søndag den 27. januar 2008

Imaqa Airways

Det grønlandske ord for måske - "imaqa" - har altid ligget lige for, når den i øvrigt sagesløse grønlandske befolkning taler om det nationale luftfartsselskab Air Greenland, som selskabet pretentiøst kalder sig i dag. Tidligere lød selskabet det mere beskedne Grønlandsfly. I folkemunde omtales selskabet som Imaqa Airways. Imaqa hentyder til, at Air Greenland flyver under nogle af de værste meteorologiske forhold i verden. Imaqa er også en del af den grønlandske livsfilosofi. Man er nødt til at underkaste sig de gældende vejrforhold - alt andet kan koste livet. Der skal heller ikke herske tvivl om, at Air Greenland har nogle af verdens bedste piloter og teknikere, som virkelig forstår at begå sig på disse breddegrader. Somme tider er det, de laver, ren kunst. Men øge- eller kælenavnet er svært at slippe af med, når jordpersonellet og ledelsen har en klar bevidsthed om selskabets monopolstilling. Priserne er tårnhøje. Personalet i skrankerne elsker sin magt og er arrogant ud over al rimelighed. Information til passagererne er en by i Rusland - og som oftest strækker det sig til en oplysning om, at flyvningen er udsat indtil videre på grund af "teknik". Mandag den 21. januar havde jeg en billet til GL 1550 fra Nuuk til Kangerlussuaq med planmæssig afgang 9.45. Dina havde billet til GL 551 med afgang 10.00. Vejret var fint - temperaturen lidt under frysepunktet og himlen let skyet. Jævn vind. Alt var tilsyneladende idyl og intet burde kunne gå galt. Imidlertid havde indcheckningen i Nuuk problemer med at følge med på grund af mange passagerer, så nærmest rutinemæssigt blev afgangene udsat med først et kvarter og senere med yderligere ti minutter, men kvart over ti svingede Dash-7, Taateraq, ud over Godthåbsfjorden i et rigtigt herresving bound for Kangerlussuaq. Stemningen var god - jeg sad på første række med ryggen mod cockpittet. Stevardessen - det var Angus kone - serverede kaffe, og over for mig sad en af mine gamle bekendte - levemanden Dick Stallone fra Anchorage. Sammen sad vi og slog tonen an til de kommende ønologiske udskejelser på Danmarksmaskinens Nanoq Class. Disse drømmerier blev imidlertid brat afbrudt, da piloten kort før nedstigningen til Kangerlussuaq meddelte, at der var udbrudt en orkan i området, og at vi indtil videre måtte kredse over Grønlands internationale lufthavn - i øvrigt i selskab med Norsaq, Air Greenlands Airbus 330, som skulle bringe os videre til Danmark. Efter et par minutter fulgte så meldingen om, at Norsaq var returneret mod Danmark, og vi nu ville gå til vores alternativ Aasiaat, da det ikke var muligt at returnere til Nuuk på grund af voldsom blæst der. Aasiaat er en hyggelig lille by på kanten af Diskobugten, og det er 14 år siden, at jeg var der sidst, så det mente jeg da nok, vi kunne overleve. Imidlertid nåede også lufthavnen i Aasiaat at lukke, inden vi nåede ned, og vi måtte derfor fortsætte til alternativ 2, som var Ilulissat. Se, det var jo lidt af en oplevelse for de mange udenlandske passagerer. Ilulissat Isfjord er på Unescos verdensarvliste, og i øvrigt er hotellerne i byen af international klasse. Vi landede i Ilulissat, der også kaldes Jakobshavn, i sidste øjeblik inden orkanen. Det var en klasselanding begået af en knalddygtig pilot. Jeg nåede ikke at blive bange, men særlig sjovt var det altså ikke. Servicen var da også i top. Efter landingen fik vi at vide, at Air Greenland bød på frokost på Hotel Hvide Falk, så jeg nåede da lige at tænke, at Imaqa Airways sandelig havde forbedret sig siden sidst. Det var imidlertid noget af en kold tyrker, da det viste sig, at den såkaldte frokost var mad fra den lokale kinesergrill. Og umiddelbart efter frokosten var det bare med at komme tilbage til lufthavnen i en fart. Ikke noget med sightseeing til Isfjorden, selv om det var åbenbart for de fleste, at der ikke ville blive mere flyvning den dag. Eftermiddagen gik i lufthavnen med besked om, at der ville komme ny besked om en halv time og så videre. En gruppe nordmænd havde regnet ud, at det tager en halv time at drikke en øl og gammel dansk, så de havde det sjovt. I mellemtiden havde jeg snakket med Dina. Orkanen var i Nuuk kommet så hurtigt, at de aldrig nåede i luften, selv om de havde afgang kun et kvarter efter os. Allerede ved 14 tiden gav Air Greenland i Nuuk op og sendte dem på hotel. I Ilulissat var man imidlertid ikke indstillet på sådan at give op uden kamp, og vi måtte pænt vente til 17.30, før beskeden også lød på hotel til os. At det var noget af en Tycho Brahes dag for mig stod klart, da det viste sig, at min bagage stadig var i Nuuk, så jeg måtte tage til takke med Air Greenlands nødpakke for strandede passagerer. T-shirten heri er en fix lille sexet sag, der på trods af betegnelsen XL ikke rigtig passer rigtige mænd, men ellers var det da muligt at overleve. På grund af bagageproblemerne ankom jeg som den sidste til hotellet, og her havde man ikke flere værelser, så jeg måtte tage til takke med en håndværkerindkvartering i den modsatte ende af byen - fjernt fra hotelbaren, hvor vi havde fået besked på at vente, til der forelå information om, hvornår og hvordan vi skulle komme videre. Jeg insisterede imidlertid på et bad inden aftensmaden, så jeg blev kørt derud. Det skulle jeg nu ikke have gjort, da hotellets chauffør kørte i grøften på vej derud. Her holdt han i øvrigt stadig, da jeg en halv time senere frisk og nyvasket kørte tilbage til hotellet i en taxa. Hotellet bød på røget hellefisk, lammesteg og en forbløffende god rødvin, men den kulinariske oplevelse blev skæmmet af den særprægede grønlandske mani med at bruge kinakål i stedet for salat. Ved halvtitiden fik jeg besked om, at jeg var sat på et fly med afgang 7.10 den næste dag, og jeg kunne med ro i sjælen trække mig tilbage til min indkvartering. Det var åbenlyst, at det grønlandske trafiksystem lå i ruiner på dette tidspunkt. Halvdelen af Air Greenlands samlede Dash 7 flåde stod i Ilulissat, selv om de burde have været i Nuuk. Det var lykkedes en af seks Dasher at lande i Kangerlussuaq, men landingen havde været så hård, at flyet måtte tages ud af drift. Vi skulle senere høre, at denne landing havde været en udpræget nærdøds-oplevelse. Den pågældende maskine skulle tirsdag have fløjet en mælketur Kangerlussuaq - Ilulissat -Uummanaq - Aasiaat - Kangerlussuaq. Nu blev det i stedet det fly, som jeg var sat på, der skulle til Uummanaq. Ved 8.30 tiden lettede vi fra Ilulissat. Forud lå tre en halv times flyvning rundt i Nordgrønland, og udsigten til at nå Danmarksmaskinen 11.25 var ikke for god. Imidlertid var vejret med os. Orkanen havde lagt sig, og tingene kørte bare efter en snor. Jeg fik et kvarters ophold i Qarsut lufthavnen ved Uummanaq, hvilket faktisk er det nordligste, jeg nogensinde har været i Grønland. I Kangerlussuaq blev jeg genforenet med Dina, og ved 13-tiden lettede den noget forsinkede Airbus 330 så mod Danmark. Der var medvind, og allerede ved 21-tiden var vi i Kastrup. Nu burde den næste dags tur hjem til Tromsø være ren rutine. Men de kan sandelig også i Norge, så jeg landede først på Langnes ved 21-tiden - tre timer forsinket og to timer efter, at Dina var landet. Torsdag morgen mødte jeg på arbejde. Møde med Karsten fra det norske udenrigsministerium, der kom lige fra en tur med den norske udenrigsminister til Antarktis. De tog fra sydpolen søndag aften, og Karsten var i Tromsø tirsdag middag. Men det var selvfølgelig også det norske flyvevåben og ikke Imaqa Airways, der stod for den tur! Det øverste billede viser kirken i Ilulissat, det andet havnen hvor jollerne er trukket op på isen. Grønland oplever i øjeblikket den koldeste vinter i ti år, og Diskobugten er allerede næsten frosset helt til. Vejret i Grønland den 21. januar 2008 var noget helt særligt, så DMI har begået en artikel om det. Den kan læses her. Ha' det - det blev sør'me en lang historie Jesper

lørdag den 26. januar 2008

Nuuk revisited

Jeg har netop været i Nuuk. Det blev til et herligt gensyn med folk og røvere i den grønlandske hovedstad.
Alt var stort set, som da jeg forlod byen for ni måneder siden. Den samme lidt hektiske og selvbevidste hovedstadsstemning. Her har man travlt med at bygge et moderne samfund, og nede i Entreprenørdalen var der da også skudt endnu en tolv-etagers skyskraber op. På Tuapannguit bygges nye syvetages boligblokke, og bymidten var præget af kranerne fra Grønlandsbankens nye højhus.
Der blev rystet hænder med et utal af venner og bekendte samt alle dem, der slet ikke havde opdaget, at man var flyttet. På Daddys flød øllet stadig i stride strømme, og på Skyline mødtes de unge, smukke og (tilsyneladende) rige til en GT.
Alt var som før - og dog. Befolkningsomsætningen er enorm i Nuuk, så der var også helt nye ansigter. Nogle var flyttet - og andre har planer om det. Det er bestemt ikke alle, der føler sig tiltrukket af selvstyretanken - og specielt folk i min generation mener måske nok, at det er nu, der skal ske noget nyt i livet. Og så er der selvfølgelig også de døde. For også manden med leen har høstet, siden jeg var i Nuuk sidst. Ikke mindst var vi mange, der savnede Agnethe - Nuuks borgmester fra 1993 til 2007, da Winter Cities konferencen åbnede.
For det var sådan set den konference, der var anledningen til, at jeg var i Nuuk. I fire dage drøftede politikere og videnskabsfolk fra nogle af verdens største byer i Arktis miljøpolitik. Det mundede ud i Nuuk-deklarationen 2008.
Jeg har selv været dybt involveret i planlægningen af denne konference - og det var dejligt at se, at det blev en succes. I modsætning til andre Winter Cities konferencer, der hovedsageligt er foregået i store lande som USA og Kina, havde konferencen i Nuuk et venligt afslappet præg - og ikke mindst de mange receptioner bød på masser af dejlig grønlandsk fisk. (Billedet af folkedanserne fra konferencen er taget af Ulrik Bang.)
Dina var med på turen og tilbragte mange festlige timer sammen med Ulla og Elvira. Mætte af indtryk kunne vi så vende næsen hjemefter mandag morgen - men det gik nu ikke helt som planlagt...

Fortsættelse følger - ha' det
Jesper

søndag den 13. januar 2008

Flokmentalitet

"Fuglene flyver i flok, når de er mange nok", skrev Benny Andersen i Svantes Viser. At det er så sandt, som det er sagt, kan vi se her i Straumsbukta hver eneste dag. Det er edderfuglene, der samles på fjorden i store flokke, som strejfer rundt efter nogle gode muslingebanker. Flokkene tæller sommetider i tusindvis af individer.
Edderfuglen er en meget social fugl med en udstrakt flokmentalitet. Fuglen bruger flokken som et af sine grundlæggende beskyttelses-midler. Blandt andet kan man om sommeren se, hvordan mødrene hjælpes ad med at beskytte ællingerne i store børnehaver.
Her på egnen er dagene så småt ved at blive lysere, men der er stadig en uges tid endnu, inden solen igen begynder at vise sig på himmelen. Det fremgår også tydeligt af billederne, at det endnu kniber med at få lys nok til at lave ordentlige fotos. For eksempel er det lysforholdenes skyld, at fuglene optræder nærmest silhouet-agtig på den lysere vandoverflade. Det gør det svært på billederne at skelne mellem hanner og hunner. Forskellen i fjerdragt er ellers ganske markant blandt edderfuglene, hvor hunnerne er brune ligesom gråandehunner, mens hannerne er ganske farvestrålende med et hvidt bryst og pastelagtige grønne og røde farver omkring hovedet.
Her søndag eftermiddag er vi på vej ud af døren mod København. Dina tager til Grønland i morgen, og jeg følger efter torsdag, hvor jeg skal til borgmesterkonference i Winter Cities organisationen. Det bliver spændende at følge konferencen, som jeg selv var med til at skaffe til Nuuk for fire år siden. Og det bliver da også rart med et gensyn med Nuuk, hvor jeg jo har boet i tolv år.

Ha' det
Jesper

lørdag den 12. januar 2008

Kaffebar og fisketerapi

Som turist i Kina kan man rende livet af sig, hvis man vil besøge historiske monumenter og seværdigheder i dette kæmpemæssige land, som har været et kultursamfund i adskillige tusinde år.
Man kan også vælge at koncentrere sig om livsnydelsen, som i Kina gennem århundreder er blevet stadig mere forfinet i form af et utal af massageformer, spabade, hårvaskningsritualer med mere. Udover at være et flittigt og arbejdssomt folkefærd sætter kineserne stor pris på at forkæle sig selv.
Bare det at gå til frisøren er en nydelse uden lige. Hårvasken alene tager en times tid og indbefatter en omfattende hårbundsmassage og massage af de ømme skuldre. Højdepunktet er, når frisøren - som oftest en nydelig yngre kineser af hunkøn - omhyggeligt renser ens ører med en vatpind. En sådan luksusbehandling kan erhverves for under 100 kroner inklusive klipning og skægtrimning. Til sammenligning tager barberen i Tromsø 300 kroner for et kvarters klipning.
På turen til Sydkina brugte vi en dag på et kursted ved en varm kilde. Foruden massage bød behandlingen på et ophold i nogle af de 64 forskellige varme bade, som stedet kunne byde på. Badene skulle efter sigende virke hudforyngende, forebygge en lang række sygdomme og skavanker samt selvfølgelig øge den generelle velvære. Blandt andet gennem et ophold i en pool tilsat kaffe, som det ses på billedet. Der mangler sådan set kun en klat flødeskum, så kan man servere undertegnede som en velsmagende cafe latte.
Et andet bad var fyldt med angiveligt helbredende kinesiske urter - blandt andet efter duften at dømme ganske almindelig selleri. Taget vandets høje temperatur i betragtning gav dette bad et fint indblik i tilværelsen som suppehøne.
Stedet bød også på fisketerapi - og det var en ganske særlig oplevelse, som på det bestemteste må anbefales. Man nedsænker sit legeme i et stort bassin fyldt med hundredvis af små fisk, der elsker døde hudceller. Efter få sekunder sværmede fiskene omkring mit usle legeme, som fluer om en kokasse. Der var tydeligvis virkelig noget at gå efter. Det kildrede lidt, men da jeg en halv time senere stod op, kunne jeg konstatere, at mine ellers hårdt belastede fødder var befriet for hård hud, ligesom ethvert tilløb til neglerødder og død hud på albuerne var væk. Kort sagt - jeg var som en nyfødt. En ren sekser, som kan anbefales til alle. Men lad være med at tænke på piranhaer, når du ligger i bassinet.
En dagsbehandling på dette kursted inklusive adskillige kopper urtete kan erhverves for 500 yuan - cirka 375 kroner.

Ha' det
Jesper

P. s. For i øvrigt at undgå eventuelle misforståelser omkring kinesisk massage, skal det bemærkes, at mange steder reklamerer med, at massøren er en "blinde, old man". Det er sikkert vor tids svar på de eunukker, der i sin tid var de kinesiske kejseres tjenere.

torsdag den 10. januar 2008

Hotel California

Nytårsdag var en lang, varm dag i Sanya i det sydlige Kina. Sidst på dagen sad jeg på terrassen til vores hotelværelse og nød udsigten og dagens sidste solstråler med et glas behørigt afkølet hvidvin. Pludselig dukkede coveret til en af alletiders største rock-successer op på den indre monitor. - Jesper, det her er sgu da Hotel California, lød det indefra.
Og som det kan ses på billedet, er ligheden da slående. Der er palmer, og der er solnedgang og en lidt eksotisk hotelbygning. Hotel California er af tidsskriftet Rolling Stones udnævnt til nr. 49 på verdensranglisten over store rock-melodier. Den udkom i 1977, og jeg hørte den faktisk flere gange, mens jeg var i Kina. Blandt andet var vores chauffør (sådan en har man, når man er i Kina!) helt vild med sangen, og den blev spillet med et betydeligt lydtryk i den sølvfarvede Mazda.
Min egen historie om sangen går tilbage til perioden 95 til 2000, hvor jeg havde et fast direkte program på Nuuk FM. Programmet var sådan en blanding af kommunalpolitisk debat og information garneret med masser af god musik. Når man afvikler direkte radio, kan det hænde, at der opstår et problem med en gæst, der ikke lige dukker op til tiden eller noget teknik, der ikke virker. Og da er Hotel California ligesom en ven i nøden. Med sine seks minutter og 31 sekunder er sangen mere end dobbelt så lang, som de fleste melodier. Det giver tid til at løse problemet - og det var en mulighed, som vi ofte måtte gribe til. Så næste gang du hører Hotel California i radioen, ved du, at der er stor sandsynlighed for, at der er panik i studiet...

Ha' det
Jesper

tirsdag den 8. januar 2008

Hjemme igen

Så er vi tilbage i Straumsbukta igen efter juleferien. Vejret er rimeligt - et par graders frost og næsten ingen sne. TV-nyhederne talte i går aftes om, at snemanglen er katastrofal for de lokale skisportssteder.
Jeg har lovet at komme med et par billeder fra ferien. Vel vidende at der ikke er noget så kedeligt som at se andre menneskers feriebilleder, kommer de her i hastig rækkefølge med meget korte kommentarer.



Her har vi Dina med morgenhår og spændt forventning kort før vi lander i Beijing. Et besøg på Den Himmelske Freds Plads er nærmest obligatorist i Beijing. Her ser vi en meget lille grønlænder på en meget stor plads.
Så er det nytårsaften - den vestlige verdens, men det forhindrer nu ikke kineserne i at arrangere en fest, når der er en chance for at tjene penge.
Dina tog "Dronninge-turen" op til fjeldtoppen, da vi besøgte den kinesiske mur. Jeg har været der før, så jeg blev nede - og frøs til gengæld som en lille pekingeser i en tynd snor.
Turister af værste karat. Hainan kaldes i øvrigt for Kinas Hawaii. Det skyldes sandsynligvis, at der her er et stort salg af billige Hawaii-skjorter.

En times kørsel fra Sanya ligger der et stort flydende fiskerleje, hvor der foregår alskens handel med havets goder. Her er vi på en fiskerestaurant, hvor vi skal til at udpege den fisk, som må dø, for at vi kan blive mætte. Det var et fantastisk måltid med tang som grøntsag og i øvrigt med nogle dejlige muslinger til.

Blomsterfloret er stort og bedøvende i Sanya - noget vi ikke helt er vant til fra Grønland, så det måtte selvfølgelig fotograferes igen og igen. Ligesom når turister ikke kan lade være med at fotografere isfjelde, når de er i Grønland. Ak ja.

Om et par timer begynder arbejdsdagen igen - men allerede om en uges tid går turen tjenstligt til Nuuk. Jeg vil ønske alle velkommen tilbage på pinden her i det nye år.

Ha' det

Jesper

tirsdag den 1. januar 2008

godt nyt[r

Her er en lille hilsen med et godt nyt[r fra Dina og jeg. Vi er i Kina / tre dage i Beijing og en uge i Sanya p[ Hainon i det sydkinesiske '/h'v. Det skal jeg nok fort;plle mere om, n[r jeg en gang kommer i n;rheden af en computer, der bruger danske bogstaver med mere. Der vil selvg'lig ogs[ komme en masse billeder.

Ha' det
Jesper