiale,
så mon ikke der skal investeres i en kasse eller to?
Dagen derpå...
Salenteins udsendte på en festlig baggrund.

mandag den 17. april 2017

Påskeglimt

Øjeblikke i arbejdslejren

I år blomstrede påskeliljerne i påsken. Det sker ikke hvert år, for
påsken følger jo ikke kalenderen lige så slavisk som blomsterne.
Med en pæn stor have og et hus fra 1852 har man aldrig helt fri, selv om det hedder påskeferie. Heldigvis byder det også på mange glæder - og det er jo sådan, at jo mere, vi klarer tidligt på sæsonen, jo mere tid bliver der til at holde fri og nyde det, når det bliver godt vejr.

Og hvad der er nok så væsentligt: Det er nu, vi høster frugterne af tidligere års arbejde. Jeg tør godt påstå, at haven aldrig har været flottere i april end netop i år. Og inden månedens udgang er det hele også grønt. Så det har været indsatsen værd...
Søndag knoklede Dina med at gøre bilen klar til sommeren. Det skal hun
 have en stor tak for. Nu mangler vi bare at få sommerdæk på, men
 de lover altså sne i ugen...
Jeg har repareret vinterskaderne på huset, så om føje tid kan vi
gå i gang med at kalke syd- og østsiden, der står for tur i år. Efter gammel
tradition skal man være færdig med kalkningen inden pinse.
Jeg fik et nyt foderbræt til gårdspladsen i fødselsdagsgave af min
søster. Det er nu samlet og taget i brug. Tak for det.

Print på træ II

Dinas have

Det virker, men der er da plads til forbedringer. Det er konklusionen efter påskens eksperimenter med print på træ.

Den direkte anledning var beslutningen om at lave et højbed i urtehaven til Dina, hvor hun kan have lidt småskala-havebrug med nogle af de mange forskellige planter, der er ved at spire frem fra de små plantegaver, som Bilka og Føtex delte ud i marts. Det er typisk tre til fem planter af hver slags, og det er lidt svært at passe ind i mandens storproduktion af kartofler, gulerødder, selleri, porrer, rødbeder og andre gode sager til vinterforrådet.

Højbeddet er lavet af pallerammer, sådan som man jo typisk gør det i vore dage. Oven i købet har jeg på toppen monteret metallister, der gerne skal holde dræbersneglene ude af beddet, så de små, sarte planter får lov til at gro i fred. Metallisterne virker ved at rage et par centimeter ud over kanten - og det skulle angiveligt - i følge Biltemas reklamer - være umuligt at forcere for en snegl.

Men nu kan jeg jo godt lide at sætte et personligt præg på tingene, og det er så her, at print på træ kom ind i billedet. For når nu højbeddet alligevel er Dinas departement, så ville jeg godt sætte navn på det. så jeg kreerede lidt tekst på grønlandsk - Dinap natsiivia - og skiftede to af mange i'er ud med blomster. Langfredag printede jeg teksten på træet og efterfølgende fik det så tre gange lak.

Det så faktisk ret godt ud, så det var ikke uden stolthed, at jeg lørdag morgen stillede herligheden op, og sagde "færdigt arbejde", hvorefter vi drog på tur til Thy. Desværre var lørdag en meget regnfuld dag. 26 mm blev det til, og det var tilsyneladende i overkanten for de røde og grønne farver på træet. I hvert fald var de på trods af lakeringen begyndt at flyde lidt ud, mens vi var i Thy, hvorimod den sorte farve står flot og skarpt.

Måske er årsagen, at farven skulle have haft lidt mere tid til at hærde, inden det kom ud i regnen. Måske er det noget, som man ikke kan gardere sig imod. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Sket er sket, men skulle jeg en anden gang få brug for at printe på træ, er det i hvert fald noget, der skal med i overvejelserne. Ind til videre trøster jeg mig med Dinas vise ord: - Det er jo tanken, der tæller...

For de sprogligt interesserede kan jeg lige tilføje, at "Dinap naatsiivia" betyder Dinas have. P'efter Dina er den grønlandske genetiv-endelse, ligesom vi bruger s på dansk; ingen hokuspokus i det. Mere interessant er a'et i endelsen af naatsiivia, for egentlig hedder have naatsiivik, men a'et er en genstandsmarkør, der viser, hvad det er genitiven lægger sig til. Akkurat som da jeg i sin tid arbejdede i Nuuk kommune, der på grønlandsk hed Nuup Kommunea. Nuuk betyder næs, og direkte oversat var det altså Næssets kommune. Det er sådan en af de mange sjove og spændende detaljer i det grønlandske sprog, som gør, at man ikke bare lige lærer sproget på et 30 timers aftenskolekursus.

lørdag den 15. april 2017

Frokost på havnen

Attrup Havnecafe

Attrup Havnecafe ligger dejligt i vandkanten med
en smuk udsigt over fjorden og Himmerland.
I den tid, vi har boet på Øland, har Attrup Havnecafe altid ligget der og set indbydende ud på søndagsturene, men det er aldrig rigtigt blevet til andet end et ishus. Forpagterne er kommet og gået, og meget af tiden har forretningen været lukket.

Men de seneste måneder er der tilsyneladende kommet gang i butikken med endnu en ny forpagter, der kalder sig Kogekonen fra Gjøl - og flere af naboerne har meddelt, at det var godt. Så langfredag skulle vi da også prøve det. Vi er jo ikke ligefrem forvænt med nye spisesteder i den nærmeste omegn.

Vi ankom til en fyldt restaurant sådan lidt over 12, og det var lidt af et puslespil at få et bord. Forpagteren og den enlige ansatte var tydeligvis udfordret af successen, så jeg vil ikke komme med en decideret anmeldelse, men blot lave et par noter til eftertanke.

Stjerneskuddet var bare i orden. Billedet er et
 mobilfoto og derfor ikke særlig skarpt, hvilket
jeg skal beklage.
Dina valgte frokostbuffetten, der var en brunch-buffet tilføjet et par middagsretter - og hun var tilfreds. Der var ingen tvivl om, at buffetten er en fornuftig satsning til den lokale kundegruppe, der vil have noget for pengene, men det er ikke lige mig, så jeg valgte et stjerneskud til 95 kroner, selv om kromutter advarede om, at det ville tage lidt tid.

Så galt var det nu ikke, og stjerneskuddet var absolut værd at vente på. Det var helt igennem håndlavet med frisk fisk - og der var ikke meget at udsætte på det. Fiskefiletterne var lidt løse i det, men det er nu et generelt problem på denne årstid og vidner blot om, at fisken er friskfanget. Forpagteren kunne da også fortælle, at stjerneskuddet er blevet en stor succes, og hun bruger ugentlig 80 kilo fiskefiletter fra Hirtshals.

Stjerneskuddet var lidt utraditionelt pyntet med wasabi-rogn. Det har jeg aldrig prøvet før, men de grønne stenbiderrogn med lidt bid og en note af hvidløg smagte i hvert fald godt. Jeg har efterfølgende tjekket det på nettet, og det ser ud til, at rognene stammer fra Royal Greenland, der laver dem til det asiatiske marked. På RG's hjemmeside oplyses det, at man arbejder på at få de grønne rogn ud i detailhandelen. Oprindeligt stammer wasabirogn fra Stillehavet, hvor de fremstilles af flyvefiskerogn.

Alt i alt var vi tilfredse med frokosten, men jeg vil gerne stærkt kritisere, at det ikke var muligt at få sukkerfri sodavand til maden. Dina har sukkersyge og ville gerne have en sukkerfri cola. Det kunne ikke lade sig gøre. Forpagteren kom med en lang, noget alternativ, småreligiøs og ikke særlig lægevidenskabelig forklaring om kunstige sødemidler, som hun helt klart var imod. Det ændrer bare ikke ved, at jeg mener, at fraværet af sukkerfri sodavand er en klar diskrimination af den store del af befolkningen, som lider af sukkersyge.

fredag den 14. april 2017

Varm luft og prutter

Medietroværdighed på kanten
Varm luft kan være ganske spektakulært, men det er
værd at notere sig, at en varmluftballon ikke evner
at bevæge sig ved egen hjælp. Foto: Wikipedia
Spis dig til færre prutter, lød det forløsende, fornøjeligt og forjættende fra internetmediet Nordjyske.dk som tirsdagens absolutte hovedhistorie, og Nordjyske.dk levede dermed op til nærværende (Nordjyske Stiftstidende) dagblads 250-årige målsætning om at levere ”nyttige og fornøjelige efterretninger”.

Historien føjer sig til den endeløse række af ligegyldigheder, som de internetbaserede og de elektroniske medier dagligt kolporterer – og de seriøst arbejdende journalister på landsdelens største trykte medie må se sig trukket med i faldet af kollegerne på internettet og på radio og TV.

Ligegyldighederne vælter ud i den elektroniske æter i en lind strøm. Tirsdag bragte DR et program om Surruques Frankrig. Det skulle være en optakt til det franske præsidentvalg, men føjede sig bare til rækken af ligegyldige DR-medarbejderes familiebesøg på licensbetalernes regning, ligesom når Jacob Rising inviterer sin mor jorden rundt, og Johannes Langkilde generøst inviterer konens hest til USA. Det er lige så ligegyldigt og troværdigt som en artikel om muslimer i ”Den korte avis”.

Tilliden til medierne er i frit fald. Det skrev man mange bekymrede ledere om for et par uger siden, og de fleste nyhedsprogrammer i radio og TV indkaldte et hav af eksperter til at diskutere problemet.

Det skete, selv om det er brugen af speedsnakkende eksperter og evindelige rundbordsdiskussioner ledet af en lige så speedsnakkende studievært, der med stor sandsynlighed er med til at svække troværdigheden. For man kan jo i bedste fald finde en ekspert til et hvilket som helst synspunkt, og i værste fald lukker eksperterne bare varm luft – prutter – ud.

Der er sket et skift i det journalistiske fokus. Tidligere skar man hakkelse i døgnets rejsestald og refererede loyalt fra store og små begivenheder ude i det virkelige liv, men nu skal alting sættes i perspektiv, og der skal leveres baggrund.  Alting skal forklares og dissekeres, som om læserne ikke selv er i stand til at se sammenhængene.

Det er sket samtidig med, at flere og flere journalister finder det helt OK helt ukritisk at viderebringe undersøgelser, der viser dit eller dat og uden at stille spørgsmål ved årsagen til, at undersøgelsen i det hele taget er lavet.

Sagen er jo i al sin enkelthed, at man kan lave undersøgelser, der viser hvad som helst. Som oftest finansieres undersøgelserne af parter i sagen. Baggrunden for langt de fleste undersøgelser er nemlig, at en pressionsgruppe, fagforening eller miljøorganisation ønsker at gafle flere ressourcer til et givet område.

Forskerne stiller beredvilligt op, for de er også interesseret i omtale – og jo mere alvorligt problemet er, jo større er sandsynligheden for flere bevillinger. Vi ser jo aldrig forskere, der løser et problem endeligt. Altid peger de bare på, at problemet er voksende, og at der er behov for yderligere forskning.

Uden at tage stilling til klimaændringerne i øvrigt er klimaforskningen et godt eksempel på, hvordan seriøs forskning forvandles til en pengemaskine. Forskerne fastslår, at dommedag er lige om hjørnet, og op til flere dyrearter inklusive menneskeheden er i fare for at uddø. Straks står politikere og sagesløse fonde klar med flere penge – og det ville da være temmelig idiotisk at sige nej tak til alle disse dejlige bevillinger.

Et særligt ondartet fænomen i dagens mediebillede er de såkaldt ”clickbaits”. Det vil sige, at man laver en kryptisk overskrift på en historie med det ene formål at få læseren til at klikke på historien. Det er overskrifter i stil med ”Du gætter aldrig, hvad konen gjorde, da hun fandt manden i naboens seng”. Hun vækkede ham naturligvis, for han var bare faldet i søvn, mens han i det gode naboskabs navn var ved at samle sengen.

I de gode gamle dage sad der en hel hær af redaktionssekretærer og skrev gode, dækkende og ofte ganske humoristiske overskrifter i de danske medier. Den slags er slut, for nu handler det om at sløre historien bedst muligt, så den forvirrede læser bliver nødt til at klikke.

Så der er ikke noget at sige til, at mediernes troværdighed er dalende. Tværtimod er det et sundhedstegn, for det viser, at befolkningen ikke tager alt, hvad der bliver sagt og skrevet for gode varer.

Men jeg er en glad mand, der gerne ser de lyse sider. Der er håb endnu, hvis ellers journalisterne (selvfølgelig med arbejdsgivernes opbakning) letter pruttehullet, flytter sig fra skrivebordet og kommer ud blandt almindelige mennesker  og skriver om det, der optager det store flertal. Det kan være noget så kedeligt som et brækket ben på jagtturen, generalforsamlingen i landboforeningen, en spejderturnering, præmiewhist i ældreforeningen eller børnehavebørnene på udflugt.

 Og den slags er for resten en god forretning for medierne. For folk flest betaler gerne for at læse om sig selv, mens vi naturligvis ikke gider betale for ligegyldigheder, almindeligheder, kaffegrumsspådomme og pressemeddelelser om varm luft og prutter…

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 14. april 2017