torsdag den 25. august 2016

En blandet sandhandel

Skulpturer i sandet

Temaet for årets sandskulpturfestival er dyr - og her ser vi
en letforståelig parafrase over en ulv i fåreklæder.
Forleden var jeg på besøg i Skulpturparken Blokhus, der nok mest er kendt for de årlige sandskulpturfestivaller.

Det er lidt falsk reklame og lånte fjer, når parken kalder sig "Blokhus", for den ligger i Hune - og Hune er altså ikke Blokhus, hvad et kig på boligpriserne hurtigt vil afsløre.

Jeg harofte kørt forbi stedet og sidste år kunne man blandt andet beundre en gigantisk sandskulptur ud mod vejen. Men i år er der sat hegn op, og man må til lommerne, hvis man vil ind.

Jeg blev egentlig lidt overrasket, da jeg kom ind bag hegnet, for den gamle idrætsplads til Hune Skole er faktisk en dejlig og fredfyldt oase - og jeg forstår sådan set udmærket, at man har lukket af mod Vesterhavsvej, der er voldsomt trafikeret. Der er også plantet til med mange blomster og buske - og jeg kan snildt forestille mig, at der også kan være hyggeligt om aftenen, hvis nu man lejer hele baduljen og holder en fest i den gamle skole, der nu er omdøbt til kulturhus. Og hegnet gør jo det hele ganske velegnet til børnefamilier.

Skulpturdelen er delt op i to afdelinger, dels den med sand og dels en række kunstværker udført med motorsav på træstød. Altsammen med et stærkt naturalistisk udtryk og sikkert med en bred folkelig appel. På trods heraf forekommer det mig, at den kunstneriske oplevelse alene næppe retfærdiggør entreen på 60 kroner.

Men alle initiativer, der kan skabe økonomisk aktivitet i vores dejlige udkant, bør naturligvis støttes - og som sagt er der dejlig ro og fred i parken nu, hvor vi er uden for sæsonen.
Denne skulptur er lidt uden for nummer - og rummer rigelige muligheder
for fortolkninger, for mon ikke det er en politiker, vi her ser på piedestalen?
Skulpturparken byder også på en hval. Ikke den strandede fra Blokhus,
men lavet af sand nok til at lave en strand.

mandag den 22. august 2016

Blokhus International Airport

Heldigvis var der ingen fly, der strandede...

Blokhus Strand var for et kort øjeblik forvandlet til lufthavn, da turistforeningen og andre gode kræfter søndag eftermiddag havde inviteret til en såkaldt Fly-In, hvor en række flyvere og ikke mindst veteranfolkene fra Strut Nordjylland bød på et kig på hobby-fly.

Det var et storslået arrangement, hvor en del af stranden simpelthen var omdannet til landings- og startbane - og alle kunne få en snak med mændende og deres flyvende maskiner.

Klokken 15.30 var det forbi, og flyene gik i luften som perler på en snor. Sådan da - for hele det stort anlagte show måtte stoppes, da to kvinder med en hund i snor demonstrerede sædvanlig kvindelig mangel på situationsfornemmelse. De reagerede hverken på båthorn eller tilskuernes hujen, og det var først, da den midlertidige lufthavns marshall-tjeneste fik fat i dem, at de fik fjernet sig fra startbanen i fornærmet og fjantende ro. Flyveopvisninger går normalt ikke stille af sig, men de to midaldrende kvinder havde altså ikke opdaget, at de gik på en airstrip, hvor flyene lettede med få minutters mellemrum. Man må have mig undskyldt, men det siger mig altså et og andet om kvindekønnets utilstrækkelighed i en tid, hvor lighed og inklusion ellers er politisk korrekt.

Det var et rent tilfælde, at vi endte ved denne store begivenhed i Blokhus. Egentlig skulle jeg have været på fuglefoto i Risgaarde sammen med min gamle skolekammerat og blogger Per Lyngby, men den tur var aflyst. Og så mente hjemmestyret - konen i huset - at vi burde tage en tur i det gode vejr til Blokhus efter en is, som vi gør så tit.

Og i dag fik vi altså fuld valuta og næsten 500 billeder i kassen. Her er et lille udvalg af dagens billeder, hvor jeg hele tiden var i tvivl om, hvorvidt det nu var de flotte skyer og tordenvejret over Jammerbugten eller de mange spændende fly, der var hovedmotivet.

Her er en række fotos uden yderligere kommentarer. Billederne er klikbare.











søndag den 21. august 2016

Man må sno sig...

For en gangs skyld er det ikke ålen...

Agurketiden hedder sådan, fordi medierne i mangel af andet i sommerens løb omtaler kæmpeagurker og andre grøntsager, der af mere eller mindre indlysende årsager er bemærkelsesværdige inden for en snæver kreds af grøntsagsfetichister.

Her på Limfjordens bredder vil vi naturligvis ikke stå tilbage for de mere etablerede media, så her er et par af årets første gulerødder i hed omfavnelse. Man må sno sig, som ålen plejer at sige...

fredag den 19. august 2016

Frosé

En kold sag til en varm dag

En af sommerens store diller på markedet for alkoholiske eksperimenter har været Frosé, der ganske kort fortalt er slush-ice lavet på rosé-vin.

Nu er det jo de færreste små hjem, der ejer en slush-ice-maskine, så jeg har eksperimenteret lidt med at lave den lækre sag i hånden, så at sige.

Allerførst - i god tid forinden man bliver tørstig - fyldte jeg en isterningpose med rosé og lagde posen i fryseren. Jeg brugte Stone Valleys zinfandel-rosé, der har en kraftig frugtsmag - næsten som saftevand.

Så tog jeg fire store hjemmeavlede jordbær - frosne for sæsonen er forbi - og kom dem i blenderen sammen med fem cl vodka og fem cl simple syrup, der såmænd ikke er andet en sukkerlage med en del vand og to dele sukker, men som er uundværlig i bartenderens værktøjskasse.

Oven i jordbærrene, vodka og sukkerlagen kom jeg så rosé-isterningerne, og så kørte jeg ellers en tur med blenderen. Og voila, så var der rosé-slush-ice for alle pengene. Rækker til cirka fem cocktail-glas.

God fornøjelse i weekenden. Vi krydser fingre for vejret...

onsdag den 17. august 2016

Repticulus

Endnu en brik til diversiteten

I morges lugede jeg i jordbærrene, mens solen steg fra havets skød. I det hele taget en herlig morgen uden vind, men let morgendis af mosekonetypen.

På et tidspunkt flyttede jeg en af de mursten, som tidligere på sommeren holdt fuglenettet over jordbærene. Det afslørede et lille reptil, som jeg i første omgang troede var et diminutivt og meget ungt skovfirben, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være en lille vandsalamander af hunkøn.

Lille vandsalamander er ikke decideret sjælden i Danmark, men det var alligevel lidt af en overraskelse at kunne tælle dette lille dyr med i faunaen på parcellen. Den stammer antagelig fra det nærliggende gadekær. Salamanderne lever jo i vand i ynglesæsonen, mens resten af året tilbringes på land, hvor de som i tilfældet her gerne gemmer sig under sten.

Da jeg løftede stenen, var den lille salamander ganske sløv og bevægede sig overhovedet ikke, vekselvarm som den slags dyr jo er. Jeg dristede mig derfor til at give den et lille puf, så jeg også kunne studere den flotte, røde underside.

Efterhånden som salamanderen fik varmen i den strålende sol, begyndte der at ske noget - og til sidst var den så varm, at den luntede bort mellem jordbærrene.

Det var en god start på denne onsdag.




tirsdag den 16. august 2016

Grønlandsk kage

Bagværk til kaffemikken

Jeg var til kaffemik forleden, og som traditionen byder, blev der blandt andet serveret grønlandsk kage.

Dette stykke bagværk smager himmelsk - og det bliver slet ikke ringere, hvis det bliver smurt med et solidt lag tandsmør, som man har for vane visse steder i Grønland.

Kaffemik er en væsentlig del af den grønlandske kultur. Ordet er dansk. Et lydefterlignende ord der sprogligt set ikke giver mening på grønlandsk. På grønlandsk siger man for eksempel kaffiqarpunga - jeg har kaffe - og underforstået, at man har noget, der skal fejres med kaffe, og hvor invitationen er ganske åben, for eksempel gennem opslag i Brugsen eller på Facebook.

Ikke desto mindre er kaffemikken en væsentlig del af den sociale virkelighed i Grønland. Det bruges ved fødselsdage, første skoledag, konfirmationer og andre store begivenheder.

En rigtig kaffemik tager det meste af dagen for værterne, men det er ikke meningen, at gæsterne skal blive der hele tiden, for de grønlandske boliger er ofte små, så der er ikke plads til så mange gæster ad gangen.

Så man kommer forbi, afleverer en lille gave, sætter sig til bords, hvor der nu er plads, smager høfligt på alle kagerne og roser gerne traktementet - og så går man igen, så der kan blive plads til de næste gæster.

Der er nogle klassikere på bordet. Som oftest altid boller med smør, lagkage, et eller andet med sortebær - og så altså den berømte grønlandskage, der egentlig bare er sødt hvedebrød. Her er opskriften: Man tager 1/2 liter vand, 1 kilo mel, 200 gram sukker, 200 gram rosiner, 200 gram margarine eller smør, 50 gram gær, 1 teskefuld salt. Rosiner, sukker og vand opvarmes i en gryde. Smørret smeltes, og gæren opløses i lunkent vand. Alle ingredienser blandes, dejen æltes sammen og stilles til hævning i en times tid. Dejen fordeles i en brødform eller en bradepande og efterhæver i en halv time. Pensles eventuelt med æg. Kagen bages ved 200 grader i 40-50 minutter.

mandag den 15. august 2016

Kors i ....

Tæt på en spind-doktor

Edderkoppen sad der midt i sit spind mellem fuchsiaerne på væggen til redskabsskuret. Helt stille og nærmest lidt provokerende, for jeg holdt kaffepause og havde ikke kameraet ved hånden. 

Jeg havde heller ikke tænkt mig at hente kameraet og rigge til med mellemring for at fotografere edderkoppen. Jeg blev siddende - og det gjorde edderkoppen så også, mens vi olmt stirrede på hinanden.

Edderkoppen vandt, og jeg tog billedet her, hvor man tydeligt ser, hvorfor korsedderkoppen har sit navn. Den ligner jo nærmest en gejstlig. Udseendet giver mindelser om en præst i messehagel, når det skal være rigtig festligt i kirken.

For resten er korsedderkoppen ganske almindelig i Danmark og slet ikke noget særligt. 

onsdag den 10. august 2016

I skoven skulle være gilde

Hul på efteråret

Henrik holder paellaen i bevægelse, så den ikke brænder på, Søren
giver den som køkkenskriver, men er i virkeligheden bare sulten - og
 jeg har grebet den store slev for at se aktiv ud. Foto: Carl Fryland
Så har der været gang i paella-panden igen.

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg finder paella-panden frem, når vi tager hul på efterårssæsonen i det lille Sct. Georgs Gilde.

Det skete tirsdag aften i Wasa Wasa-hytten mellem Svenstrup og Godthåb. En gammel kending af en hytte, hvor vi har været så tit - og som har en god størrelse til et lille sluttet selskab - for vejret var ærlig talt ikke med os. Bygerne kom og gik, og der blæste en strid vestenvind, så maden blev indtaget indendørs.

Men paellaen blev selvfølgelig lavet over bål. Paellaen er en lidt under blanding af skaldyr og kylling, men fantastisk velsmagende. Jeg har efterhånden en del rutine i det og plejer at forberede det hele hjemmefra, så når først vi står ved bålstedet, skal det hele bare samles. Og med masser af gode hjælpere, er det altså ingen sag...

Paellaen blev i øvrigt ledsaget af tigerrejer med hvidløgsbrød og aioli til forret og til dessert rabarbertærte med flødeskum. Rigtige mænd spiser som bekendt ikke creme fraiche.

Og så lige et tip til alle bål-paella-entusiasterne. Når bålet kører, løgene og baconen stegt af, ris og bouillon simrer, så har jeg de sidste par gange hældt ansjoser på. Ansjoserne er Middelhavets svar på Maggi-terningen og giver en god og fyldig bund i smagen.

mandag den 8. august 2016

Høj gammel Ford

Ford T'er på tur

Forleden mødte jeg en halv snes gode, gamle og flot restaurerede Ford T'er ved rundskørslen i Saltum. Kortegen holdt stille - og det gjorde jeg så også for at få en snak med folkene bag dette særprægede optog.

Kortegen holdt stille, fordi en af bilerne var ved at løbe tør for benzin, fortalte turlederen.

- Ford T-ejere er altså lidt lige som små børn. Uanset hvor mange gange jeg siger, at de skal huske at tanke op, så er der alligevel altid en, der glemmer det.

Jeg tror ham, for det var en helt utrolig barnlig glæde, Ford T-ejerne udstrålede, mens de viste deres legetøj frem for fotografen.

Nu kan man nok ikke fortænke en Ford T-ejer i at løbe tør, for bilen med dens 20 hestes 2900 kubikcentimeter store motor kører sådan cirka 7 km literen, så det er blevet til nogen liter benzin, når man kommer fra Tinglev, som tilfældet var for turlederen. Tanken på en Ford T rummer 38 liter..

Jeg lærte i øvrigt, at Ford T er en af verdens mest solgte biler. Der blev produceret 15 millioner af slagsen i perioden fra 1908 til 1927. Det var jo Henry Ford, der opfandt samlebåndet, der nåede op på at producere 11.000 biler om dagen. Produktionstiden var kun halvanden time. Det lykkedes, fordi produktet var stærkt standardiseret og kun kunne fås i en farve.Henry Ford forklarede, at man kunne få bilen i lige nøjagtig den farve, man måtte ønske, bare det var sort.

Det var der nu mange af de stolte Ford T-ejere, der så stort på, og der var nogle flotte eksemplarer i andre farver end sort.

Jeg bemærkede, at der også var stor forskel på bilernes overbygning. Nogle var åbne, andre lukkede og en enkelt havde nærmest et stativ med en presenning over. Turlederen forklarede, at bilerne fra fabrikkens side oprindeligt slet ikke havde tag, men det var noget, som ejerne fik lavet hos den lokale karetmager.



søndag den 7. august 2016

Spild af tid

Den olympiske drøm er død
Diskoskasteren i Botanisk Have rummer mere liv
end nogen TV-transmission fra OL. Foto: Wikipedia
Den olympiske drøm er død – og derfor er det spild af tid og gode ressourcer, når vi de næste fjorten dage ikke kan åbne et medie uden at blive orienteret om sportstosser, der kæmper om hundreddele af sekunder og brøkdele af millimeter– som om det kunne gøre verden til et bedre sted.

Den olympiske bevægelse var i sin græske oprindelse et symbol på fred. Nationerne skulle mødes i fredelig kappestrid.

Imidlertid er der intet, der tyder på, at denne smukke, men naive målsætning holder vand. I den moderne tid har vi, mens der har været lege hvert fjerde år sådan cirka, oplevet to verdenskrige, en kold krig, adskillige boykot-aktioner og politiske udelukkelser af mere eller mindre subtile årsager. Senest er det gået ud over Rusland, fordi alle elsker at drille Putin, og fordi landet angiveligt ikke holder sin dopingsti ren.

Så der er intet, der tyder på, at den olympiske bevægelse skaber fred. Uanset den olympiske bevægelses smukke mål er krig er kommet for blive. Man kan snarere citere den tyske militærteoretiker Clausewitz, der sagde, at krig er polikkens fortsættelse med andre midler, og hævde, at sport er politik – bare med andre midler.

Det vidste allerede Hitler i trediverne – og han var jo kendt som en sand idrætsmand med et ædelt hjerte. Det drejer det sig om at være hurtigere, højere og stærkere – for fædrelandets skyld. For enhver pris. Vi jubler jo, når danskerne vinder – uanset hvordan sejren kommer i hus.

Danmarks Radio kører i øjeblikket en trailer, der fortæller om en dansk medaljevinder, der nægtede at røre sine børn flere måneder inden de olympiske lege. Han ville ikke risikere at blive smittet af sygdom inden den afgørende triumf.

Meningen er vist nok, at vi skal beundre dette menneskelige udskud af en sportsmand, der vil ofre alt for at vinde. Glemt er den olympiske eds ord om, at det er vigtigere at deltage end at vinde. Jeg mener, at denne besættelse af at vinde er sygelig. Han burde søge behandling, skamme sig og blive hjemme og passe sine børn, der helt sikkert får ubodelige sår på sjælen af faderens afvisning.

Men sport er ikke alene politik. Det er også en vare. Millioner står på spil i reklamemuligheder, fjernsynsrettigheder og underholdningsværdi. Og når der er penge på spil, så giver det ikke mening at tale om moral.  

Det er såre naturligt, så kan det faktisk ikke hidse mig op, at der mere eller mindre systematisk bliver brugt doping. Når der er penge på bordet, gælder alle kneb. Alene det at sportsudøverne får en særlig kost er jo dybest set en form for doping. Vi ser jo aldrig en gourmet eller en drukmås deltage i topidræt. Det bør egentlig oprøre alle dem, der taler om, hvor vigtigt det er med inklusion.

Sport er altså politik og en vare. Derfor bør det heller ikke tages så seriøst, som blandt andet Danmarks Radios dækning af begivenheden ligger op til. Herregud, de deltager jo kun for at tjene penge. Det var også derfor, at deltagerne i handicap-OL for nogen tid siden var sure, fordi de fik mindre i medaljepenge end de ikke handicappede. Det er jo åbenbart vigtigere at vinde penge end at deltage.

Jeg er oprørt over, at man i det hele taget kan få et økonomisk udbytte ud af at deltage. Hvis idrætsbevægelsen nogen sinde skal have et folkeligt mandat som ægte amatører og en massebevægelse kan man lære meget af blandt andet spejderne, hvor deltagerne – også ledere - altid selv betaler for at deltage, og hvor der ikke er store pengepræmier for at gøre sig umage.

Med de mange penge i idrætsverdenen undrer det mig for resten, at medierne dækker de store sportsbegivenheder med sportsjournalister. I vore dage hører idræt altså hjemme på erhvervsredaktionerne.

Når idrætsverdenen er blevet moralsk degenereret og afhængig af penge, skyldes det blandt andet TV-rettighederne, hvor man betaler millioner bare for at få lov til at dække begivenheden journalistisk. I stort set alle andre sammenhænge vil et krav om betaling for journalistisk dækning få journalister til at vende om og rejse hjem. Men ikke når det drejer sig om sport. Så tager man gerne en licensskat-betalt arbejdsferie i et gennemkorrupt og kriminelt fjernt land, der er kendt for sit behagelige sommerklima.

Derfor vil de kommende fjorten dage vil blive et langt maraton-løb for TV-seerne, mens sporten buldrer ud fra alle DR’s medieplatforme.

Så hellere genudsendelser af gamle danske film. De giver sig i hvert fald ikke ud for at være andet end underholdning. Sport giver sig ud for at være underholdning, men er i virkeligheden forfængelighedens marked, politik og en vare – og jeg kan simpelthen ikke se, at der ligger en særlig public service i at referere minutiøst fra en sportsbegivenhed, hvor deltagerne får løn for at deltage.

Hvis folk vil se den slags,, skal de altså betale selv på de særlige sportskanaler. Det kan ikke være meningen, at det skal finansieres med tvangslicens i et statsligt drevet mediemastodont.

Men nu er der jo ikke megen retfærdighed til – hverken i sport eller politik. Så det bliver der næppe lavet om på i et land, hvor ledende politikere er villig til at bruge millioner af skattekroner på at få prologen til Tour de France til Danmark, mens vore ældre går for lud og koldt vand.

Så jeg resignerer, betaler ved kasse 1 og passer min have i stedet. For vore dages kommercielle idræt kan i hvert fald ikke få mit blæreindhold i kog.


"På kanten" i Nordjyske Stiftstidende 5. august 2016.