søndag den 30. november 2008

Advent


















November har budt på flere tilløb til jul, end jeg har brudt mig om, ja, julen har faktisk været truende nær, for eksempel da jeg for 14 dage siden boede på et julefrokost-hotel i Finland og sidste weekend i Oslo.
Men det er lykkedes mig at holde julen stangen - indtil i dag, hvor det jo som bekendt er første søndag i Advent.
I dag kom Dinas julestjerner op, og det blev sandelig også til en advents-dekoration med blåbærgrene. Udenfor er syrenen på hjørnet blevet forklædt som juletræ med en lysdiode-kæde, så nu må jeg nok bide i den sure æbleskive og erkende, at julen er en nært forestående kendsgerning.
Men julen har helt klart også sine lyse sider. Da jeg var i Danmark i begyndelsen af ugen, havde jeg købt grønkål og medisterpølse. Det satte vi så til livs her til aften i skæret fra det første adventslys og bålet i brændeovnen.
Da vi ikke kan købe medisterpølse og grønkål heroppe, får vi det meget sjældent, så det var ærlig talt også en rigtig himmerigs-mundfuld. Jeg havde næsten glemt, hvor godt begge dele smager. Egentlig skulle der vel også have været brunede kartofler til, men vi blev enige om, at det bare var fyld, som ville være i vejen for grønkålen, så det droppede vi.
I øvrigt havde vi snydt en lille smule med julemaden. Lørdag aften fik vi nemlig risengrød og hjemmelavet ribssaft. Men det var helt i overensstemmelse med de lokale traditioner. Lørdag var nemlig grøddag, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Tænk sig; i et halvt år fik jeg - uanset om det var jul eller ej - risengrød hver lørdag.
Dagslyset er efterhånden ved at være en noget teoretisk størrelse. Det dæmrer, ja, men så bliver det heller ikke til mere, inden skumringen sætter ind. De seneste par dage har vejret været fugtig koldt, så der er brug for brændeovnen hver dag. Den både hygger og varmer, så det er jo en ren fornøjelse i de lange vinteraftener.
De kommende dage byder på almindelig kontorarbejde, men som det ser ud i skrivende stund skal jeg til Danmark igen nogle dage fra fredag. Ha' en rigtig god arbejdsuge.

Jesper

Loppecirkus

Humor, satire og ironi virker på de fleste nordmænd som muhammedtegninger på islamister.
I den politiske korrektheds navn er det forbudt at lave grin med stort set alt og minoriteter i særdeleshed. Pietister, læstadianere, indre mission, afholdsbevægelsen, 117 sygdomsforeninger og tilhørende specialister, kvindebevægelsen samt ikke mindst en ualmindelig humørforladt og trist venstrefløj lurer overalt for at slå ned på folk, der morer sig.
Senest har man kastet sig over standup-komikeren Otto Jespersen, der forleden kom for skade at fyre denne svada af:
Jeg vil også benytte anledningen til å minnes alle de milliarder av lopper og flatlus som mistet livet i tyske gasskamre, uten å ha gjort noe annet galt enn å slå seg ned på personer av jødisk opphav.
Det er sgu da satire, der vil noget og fabelagtig godt tænkt. Men ikke i Norge. Nu er manden meldt til politiet. Ytringsfriheden har trange kår i det, som altid heroppe omtales som "Verdens bedste land".
Det mærkelige er, at blandt andet jøderne protesterer over, at en nordmand driver satire. Jeg har aldrig hørt dem protestere mod, at de norske grænser i praksis står åbne for palæstinensere og andet godtfolk, som bestemt ikke vil den jødiske minoritet noget godt. Det skyldes sikkert, at de fleste egentlig synes, at det er helt OK at skyde folk, der ernærer sig ved humor og satire - og dermed gør de fleste nordmænd jo også fælles front med alle dem, som truer ytringsfriheden. Vi husker jo også stadig Norges ualmindelig vattede holdning i forbindelse med de danske muhammed-tegninger. Jeg synes, at de skulle skamme sig - disse fjeldaber.
Jeg har illustreret historien med et billede lånt fra Harry og Karry, som viser en hund iført redningsvest gøre sig klar til et rigtigt loppe-holocaust i en grønlandsk fjord.

Ha' det
Jesper

lørdag den 29. november 2008

Oro jaska beana

Der er ikke noget så patetisk som norske studieværter, når norske deltagere vinder den ene eller anden internationale konkurrence.
Det nationale selvglædefilter bliver slået fuldstændigt fra. "Vi er historiske. Tak, Danmark, Sverige og Finland. I har en god musiksmag." Nogenlunde sådan overdøvede en eksalteret norsk studievært publikum, da det var en kendsgerning, at Nesseby-bandet Black Sheeps lærdag aften havde vundet det nordiske børne-MGP.
Sejren er for så vidt velfortjent, og vi er da allesammen meget stolte heroppe nord på - men at gøre det en norsk, national begivenhed er måske lige at tage bægeret for fuldt.
For ungerne har faktisk en pointe med at lave en sang, hvor teksten skifter mellem samisk og norsk. Black Sheeps vil nemlig gerne vise deres hverdag - og den er altså to-sproget.
Jeg fristes endda til at sige tre-sproget. Agnete Kristin Johnsen, forsangeren i Black Sheeps, taler nemlig et uforfalsket nordnorsk. - Æ e glad! Tusen takk!, var hendes kommentar til sejren i fjernsynet. Denne uforglemmelige udtalelse blev også citeret korrekt sådan på hjemmesiden til vort lokale dagblad, Nordlys. Men i hovedstadsavisen VG er udtalelsen oversat til pænt rigsnorsk: - Jeg er glad. tusen takk!
Bladet har vel skønnet, at oversættelsen var nødvendig af hensyn til læserne. Men som jeg har sagt før - afstanden mellem Oslo og Nordnorge er mentalt også betydelig længere end de 1700 km, der er på kortet.
"Oro jaska beana" er samisk for "Hold kæft, køter", og det er jo lige en titel efter undertegnedes hjerte som gammel W.C. Fields-fan. Det var ham, der blandt andet sagde: Der er ingen tvivl om, hvem der er menneskets bedste ven, whiskeyen eller hunden. Jeg mener, når to åndsfæller finder sammen i festligt lag, sætter de sig så ned og klapper hunde?
Billedet er lånt af Finnmark Fylkeskommune.

Ha' det
Jesper

Det glade selvstyre

















Som ventet blev det et ja, da Grønland forleden holdt folkeafstemning om en ny selvstyreordning.
Alt andet ville også have været en sensation af de mere spæktakulære... For det første er en grønlandsk folkeafstemning aldrig nogen sinde endt med et nej, og for det andet er den sagesløse grønlandske befolkning blevet udsat for en massiv propaganda finansieret af gode skattekroner for et ja, så man har skullet være ualmindelig tykho'det for ikke at fatte, at det var et ja, magthaverne ønskede.
Nu får selvstyreordningen næppe den helt store praktiske betydning, så om det nu blev et ja eller nej betyder mindre. Ordningen giver grønlænderne lidt mere albuerum til selv at bestemme i deres eget land, og det er der vel ingen, der kan have noget imod. Som nordjyde har jeg såmænd også ofte ønsket mig et nordjysk selvstyre. Uanset hvor i kongeriget, man bor, kan der være uendeligt langt til lovgiverne og bureaukraterne i København. Og deres forståelse for livet uden for Valby Bakke kan som bekendt ligge på et meget lille sted.
Heldigvis blev ja'et så massivt, at man kan håbe, at debatten om rigsfællesskabet nu vil gå i stå. For den debat er ikke særlig væsentlig, men den har skygget for en seriøs debat om de massive politiske og økonomiske problemer, man står over for i dette kæmpemæssige og betagende land. Eftersom pengekassen nu i princippet er smækket i fra dansk side, bliver disse problemer ikke mindre. Det drejer sig om en helsesektor, som ikke fungerer. Der er ingen tandpleje af betydning. Niveauet på sygehusene er langt under det, som man ser i Landsbyhospitalet fra England i 60'erne, hvis man i øvrigt er så heldig, at der er en læge til stede. Folkeskolen giver en grunduddannelse, som efter 11 år i heldigste fald gør eleven i stand til at bestå en dansk 9. klasse. Børn bliver misbrugt og lever ofte for lud og kold vand - og jeg kunne blive ved.
Det er ikke fordi det skorter på store ord og visioner. Viljen til at gøre noget, er såmænd ofte til stede, men det er som om, at alle ressourcerne forsvinder i et uendeligt bureaukrati og til nogle politikere, der næppe ville opnå valg til et menighedsråd andre steder.
Og det er det, som er Grønlands største problem. Afstanden mellem politikerne og befolkningen er enorm. De bevilger sig selv nye og større lønninger (og det skal nok ske igen, nu man skal have selvstyre - ansvaret er jo blevet større, ak ja). De har efterhånden raget hele den attraktive boligmasse i Nuuk til sig til de rene røverpriser, så der er ikke mere at hente, men så må politikerlønnen jo op. Det sker samtidig med, at man nægter at øge lønningerne til dem, der rent faktisk arbejder. De kan jo betale for sig selv, synes ræsonnementet at være.
Grønland har tidligere haft en pragtfuld rollemodel i landsfaderen landstyreformand Jonathan Motzfeldt, som er veluddannet og som i sine lyse øjeblikke er både retsskaffen og en rigtig hædersmand. Det kan man næppe sige om den nuværende, der uden hensyn til principper og tidligere udtalelser hager sig til taburetten i et underligt regime, der i de fleste afrikanske og sydamerikanske lande ville være endt med et militærkup og en hurtig standret på lossepladsen. Hans Enoksens regime har resulteret i en uendelig zigzag-kurs og rekordudskiftning af ministre. Senest har bygdepartisanen, som han kaldes i Sermitsiaq, Grønlands største uafhængige medievirksomhed, fået hele Landstinget imod sig i en sag om nye lokalråd. Andre steder ville man tage sit gode tøj og gå, hvis det sker, men ikke i Grønland.
Paradoksalt nok vil denne infantile og ignorante hønsetyvs-type nu gå over i historien som den landsstyreformand, som skaffede Grønland selvstyre. Det udløser helt sikkert et ridderkors med kors, bånd og stjerner samt den grønlandske pendent, Nasornaat i guld. I de blindes rige er den enøjede som bekendt konge.
Nu, hvor folkeafstemningen er ovre, og vi kan se frem til en periode, hvor Grønland stadig er en del af rigsfællesskabet, er det mit håb, at man vil tage sig sammen og finde en løsning på de grønlandske problemer. Og det kræver såmænd også, at de danske politikere tager sig sammen. Ind til nu er Søren Espersen fra Dansk Folkeparti den eneste danske politiker, som har turdet give de grønlandske politikere lidt modspil. Jeg vil ønske, at nogle flere vil tage sig sammen og sige, at vi i hele rigsfællesskabet skal have en minimum-standard for tandpleje, uddannelse og sygehusbehandling. For først da er der reel ligestilling mellem rigsdelene.
Og så skal vi væk fra den kræmmerholdning, der har gennemsyret debatten om selvstyret. Det er ikke et spørgsmål om at lege købmand - du får dit, hvis du giver mig dat. Det er et spørgsmål om, at alle danske statsborgere - danskere, færinger eller grønlændere - har krav på en tryg barndom, en ordentlig uddannelse og en ordentlig helsebetjening.
Forholdet mellem Danmark og Grønland er ofte beskrevet som koldt og varmt vand, der er hældt sammen i en spand - det kan ikke skilles igen. Derfor må danske politikere også indstille sig på, at man ikke er sluppet af med problemet, selv om Grønland nu får selvstyre. Det danske kongerige har et stort ansvar for Grønland - især i dag, hvor stormagter som Kina, Indien, Brasilien og det samlede EU sammen med de nuværende arktiske stormagter Rusland og USA kæmper for indflydelse i fremtidens Arktis.
Og der skal penge til, for at lykkes i det spil. Forslaget om at nedlægge Dansk Polarcenter er vanvittigt. Tværtimod skal institutionen styrkes som forvalter af nationalparken i Nordøst-grønland.
Desuden skal forsvarets muligheder for at håndhæve suverænitet og gennemføre SAR i området forbedres med flere skibe, flere fly og helikoptere og ikke mindst politisk opmærksomhed. Canada opruster og bygger i øjeblikket seks nye fregatter til arktisk brug og man har besluttet at anlægge en ny flådebase i Gjøa. USA forsøger at matche canadierne. Russerne er der allerede, Kina og Sydkorea har hver bygget deres første isbrydere og så videre. Derfor skal vi være nærværende i området, og det kræver altså både hardware og software. Så kan det altså ikke nytte noget at sidde og lave cost benefit-analyser i forsvarskommandoen om det nu stadig kan betale sig at opretholde flådestationen i Grønnedal, fordi de tekniske muligheder nu giver mulighed for at styre hele herligheden fra Holmen. For det her spil handler om nærvær, nærvær og atter nærvær.
Den grønlandske folkeafstemning har vist, at et flertal i den grønlandske befolkning har viljen til at tage ansvar for sin fremtid. Nu er det op til politikerne i Danmark og Grønland at sikre, at det også bliver muligt. Det kræver meget specielt af Danmark. Jeg håber, at man har viljen til at tage udfordringen op - og så glemme, at der måske røg en enkelt finke af panden i debatten forud for selvstyreafstemningen. Selvstyreordningen er som sagt ikke særlig væsentlig - set i det store perspektiv.

Takuss
Jesper

P.s. Billedet er et gammelt analogt billede fra 2003. Kolonihavnen i Nuuk den første søndag i advent. Stadig vajer både det grønlandske flag og splitflaget side om side - og det vil de blive ved med forhåbentlig i mange år endnu.

onsdag den 26. november 2008

Danmark kan også

Læsere af denne blog kan nemt forledes til at tro, at frost og sne er noget, der kun findes i Nordnorge. Men nej, sådan er det ikke. Danmark kan også godt være med.
Jeg tilbragte søndag og mandag i Farsø. Da jeg mandag morgen hentede dejlige friske rundstykker - hvilket man ikke kan få i Norge - lå søen i Farsø frisk og jomfruelig med et smukt isdække. Søen er kendt for hurtigt at fryse til - og børn fra Farsø er lige så hurtige til at udnytte muligheden for en skøjtetur. Endnu vil der vel gå et par dage, før isen er tyk nok til det, men der skal som sagt ikke meget til, før forsøget skal gøres. Så mit gæt - belært af smertelig erfaring - er, at der såmænd nok skal være et par unger, der har fået våde sokker i løbet af tirsdag eller onsdag.
Men når isen bliver tyk nok, så skal der selvfølgelig lyde et ønske om en god tur herfra.

Ha' det
Jesper

Et multietnisk Grønland i Oslo

Jeg holder meget af og samler på små oplevelser, som det kun er de færreste forundt - af den ene eller anden årsag.
Lørdag eftermiddag bød på endnu en af den slags. Jeg drak fyraftensbajer på tagterrassen til Statens Forurensningstilsyn i Oslo. For det første er det kun de færreste, der har adgang til tagterrassen på Helsfyr, som har udsigt over en pæn del af byen, og for det andet er fyraftensbajeren som fænomen overordentlig sjælden i Norge. Jeg tror faktisk, at det er første gang, jeg har været på en arbejdsplads heroppe, som har øl i køleskabet.
Hvorom alting er: Iført parcacoat og handsker kunne vi i let frost sidde på tagterrassen og nyde solnedgangen over Oslo og Lindorff - Norges svar på RKI. Det er en af de begivenheder, som ryger direkte ned i samlingen.
Fredag aften var vi inviteret ud at spise. Det foregik på restaurant Bangkok midt i det multi-etniske Grønlands-kvarter i den østlige del af Oslo. Ligesom i Finland forrige weekend bød også denne restaurant på et julebord - og da jeg ikke rigtig kunne se forskel på dette julebord og så en traditionel thai-meny, så gik det såmænd nok an at prøve: Scampi i sursød, and i østerssauce, dybstegt kylling og wok med svinekød og grøntsager. Mætte blev vi, men oven på en hård uge måtte jeg give op og trak mig tilbage på hotellet inden den efterfølgende pub-crawl.
På vej tilbage til hotellet kunne jeg så dvæle lidt ved Grønland i Oslo. Det er et gammelt arbejderkvarter, som tidligere lå uden for selve byen. Før det blev bebygget, var det landbrugsland for de bønder, som forsynede Oslo. Markerne var grønne, og derfor blev området døbt Grønland. Men mærkeligt er det da at tage toget fra en undergrundsstation, som hedder Grønland. I det Grønland, som jeg kender, er der ligesom ikke rigtig nogen togstationer.
I dag er det osloske Grønland i øvrigt et ganske farverigt kvarter, eftersom en meget stor del af den norske hovedstads indvandrere bor her - og jeg noterede mig da, at der både er en moske og bazar på Grønland!

Ha' det
Jesper

lørdag den 22. november 2008

Diplomat-humor

- Hvad er forskellen på en diplomat og en ung pige? Jo, når en diplomat siger ja, mener han måske, og når han siger måske, mener han nej! Men når en ung pige siger nej, mener hun måske, og siger hun måske, mener hun ja!
Diplomater og den slags er bestemt ikke verdens mest kedelige mennesker. De fleste har oplevet meget, og mange af dem er mand for en god historie.
Blandt andet hørte jeg i den forløbne uge denne her om Gordon Brown, som i firserne var på statsbesøg i sydamerika. En aften var stemningen blevet noget løftet ved et selskab og Gordon Brown bød den første, den bedste op til dans. Ønsket blev dog høftligt afslået af pågældende:
- No, Mr. Brown, jeg vil ikke danse med dem af tre grunde. For det første er de jo beruset, for det andet er det ikke en vals, orkestret spiller, men derimod Perus nationalsang, og for det tredje er jeg ikke en dame, men biskop i Lima!
På billedet er jeg sammen med Igor Veselov fra det russiske katastrofe-ministerium(!), som jeg efterhånden har mødt en del gange, og som bestemt er et spændende bekendtskab.

Ha' det
Jesper

Samisk succes

Så er årets sidste SAO-møde i Arktisk Råd ovre. Det blev teknisk set en succes, hvor alt klappede på trods af de meget store logistiske udfordringer, som placeringen i Kautokeino medførte.
Successen skyldes især to ting. Et fantastisk engagement hos lokalbefolkningen, som ønskede at vise, at en lille by med 3.000 indbyggere også kan huse et stort internationalt møde - og så selvfølgelig, at vejret artede sig fra sin allerbedste side. Dårligt vejr kunne hurtigt have fået logistikken til at bryde sammen, eftersom en stor del af deltagerne måtte overnatte i Finland 80 km fra Kautokeino, og at de fleste deltagere ankom via Alta lufthavn 120 km væk.
Blandt andet havde kommunen arrangeret transport mellem idrætshallen, hvor mødet foregik, og det lokale hotel med rensdyrslæde.
Uden for hallen var der opstillet en hel lille teltlejr, der dels gav rygerne en mulighed for at holde varmen, og hvor der dagen lang blev budt på varm, nærende rensuppe. Den islandske ambassadør overnattede i teltlejren, hvilket blev bemærket af de fleste norske medier, som lige skulle høre, om det var for at spare - den islandske stats økonomi taget i betragtning.
Onsdag aften bød det norske Sameting på reception og underholdning med samisk yoik - sådan en slags strubesang, der er meget populært på de kanter. Og som alle andre steder i verden, har nogle af de unge i Kautokeino dannet en rap-gruppe, som også optrådte. Selv om rap ikke lige er min smag, foretrak jeg nu det, fremfor yoiken. Men det bedste var nu traktementet - marvben og rensdyrtunge samt fadøl i rigelige mængder.
En enkelt lille kikser var der selvfølgelig også. Og det kunne såmænd lige så godt være sket i Grønland ved jeg af smertelig erfaring. Sametings-formanden skulle lige sige et par indledende ord ved receptionen. Det blev til en halv times svulstig tale om det samiske folks rettigheder, og det kunne en feststemt og sulten forsamling godt have undværet med lidt mere fingerspitz-gefühl, men det slags er helt klart ikke politikeres stærke side. Hverken i Finnmarken eller i Grønland.

Ha' det
Jesper


torsdag den 20. november 2008

Snapshot






















Pludselig stod det der i døren, rensdyret og kiggede nysgerrigt ind i de varme stuer. Gad vide, om det er Rudolf?
Nej, men det er et rensdyr, der under opvæksten er blevet præget af hunde, og derfor prøver at opføre sig sådan!
I al hast med en hilsen fra Kautokeino. Om et par timer går turen til Oslo!

Jesper

tirsdag den 18. november 2008









Afstandene i Nordskandinavien er imponerende. De seneste dage -siden lørdag morgen har jeg kørt næsten 1200 km.
I går kørte jeg for eksempel fra Kautokeino til Alta for at hente en af mine kolleger i lufthavnen. Det blev såmænd til 250 km.
Søndag aften skulle jeg hente en anden kollega i Finland. Mødestedet var en lille flække på den finske side af Tornelven ved navn Palojuensoo - cirka 100 km herfra. Desværre var kollegaen forsinket, så jeg sad i polarmørket i det her vejkryds, som fremstår som en by på kortet i tre en halv time, mens jeg lyttede til et svenstop-kavalkadeprogram på SR4. Hvis det havde været lyst, ville man have kunnet se Sverige på den anden side af Tornelven, men det var det altså ikke. Som man vil kunne forstå var stemningen høj i bilen. I hvert har jeg fået dækket mit behov for både Vikingarne og Svenne og Lotta for de næste par år.
Normalt er hastigheden høj - mere end 100 km/t på de forholdsvis lige veje heroppe, men trafikken besværliggøres af et stort antal rensdyr. Det er et ualmindelig ubegavet dyr, som er fuldstændig uberegnelig i bevægelserne. Man kan derfor være helt sikker på, at det dyr, som man er i gang med at passere pludselig render ud foran bilen, fordi det nu en gang er sjovere at være på den anden side af vejen.
Forresten er det ganske koldt her i det indre Skandinavien langt fra Golfstrømmens lune vand. Vi har nattemperaturer omkring de -20 og dagtemperaturer mellem fem og ti graders frost. Da der fortsat er en del af sommerens fugt i luften, dannes der meget rim. Det gør naturen - og byerne med - særdeles fotogene. Billedet ovenfor er taget nær den finsk-norske grænse mellem Hätta og Kautokeino. Jeg har i øvrigt fundet ud af, at Hätta er byens samiske navn. Det finske er noget så charmerende som Enontekiö - forstå det, hvem der kan.
Det andet billede er taget søndag morgen i Hätta. Rimfrosten ligger tæt over byen, og alle tømmermændene fra lørdagens julefrokost holder sig indendørs. Billedet er taget samme sted, men i modsat retning som billedet af kirken i Hätta, som du ser her. Kirken havde denne søndag morgen heller ikke det store held med at kalde folk til gudstjeneste med en infernalsk bimlen. Det skyldes nok også eftervirkningerne af hotellets julebord.
Ellers går arbejdet for fuld skrue. Vi er nu klar til at åbne SAO-mødet i morgen tidlig. For mange af deltagerne vil det blive et møde, man husker. Der vil under hele forløbet på to dage blive budt på mange samiske specialiteter. Både kulinarisk men også på oplevelsesplanet. Alle gæster her på Thon-hotellet vil i morgen tidlig blive bragt til mødesalen på rensdyrslæde, ligesom der allerede i dag er bygget en hel lille landsby foran hallen med sælgere af alskens souvenirs til mødedeltagerne. Der er ingen tvivl om, at det her møde får stor betydning for den lokale omsætning. Det er alle meget bevidste om, og det gør samarbejdet med kommunen om alt det praktiske særdeles nemt.

Ha' det
Jesper

mandag den 17. november 2008

Hvem ejer egentlig julen?















Det var noget af en overraskelse at komme til Finland lørdag eftermiddag. For her midt i november herskede der en hektisk julestemning.
Vi overnattede på et pænt, men absolut ikke prangende hotel nær den norske Finnmarks-grænse.
Til vores store overraskelse var der pyntet op til jul ikke alene på hotellet, men i hele byen, og der ankom da også flere busser til hotellet fyldt med forventningsfulde nordmænd, som skulle til hotellets angiveligt berømte julebord. Ikke en gang på værelset kunne man være i fred for julepynten. Se blot denne imposante syvarmede juledekoration, som var i vinduet på alle værelserne
Da vi om aftenen gik ned i hotellets restaurant var der dækket op med nisseservietter og bordbomber og stort ta' selv julebord. Tjenerne blev noget fornærmet, da vi gjorde opmærksom på, at vi sådan set bare var kommet for at spise og bestemt ikke skulle nyde noget julebord og derfor bad om spisekortet.
Men der var nu ikke noget at udsætte på rejecocktailen og kalvefileten, bortset fra hele stemningen i restauranten. Det fortsatte i øvrigt hele natten med bægerklang og vild råben og skrigen på gangene - men vi var selvfølgelig også så uheldige at bo lige ved saunaen.
Jeg synes altså bare lige, at det måske er en anelse bare lidt for tidligt at holde julefrokoster, men efter publikum at dømme var det nu også kun en undskyldning for at have det sjovt.
Hvad værre er, at det ser ud til, at disse finner efterhånden har taget patent på julen og ikke mindst julemanden. I Rovaniemi lidt længere mod syd ankommer charterflyene på stribe i disse dage fyldt med engelske turister, som vil opleve julemandens hjemby - og en julefrokost så løssluppen som nogen spansk grisefest.
Og her må vi altså protestere. Finland har intet som helst med julemanden at gøre. Som alle ved, kommer han jo fra Grønland. Og det kan man forvisse sig om ved at skrive til Julemanden, 2412 Nuuk!

Ha' det
Jesper

lørdag den 15. november 2008

Karlsvognen

















- Og så har vi en hilsen til Karl i rummet. Vi samlede ind i Store Bjørns rumhjelm og vi vil gerne høre "Når på himlen små stjerne blinker..."
Intet kan jage tankerne så meget på himmelflugt, som når man en frostklar stjernenat stiller blikket på uendeligt og sender en telepatisk hilsen til alle dem, der måske er derude.
Jeg kan ikke rigtig huske det, men efter sigende skulle en sådan stjernenat stemme unge mennesker specielt romantisk - og hvis der så kommer et stjerneskud, er den helt hjemme.
For en midaldrende herre som mig, er stjernerne mere en påmindelse om det store uendelige, som er så svært at forestille sig. I vores forestillingsverden er alting endeligt og målbart - og så passer sådan en uendelig og dog evigt ekspanderende størrelse som verdensrummet meget dårligt ind i modellerne. Det kan man så acceptere - eller ty til religiøse forestillinger om en eller anden gammel mand, der sidder og leger med stjerner, som vi andre legede med Lego, da vi var små.
Forleden aften fik jeg dette fine billede af Karlsvognen - eller Carlsbergvognen, høhø, som vi sagde i mine unge dage. For mange er dette stjernebillede indgangen til en lidt større forståelse af rummet. Billedet er nemt at finde, og da det med et fint ord er circumpolart, så kan man altid se det, når der ellers ikke er skyer på nattehimlen.
Karlsvognen kan bruges til finde Nordstjernen og var derfor tidligere et vigtigt redskab i navigationen. Nordstjernen findes ved at forlænge bagsmækken på Karslvognen fem gange opad. Set fra jorden er Nordstjernen stationær cirka en grad fra himlens nordpol, og kan derfor bruges til at bestemme verdenshjørnerne med. I gamle dage brugte man nordstjernen til at bestemme misvisningen på et kompas. Misvisningen er det fænomen, der opstår, fordi den magnetiske nordpol rent faktisk ikke ligger på den geografiske nordpol. I Danmark er misvisningen ubetydelig, men på vore breddegrader snakker vi om en 50 - 60 grader, og det kan jo føre en ganske langt fra det tænkte mål, hvis man ikke lige får det med i beregningerne.
Den slags problemer har vi heldigvis ikke, når vi kører i bil i vore dage. Det er bare ind på internettet og skrive en kørselsvejledning ud - så skulle det gerne gå af sig selv.
I den kommende uge skal vi have et såkaldt SAO-møde i Kautokeino - oppe i den norske Finnmark. Jeg kører selv derop, og starter derfor her til morgen med de første 400 km til Hätta i Finland, hvor jeg overnatter og samler en kollega fra Murmansk op søndag.
Det bliver en travl uge, men mon ikke jeg får tid til at blogge et par billeder. Torsdag aften går turen til Oslo, og så er det planen at tage et smut til Farsø mandag og måske tirsdag.

Ha' det
Jesper

torsdag den 13. november 2008

Dagens ord X

Døgnvill er dagens ord. Jeg lærte det at kende forleden, da jeg snakkede med en montør på Polarinstituttet, som bor i Sydnorge. Udtrykket dækker over det fænomen, at der går kludder i dag og nat-begreberne, når man som her i Tromsø har midnatssol om sommeren og slet ingen sol om vinteren. Man bliver døgnvill! Sådan som det blandt andet sker for Al Pacino i filmen Insomnia.
Jeg har ellers set ordet mange gange - uden at forstå det. En af sommerens store musikfestivaler her i Nordnorge hedder nemlig Døgnvill-festivalen. Forresten hedder en af de andre lokale festivaler Insomnia...

-jeps

Sne

Endelig kom den, sneen, som vi har ventet på. Her i den spirende mørketid er sneen nemlig et lyspunkt. Al det hvide lyser op og gør mørket lidt nemmere at leve med.
Snevejret begyndte ganske beskedent onsdag morgen, som man kan se på billedet fra haven med selje-rønnen i centrum. Silkehalerne har endnu ikke været her og taget for sig af de ellers rigelige retter.
Op ad dagen - ved middagstid tog jeg kameraet med til frokost - og fik dette billede af et sneklædt fløya-fjell. Det er der, vi tager alle gæster med op med svævebanen. I forgrunden ser vi Polaria - et halvhjertet forsøg på at lave et arktisk akvarium, men det mangler nu helt Nordsøcentrets format. Kontorbygningen til højre i billedet er min arbejdsplads - Norsk Polarinstitutt.
Men, og der er altså et men: Snevejret fortsatte hele onsdagen og natten til torsdag med. Så torsdag morgen måtte jeg ud med skovlen og grusspanden for at komme ud af indkørslen. Det var mørkt, og det var koldt - og det kunne nok være, jeg kunne bande og svovle. Og for at det ikke skal være løgn, så gled jeg også. Ned og ligge på ryggen med arme og ben vildt fægtende i luften, som en skildpadde på slagtebænken. Og brillerne var selvfølgelig røget ad helvede til - sunket ned i sneen. Heldigvis fandt jeg dem igen efter lidt søgen og nogle minutter senere havde jeg også bilen oppe på vejen. Rasende som en tyrk og dødsensfarlig for alt levende.
Heldigvis var jeg kommet til at svede, så jeg stod ud af bilen for at lægge jakken. Og så kom det oppe fra himlen: Iiiip, iiiip. To af kvarterets havørne lå 20 meter over mig. De skulle da lige se, hvad det var der skete. Og det syn varmede mig helt ind i hjertet, så al galskaben forsvandt og jeg kunne begive mig ud i trafikken uden at være til nævneværdig fare for andre.
Det er først nu her til aften, at jeg kom til at tænke på, at havørne er ådselsædere - ligesom gribbe - og det der selvfølgelig har tiltrukket dem var udsigten til en luns af undertegnede.
Nå, det er måske at lægge for meget i det. Under alle omstændigheder: Sneen er kommet, og vi må se at leve med den, så vi ikke ender som havørneføde!

Ha' det
Jesper



onsdag den 12. november 2008

Bøvs

Helt generelt mener jeg, at man kunne gøre mange børn en stor tjeneste ved at lade være med at føde dem. Det synspunkt er Dina naturligvis helt uenig i. Hun mener nemlig, at børn skal fødes, så der er nogen, der kan blive bedstemødre.
For tre uger siden blev Dina bedstemor for anden gang. Det var Rasmine i København, der nedkom med en velskabt dreng.
Dina har selvfølgelig besøgt både mor og barn, og hun kom hjem igen i sidste uge - med kameraet fuld af billeder. Og - undskyld mig - fantastiske beretninger om den lille uskyldiges velfungerende kropsfunktioner. Hun er lykkelig ved tanken om, hvordan dette lille væsen fandt ro i en ellers forstyrret verden på hendes skuldre - og straks takkede for bekvemmeligheden med en ordentlig bøvs af ufordøjet mælk ned ad ryggen på hende. Som man kan forstå, er alle normale begreber sat ud af drift - som det altid sker, når et barn bliver født. Store voksne mænd bøjer sig ned over den lille og siger: -guuu, guuu, gu, eller noget lignende småt begavet.
Det er utroligt og uforståeligt efter mine begreber.
Men nu skal det ikke være sådan, at man tror, at jeg er fuldstændig ufølsom over andre menneskers spontane glæde, så herfra skal der selvfølgelig lyde et velkommen til verden til det nye barnebarn - og et stort tillykke til bedstemor, aana, som det hedder på grønlandsk.

Ha' det
Jesper

mandag den 10. november 2008

Aurora Borealis


Søndag aften oplevede vi et sandt festfyrværkeri af nordlys. Det var egentlig ikke fordi, det var særligt voldsomt, men mere fordi det stod på i timevis.
Nordlys eller aurora borealis, som det hedder med et fint ord, er elektromagnetiske udladninger fra solplet-aktivitet, som skaber flueriserende lys i forbindelse med luftarter i cirka 100 km højde over jorden. Nordlys er som navnet siger især synlige over nordlige himmelstrøg, men lysene følger jordens magnetfelt og til ethvert nordlys findes der et tilsvarende sydlys i nærheden af Antarktis.
Nordlys er et fascinerende skue - og det kan simpelthen ikke gengives retfærdigt på billeder. På den måde er det vores lille hemmelighed, som ikke kan deles med andre. Alle, der har boet på disse kanter, kan ved højtidelige lejligheder fælde en lille tåre, når man udveksler nordlys-minder. For smukt er det - og hvad der er ligeså fascinerende - det er fuldstændigt lydløst og føjer sig således smukt ind i stilheden i den store og øde del af jordkloden, som vi holder af.
Inden jeg flyder helt over med polarromantik, skal det med, at nordlys bedst ses, hvis der ikke er andet lys i nærheden - og det er altså et problem her i Nordnorge. Aktuelt har vi Straumsbukta gadelyset og på sydhimlen er der genskæret fra storbyen Tromsø. Billederne her er taget oppe fra skoven og på vejen mod Sommerøy ved Buktelia. Og som det ses, er det svært at undgå lys fra alle mulige kilder, selv om polarmørket er ved at sænke sig over egnen.
Det problem var ikke så udtalt i Grønland, og min største og smukkeste nordlys-erindring er en tur en nat fra Kapisillit til Nuuk, hvor der samtidig var morild i vandet. Vi sad fast i isen flere gange, og det var vist temmelig alvorligt, men alligevel var det en stor, stor oplevelse.
Og med disse ord vil jeg ønske alle en god, ny arbejdsuge.

Ha' det
Jesper

søndag den 9. november 2008

En søndag i haven

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Denne uigendriveligt uimodsigelige, men trivielle talemåde måtte jeg sande lørdag. På trods af den meteologisk set gode start på dagen, så endte det alligevel i regn og rusk, inden jeg var færdig med morgenmaden. Og således gik det rent ud sagt i vasken med alle mine gode planer for en dag i haven.
Men søndag var vejret fint hele dagen, og det var tid til revanche. Jeg fik flyttet mine hindbærbuske, plantet de sidste blomsterløg og ikke mindst kom jeg i skoven efter et par grantræer.
Det viste sig i øvrigt at være en ikke hel nem opgave, da de fleste smågraner i den lokale skov er mere eller mindre skadet af elgbid. Det var derfor nogle temmeligt undseelige grimme ællinger, jeg fik plantet i haven. Men sådan må det nødvendigvis blive, når man er fornæret som en tysklærer og ikke vil købe træerne i en planteskole. Nu sætter jeg min lid til, at lidt omsorg og sikkert også lidt bedre jord og noget gødning kan rette op på træerne. Men træer er jo et langsigtet projekt, og der er derfor ingen garanti for, at vi får glæde af anstrengelserne. Men nu er det gjort, og Dina har fået et par grantræer, som hun ønskede sig - også selv om der i hvert fald går et par år, før de kan bære julelys, hvad der vistnok var den usle bagtanke.
Da vi nu var i haven, faldt vi også over vores majroer, som vi lod stå, da vi høstede de øvrige rodfrugter. Nu er der jo nok en grund til, at de hedder majroer, for de her blev først sået i august, og de var ikke større end radiser. Men de smager godt, og så skulle de også være sunde. Næste år må vi huske at så dem i maj!
Det er ved at være småt med fugle i haven, men musvitterne holder trofast ved. De er såmænd også halvtamme efterhånden - og lader sig ikke længere mærke med, at vi går rundt i haven. Og det kan den gamle fotograf så glæde sig over. Dina kæmper i øvrigt en daglig sisyfos-kamp for at holde skaderne væk fra fuglebrættet. Det støder i høj grad hendes retfærdighedssans, at de store fugle jager de små væk.
Ellers går jeg og håber på, at vi måske får besøg af silkehalerne. I sidste uge var der blevet set en flok på over 100 i Larseng - cirka fem kilometer herfra. Vi har i hvert fald masser af bær til dem eller sjaggerne i selje-rønnen.
Men dagen som sådan var nu ikke så ringe endda. Vi så flere havørne i løbet af søndagen, og sandelig om ikke også odderne viste sig. Et sikkert vintertegn er det, at et gråandepar nu har taget fast ophold i udløbet af vores elv, ligesom edderfuglene samles i store flokke ude på fjorden. Jo, vist kan vinteren komme, før vi ved af det...

Ha' det
Jesper

lørdag den 8. november 2008

En mand ser rødt














Det er morgen, og dagen så sagte gryr.
Ja, det er svært at lade være med at være poetisk, når udsigten fra herreværelset i skrivende stund sådan en lørdag morgen er som på billedet.
Det ser ud til at blive en rigtig dejlig dag. Vi har haft ganske let frost i net efter en uge med regn og generelt lunt vejr.
Måske vi skulle tage en tur i haven og få de sidste ting klar til vinteren. Jeg har nogle hindbærbuske, som jeg gerne vil have flyttet, og så er der et par altankasser, der skal tømmes og plantes til med blomsterløg. Og hvis vi er rigtigt aktive, så har jeg en skummel plan om at køre op i skoven og prøve at grave et par smågraner op, og så se om vi kan få dem til at gro.
Dagene bliver stadig kortere. Solen stod i dag op kl. 8.48, og den går ned igen kl. 14.06.

God weekend
Jesper

torsdag den 6. november 2008

Ørnen og døren

Per Gissel har været så venlig at gøre opmærksom på, at en dør har et standardmål på 204 cm excl. karm, og bredde 62, 72 eller 82 cm bred. Anledningen er selvfølgelig, at jeg forleden påstod, at en flyvende havørn er på størrelse med en dør.
Det har inspireret mig til at lave den lille billedmontage her ved siden af. Montagen er rimelig målfast. Her kan vi se, at vingefanget nok er lidt større end døren er høj. Til gengæld er vingen heller ikke så bred som en dør.
En imponerende stor fugl er det under alle omstændigheder.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 4. november 2008

søndag den 2. november 2008

Havørnens kald


















Jeg har hørt noget, som det kun er de færreste forundt. Jeg har hørt havørnen kalde.
Da jeg kom ud af huset her i formiddags, hørte jeg en piben oppe i luften. Iii, iii, lød det ganske spinkelt. Jeg har faktisk hørt det en gang før - på Lofoten i 2000 - og vidste med det samme, hvad det var. Det var havørne-teenagere i luften. Jeg kiggede op mod skoven, hvor der har været en rede i sommer - og ganske rigtigt, højt oppe i luften var der tre havørne, som udnyttede den stærke vind til at cirkle rundt.
De var godt nok langt væk, men ind og få fat i kameraet. Da jeg kom ud igen, opdagede jeg en af de gamle havørne - det kan ses på den grå hale - lige over huset og meget længere nede, mens den i flere minutter hooverede - altså stod helt stille i luften. Den var tæt nok på mig, så jeg kunne få nogle endog ganske skarpe billeder af den. Til gengæld er der ikke meget lys og handling i billedet. For at råde bod på det, sad jeg og legede med PhotoShop, og har lagt lidt af den sol, som vi bestemt ikke har set i dag, ind i det lille billede.
Havørnens kald er i øvrigt forbløffende spinkelt og højt i tonelejet - taget i betragtning hvor stor fuglen faktisk er. Vingefanget er to en halv meter, og en svævende havørn kan allerbedst sammenlignes med en flyvende dør - så stor er den.
Det var desværre ikke muligt at lave et ordentligt billede med alle fire havørne på en gang, men det er nu, chancen er der. Fredag eftermiddag så jeg ganske tydeligt to havørne, da jeg kørte over broen til Kvaløy, og lørdag var der også et par lige over vejen ved Hella. Da jeg i sin tid hørte havørnens kald for første gang, var det på Vestfjorden mellem Norge og Lofoten - dengang så jeg otte havørne på en gang. Det var også om efteråret, så det er åbenbart nu, de sværmer! Du kan høre havørnens kald her.

Ha' det
Jesper

lørdag den 1. november 2008

Overblik

Billedet er klikbart!















Fredag var det flot flyvevejr over Nordnorge. Cirka seks graders frost ved jorden, vind under tre meter nordlig og let turbulens over fjeldene.
Sådan en dag er det lige til at få et rigtigt overblik over egnen.
Under indflyvningen til TOS tog jeg dette billede mod øst, hvor vi tydelig ser Straumsbukten og Rya, der ligger som en prop midt i Straumsfjorden og skaber de helt specielle strømforhold, som det lokale fiskeri jo nyder så godt af.
Øverst til venstre i billedet har vi Tromsø, og det er tydeligt, at byen, som navnet siger, ligger på en ø. I luftlinje er der vel en 15 km mellem Tromsø og Straumsbukta, men da vejen følger kystlinjen kan man ud fra billedet se, at det bliver en lidt længere tur - cirka 35 km.
Jeg elsker at flyve - og når vejret er så godt, som det var fredag, kan de fleste vel også forstå hvorfor. Men det var lidt af en omvæltning at vende hjem til frost og sne. Desværre blev det også kun en stakket frist. I dag lørdag er det fem graders varme. vestlig vind cirka 10 meter og overskyet. Det meste af sneen er smeltet i løbet af dagen, og vejene er sådan set et værre søle, så nu kender vi området igen. Solen stod i dag op kl. 8.12 og gik ned igen 14.41, så nu lakker det mod enden!

Ha' det
Jesper

Flere søjler

Så er jeg hjemme igen fra Helsinki, men inden vi lægger helt låg på den historie, skal vi lige have et kig på en af den finske hovedstads helt store seværdigheder - den intet mindre end monumentale centralstation.
Den er tegnet af en af de helt store finske arkitekter, Eliel Saarinen, og omtales ofte sammen med rådhusene i København og Stockholm som nogle af de bedste eksempler på nationalromantikken i Norden. Men har vi sagt nationalromantik, har vi også sagt art nouveau, skønvirke eller jugend-stil. Og det er nok nærmest det sidste, der fascinerer mig ved bygningen. Den er så tysk og germansk i hele sit udtryk, at Albert Speer ville have været stolt af at tegne den. Bygningen er ganske vist tegnet allerede i 1904 mange år før dannelsen af den finske republik, men linjerne giver et sikkert varsel om Finlands senere lidt uheldige alliancer med det tredje rige.
Tag et kig på søjlemændene - ja, også her er der søjler som overalt i Finland. Det er smukke nordiske arier, som kunne danne koret i en hvilken som helst Wagner-opera. Og bemærk, hvordan de let og ubesværet holder hele verden i hænderne. Endnu en visuel spådom om begivenhederne i tredverne og fyrrerne. Man kan ikke lade være med at tænke på Diktatoren Hynkel i Chaplins film, hvor han danser med jordkloden.
Centralstationen har da også sit eget lille kapitel i den finske historie. Da præsident Kyösti Kallio syg og nedbrudt trak sig tilbage fra det offentlige liv efter nederlaget i den første vinterkrig, tog han afsked med den finske hærleder, feltmarskal Mannerheim, hvorefter han døde i dennes arme - angiveligt mens et militærorkester spillede Bjørneborgernes march. Det er den slags begivenheder, der skaber legender!
Omtalte Mannerheim reddede forresten tildels Finlands gode navn og rygte efter verdenskrigen ved ganske klogt at spille på flere heste i krigens sidste år!

Ha' det
Jesper