torsdag den 29. januar 2009

Nyt fra dårekisten

Det tog som bekendt svenskerne mindre end 100 år efter Kielerfreden at finde ud, at Norge ikke er noget at samle på.
- Lad os skynde os at slippe af med dem, sagde svenskekongen fornuftigt bag lukkede døre, og således blev den norske nation født.
Og det var sikkert en meget fornuftig beslutning. For her i landet råder den frådende galskab i øjeblikket. Her tænker jeg hverken på håndboldfeber, panegyri, skryderi, selvgodhed eller andre iøjnefaldende norske karakteregenskaber. Derimod en bølge af ukritisk bekendelse af tro på helbredelse ved håndspålæggelse og andet hokus-pokus. Der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord, som argumentet kryptisk, men let og besnærende lyder.
Det begyndte med Snåsamanden - en særling fra midtnorge, som folk valfarter til - med medierne i hælene - for at blive helbredt for alskens dårligdomme. Den slags er sket før, men så kom det frem, at den norske helseminister, Bjarne Haakon Hanssen, sandelig også havde konsulteret den mystiske mand og nu påstod i medierne, at Snåsamanden havde kureret hans søn for kolik. Det er landets helseminister med ansvaret for milliarder af hospitalskroner, der har den frækhed at påstå, at man kan helbrede via telefon og med håndspålæggelser og andet.
Men ingen stiller spørgsmål ved det. Mig bekendt er kolik hos småbørn en temmelig upræcis diagnose, der vel i mange tilfælde kan afbødes med lidt almindelig omsorg og måske et let laksativ. Under alle omstændigheder holder det op af sig selv, når barnet er tre måneder og derfor let at kurere for kloge mænd. Men i en nation af godtroende tosser bliver den slags overtroisk vrøvl taget for gode varer.
I dag kommer det så frem, at en stortingspolitiker, Olav Gunnar Ballo, der selv er læge, mener at man kan stoppe blødninger med religiøse vers. Det skal med, at Ballo er fra Finnmark, hvor en same for nogen tid siden blev frikendt for dyremishandling, fordi han angiveligt havde bedt for renen og afsagt noget religiøst vrøvl, inden han brutalt aflivede den med en sløv kniv.
Det er simpelthen det rene middelalder, og hvis der bare var lidt fornuft tilbage i den norske befolkning, så sparkede de helseministeren tilbage til stenalderen, hvor han rettelig hører hjemme. Samtidig burde den norske lægeforening selvfølgelig ekskludere hr. Ballo straks og aldeles, men nej. Formanden for lægeforeningen mener, at det er spændende tanker, Ballo fremsætter og tror på et tæt samarbejde mellem læger og naturmedicinen i fremtiden.
Det er tydeligt, at fornuft og ræson har trange kår i den latterlige norske åbenhed og længsel efter alt, hvad der er gammeldags og middelalderligt.
Moderne tider kan simpelthen ikke trænge igennem de norske fjeldmassiver af hjerneskaller - desværre. Her lades alt håb ude.
Jeg savner drengen fra kejserens nye klæder...


Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: