onsdag den 9. september 2009

Summer in the City

Det danske sensommervejr har de seneste dage vist sig fra sin allerbedste side. Jeg har været i København mandag til onsdag, og den danske hovedstad kunne byde på liv og glade dage på fortovsrestauranterne - ikke mindst på Strøget og i Nyhavn, der jo er alletiders turistfælder.
Jeg har været til en række møder i det danske udenrigsministerium og tirsdag middag faldt jeg over dette motiv, hvor nogle af de udenrigsministerielle embedsfolk har givet pokker i de støvede papirbunker og har taget madpakken med ud i solen i ministeriets gård foran Eigtveds pakhus.
Men ikke nok med det. En enlig kajakmand havde også fundet ind til ministeriets kajplads. Her sad han så og nød sin madpakke og en pilsner. Bagefter tog han siddende i kajakken en lille lur - jo, der er heldigvis stadig plads til masser af hygge i den danske hovedstad.
Nogle aviser har omtalt det gode vejr som indian summer, men det er det nu endnu for tidligt at sige. For selv om der ikke findes en officiel definition på indian summer, så fastslår meteorologerne på DMIs hjemmeside, at indian summer er varme efterårsdage, efter at nattefrosten og løvfaldet er sat ind - og det er det jo heldigvis endnu for tidligt til.

Ha' det
Jesper

P.s. Rubrikken til historien har jeg selvfølgelig stjålet fra John Sebastian, der sammen med The Lovin Spoonful fik et kæmpehit i 1966 med sangen Summer in the City. Sangen er kåret som nummer 393 på Rolling Stones liste over de 500 største sanghits, men mange gange har den taget topplaceringen, når aviserne laver lister over det specielle fænomen sommerhits.

Ingen kommentarer: