fredag den 24. april 2009

Norsk forår






















Travlhed eller ej - helt snydes for det norske forår skal bloggens læsere nu ikke.
Da jeg kørte fra arbejde i aften ved ottetiden, så jeg dette fantastiske vandfald af smeltevand i vejgrøften. Jeg kunne ikke lade være med at stoppe - og forevige synet med lommekameraet fra handskerummet.
Grøften samme sted var i øvrigt fyldt med hestehov - de allerførste forårsbebudere heroppe, som i de kommende dage vil farve grøfterne gule. Det er en plante, som vi ser alle steder, hvor jorden er mudret, pløret og opsvulmet efter vinterens sne. Den står nærmest uden blade blomstrende gult mellem alt det døde og endnu ikke forrådnede plantevæv og varsler en ny tids komme.
Da jeg kom hjem, var det i høj grad spisetid - rensdyrhjerter! Men det gode vejr lokkede, så det blev til en hurtig tur rundt i nabolaget. Dina godt tilpas i gummistøvlerne - sådan ser en rigtig grønlænder ud, når det bliver forår. Læg mærke til linseskyerne i baggrunden - cumulus lenticularis - et varsel om uvejr i alle fjeldstrøg. Lad os se, hvor galt det går. Jeg så ikke skyerne, da jeg tog billedet - og det var først, da jeg fremkaldte billedet i PhotoShoppen, at jeg opdagede dem. Desværre tyder vejret lige nu på, at der snart vil ske noget. Der er ligesom lidt for stille, derude.
Temperaturen i Straumsbukta er kendt for at være lidt højere end på resten af egnen. Det ser man tydeligt her på billedet, hvor markerne er næsten bare. Andre steder ligger der stadig masser af sne på markerne. Og som det ses, er der rigtig gang i smeltevandet i elven, der netop nu buldrer i skellet ind til naboen.
Jeg håber, at der bliver tid til lidt billeder i morgen tidlig. Jeg skal først møde på arbejde i morgen kl. 12.

Ha' det
Jesper

torsdag den 23. april 2009

Sct. Georg og dragen

Den 23. april er Sct. Georgs Dag. Det er Englands nationaldag og også dagen, hvor spejdere over hele verden bekræfter spejderløftet over for hinanden.
Det er sådan en lidt højtidelig aften, men det kan sammenfattes til, at man lover at være et godt menneske. Og for mig er der ingen tvivl om, at hvis nu lidt flere mennesker gjorde det, så ville verden også være et bedre sted at leve.
I vores del af verden er det måske ikke det store problem, men vi kan da altid prøve på at gøre det bare lidt bedre.
I den voksne del af spejderbevægelsen, Sct. Georgs Gilderne, lyder løftet således:
Jeg lover oprigtigt at stræbe efter:
at holde gildeloven,
at hjælpe andre,
at føre et Sct. Georgs sværd mod det onde i mig selv og for det, som efter min overbevisning er ret og rigtigt.

Det har jeg hermed bekræftet, selv om jeg sidder alene i herreværelset her i Straumsbukta på en regnfuld aften.
Det er vel også sådan en aften, at man kan tillade sig at være lidt sentimental. Jeg fandt billedet fra Sct. Georgs Aften i Nuuk for to år siden. Den aften, hvor jeg sad i højsædet som gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthaab for sidste gang - kort tid før vi flyttede til Norge. 23. april i Nuuk var altid en ganske særlig aften - ikke alene på grund af Sct. Georg, men også fordi det var den aften, hvor de lyse nætter begyndte på de breddegrader.
Her har det stået på i et par uger, men allerede om en uges tid vil det være lyst døgnet rundt, og om fire uger - den 21 maj begynder midnatssolen.
Vi har haft tøvejr de seneste dage, og i alle kroge og hjørner spirer græs og løgvækster frem. Der er også gang i fuglene. De sidste par morgener har jeg hørt regnspovens smukke triller, når jeg satte mig ind i bilen.
Jeg ville gerne have vist billeder af den eksploderende nordnorske natur, men jeg har desværre så travlt på jobbet i øjeblikket, at det må vente. På lørdag går det løs med først et såkaldt SAO-møde i Arktisk Råd, tirsdag har den norske udenrigsminister inviteret sine kolleger fra hele verden til miljøkonference med Al Gore og onsdag har vi udenrigsministermøde i Arktisk Råd. Så først i slutningen af næste uge bliver der tid til igen at hygge og slappe af.
Men det bliver nu på Øland i Danmark og det er en helt anden historie.

Ha' det
Jesper

Drageillustrationen øverst er en rigtig klassiker - kendt blandt alle lidt ældre spejdere. Den stammer fra Baden-Powells hovedværk, Scouting for Boys fra 1908.

onsdag den 22. april 2009

Dagens ord XIV

Dagens ord er dugnad - aktuelt fordi det er ved at blive forår. Dugnad er et meget specielt norsk ord, som dækker over frivilligt, ulønnet arbejde i flok, som når beboerforeningen for eksempel slår sig sammen for at rydde op udendørs efter vinteren.
Norge har en fin tradition for dugnad og er vel også det eneste land, der har et specielt ord for det. Dugnad var simpelthen forudsætningen for, at man kunne overleve i gamle dage i de små fisker- eller bondesamfund. Dugnad blev brugt, når man havde brug for en ny vej eller en ny lade. Det var gensidigt samarbejde på højt plan i de små samfund - simpelthen fordi det var en betingelse for overlevelse i den karske norske natur. Her kan man ikke overleve alene, men er nødt til at samarbejde, viser hundrede af års erfaring.
Mit første møde med dugnad var, da jeg var på højskole på Lofoten for nogle år siden. Skolen havde blandt andet en stor nordlandsbåd på tre et halvt ton, som skulle slæbes på land om efteråret. Så bad man alle folk i det lille fiskerleje møde op kl. 10 lørdag formiddag og i løbet af en halv times tid var den sag klaret. Ikke noget med at drikke øl bagefter. Folk kom blot og gjorde arbejdet, der blev sagt tak og længere var den ikke.
Vi har selvfølgelig også dugnad-traditionen i Danmark, men der er det nok svært uden den efterfølgende øl - og så mangler vi den præcise term, som dugnad er.
Imidlertid er forskerne bekymret for, at traditionen i Norge nu er ved at uddø - og det har med andelsboligforeningerne at gøre. Mange af dem er nemlig hårdt presset på økonomien - og har derfor set sig nødsaget til pålægge medlemmerne en form for bod, hvis de ikke deltager i dugnaden. Dermed er det ikke længere dugnad, men tvangsarbejde, mener forskerne - for skal det være dugnad, skal deltagelse være frivillig og ulønnet.
Og det er endnu et eksempel på, at tiderne er af lave. En skam!
Dugnad er i øvrigt lige blevet kåret som Norges national-ord. Skarp forfulgt af matpakke og koselig.

Ha' det
Jesper

søndag den 19. april 2009

Forårsfornemmelser

Påskeferien blev brugt til at tage det nye hus på Øland i brug.
Som jeg tidligere har fortalt, har vi nu fået foden under eget bord - og det bord er et blåt spisebord med voksdug, som vi har overtaget efter de forrige ejere.
Huset er stort, og der er endnu ikke mange møbler, så det er med at få det ud af det, som man kan. Pladsen ved det blå spisebord blev den faste ramme om påskeferien - og det er sikkert noget, vi vil snakke meget om, når vi bliver gamle.
Ellers bød påsken på rigtigt spirende forårsvejr. Vi benyttede vejret til at rydde lidt op i drivhuset og få plantet tomater. For første gang skal vi have tomater i sådan lidt større stil end vindueskarmen - og det må også godt blive lidt mere givtigt. For helt ærligt har tomatavl i Arktis i vindueskarmen aldrig rigtig stået mål med anstrengelserne.
Påskeferiens helt store projekt var at få anlagt et kartoffelbed. Vi er jo blevet lidt forvænt med egne kartofler her i Straumsbukta - og specielt de nyopgravede kartofler om sommeren vil vi nødigt undvære. Derfor brugte jeg også det meste af langfredag på at grave græsplænen op ved siden af drivhuset - og i øvrigt vende jorden ned til fire spadestiks dybde. Et knokkelarbejde, der rigtigt kunne mærkes i kroppen resten af ferien.
Det har vel givet sådan cirka 16 kvm kartoffelbed. Det er ikke alverden, men nu er vi gang.- og det er det vigtigste. Kan vi fordoble det næste år, så er vi sådan set rigtig godt kørende. På samme måde med jordbærbedet, som jeg også anlagde. 16 planter er ikke det helt store - men igen; vi er i gang og satser på at doble det op et par gange i de kommende år.
For at få huset til at se lidt beboet ud, plantede Dina nogle krukker til med stedmødre og margueritter. Nu håber vi, at der kommer lidt regn - ellers er det vel tvivlsomt, at de overlever til næste gang, vi kommer ned til huset i slutningen af april.
Men som jeg siger - vi er i gang. Maleren er også i gang indendørs, og det skulle gerne være overstået, når vi kommer næste gang - og så kan vi rigtigt få gang i indflytningen.
Fik jeg forresten nogensinde ønsket god påske? Nu er det i hvert fald gjort!

Ha' det
Jesper

torsdag den 16. april 2009

Morgenbolledamer

Egentlig skulle dette indlæg bare være et "dagens ord" - om morgenbolledamer. Anledningen er selvfølgelig, at det i dag er nøjagtig 25 år siden, at Simon Spies døde.
Spies var ophavsmand til denne sigende stillingsbetegnelse - som til så mange andre festlige indslag i den danske offentlighed. Glemt er det sikkert, at med til stillingsbeskrivelsen for en morgenbolledame var, at hun skulle være god til at lave sky - til den leverpostej, som Simon Spies elskede. Jeg deler hans kærlighed - til leverpostej. Om morgenbolledamerne har han vel selv sagt det, der skal siges: "Det kan godt være, at man ikke kan købe kærlighed for penge – men man kan købe noget, der ligner til forveksling". Egentlig en tragisk udtalelse, men hvad gør det? For der var jo fest og farver.
Jeg mødte Simon Spies en enkelt gang - jeg tror, at det var i 1982, hvor han havde en gæsteforelæsning på Aalborg Universitet. Han var tydeligvis på dødsruten. Lægerne havde sagt stop for spritten, men han nåede da at tylle en fem seks øl på de par timer, han forelæste. Rejsekongen var da også ganske gasblå i kraniet, men medbragte selv sin livlæge. Jeg tror, at det var Tuborg, som var hans foretrukne ølmærke. Ikke desto mindre ville en af de begavede nordjyske studerende høre denne kenders mening om det lokale bryggeris pilsner - Park, hed dette fluidum. Spies svarede: "Park, det er ikke noget, man drikker - det er noget, man lufter hunden i!"
Arrangørerne af gæsteforelæsningen havde i øvrigt problemer med honoraret. Det vanlige honorar for en gæsteforelæsning var cirka 2000 kroner før skat - og det rakte ligesom ikke rigtig til en mand, der tjente millioner om dagen. I stedet blev det besluttet at købe et træ til Archibal - rejsekongens elskede hund og på det tidspunkt vistnok nærmeste kandidat til at arve hans millioner. Simon Spies var tydeligt rørt over denne nordjyske omsorg for hans kæreste eje.
Simon Spies var en begavelse uden lige - og jeg tror næppe, at man kan overvurdere hans betydning for det, vi med et træls ord kalder danskheden - i hvert fald den danskhed, som står i så tydelig kontrast til norsk snæversyn, bornerthed og politisk korrekthed. Hans direkte og åbne udtalelser har bidraget til, at grænserne for, hvad man kan sige og ikke sige i det offentlige rum, blev udvidet betydeligt - og det skal vi være glade for og stolte af.
Forresten er det også Dronningens fødselsdag i dag - og min farmors, hvis altså hun havde levet så længe. Vi kipper med flaget for dem begge.

Ha' det
Jesper

onsdag den 15. april 2009

I magtens centrum
















Her er de så - de lovede turistbilleder fra Washington.
Og vi lægger selvfølgelig hårdt ud med selveste Det Hvide Hus. Den amerikanske præsident bliver ofte kaldt verdens mægtigste mand - og uanset hvad man måtte mene om det og USA i øvrigt, så tror jeg ikke, at man kan undgå at føle en rislen ned ad rygraden, når man står foran dette ikke særligt imponerende symbol på verdensmagten. For mig var det i hvert fald både bevægende og tankevækkende at stå her ved det sted, vi så ofte har set i TV-avisen, når verdensordenen har været i spil.
Det Hvide Hus ligger som en del af et kæmpemæssigt parkanlæg, hvor Capitol Hill med den amerikanske kongres er et andet vigtigt element.
Centralt i parken står Washington-monumentet, som kan ses overalt. Her set fra Det Hvide Hus. Det er faktisk i lokalplanen bestemt, at ingen bygning i Washington må være højere end monumentets 165 meter. Derfor ligger alle den amerikanske hovedstads skyskrabere på den anden side af Potomac-floden - i staten Virginia, hvor man ikke har disse snærende bånd bare på grund af et mindesmærke. Det er i øvrigt også i det område, at man finder det amerikanske krigsministerium - Pentagon. Jeg kørte forbi - desværre fik jeg ikke noget billede, men alene parkeringspladsen til dette bureaukratiske magtsymbol var adskillige gange større end parkeringspladsen ved Bilka i Aalborg - og så er det vist sagt tydeligt nok.
Parkområdet omkring Washington-monumentet er enormt. Så vidt jeg husker, var der plads til næsten 900.000 demonstranter under Vietnam-krigen. Men Washington er i det hele taget en parkrig by. Cirka 16% af arealet er dækket af parker. Jeg kunne godt have ønsket mig, at amerikanerne havde arvet lidt af englændernes hang til pæne græsplæner. Jeg har sjældent set så sjusket en græsplæne som i dette område. Uklippet og tydeligvis sat sammen af adskillige græssorter.
Ligesom i New York er der masser af gråspurve og grå egern i byens parker. Men desuden så jeg en del stære og så denne drossel-lignende farvestrålende fugl, som jeg desværre ikke kender navnet på.

Slut herfra - Jesper Hansen, Washington

En skægget lomme-Mussolini

Det er nogle dage siden, jeg sidst har blogget. Det skyldes TDC, som havde lovet, at min ADSL-forbindelse i det nye hus på Øland skulle åbne den 8. april. Dette er imidlertid ikke sket - og det vil først ske den 28. april i følge telegiganten.
Folk, som kender mig godt, ved, hvor voldsomt ophidset den slags tildragelser kan gøre mig. Der er imidlertid ikke meget at gøre ved det, for TDC har et sindrigt system af telefonsvarere og tilhørende menuer, så når man endelig er nået fremt til den rigtige person, så er gassen fuldstændigt gået af ballonen, og man er sådan set taknemmelig bare for at få lov til at tale med et rigtigt levende menneske - også selv om det er en skægget lomme-Mussolini!
Det er ondt, djævelsk ondt udtænkt - og jeg vil vædde på, at når de holder julefrokost hos TDC, så sidder de og morer sig over, hvad folk i ophidset tilstand siger til deres telefonsvarere. Her nøjes jeg med at bringe afsnittene A, B og C fra den samlede liste over Kaptajn Haddocks eder og forbandelser:
Analfabet, asfaltcowboy, autokrat, bacille, bandit, barnerøver, basilisk, bedrager, billige bavian, bisse, bjergbisse, bladanblander, bondebarber, brandstifter, brilleabe, brugtvognsforhandler, brutale bilbølle, bums, burgøjser, bæst, bøddel, bøhtosse, bølle, bøllefrø, bøllespire, børnelokker, børste, børstenbinder, charlatan, cykelkædevirtuos, cykeltyv!
Det burde vel gøre det!

Ha' det
Jesper

lørdag den 4. april 2009

Turen går til Washington

Jeg er i øjeblikket i Washington. Programmet er ret tæt, men torsdag eftermiddag blev der tid til en lille shoppingtur i den gamle bydel, Georgetown.
Som man kan se af billederne, så er Washington ganske provinsiel i sit visuelle udtryk. Der er sådan lidt engelsk fred og ro over det. Men det er nu kun en del af historien.
Byen har en efter amerikanske forhold høj kriminalstatistik, og så er der jo alle de historiske steder - det hvide hus, Capitol hill, Arlington, Pentagon og så videre. Alt dette vender jeg tilbage til - søndag planlægger jeg nemlig den helt store turisttur, inden turen går hjemover igen sidst på eftermiddagen.
Det skal også med, at der er rigtig forår i Washington. Byen er kendt for sine mange japanske kirsebærtræer, men i øvrigt er der masser af blomster i det hele taget. Flot er det!
Nu burde jeg selvfølgelig være glad og tilfreds med endelig at komme væk fra kulden i Tromsø. Men sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke. Luften her i byen er ekstremt fugtig, så selv om temperaturerne indtil videre kun er omkring de 20, så skal der ikke mange anstrengelser til, før sveden driver.
Jeg vender tilbage senere med flere billeder.

Ha' det
Jesper


God opdragelse

Onsdag fløj jeg til Washington med SAS fra København. Med på turen var sådan en pæn familie med to særdeles charmerende og velopdragne drenge, der bestemt ikke generede medpassagererne på nogen som helst måde - hvad børn ellers ofte gør.
Men moderen, som i øvrigt var en nydelig yngre dame, var da også over knejterne hele tiden. Da vi var kommet i luften, kom stewarden og spurgte drengene. "Hvilken sodavand vil I ha'?"
Dette spørgsmål blev øjeblikkeligt korrigeret af den opmærksomme moder, som gentog spørgsmålet i en lidt anden formulering: "Hvilken sodavand vil I be' om?"
Selv et svagt begavet barn, ville herefter ikke være i tvivl om, at svaret skal være: "Jeg vil gerne bede om en..."
Når man ser og hører dagens børn, skulle man ikke tro, at der var opdragelse til. Men der er åbenbart stadig forældre, som gider tage kampen...

Ha' det
Jesper