torsdag den 25. oktober 2007

Efterårsstemning i Oslo

Mandag og tirsdag var jeg i Oslo. Der er efteråret langt fra så fremskredet som her i det mørke Nordnorge.
Tirsdag var jeg til et møde i Nydalen - et gammelt industriområde nogle kilometer uden for centrum. Jeg havde et par timer til overs inden dagens sidste møde i Utenriksdepartementet, der ligger på Victoria Terrasse - en af de dyreste adresser i den norske hovedstad.
Da det var dejligt vejr, lod jeg mig overtale til en gåtur langs Aker-elven ind til city. Det blev en pragtfuld spadseretur - ned ad bakke hele vejen. Langs elven ligger mange nedlagte fabrikker, der er eller vil blive omdannet til mondæne liebhaverlejligheder til det nyrige Norges boligkøbere, der er villige til at betale formuer for de helt rigtige adresser i en stille forventning om, at boligmarkedet stadig vil gå op. Blandt andet passerede jeg et sted, hvor en restaurant i en gammel fabrik havde løst de rigide norske rygeregler ved at hænge nogle presenninger op ned mod elven. Af en eller anden grund mindede det mig mest af alt om nogle af de idylliske og saneringsmodne kvarterer i Beijing.
Og det må siges, at den norske hovedstad i høj grad har ladet sig inspirere af livet i de store byer. På denne lune efterårsdag var der travlt på de mange fortovscafeer på Karl Johan - Oslos hovedstrøg der jo er opkaldt efter en svensk konge. Stemningen mindede her mest af alt om Paris, hvis det altså ikke lige var for kongeslottet i baggrunden.
I det hele taget har storbyer over hele verden det med at ligne hinanden mere og mere, men der er en enkelt lille oase i Oslo. På mit foretrukne hotel, Bondeheimen, er alting som før. Hotellet er stærkt knyttet til den nynorske sprogbevægelse, og her er man resistent over for udenlandske påvirkninger.I restauranten, Kaffistovan, har man mottoet "Her skal intet forandres" og dagens ret mandag aften var da også rensdyrkarbonader med kogt rosenkål og brun sovs. Det smagte herligt, og så kostede det endda kun 120 kroner for hotellets gæster. Det er vel overflødigt at tilføje, at man ikke kan købe noget stærkere end øl på Bondeheimen, og at der selvfølgelig heller ikke er en bar. Til gengæld er der en dagligstue med bøger og nynorske aviser, hvor der hver aften serveres gratis suppe som godnatmad. Jo, her skal intet forandres.
I morgen er det fredag igen igen.

Ha det
Jesper

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Jesper. Lige en hilsen fra Nuuk, hvor sneen er faldet med ca. 15 centimer, og der har været det mest forrygende solskinsvejr i den forløbne uge. Det lyder som om, at du oplever mange gode ting og at I trives i det norske. Ha`en god weekend og hils Dina mange gange fra Ingvar og Pia