tirsdag den 29. april 2008

Regnspovens sang

Jeg kom temmelig sent hjem i dag. Den var næsten syv, da jeg steg ud af bilen. Men sikken en oplevelse det var. Luften var fuld af fuglesang.
Der var selvfølgelig strandskaderne med deres skringre skrig og mågerne med deres evige skræppen. Og der var musvitterne og alle de andre små sangfugle, som dannede bunden.
Men der var også noget helt andet. En næsten tropisk jodlen igen og igen. En sang som man slet ikke kan tage fejl af.
Det var regnspoverne, der markerer territorium. Ved hjælp af kikkerten fik jeg lokaliseret er par store regnspover, der havde slået sig ned på engen ved siden af huset og som nu - på sikker afstand af mig - spankulerede rundt og på skift fløj en lille runde for ligesom at markere, at her er vi altså.
Jeg så en stor regnspove i søndags for første gang i år - og nu ser det altså ud til, at jeg er blevet nabo til et par. Hav mig undskyldt, hvis det ikke interesserer dig - men jeg synes altså, det er rigtig spændende.
Den store regnspoves sang kan i øvrigt høres her.

Ha' det
Jesper

Lofoten ekstra

Da jeg kom på arbejde i dag, fik jeg nogle billeder af min kollega Tana fra sidste uge - og de er da så gode, at jeg lige synes, at jeg vil dele dem med bloggens læsere.
To af billederne er fra en lille sightseeing, som vi var på fredag formiddag, inden vi forlod Lofoten. Det første meget flotte billede forestiller kirken i Kabelvåg - den såkaldte Lofotkatedral. Det var ved denne kirke, at Hans Egede i sin tid var præst, inden han rejste til Grønland - og det var helt klart disse omgivelser, der inspirerede ham til at tage afsted, mente Maliina Abelsen, Grønlands Hjemmestyres repræsentant ved SAO-mødet. Måske har hun ret, men den officielle forklaring er nu, at han drog ud for at genfinde nordboerne og introducere dem til protestantismen, der som bekendt ikke var opfundet, da man havde den sidste kontakt med dem i begyndelsen af 1400 tallet.
Noget andet er så, at han kunne have mange gode grunde til at forlade Kabelvåg. Nogen lykkelig tid for ham var det ikke, men han var meget afholdt af menigheden og til afsked fik han et lille sølvbæger, der i dag kan beskues på Frederiksborg Slot side om side med en række andre nationalklenodier.
Det andet billede kræver ikke den store forklaring. Man ser bloggens forfatter stående foran fembøringen Vågan, som jeg tidligere har skrevet om.
På det næste billede er vi på udflugt med SAO-erne til Henningsvær. Og der skulle selvfølgelig tages et gruppebillede. SAO står for Senior Arctic Official og det er medlemslandenes øverste repræsentanter i den daglige ledelse af Arktisk Råd. Desuden er der repræsentanter til sted for de oprindelige folks organisationer
På det sidste billede ser vi undertegnede og SAO Chair Karsten Klepsvik, der er ambassadør i det norske udenrigsministerium og min nuværende chef. Den kritiske læser bemærker nok, at jeg er noget upassende påklædt, men det skyldes, at jeg den pågældende dag ikke deltog i mødeaktiviteterne, fordi jeg var i gang med at rigge hallen til det officielle møde, der skulle foregå de næste to dage. Da jeg havde arrangeret udflugten, måtte jeg imidlertid pjække et par timer fra hallen og tage med til Henningsvær for at spise torsketunger - nogen skal jo gøre det hårde arbejde!

Ha' det
Jesper

søndag den 27. april 2008

Nu spirer det

Mens jeg har været på Lofoten, er sneen så småt begyndt at smelte her i Straumsbukta. Søndag har været ganske lun med en seks-syv graders varme, men desværre også med lidt kold vind og lette skyer, så vi ikke rigtig har set solen.
Men der er ingen tvivl om, at den har været på spil. For sneen på græsplænen er så småt begyndt at trække sig tilbage. Og der lige i snegrænsen så jeg årets første krokus. Forkrøblet af sne og is, men livsstærk på vej op af jorden. Faktisk viste det sig, at der er en fire-fem krokus på vej af de vintergækker, erantis og krokus, som jeg i efteråret satte i græsplænen i håb om, at de med årene vil brede sig til et helt tæppe. Det har været lidt af et eksperiment, da græsplænen på grund af klippegrunden er temmelig fugtig, og jeg har været bange for, at løgene måske ville drukne og rådne. Men nu ser det altså ud som om, der er liv under sneen. Det bliver spændende at følge i de kommende dage.
Jeg har også sat tulipaner flere steder - blandt andet foran huset ned mod havet. Det er et godt varmt sted, og det ser ud til, at de kommer flot, sådan som de allerede spirer nu.
Mens jeg har været væk, er der også kommet flere fugle. Jeg har i dag noteret bogfinke, vipstjert og regnspove. Et gråandepar er også begyndt at rode i kartoffelbedet. Det er interessant, eftersom vi sådan set har haft gråænder hele vinteren i udløbet af elven, men de har været meget sky og har overhovedet ikke nærmet sig huset. Men nu er det sikkert tid for at finde redeplads, og så kan et kartoffelbed måske lokke?
Jeg stod forresten op med solen i dag i det forfængelige håb at fange et par havørreder. Det skete ikke, men jeg så blandt andet en sæl. Dina er lige kommet op fra stranden og har fanget par pæne torsk, så måske skal jeg prøve igen i aften.
Den kommende uge byder på let arbejde, afspadsering og fri 1. maj, som selvfølgelig er en helligdag i det betonsocialistiske Kommunistnorge. Jeg skal i løbet af ugen overveje at skifte til sommerdæk, men jeg erindrer fra sidste år, at der kom lidt efternølende sne i begyndelsen af maj, så jeg er ikke helt sikker endnu.

Ha' det
Jesper

Endelig fri

Så er jeg hjemme igen. Endelig. Efter en hård uge, der har budt på arbejdsdage op til 17 - 18 timer. Jeg kørte hjem fra Svolvær sammen med Tana fredag eftermiddag. Køreturen blev rigelig lang taget i betragtning, hvor mange arbejdstimer, vi havde haft, så fredag overnattede vi i Bardufoss, og var så hjemme lørdag ved middagstid.
Selve mødet var en stor succes, selv om det har budt på mange logistiske og praktiske udfordringer. Det foregik i Våganhallen, som er en idrætshal og samtidig bomberum sprængt ind i et lille fjeld i Svolværs centrum - men som det ses af billedet lykkedes det os at få et smukt resultat ud af klippehulen. Og det var jo også en passende anledning til at indlede mødet med at spille Griegs "I Dovregubbens sal".
Onsdag aften havde vi arrangeret en picnic-tur til Trollfjorden. Det er en meget smal fjord med stejle, høje fjeldsider, og hvor man lige akkurat kan vende inde i bunden. Bemærk midt i billedet, at der ligger en turbåd derinde. Selv sejlede jeg med en gammel færge i stil med den gamle Hvalpsund-færge. Da det foregik på åben dæk, var det en tur for de rå. Vejret var stille, men regnfuldt - heldigvis havde jeg min Canada Goose på, så det gik. Andre måtte krybe i rederiets sparkedragter!
På et skær umiddelbart uden for havnen i Svolvær, står der en skulptur med en fiskerkone, der vinker til manden. Et simpelt kunstværk, der enkelt og stærkt udtrykker den barske tilværelse i et fiskersamfund, hvor man skal leve med havet som en arbejdsplads, der både kan give og tage.
På hjemturen gjorde vi endnu en afstikker til Nordens Venedig - Henningsvær. Her faldt jeg over plakaterne for den lokale musikfestival, der med reference til Woodstock reklamer for tre dage med fisk og musik.
På vej ud af Henningsvær lugtede der ganske stramt. Tørfiskestativerne står tæt og lader ingen i tvivl om, at her er lugten af fisk lig med lugten af penge.
I Straumsbukta er der smeltet en del sne i den forløbne uge, og tulipanerne er begyndt at spire - alt det skal jeg have set nærmere på i løbet af søndagen.

Ha' det
Jesper

fredag den 25. april 2008

Friturestegte torsketunger

Tiden går og bloggen består. Desværre har jeg temmelig travlt i øjeblikket, og det kniber lidt med tid til at skrive på bloggen. Men i dag onsdag, begyndte SAO-mødet i Svolvær, og jeg har haft tid til at slappe lidt af – men også kun lidt.
Her er et par af billederne fra de weekenden, hvor Dina og jeg kørte en lille tur til Kabelvåg og Henningsvær. Ved bådebroen bag højskolen i Kabelvåg fik jeg et gensyn med nordlandsbåden Vågan, som jeg jo har sejlet rundt i nogle måneder i 2000. Det er en såkaldt fembøring – den største udgave af nordlandsbåden, der i sin grundform stammer helt tilbage til vikingeskibet, men som blev brugt i Nordnorge helt op til trediverne. Vågan er med sine 45 fod noget af det største, som jeg må sejle med mit norske båtførerbevis. Den er udstyret med råsejl og kan med lidt snilde gå cirka 10 knob. En fembøring kræver minimum tre mands besætning, hvis man skal sejle for sejl. Den er tung, har en ballast på cirka tre et halv ton, og en passende besætning, hvis man sejler for årer er 11 mand. Det tjener vikingerne til stor ære, at de har kunnet udvikle og forfine denne bådtype – helt uden brug af computere og andet moderne isenkram. Kun ved hjælp af viden og erfaringer indsamlet gennem praktisk observation. Bifald.
Vi besøgte også Henningsvær. Det fremgør vist nok meget klart af billedet, hvorfor det lille fiskerleje på kanten af Atlanten bliver kaldt Nordens Venedig. Vi besøgte restauranten Fiskekrogen, hvor vi nød en stor tallerken med den lokale specialitet – friterede torsketunger med hjemmerørt remoulade og agurkesalat.
I aften går turen til Trollfjorden, som jeg håber at kunne vise billeder fra næste gang, jeg skriver her.


Ha' det
Jesper

søndag den 20. april 2008

Lofast

For få måneder siden åbnede den faste forbindelse til Lofoten - i folkemunde benævnt Lofast. Det er en spektakulær og flot vej, som gennem en halv snes tunneller, hvoraf den længste er 6,4 km lang, og ad flotte snoede vejstrækninger bringer den rejsende frem til det lille ørige ud for den norske vestkyst.
I forhold til det relativt blide Troms er fjeldene her højere, vildere, mere forrevne og barske at se på. Der er ikke noget at sige til, at stedet hver sommer oversvømmes af turister.
I den kommende uge har vi et par møder i Arktisk Råd i Lofotens hovedstad, Svolvær. En på dette tidspunkt af året lidt søvnig fiskerby med sølle 5000 indbyggere. Den ligger godt fem km fra Kabelvåg, hvor jeg i sin tid var på højskole.
Jeg havde påtaget mig at køre alt vores gear til møderne herned og tog Dina med i bilen for selskabets skyld. Mandag vender hun hjem igen til Straumsbukta med Hurtigruten.
Turen til Svolvær ad den nye vej var som sagt ganske spektakulær. Jeg lader billederne tale for sig selv. I dag, søndag, skal vi på en lille turisttur til Kabelvåg og Henningsvær.

Ha' det
Jesper

onsdag den 16. april 2008

Et lille mysterium

Vi sad søndag eftermiddag nede ved stranden foran nausten og drak kaffe, mens vi nød forårssolen. Fuglene var som sædvanlig i fuld vigør, så der var noget at se på hele tiden.
På et tidspunkt kommer der en lille fugl flyvende og sætter sig lige i vandkanten. Det er mod solen, så jeg har lidt svært ved at se, hvad det var for en fætter, men siger til Dina, at det sikkert er en ryle og tager et enkelt billede. Den sort-grå ryle er nærmest en nationalfugl i Nuuk, så det var helt hjemligt og bidrog bestemt til den gode eftermiddagsstemning.
Om aftenen sidder jeg og ser nærmere på dagens billeder. Og det kan nok være, at jeg fik rynker i panden, da jeg forstørrer billedet af det, som jeg troede var en ryle. For det er det bestemt ikke. Det ligner faktisk ikke rigtig noget, som jeg mindes at have set tidligere. Frem med fuglebogen og et kig på alle vadefuglene. Her er der ingen hjælp at hente. Der er ikke rigtig noget, der ligner dagens fugl. Et rigtigt lille mysterium.
På arbejdet i dag konsulterede jeg Stein - min næstennabo som ved alt om fuglene i Straumsbukta. Og som den sande kender, han er, var der svar med det samme.
Fuglen er en vandstær. Det er faktisk Norges nationalfugl og kaldes på norsk fossekall. Heroppe er den ret almindelig, men i Danmark er det en meget stor sjældenhed med cirka 10 ynglende par i hele landet. Stein kan også fortælle, at der med stor sandsynlighed yngler vandstære langs bækken i skellet ind til naboen. Det er en spurvefugl og ikke en vadefugl, så det er forklaringen på, at jeg umiddelbart ikke kunne finde den i fuglebogen.
Vandstæren er en såkaldt miljøindikator, da den kræver fuldstændig rent vand. Og det er da dejligt at vide, at vi har det lige uden døren. Den er trækfugl, som overvintrer i de baltiske lande. Stein kan fortælle, at det er årets første observation i området - og jeg har således fået en plads i de lokale ornitologiske annaler.
Vandstæren er i øvrigt en pudsig lille fyr, der finder sin føde ved at gå rundt på bunden under vandet i vandløbet.
Således fik vi løst søndagens lille mysterium, og det er sådan en oplevelse, der gør det rigtig sjovt at bo herude i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

lørdag den 12. april 2008

Isfiskeri

En af mine bekendte har en gang fortalt, at i området rundt om Helsingfors er ni ud af 10 isfiskere med garanti gifte mænd. For indsatsen står næppe mål med udbyttet, men det er alletiders chance for at slippe hjemmefra og få en tår vodka on the rocks med vennerne.
Sådan er det naturligvis ikke i Norge. Her er isfiskeri en rigtig familiebegivenhed og lørdag havde Tromsø Jagt- og Fiske Forening indbudt til familie-isfiskeri på GlimmaRingvassøya nord for Kvaløya - med overraskelser til børnene og pølser på grillen.
Jeg har aldrig prøvet isfiskeri efter fjeldørred før, så det var en oplagt chance for at lære en helt ny disciplin inden for lystfiskekunsten at kende. Og lad det være sagt med det samme. Min finske ven har ret, når han siger, at udbyttet næppe står mål med anstrengelserne. Eller som min sidemand tørt konstaterede: - Det er da godt, at vi ikke skal leve af det her.
Resultatet af op imod 100 menneskers anstrengelser denne lørdag var siger og skriver en (1) sølle fjeldørred. Vi kan så søge lidt trøst i, at sølevende fjeldørreder er flokdyr og blot konstatere, at flokken nok var et andet sted end der, hvor vi fiskede. For havde flokken (stimen) været i vores område, skulle der angiveligt have været masser af fisk til alle.
Men pyt med det. Solen strålede fra en skyfri himmel, og der var ikke en vind, der rørte sig. Så det var en dejlig dag på isen. Og eftersom TV sender indvielsen af det nye norske operahus hele aftenen, sker der ikke noget ved at gå lidt tidligt i seng efter al den friske luft. Livet er alt for kort til opera.

Ha' det
Jesper

fredag den 11. april 2008

TAK

Nu er 50 årsdagen overstået, og det er ved at være hverdag igen.
Selve dagen gik stille og roligt. Jeg havde jo besøg af far. Det var temmelig koldt, selv om solen skinnede, så det blev en rigtig turistdag. Vi kørte en tur til Sommerøy om formiddagen, og om eftermiddagen var vi på Håkøy for at se mindepladen for Tirpitz.
Aftensmaden stod på elggryde med kartoffelmos og den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta til dessert is med multebærkompot og så en flaske god rødvin. Stille og roligt uden de store falbelader. Festlighederne gemmer vi, til vi kommer til Danmark i maj.
Jeg har den seneste uge modtaget et væld af hilsener på e-mail. De skal nok også blive besvaret efterhånden, men lad mig her sige en foreløbig tak.
Arbejdsmæssigt er der fuld knald på. Arktisk Råd har SAO-møde i SvolværLofoten den 23. og 24. april. Som det ser ud nu, tager jeg til Lofoten allerede den 19. april, så jeg forhåbentlig får lidt bedre tid til et gensyn med det lille samfund, hvor jeg boede et halvt års tid for otte år siden.

Endnu en gang tak for alle hilsenerne
Jesper

lørdag den 5. april 2008

Se den lille stær...

I dag kom endnu en forårsbebuder til Straumsbukta. Det var ud på eftermiddagen, at stærene holdt deres indtog. Og straks tog de kampen op med snespurvene på foderbrættet. Men det mest imponerende var nu, at en af dem også forsøgte sig med at gøre musvitterne kunsten efter og spise af mejsekuglerne. Imponerende al den stund at stæren er sådan cirka tre gange så stor som musvitten.
I går fik jeg et glimt af den anden forårsbebuder - solsorten, men den har jeg endnu ikke billeder af.
I øvrigt fik jeg en anden flyvende gæst i dag. Far ankom i god behold, godt et halvt døgn efter at han egentlig skulle være ankommet. I modsætning til i går gik dagens flyvetur fra Aalborg helt planmæssigt, og vi har hygget os med røget laks, frikadeller og stuvet hvidkål og sluttet dagen af med Beck på DVD'en.
I morgen er der som bekendt atter en dag. Det bliver spændende at se, hvad den vil byde på...

Ha' det
Jesper

Gammel Dansk

Som bekendt nærmer tiden sig alvorligt for min 50-års fødselsdag. Torsdag markerede jeg den runde dag på min arbejdsplads, og hvad kunne være mere passende end at gøre Gammel Dansk til temaet for festen.
Blandt de puritanske nordmænd vakte det betydelig opsigt, at jeg havde inviteret til kaffe og Gammel Dansk - noget der er nærmest obligatorisk på danske arbejdspladser, men temmelig uhørt i Norge. Hvad de stakkels mennesker ikke vidste var, at jeg sandelig ikke havde tænkt mig at forbryde mig mod landets skikke, og jeg derfor havde allieret mig med den lokale konditor, som til lejligheden kreerede en rigtig Gammel Dansk-kage.
Som dagen nærmede må jeg dog indrømme, at jeg begyndte at få kolde fødder. Det skortede nemlig ikke på små bemærkninger om, at det var dejligt, at der endelig kom en dansker og ruskede lidt op i den forsigtige og tilbageholdende norske bornerthed. Enden på det hele blev da også, at jeg indkøbte en flaske Gammel Dansk og en flaske Dr. Nielsen på vinmonopolet, så der ikke var nogen, der blev skuffet.
Men så nemt skulle de nu ikke slippe, så jeg begyndte med en lille tale om, at det er godt at være norsk i Danmark (sloganet for Dansk Turistråds kampagner i Norge), og at det sandelig også er godt, omend lidt besværligt at være dansk i Norge. Da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten, fortalte rektor den første dag, at alkohol var forbudt på skolen og understregede over for de danske elever, at her i Norge betragter man også en bajer som alkohol. Så afslørede jeg kagen, og det kan nok være, at der var nogen, der blev lange i ansigtet. Men da jeg umiddelbart efter kunne fremtrylle de to flasker med dansk bitter, ville latteren næsten ikke stoppe.
Det blev en god eftermiddag med flere smukke taler - tak til Tana og Grete. Også en tak forresten til Margot, der vistnok havde en finger med i spillet - ikke mindst den meget fantasifulde udsmykning af mit kontor på dagen. Også en tak til Tana for lån af billeder til bloggen.
Nu venter vi bare på, at far kommer herop for at fejre dagen på søndag. Han skulle være kommet fredag aften, men SAS havde åbenbart problemer med et fly, så nu er ankomsten sat til 13.35 lørdag eftermiddag.

Ha' det
Jesper