søndag den 28. februar 2010

Rundstykker lørdag aften

Klokken har netop passeret 9 lørdag aften. I den vesthimmer-landske stationsby Farsø er der trafikkaos på hovedgaden i området omkring det gamle sygehus.
De ellers besindige vesthimmerlændinge udviser en næsten parisisk opfindsomhed, når det gælder om at skaffe sig en parkeringsplads i nærheden af bageren i Nørregade.
For det er selvfølgelig mad, det handler om. Eller helt præcist friske, varme rundstykker. Klokken ni lørdag aften åbner bageren i Nørregade i Farsø nemlig vinduet ind til bageriet og begynder at sælge rundstykker, som lige er kommet ud af ovnen. Friske, sprøde og lune og med en smag, som næppe finder sin lige på den nordlige halvkugle. Hundredvis af rundstykker bliver langet ud af gluggen, og hele bagerfamilien må i sving for at tilfredsstille de sultne vesthimmerlændinges hang til rundstykker lørdag aften.
Denne særegne tradition med at spise rundstykker lørdag aften er noget helt specielt for Farsø og omegn. Det begyndte i min barndom med, at folk på vej hjem fra kroen opdagede, at bager Donslund i sydbyen jo alligevel stod og bagte morgenbrød midt om natten. De mest kvikke fandt på, at de jo sådan set lige så godt kunne tage morgenbrødet med hjem, mens de endnu kunne stå på benene.
Ideen bredte sig i de følgende år, og man kunne blandt andet købe rundstykker lørdag aften i andre byer på egnen som Års, Haubro, Ranum og Løgstør. Men i takt med at de store, traditionsrige kroballer er forsvundet, og en række små bagerier har lukket, er bageren i Nørregade i Farsø den eneste, som holder liv i denne vesthimmerlandske tradition.
Det gør han med stor succes, for nu valfarter folk fra hele området - Nibe, Vegger, Års, Aalestrup, Vildsund og så videre - til Farsø lørdag aften for at købe friske rundstykker. Når gluggen i bageriet bliver åbnet på slaget ni, er køen ofte både tredive og fyrre meter lang. Og det er ikke til at opdrive en parkeringsplads i området.
Som gammel Farsø-bo har jeg naturligvis svært ved at opgive denne tradition. Så med jævne mellemrum lørdag aften springer vi aftensmaden over og kører de cirka 70 kilometer fra Øland til Farsø. Så henter vi et passende antal friske rundstykker hos Bageren i Nørregade og besøger mine forældre, der jo stadig bor tæt ved søen i den ellers så fredelige by.
Trods tæt tåge måtte vi afsted igen lørdag aften. For med rundstykkerne i hånden var der jo en god, men uformel og hyggelig anledning til at sige tillykke til forældrene med den 53 års bryllupsdag, som de passerede i den forgangne uge.
Første gang jeg inviterede Dina på rundstykker lørdag aften, tror jeg ikke, at hun helt forstod, at jeg mente det alvorligt, og i rundstykkekøen denne lørdag aften var der da også en sjællandsk tilflytter, som kunne berette, at han troede, at kæresten var blevet gal, da hun annoncerede, at de skulle have rundstykker lørdag aften.
Rundstykkerne lørdag aften er et særkende for Farsø, som ingen andre byer, som jeg kender, kan byde på i dag. Jeg håber, at de gæve vesthimmerlændinge vil blive ved med dette galskab - denne særegne tradition - mange år endnu.

Ha' det
Jesper

Paddy hvem?

I en kommentar til historien om Whisky in the Jar spørger min gamle skolekammerat Per Lyngby - ejer af Thitind-bloggen med de mange musikarkæologiske artikler - om ikke, jeg i sin tid var fan af det dansk-irske folkeorkester Paddy Doyles.
Hertil kan jeg ganske kort svare: Nej!
Jeg antydede i historien, at jeg har et noget anstrengt forhold til folkemusik. Jeg holder helt bestemt mere af rock - jo hårdere, jo bedre. Men jeg har muligvis været god til ikke at lægge mig ud med alle de hyggelige mennesker, som holder af folkemusik.
Jeg har muligvis endda selv medvirket til den opfattelse, at jeg synes, at det er fantastisk inspirerende at høre en flok fordrukne irere file på violiner. I firserne var jeg nemlig i en halv snes år var mere eller mindre fast inventar ved Skagen Festivalerne.
Men nu, mange år efter, skal sandheden frem: Det eneste musik, jeg nogensinde har betalt for at høre i de mange år i Skagen, er faktisk Sussi og Leo, som jeg ind i mellem hørte på Skansen i en sen nattetime. Ellers gik mine Skagen Festivaler med at drikke øl og kølig hvidvin og spise rejer på havnen. Og efter en sådan weekend er man jo ofte vendt hjem med en sund kulør og har lignet en rigtig lykkelig folkemusik-fan.
Apropos Lars Lilholt så husker jeg en lille historie fra det aalborgensiske rockmiljø i 1987, da trommeslageren Klaus Thrane begyndte at spille med Lilholt. Thrane var ellers kendt for at spille endda særdeles hård rock i orkestre som Rockmaskinen og BLT (Back, Larsen og Thrane). Da han begyndte at spille med Lilholt, blev "Thranen" betragtet som en rigtig renegat og måtte lide den tort blandt rockkollegerne konsekvent at blive omtalt som "folkemusikeren Thrane".
Men folkemusik kan føre til så meget. Thranen er i hvert fald senere blevet gift med Lilholts søster Trine - og som bekendt gør kærlighed jo blind!

Ha' det
Jesper

Foto: Skagen Turistkontor - Toppen af Danmark

lørdag den 27. februar 2010

En husejers genvordigheder

Vi har de seneste dage hørt den ene gruopvækkende historie efter den anden om tage, der er brudt sammen på grund af de store snemængder. Det er jeg nu ikke så bekymret for. Jeg har tegltag, og det vejer i forvejen temmelig meget og har samtidig en relativ høj rejsning, så et direkte sammenbrud er der nok ikke den store risiko for.
Men lørdag var det tøvejr - og forårsfornemmelserne var der helt klart, så jeg måtte finde på et påskud for at være udendørs. Og så kunne jeg meget belejligt lige få lidt af sneen ned fra taget og samtidig rense tagrender.
Problemet med sneen løste nu hurtigt sig selv. Kort tid efter at jeg tog billedet her, skred al sneen ned ad taget - helt af sig selv.
Tilbage var at rense tagrenderne - og det viste sig faktisk at være et genialt tidspunkt at gøre det på. For tagrendernes indhold var stadig delvist frosset, så i stedet for at bøvle med at samle blade og pladder op, var det bare at løfte indholdet - en isstang - ud af tagrenden, og vips - så var den faktisk så ren, som da den var ny.
Så det er da et tip til opslagstavlen. Husk at rense tagrende den første dag med tøvejr - så har husejeren i hvert fald en genvordighed mindre.

Ha' det
Jesper

fredag den 26. februar 2010

Whiskey in the Jar

Det er fredag aften, det er tøvejr uden for. Jeg har forlængst passeret den alder, hvor fjernsynet fredag aften siger mig noget som helst, så jeg sidder og hygger mig i herreværelset i det lille hus på Øland.
Egentlig var jeg i gang med at læse Ole Frøslevs Profeten, men pludselig toner Lars Lilholt ud af radioen med hans ualmindeligt tunge, rockende og svedende udgave af den gamle irske folk-klassiker Whiskey in the Jar. Sangen jager tankerne på langfart. Tilbage til mine meget unge dage i begyndelsen af 70'erne.
Dengang frekventerede jeg jævnligt et spejdercenter i det midtjyske søhøjland ved Silkeborg, som lå ved en idyllisk sø - Ravnsø - som også var centrets navn. Senere er det blevet flyttet til og har skiftet navn til Forlev. I de kredse på det tidspunkt var irsk folkemusik meget populært - og utallige er de aftener, hvor vi har siddet ved lejrbålet og sunget Whiskey in the Jar - ofte med musikalsk ledsagelse fra det århusianske folkmiljø, der senere udviklede sig til blandt andet et orkester med navnet Kræn Bysteds. Det var i den sammenhæng, at en ung Lars Lilholt debuterede for en bredere tilhørerskare.
Tankerne røg som sagt på langfart, og jeg gav mig til at søge på nettet. Her fandt jeg et billede af Ravnsø - taget af Pia Hernø - som meget præcist rammer min erindring om Ravnsø. Blandt de mange aktiviteter på Ravnsø holdt jeg især af at bygge og sejle med tømmerflåder - og da opholdene i Ravnsø som regel foregik i efterårsferien eller påsken, er jeg ofte vågnet på en tømmerflåde en tidlig morgen med Whisky in the Jar i hovedet og har set tågen og nattefrosten lette over skovene ved Ravnsø.
Senere må jeg indrømme, at jeg tabte interessen for irsk folkemusik. Det er lidt ligesom jazz - man skal altså partout være i godt humør og positivt indstillet for at høre det - og så lalleglad er jeg altså heller ikke. Men Whisky in the Jar er en god sang. Heldigvis blev den allerede i 1971 indspillet i en helt fantastisk udgave med Thin Lizzy. Den irske rockgruppe fik sit første af lang række hits med sangen, der egentlig var tænkt som b-siden til Black Boys on the Corner. Pladeselskabet vurderede heldigvis, at Whiskey... havde et større potentiale og byttede om på a- og b-siden, hvad der næppe er nogen, som vil bebrejde dem i dag.
I dag gider jeg imidlertid ikke høre Thin Lizzy spille Whiskey in the Jar. For da Lars Lilholt på LP' en "Smukkere med tiden" for et par år siden udgav en live-udgave af sangen, var jeg fuldstændig solgt. Her bliver sangen simpelthen trykket af i en frugtbar symbiose mellem det oprindelige folk-oplæg og så Thin Lizzy's hårde rock. Det er musik, som flytter sig langt ud over scenekanten - og radioen - for det skal spilles højt, skal det.
Her er Whiskey in the Jar med Lars Lilholt:


Ha' det
Jesper

Quislingens lykkelige stund

















Politikens og Thøger Seidenfadens svigtende fornemmelse for ytrings- og pressefrihed og ufattelige knæfald for de muslimske middelalderprofeter fylder mig simpelthen med lede og væmmelse i en sådan grad, at jeg mangler ord. Derfor må man nøjes med denne billedmontage, som viser det ulykkelige øjeblik, hvor Thøger Seidenfaden med stor lystfølelse bekræfter sin pagt med djævelen.

Jesper

Foto: Billedmontage lavet i PhotoShop baseret på ukrediterede fotos fra nettet.

torsdag den 25. februar 2010

Dagens ord XXIV

Jeg glemte mine briller i morges - og kørte derfor hjem for at hente dem. Da jeg skulle ind ad hovedindgangen, blev døren åbnet af naboens veninde - lige som jeg skulle til at sætte nøglen i.
Den lille, søde jente, som har været på efterskole på Fyn og taler et glimrende dansk, fremstammede forfjamsket: - Det må du undskylde, jeg troede, at der kom nogen...
Og nu er det, jeg spørger mig selv: Hvis jeg ikke er "nogen", hvad er jeg så?

Ha' det
Jesper

onsdag den 24. februar 2010

Mandalaband

For nogle dage siden tændte jeg fjernsynet lige som børneprogrammerne skulle til at slutte sidst på eftermiddagen.
Jeg røg ind i rulleteksterne til et program i en norsk serie, der hedder Brødrene Dal - og som absolut ikke har noget som helst med den danske VVS-grossist at gøre.
Det var imidlertid ikke det, som var det interessante. Det var musikken, som blev brugt - og som lød meget bekendt. Det tog et par sekunder, inden jeg kom i tanke om, at det var det meget pompøse titel- og åbningsnummer på LP'en The Eye of Wendor med Mandalaband, som jeg faktisk har haft på LP-hylden i mange år - og som jeg kan forstå er lidt af et collectors item i dag.
Musikken er sådan noget overproduceret, pretentiøst, mystisk og utilgængeligt symfo-rock, som var meget populært i slutningen af 70'erne. Den er også et godt eksempel på et andet tidstypisk fænomen, nemlig at man ikke bare lavede plader - man lavede projekter og samlede et hav af musikere til indspilningerne. Mandalaband var også et projekt - startet af ægyptologen David Rohl og med folk fra kredsen omkring Barclay James Harvest, 10CC, Moody Blues og andre store navne fra den tid. David Rohl havde i sin tid måttet lide den tort, at pladeselskabet ikke ville udgive hans første LP i slutningen af 60'erne, selv om man havde bekostet indspilningen, da man - sikkert meget realistisk - skønnede, at der ikke var noget marked for den slags.
Musikken til The Eye of Wendor er angiveligt inspireret af Ringenes Herre - en bog der også dengang var meget populær - og det var da også oprindeligt meningen, at projektet skulle have været udmøntet i tre LP'er. Men det blev nu til denne ene - og måske er det godt nok, at det endte sådan.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig hører andet end åbningsnummeret på LP'en. Det er stort, flot og melodiøst, mens resten altså er for sejt at komme igennem. Og det er absolut et flot valg, når den norske komikertrio KLM valgte "The Eye of Wendor" som underlægningsmusik til rulleteksterne til serien om Brødrene Dal.
Jeg har aldrig set serien, men det skulle angiveligt være sådan noget lidt Poul og Nulle-agtigt parafraseren over traditionelle TV-serier og serien har været meget populær blandt nordmænd, som var unge i begyndelsen af 90'erne.
Mandala er navnet på nogle store symmetriske mønstre, som man kan købe og selv farvelægge. Det skulle efter sigende bidrage til afspænding og indre ro - og er New Age-miljøets svar på Sudoko og Kryds og Tværs. Nu er meget af det der New Age jo overtro og kvaksalveri, så det kan næppe forbavse nogen, at man i de kredse slapper af med noget, som man hverken skal kunne skrive eller regne for at finde ud af.
Men nu skal det jo ikke bare være gnaveri det hele, så lad os slutte af med ouverturen - eller hvad man nu skal kalde det - til The Eye of Wendor. Det er som sagt stort, flot og meget melodiøst.

Har du lyst til at se, hvordan musikken bliver brugt i Brødrene Dal, kan du klikke her. David Rohl var oprindeligt uddannet fotograf, inden han blev komponist, producer og sidenhen ægyptolog. Blandt hans fotografiske arbejder er innerslevet til Moody Blues "A Question of Balance", som kan ses her.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 23. februar 2010

Sparkstøttingen

Sparkstøttingen - eller sparken, som den kaldes i lokal dagligtale - er et ganske almindeligt transport-middel her i det nordlige Skandinavien ved vintertid.
Faktisk så almindelig, at man er nødt til at beskytte den mod tyvagtige medborgere, akkurat som man gør med en cykel.
Derfor kan man rundt omkring i Tromsø se sparkstøttinger parkeret ved lygtepæle og andre solide forankringer - solidt fastgjort med en kæde af den slags man også bruger til cykler.
Klimaet i Tromsø har i år været perfekt til sparkstøttingen. En lang periode med skiftevis frost og regn har lagt en solid bund af is under sneen - og derved kommer de tynde metalmeder rigtigt til sin ret.
Men faktisk er metalmederne noget relativt nyt i Skandinavien. Den første skandinaviske sparkstøtting med metalmeder skal angiveligt være lavet i Finland i 1903. Den var specialkonstrueret til brug for isfiskeri på Østersøen, men siden er netop denne udførelse blevet ganske almindelig. Det skyldes ikke mindst, at mange bygdesmedier i det nordlige skandinavien tog sparkstøttingen ind som en naturlig del af produktsortimentet. Jeg har dog i Sverige for nylig set sparkstøttinger af ren trækonstruktion. Her er mederne bredere og derfor bedre egnet til kørsel i sne.
Den finske sparkstøtting-producent Esla Kicksleds tilbyder da også løse træmeder, som kan monteres på metalmeden. Esla har siden grundlæggelsen i 1933 produceret flere end en million sparkstøttinger, så det er et populært produkt. Firmaet tilbyder sparkstøttingen i syv forskellige størrelser, så man kan altid finde en sparkstøtting, der passer. Med mine sølle 170 cm skal jeg for eksempel bruge en størrelse 4.
Som transportmiddel havde sparkstøttingen sit store gennembrud under nordlige himmelstrøg i midten af 1800-tallet, men findes blandt andet gengivet på kakler med motiver fra de hollandske kanaler helt tilbage til 1600-tallet.
For det er nu ikke bare i Nordskandinavien, at sparkstøttingen er populær. Den lokalhistoriske samling på Øland har en mindre samling af sparkstøttinger, som var et snildt transportmiddel om vinteren på de lavtliggende og ofte oversvømmede engarealer mellem Gjøl og Attrup. Her minder topografien jo også ganske voldsomt om Holland.
Mens jeg boede i Nuuk kørte vi i 2000 et lille uvidenskabeligt forsøg med at tilbyde sparkstøttinger til nogle af af beboerne på alderdomshjemmet som et supplement til gangstativerne, men netop denne vinter var belægningen dårlig, så den ellers gode ide blev aldrig rigtigt til noget.

Ha' det
Jesper

mandag den 22. februar 2010

Margueritruten

















Margueritruten er blevet kaldt Danmarks længste seværdighed. 3.500 kilometer ad Danmarks smukkeste veje - gennem bakke og dal nær Frejas sal, langs kysten og gennem skove - et genialt påfund for det moderne menneske, som ønsker at opleve vort land, når det er smukkest - set fra enten en bilrude, en cykelsadel eller til fods.
Jeg er så priviligeret, at jeg bor bogstaveligt talt midt i alt dette - og kan nyde det, hver gang jeg kører til bageren om morgenen.
Der findes adskillige hjemmesider på nettet, som præsenterer de mange seværdigheder langs Margueritruten. Pæne hjemmesider, som ønsker at give landets turister det allerbedste indtryk. Men fælles for alle disse hjemmesider er også, at det altid er sommerdanmark, som vises på billederne. Det er, som om vort land kun har noget at byde på, når bøgen spejler sit åsyn grønt i bølgen blå. Men der findes også et andet Danmark - og det ligger også på Margueritruten.
Det er vinterdanmark. Og det har vi jo rig lejlighed til at nyde netop i disse dage. Så her er altså tre billeder, hvor bøgen endnu ikke er grøn, og hvor frosten kuer det lille land. Men smukt er det nu alligevel.
Velkommen i det hvide!

Ha' det
Jesper

Hovsa...

Søndag eftermiddag var jeg i Aalborg Lufthavn udsat for en bizar hændelse, som forsinkede min hjemtur en smule, og som tydeligt viser, hvorfor det er så svært at tjene penge i flybranchen.
Hele systemet med at få fly i luften og ned igen er så kompliceret og med så mange muligheder for at lave fejl, at det faktisk er helt utroligt, når et fly lander til tiden.
Umiddelbart før en MD-82 fra SAS skulle lande i den nordjyske lufthavn, landede der en Airbus A-330 fra My Travel, som skulle fragte 250 solhungrende nordjyder til Thailand.
Nu er Airbussen lige et nummer større end de fly, som normalt lander i lufthavnen, og da flyet skulle dreje af fra landingsbanen gik det galt, for taxibanen hen til terminalbygningen var simpelthen ikke ryddet for sne i den nødvendige bredde. Så der - midt på bane 08 - holdt der en kæmpestor Airbus og spærrede, så SAS-maskinen ikke kunne lande. Nu er nordjyder jo ikke tabt bag en vogn, så man fik hurtigt ryddet taxiwayen, og SK 1213 kunne lande med cirka en halv times forsinkelse.
Jeg går ud fra, at der er en eller anden, der går rundt med meget røde ører i Aalborg Lufthavn i dag.
I øvrigt skyldtes en stor del af forsinkelserne i Aalborg fredag faktisk ikke snevejret, men at man havde glemt at bestille deicing-væske, så de røde ører står nærmest i kø i lufthavnen. Mon ikke det er tid for lidt selvransagelse?
På billedet ser du My Travels A-330 på standpladsen i Aalborg. Den fylder faktisk for to af de fly, som normalt lander der. Sammenlign eventuelt den ene motor med lastbilen i baggrunden for at få et indtryk af størrelsen.
Forsinkelsen betød, at jeg missede flyet til Trondheim og videre til Bodø og Tromsø, men med vanlig SAS-effektivitet var jeg allerede ved ankomsten til København booket om til et fly til Oslo og derfra videre, så alt i alt endte miseren med, at jeg kom hjem 20 minutter senere end planlagt. Hurra for SAS og de altid smilende, effektive og hjælpsomme medarbejdere.

Ha' det
Jesper

P.s. Jeg fik forresten også tilbudt et lift med et SAS-crew i personaletaxien fra hotellet til lufthavnen lørdag formiddag i Aalborg. De er altså flinke hos SAS.

søndag den 21. februar 2010

Dræbermarkiser

En af lørdagens store historier var naturligvis den tragiske ulykke i Hjørring, hvor en markise tynget af sne lørdag eftermiddag var faldet ned i gågaden og havde kvæstet flere personer alvorligt.
Men allerede lørdag formiddag var den gal i Halvrimmen - kun få kilometer fra det lille hus på Øland. Men nu var det jo i Halvrimmen - og der var hverken kvæstede eller gågade. Så da den gamle Storkøb-butiks markise brasede sammen, var der ikke den store opmærksomhed omkring det - hverken fra medier eller myndigheder.
Men det var naturligvis det store samtaleemne hos bageren i Halvrimmen også søndag formiddag. Her kunne man fortælle, at det lokale politi var dukket op tidligt lørdag aften og havde afspærret området med de fra alle politifilm så kendte plastikstrimler.
En af de lokale havde også et godt bud på politiets sene reaktion: - Efter ulykken i Hjørring begynder alle aviser selvfølgelig at skrive om markiseulykker - og så vil de sgu alligevel ikke risikere at komme på forsiden af EkstraBladet, fordi de ikke har gjort noget. Og hvem ved - det kunne jo være, at der dukker et eller andet op af sneen, når de først får ryddet op, lød det galgenhumoristisk.
Desværre er en reaktionstid på en otte til ti timer fra politiets side ikke ualmindelig på de kanter. - Det må være politireformen, mente en anden!
Og noget skal der såmænd nok være om snakken. For der går som bekendt sjældent røg af en brand, uden at der har været ild.
Men politi eller ej - det er nok en god ide at gå uden om markiserne i den kommende tid, og det uanset om det er i Halvrimmen eller i Hjørring!

Ha' det
Jesper

Snekaos

Vinteren holder fortsat Nordjylland i et jerngreb.
Jeg ankom Aalborg fredag aften med et par timers forsinkelse - og her var man godt i gang med simpelthen at gå i vinterhi.
Sneen væltede ned og det stod mig hurtigt klart, at min bil sad grundigt fast i driverne på parkeringspladsen. Forresten virkede det heller ikke specielt tillokkende at skulle ud på de små veje til Øland, så jeg kastede håndklædet i ringen og tog den sidste taxa i lufthavnen ind til Aalborg.
Jeg fik et værelse på SAS-hotellet - lige over for Jomfru Ane Gade, der aldrig overgiver sig - uanset hvor meget det sner. Men de små piger med de høje hæle og korte skørter frøs med anstand, mens de skøjtede rundt i gadens snedriver for at finde lidt weekendsjov. Storbyens natteliv er jo et forfængelighedens marked, men de kunne nu godt lære lidt af deres medsøstre i Nuuk om, hvordan man klæder sig til en munter aften i sne og frost.
Selv benyttede jeg den uventede lejlighed til et besøg hos Henni på Vingårdsbar for at blive opdateret på den seneste sladder fra den gamle by.
Lørdag morgen var det så retur til lufthavnen, hvor jeg fik hjælp af mandskabet til at få bilen fri af snedriverne. Og så det gik det ellers derudaf til Brovst på en hovedvej med fast snedække - noget som jeg aldrig mener at have oplevet i Danmark før. Heldigvis havde vejfolkene opgivet at salte sig ud af problemerne. Det er meget almindeligt i Norge og er faktisk ganske behageligt at køre på, så det var der ikke de store problemer i.
Det kneb lidt mere på de sidste par kilometer hjem, hvor vejfolkene først var i gang med at rydde vejene - og det stod lysende klart, at det var rigtig fornuftigt af mig at blive i Aalborg natten over. På mine fine sommerdæk var det kun lige med nød og næppe, at jeg kom over bakken ved Oxholm mølle.
Men det lykkedes og endelig lørdag middag var jeg så hjemme i det lille hus på Øland. Her havde min nabo oven i købet været så venlig at rydde indkørslen med bobcatten, så det stod egentlig ikke så ringe til. Også selv om der venter en times arbejde med sneskovlen for at få ryddet stien over til udhuset.
Og i haven kan jeg blot konstatere, at der efterhånden er føget så meget sne sammen, at vi skal have en længere periode med massivt tøvejr, før at vi får vintergækkerne at se.

Ha' det
Jesper

torsdag den 18. februar 2010

Rædselskabinettet

Det er almindelig kendt, at Norge er et af verdens dyreste lande. Men for at illustrere, hvor dyrt det egentlig er, har jeg her samlet en række af rariteterne fra dyrtidens rædselskabinet.
Billederne er taget på fem minutter, mens jeg ventede i Tromsø lufthavn forleden. Nu er der nok dem, som vil sige, at en lufthavn altid er et dyrt sted, men her skal man tænke på, at i Norge flyver man jo med samme selvfølgelighed, som danskerne tager toget. Så priserne, jeg her viser, er at sammenligne med priserne på en banegård - og jeg kan garantere, at det sagtens kan lade sig gøre at finde endnu højere priser andre steder.
For sammenligningens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at en norsk krone svarer til cirka 91 danske ører.
Sjovt nok hører man aldrig nordmændene brokke sig over priserne. Som de gode verdensborgere de er, tænker de fleste, at der såmænd nok er nogen, som har det værre end de har. Jeg har sågar hørt folk i radioen påstå, at mad er alt for billig i Norge. Begrundelsen skulle være, at folk jo spiser for meget!
Dette sære fænomen hænger sikkert sammen med den særlige norske udgave af den protestantiske etik. Her må livet pr. definition ikke være let. En rigtig nordmand går hellere op ad et bjerg end tager liften.
Jeg har sommetider forsøgt at fortælle nordmændene, at i andre dele af verden skyder man præsidenten og laver oprør, når priserne stiger. De smiler overbærende og forklarer, at det er der ingen grund til, for i Norge har vi det jo godt!
Tjah, jeg ved det nu ikke. I hvert fald rager det mig en høstblomst, om folk i andre lande tjener mindre eller sulter. Jeg vil i hvert fald ikke være med på de her priser, så når jeg tager til Norge, så er min kuffert fyldt med dansk mad - til danske priser. Det er næsten lige før, at det i sig selv kan betale billetprisen. Men det er jo ikke gjort med det. Kvaliteten af danske fødevarer er altså også væsentlig højere.
For eksempel er vi i Danmark vant til at spise frisk brød - den slags findes slet ikke i Norge. Vi er vant til frisk kød i frysedisken - bortset altså fra dem, som handler i SuperBest - det skal bestilles flere dage i forvejen heroppe. Ellers er alt kød vakuumpakkede udskæringer direkte fra slagteriet. Hakket oksekød er så proppet med saltvand, at det kun kan bruges til lasagne og pizza. For prøver man at lave en dansk bøf, bliver den simpelthen kogt i stedet for stegt. Og sådan er det hele vejen igennem.
Så jeg ville ønske, at nordmændene ville lægge deres pæne uegennyttige væsen langt væk, rejse sig op, lave en revolution og kræve ordentlig mad til lave priser. Desværre tror jeg, at der er langt til den dag - så jeg priser mig lykkelig for, at jeg kan hente leverpostej, ost, brød, grøntsager og andre godbidder i den frie verden!

Ha' det
Jesper

onsdag den 17. februar 2010

Bjergkøbing Grand Prix

Lørdag var jeg - hånden på hjertet - lidt vag efter fredagens housewarming, så den mest passende intellektuelle fritidssyssel måtte nødvendigvis blive fjernsynet.
Valget faldt på et gensyn på DVD'en med den bedste norske film nogensinde - Bjergkøbing Grand Prix.
Det er sådan en god historie om, hvordan den lille mand med hjertet på det rette sted vinder over de store. Opfinderen Teodor Felgen fra fjeldflækken Bjergkøbing har konstrueret racerbilen Il Tempo Gigante og udfordrer den onde, svigagtige Rudolf Blodstrupmose og hans makker Myrsil Bjergsprække fra den store by. Prøv at gætte, hvem der vinder?
Filmen er en dukkefilm og findes heldigvis med dansk tale. For speaken og dialogen er simpelthen noget af det mest morsomme, som findes. Den danske speak er indtalt af Helge Kjærulff Schmidt. Om Il Tempo Gigante fortæller han blandt andet, at den er forsynet med direkte indsprøjtning efter "klystér-metoden". Unægtelig et malende udtryk. Videre hedder det: "Den dag Theodor satte tændingsnøglen i prototypen, slog seismografen ud med 7,8 i Bergen - ingen dårlig start for en som pusler med hjemmeindustri!" Om Il Tempo Gigantes sikkerhedsudstyr berettes det: "Desuden har den en roterende vindmåler samt en blodbank med B Rhesus plus, B Rhesus minus samt et lille skvæt blåt blod, hvis man skulle være så uheldig at støde ind i en baron - eller en anden adelig." Det er morsomt, rasende morsomt.
Bjergkøbing Grand Prix har et farverigt udvalg af bipersoner. Min absolutte favorit er den arabiske oliesheik med navnet Sheik Ben Redik Fy Fazan og hans livvagt Emanuel Desperados.
Filmen er lavet i 1975 af den nu afdøde instruktør Ivo Caprino og er med sine 5,5 millioner solgte biografbilletter alene i Norge med fire millioner indbyggere den største norske filmsucces nogensinde.
Under indspilningen lejede man en stor fabrikshal til kulisserne, som er bygget op af de samme materialer, som man bruger til modeljernbaner. Blandt andet byggede man en komplet racerbane, hvor filmens optagelser fra det afgørende racerløb er optaget med et kørende kamera. Jeg husker endnu fra dengang, jeg så Bjergkøbing første gang i biografen, hvordan det sugede i maven, når Il Tempo Gigante i rasende fart kørte op og ned og rundt i svingene. Og jeg tror, at det er disse medrivende scener, som er med til at gøre filmen populær hos alle børn og barnlige sjæle.
Filmens norske titel er "Flåklypa Grand Prix". For den moderne nordmand er ordet Flåklypa det rene vås, og der er ingen af mine kolleger på Norsk Polarinstitut, som har kunnet give mig en ordentlig forklaring. Ved stædig research på internettet har jeg imidlertid fundet ud af, at flåklypa er et gammelt udtryk, som blev brugt, når man flådede træ på elvene. Hvis træstammerne gik i hårdknude ved en smal passage, så var det en "flåklypa".
Forresten må vi ikke glemme musikken, som er lavet af Bent Fabricius-Bjerre. Hovedtemaet "Norwegian Sunset" er i dag en del af den norske kulturarv - og mange nordmænd tror såmænd, at det er en gammel norsk folkesang. Bent Fabricius har en gang i Cafe Hack i radioen fortalt, hvordan han blev skældt huden fuld af en nordmand, fordi den musikalske dansker dristede sig til at påstå, at han var komponist til melodien.
Jeg har valgt et lille stilfærdigt YouTube-klip fra Bjergkøbing Grand Prix, hvor vi til gengæld kan nyde Bent Fabricius-Bjerres smukke og geniale toner:

Bjergkøbing Grand Prix er gennemført helt ned til den sidste detalje, og så udmærker filmen sig ved at tage seeren alvorligt - den banale folkekomedie-handling til trods. Det er ikke det rene pjat, og der bliver ikke talt ned til os. Derfor tror jeg, at den er blevet en succes - og i mange kredse en rigtig kult-film, som ses igen og igen.

Ha' det
Jesper

Aliens


















Norske P-vagter er et ualmindeligt ubehageligt bekendtskab.
Det ligger i sagens natur, at et møde med en P-vagt aldrig kan være af den mere hjertelige slags, men som altid, når man udstyrer en nordmand med myndighed og uniform, bliver dette tilforn så menneskelige væsen straks forvandlet til et nidkært og rethaverisk uhyre, som er totalt døv for forklaringer, almindelig menneskelig harmoni og fredelig sameksistens.
Samtidig tillægger dette monster sig overmenneskelige egenskaber, som man ellers kun ser i science fiction-film. Som en anden alien kan den norske P-vagt materialisere sig op gennem fliser og asfalt og bogstavelig talt dukke op direkte fra den blå luft.
For nogle dage siden var jeg millimeter fra en af de de megastore afgifter på 850 kroner, da jeg havde kørt en kollega i lufthavnen. Af almindelig høflighed ville jeg lige bære hendes kuffert hen til indgangen, hvilket er 30 meter væk. Allerede da jeg var halvvejs ovre på den anden side af gaden, dukkede en P-vagt op og begyndte at finde blokken frem - han dukkede simpelthen op af jorden, hvordan det så end kan lade sig gøre. Jeg lod kollega være kollega og sprang retur, hurtigere end man kan nå at skrive ZH23700, og slap med skækken - denne gang.
Men, lad mig gøre det klart, man kan ikke bo i Tromsø, hvis ikke der er luft i budgettet til at betale de 850 kroner i beskyttelsespenge til P-mafiaen mindst et par gange om året. For de er overalt, og du ser dem først, når det er for sent.
Nu skulle man tro, at disse private - for de er nemlig provisionsansatte i et privat firma - gorillaer, dette bandeuvæsen var undergivet en vis politisk modvilje fra landets ledelse, men nej. Regeringen har netop fremsat forslag om at straffe firmaer, som stiller gratis p-pladser til rådighed for kunderne, med en ekstra ejendomsskat. Så nu kan vi se frem til også at skulle betale p-afgifter, når vi handler i supermarkeder og storcentre - akkurat som vi gør det, når vi er til lægen, på hospitalet, besøger folk på alderdomshjemmene, går til aftensskole eller bare passer vores arbejde.
På billedet (som selvfølgelig er en manipulation i PhotoShop) ser vi en p-vagt, som netop materialiserer sig ud af den blå luft og afgiftsbelægger en stakkels mand, der blot ville kysse sin kone farvel i Tromsø lufthavn. Og der var ingen nåde, selv om han øjeblikkeligt slap konen for at forsvare sine materielle rettigheder.
Alt dette får mig virkelig til at længes efter de gode, gamle dage, da jeg boede i Aalborgs midtby. Her var den lokale p-vagt det mest elskelige menneske, som gik rundt og ringede på for at minde os om, at det nu var ved at være tid til at flytte bilen. Noget sådant vil sandsynligvis blive betragtet som tjenesteforseelse i Norge.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 16. februar 2010

Skumringstimen

Den svenske krimi-forfatter Johan Theorin er i gang med en serie på fire bøger, som alle foregår på Øland. Det første bind i serien er Skumringstimen.
Når man som jeg bor på Øland i Nordjylland, er det svært at komme uden om en populær krimi-debut, som foregår på den svenske ø Øland. Når bogen så samtidig er blevet rost af de fleste anmeldere, så er det jo bare med at komme i gang.
Skumringstimen lever i høj grad op til forventningerne. Det er en af de der bøger, hvor man efter et par timers læsning pludselig opdager, at man er "hooked" - hvor siderne bare bliver spist uden videre modstand og alting bare handler om at se, hvad der nu sker på den næste side.
Modstand var der til gengæld nok af på de første 50 sider. For Johan Theorin er bestemt ikke svensker for ingenting. I indledningen bliver vi præsenteret for en vaskeægte svensk depression, sendrægtige sagsbehandlere, drukproblemer, regnvejr og så videre. Lidt af en sej omgang, men et effektivt akkompagnement til en spændende opklaring af et tyve år gammelt barnemord.
Kort fortalt handler bogen om Julia, som i 1976 mistede sin søn, der forsvandt i tågen en efterårsdag på Øland. Siden er tiden gået med nervepiller og druk i et regnfuldt Gøteborg, som hun er flyttet til efter tragedien. Men en gang i 90'erne bliver hun pludselig kontaktet af sin gamle far, der nedslidt af gigten bor på et alderdomshjem på Øland. Han mener at have fundet ud af, hvad det egentlig var, som skete med Julias søn og beder hende om at komme tilbage til Øland. Modstræbende vender hun hjem og sammen med sin far forvandles de to nu til et umage detektivpar, som lag for lag arbejder sig gennem fortidens hændelser og til sidst naturligvis den overraskende opklaring. Ser vi bort fra indledningen, så er det spændende, meget spændende og faktisk slet ikke så lidt morsomt og ganske underfundigt. Og så glæder det en gammel bonderøv som mig, at handlingen foregår på landet med et persongalleri, som næsten er trukket ud af en klassisk engelsk krimi - landbetjenten, lokalredaktøren, den lokale byggematador, den pensionerede doktor og så videre...
Skumringstimen er tæt på en ren sekser, men jeg nøjes med fem tørfisk ud af seks - simpelthen fordi jeg føler, at Johan Theorin er lige flittig nok med den grå pensel i bogens indledning. Det er overflødigt, for plottet kan sagtens stå på egne ben - uden at have en grå, svensk hverdag at støtte sig til.

Jesper

Til frokost med døden

I torsdags var jeg en tur i Oslo. Frokosten blev indtaget i Hard Rock Cafe på den norske hovedstads hovedstrøg Karl Johan.
Hard Rock Cafe er en verdens-omspændende kæde af restauranter, som alle er sådan en sælsom blanding af et rock-museum og en burger-bar. De findes i de fleste store byer verden over og så altså også i Oslo.
Restauranten i Oslo er langt fra den mest imponerende af slagsen. Et af kædens kendetegn er udsmykningen af lokalerne, som er alskens memorabilia fra rockens overdrev. For eksempel kan man i New York-filialen se en af George Harrisons guitarer. I København har man selvfølgelig et af Metallica-Lars Ulrichs trommesæt, men i Oslo er der altså lidt langt mellem godbidderne. Dog er der blevet plads til et lille hjørne med forskellige genstande, som har tilhørt Nirvana-sangeren Kurt Cobain, der blev fundet kvalt i sit eget bræk i 1995. For dette stunt har han opnået en vis kultstatus på linje med andre nu afdøde rockmusikere - og her i Oslo er hans skjorte og guitar så blevet den appetitvækkende garniture til burgers og pommes frites.
Når det så er sagt, så skal det også med, at maden og især burgerne og frit'erne på Hard Rock Cafe generelt er i topklasse. Og en lille detalje, som der ikke bliver sløset med nogen steder - ketchuppen er selvfølgelig fra Heinz®. Alt andet ville også være snyd.
Hard Rock Cafe er langt fra verdens billigste burgerbar, men maden og betjeningen er grundlæggende i orden - uanset hvor i verden man besøger restaurant-kæden. Så jeg har efterhånden prøvet Hard Rock Cafe i adskillige store byer. Den mest imponerende af slagsen og den, som har gjort størst indtryk på mig, er uden tvivl Hard Rock Cafe i Beijing. Den er stor - kæmpestor - og indrettet nærmest som en rock-katedral med store baggrundsbelyste glasmosaikker af nogle af rockens største - blandt andet Jimi Hendrix, Little Richard, Elvis Presley og Mick Jagger. Hard Rock Cafe er en seværdighed i Beijing på linje med Den Himmelske Freds Plads og Den Store Mur.
Den første Hard Rock Cafe blev etableret i London i 1971. I dag har kæden 162 restauranter i flere end 50 lande. En stor del af omsætningen kommer fra souvenirs. For mange er det et must at have en T-shirt med Hard Rock Cafe-logoet og bynavnet fra alle de restauranter, som man har besøgt. I sin tid begyndte jeg også at samle, men samlingen er nu ikke komplet. Til gengæld er jeg meget glad for mine T-shirts fra HRC, fordi de er skabt til folk, som spiser burgers og lignende. I modsætning til så meget andet tøj kan jeg derfor altid få en HRC-T-shirt, som passer mig uden at stramme - og det er noget, man lærer at sætte pris på i disse sundhedsfanatiske tider.

Ha' det
Jesper

mandag den 15. februar 2010

Et knokkelarbejde

Som jeg skrev forleden, så er Tromsø den seneste uges tid også kommet godt med på snefronten. Blandt andet var min bil sneet inde forrige weekend.
Jeg var egentlig så optimistisk, at jeg havde regnet med, at naturen ville løse det lille problem for mig. Det er bestemt ikke ualmindeligt, at vejret heroppe skifter voldsomt mellem frost og tø.
Da jeg kom tilbage efter weekenden søndag aften, måtte jeg imidlertid konstatere, at slemt var blevet vendt til værre. Nu var bilen sneet inde sådan for rigtig alvor.
En hastig konsultation af den lokale vejrudsigt afslørede også, at der bestemt ikke er tøvejr i vente - snarere tværtimod. Det skal angiveligt blive rigtig modbydeligt koldt i løbet af ugen.
Så mandag efter fyraften i den begyndende skumring var der sådan set ikke andet for end at komme i gang med skovlen. Heldigvis har det ikke blæst så meget, så sneen var af en ganske let type, så det tog faktisk ikke mere end en times tid at gøre kareten køreklar.
Og således er jeg klar til at kunne køre på arbejde i de kommende dages varslede 15-20 graders frost - i en dejlig lun bil uden vanter og ørevarmere. Den slags luksus er nu ikke sådan at kimse af - og motion har jeg også fået!

Ha' det
Jesper

Whiteout












Whiteout er et kendt og frygtet vejrfænomen i arktiske egne. Det opstår, når snefog eller tåge fjerner alle konturer i landskabet og nedsætter kontrasten, så jord og himmel bogstavelig talt falder i et.
Der er eksempler på folk, som er faret vild ganske få meter fra deres telt eller hytte under whiteout, men specielt blandt piloter er fænomenet frygtet. For ikke alene gør whiteout det svært at se, hvor jorden er. Det kan også påvirke pilotens sanser, så han får svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned. Under sådanne omstændigheder er det altafgørende, at han er fortrolig med instrumentflyvning - og ikke begynder at flyve efter sine indre fornemmelser. Tæt ved lufthavnen i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i Grønland ligger der den dag i dag tre flyvrag fra en amerikansk formation på i alt otte jetfly, som i 1968 kom ind i whiteout kort før landing. De tre fly mistede orienteringen under landingen og piloterne måtte lade sig skyde ud med katapultsædet. Det skete såmænd ikke længere væk fra landingsbanen, end at man kan gå ud til vragene, hvis man har nogle timers ventetid i den grønlandske lufthavn.
I den hårde danske vinter kan det også lade sig gøre at komme ud i whiteout. Billederne her tog jeg søndag formiddag på de store sletter mellem Kokkedal og Østerby - og selv om tågen ikke er særlig tæt, så er det tydeligt, at man ikke kan se, hvor jorden slutter og himlen begynder. Forestil dig, hvordan du ville have det med at flyve under sådanne forhold!
Forresten tror jeg også, at dyrene bliver forvirret. På turen så vi flere rådyr, som stod stille ganske tæt på vejen. Det er ikke så almindeligt, så jeg tror også, at de har svært ved at orientere sig i whiteout.
Det er spændende, at vi har fået sådan en rigtig vinter i Danmark, så alle kan få en smagsprøve på, hvordan det er at leve i Arktis. Men jeg tror nu alligevel, at de fleste ligesom jeg nu snart begynder at længes efter vintergækker og erantis.

Ha' det
Jesper

søndag den 14. februar 2010

Spor i sneen

Søndag morgen var jeg tidligt oppe. For på trods af frost og sne er fuglene begyndt at synge - og netop i dag var der et fantastisk leben. Der var virkelig hormoner i luften - og faktisk kunne Hans Otto Bisgård forleden afsløre i sit daglige naturkalender-indslag i natradioen, at rågerne allerede nu i midten af februar danner par. Efter fuglesangen søndag morgen at dømme er det nu ikke bare rågerne, der er gået i gang.
Jeg gik en tur rundt i haven. Tidligere på vinteren har jeg set rævespor - og i dag var der tydelige harespor. Harens "delfoler" og meget karakteristiske spor var overalt i sneen. Det er meget sjovt at se, men jeg må indrømme, at det nu også bekymrer mig lidt. Harerne skal helst ikke få for meget smag for haven - for så bliver vi bare alvorligt uenige til sommer, når jeg skal have gang i grøntsagerne.
På min tur rundt i haven fandt jeg også et meget tydeligt spor efter en homo sapiens, som havde sat sin tydelige fært i sneen. Det har helt tydeligt været en han, da sporene var afsat fra altanen i første sals højde i østenden af huset. Og når man tænker på, at vi havde fest i fredags, er der vel egentlig ikke noget mærkeligt i det. Jeg takker for det beskedne bidrag til gødskningen af haven.
Forresten er det noget af det første, grønlandske børn lærer - altså at man ikke skal spise gul sne! Det er et ganske fornuftigt råd og en god leveregel.
Som jeg nævnte tidligere, så er der ved at komme gang i fuglenes forårsfornemmelser. Så hvis ellers jeg når det, tror jeg, at næste weekends projekt må blive at bygge fuglekasser - og sætte dem op. Jo tidligere de kommer op, jo større er sandsynligheden også for, at de vil blive brugt.
For visse fuglearters vedkommende kan en hård vinter tolde op til 90 procent af bestanden, så der vil blive god brug for redepladser i den kommende sommer. I weekenden har jeg forresten udover de sædvanlige gæster ved fuglebrættet set både blåmejse, sumpmejse, duehøgen og en ugle af ikke nærmere bestemt race - desværre uden at have billeder af dem.

Ha' det
Jesper

Housewarming












Sommetider kan et billede fortælle mere end 1000 ord.
Den gamle talemåde kommer helt til sin ret med dette billede taget efter fredagens housewarming i det lille hus på Øland. Vi havde inviteret vennerne fra Brovst, som har hjulpet os med indflytningen, samt et par sønderjyder til festen. De nævnte mennesker er i øvrigt en god del af slænget fra de gode, gamle dage i Nuuk, så der var jo bogstaveligt lagt i ovnen til et brag af en fest.
Det gik forrygende. Med hjemmefanget torsk, rensdyrkølle med kantareller og et par af mandens specialiteter på desserttallerkenen og så et udsøgt selskab af festlige mennesker kan det jo næsten heller ikke gå galt. Faktisk gik det så godt, at jeg helt glemte at fotografere undervejs.
Så de nyfigne læsere må altså nøjes med dette billede af baren ved aftenens slutning - tidligt på morgenen. Og det billede siger i hvert fald mere end de berømte 1000 ord!

Ha' det
Jesper

lørdag den 13. februar 2010

Dagens ord XXIII

På DR's hjemmeside kan man i dag se ordet "somundskyldning". Umiddelbart lyder det som et tandlægebesøg på grisefarmen - og sådan læste jeg det da også i første omgang. Det gav imidlertid ikke rigtig mening i den store sammenhæng, så jeg læste det igen. Der var gledet et mellemrum ud mellem m og u. Den rigtig mening er derfor "som undskyldning" - men jeg kan nu stadig se den veterinære odontolog i færd med at spule grisens mund... Undskyld!

Jesper

torsdag den 11. februar 2010

Brunkål

Brunkål er en rigtig herreret - og står derfor højt på menu-kortet hjemme hos os.
Egentlig er det vel mest sådan noget, man spiser om efteråret, men den slags traditioner føler vi os nu ikke bundet af - og her midt i den kolde vinter er det en god, nærende ret, når man har været ude for at rydde sne.
I den originale brunkål kommer farven fra karamelliseret sukker - ligesom når man laver brunede kartofler til jul. Det bliver imidlertid nemt lidt for sødt til vores smag, også fordi hvidkål smager sødt i sig selv.
Jeg har derfor pillet lidt ved opskriften, og laver denne herlige spise på følgende måde:
Jeg tager en stor gryde, hvor jeg smelter noget margarine eller smør og lader det bruse af. Så tager jeg en passende mængde snittet hvidkål og svitser i fedtstoffet - akkurat ligesom man bruner noget kød til en gryderet. Så tilsætter jeg lidt hjemmelavet svinefond og krydrer med salt og peber. Oven i alt dette lægger jeg et stykke røget flæsk og lader hele herligheden snurre under svag varme en god times tid eller halvanden, til kødet er rigtig dejlig mørt.
Så tager jeg kødet op og skærer i skiver. Måske giver jeg lige kålen et par dråber kulør, hvis ikke den er brun nok, og så er hele herligheden klar til at spise. Nemmere kan det næsten ikke blive. Skal det være rigtig frækt, så smager det forresten godt, hvis man koger lidt gulerødder i tern med, men det er bestemt ikke nødvendigt!
Dovregubbens læsere har måske bemærket, at jeg næsten aldrig angiver mængder i mine opskrifter. Det skyldes, at jeg altid arbejder på øjemål i køkkenet. Man skal tænke sig om - så bliver maden bedst, og så kan man jo i øvrigt uden problemer bruge opskriften uanset om man er to eller ti til bords. Og så skal man huske at smage på maden, inden den serveres!
Velbekomme!

Jesper

onsdag den 10. februar 2010

Hårde anklager mod dansk sikkerhedspersonale

Det står tilsyneladende elendigt til med sikkerheden i de danske lufthavne.
- Det er almindelig kendt, at det danske sikkerheds-personale ikke gør sit arbejde godt nok, siger en af vagtlederne i sikkerhedskontrollen i lufthavnen i den midtnorske by Trondheim. Vagtlederen ønsker ikke at opgive sit navn.
Udtalelsen faldt i forbindelse med, at hun beslaglagde en Buko smøreost (skinke, 40+) i min håndbagage søndag aften. Det er sikkerheds-personalet helt klart i sin gode ret til, da der er tale om en halvflydende substans i en mængde, som overstiger 100 ml. Ikke desto mindre forsøgte jeg spagfærdigt at gøre opmærksom på det helt åbenlyst urimelige i, at hverken sikkerhedskontrollen i Aalborg Lufthavn eller Kastrup havde fundet noget mistænkeligt ved smøreosten. På grund af denne opsætsighed og da jeg oven i købet insisterede på at få et billede af min skinkeost inden afskeden, var vagtlederen blevet tilkaldt - og uden slinger i valsen affyrede hun den meget kritiske bemærkning om sikkerheden i de danske lufthavne.
Jeg ville gerne have haft en kommentar fra de norske lufthavnsmyndigheder, Avinor, til vagtlederens udtalelser, men her henholder kommunikasjonsdirektør Ove Narvesen sig til at udtale, at beslaglæggelsen er i overensstemmelse med gældende regler. Vagtlederens udtalelse ønsker han ikke at kommentere.
Årsagerne til kommunikasjonsdirektør Narvesens ulyst til at udtale sig, kan man kun gisne om. Måske er han enig i vagtlederens udtalelse, men ønsker ikke at starte en offentlig debat om sagen.
Det falder i god tråd med teorien om sikkerhedsteatret, som blev lanceret i det norske TV-forbrugerprogram FBI for nylig. Her fastslog en ekspert, at man aldrig nogen sinde har fanget en terrorist i lufthavnenes kontrol, men at man er nødt til at opføre et sikkerhedsteater for at sikre, at befolkningen har tillid til luftfartsindustrien. Hvis kunderne mister troen på sikkerheden, risikerer man jo, at de holder op med at flyve. Når vi går gennem sikkerhedsslusen, er vi passagerer skuespillere i et absurd teaterstykke, som skal opretholde en illusion om, at der absolut ingen fare er på færde.
Jeg ville også gerne have haft en kommentar fra lufthavnene i Aalborg og København til de hårde anklager, men her har man ikke besvaret mine henvendelser.
Derfor må det indtil videre stå til troende, at det danske sikkerhedspersonale ikke gør deres arbejde godt nok.
Det er egentlig lidt bekymrende, for jeg har ellers altid ment, at der har været en ganske passende og adækvat holdning til sikkerheden i de danske lufthavne - og at nordmændene tager deres job lidt for alvorligt. Faktisk var piloterne i det lille norske luftfartsselskab Wideroe for et par år siden tæt på at gå i strejke i protest mod Avinor-medarbejdernes nidkærhed.
Nu er Dovregubben jo ikke et organ for hardcore afslørende journalistik, så vi lader sagen blive ved dette. Men det kunne da være interessant at vide, hvad der var sket i Trondheim, hvis jeg havde haft en rigtig ostebombe af en 54 ugers "Gamle Ole" med i håndbagagen...

Ha' det
Jesper

tirsdag den 9. februar 2010

Vinterbilleder fra Tromsø

Nu skal der jo en del til at imponere snevante danskere denne vinter, men jeg synes alligevel, at jeg godt vil vise lidt norsk sne.
Efter en lang periode, hvor det ganske vist har været koldt, men alt nedbør er faldet som regn, kom der endelig sne i weekenden.
Jeg oplevede det ikke selv - jeg var i Danmark for at skovle sne på Øland. Men bilen har stået og taget imod noget, der vel ligner 30 centimeter ren puddersne.
Heldigvis er det dejligt vejr og ved at være lyst om morgenen, så både mandag og tirsdag er jeg gået på arbejde. Jeg orker næsten ikke at skulle grave bilen fri, for der er blevet lovet mere sne i slutningen af ugen - og jeg har tænkt mig allerede at vende næsen mod Danmark igen torsdag morgen. Så hellere vente - hvem ved, måske er vi så heldige, at der kommer tø i næste uge.

Ha' det
Jesper

Løkkes ferie

Det er noget pjat, når pressen og oppositionen den seneste tid har kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at bruge barnets første sygedag og sin vinterferie til at slappe af fra politik.
Jeg synes, at det er frisk gjort og viser en sympatisk nøgternhed, når statsministeren vurderer, at landet ikke står over for større problemer, end at de kan vente en uges tid eller to.
Det bedste, der kan ske i den forhåndenværende situation, vil være, at hele Folketinget drager på ferie og stopper lovmaskinen. For det, danskerne har allermest brug for, er i virkeligheden fred og ro, så vi også kan slappe af. I stedet for at gå i rysten og bæven mens vi venter på, hvad de nu kan finde på af umulige love, som gør tilværelsen sur for den almindelige dansker. Jeg behøver vel bare at nævne knivloven for eksempel.
Og lad os så for stoppet de evindelige undersøgelser af så dit og så dat. Det er spild af skatteydernes penge og er kun til glæde for Christiansborgs forkælede indercirkler.
Stop lovjaskeriet og giv os fred et års tid eller to. Det ville da være det bedste, som kunne ske for det lille land!

Ha' det
Jesper

P.s. Billedet har jeg lånt af min gamle ven, Benny Kokholm. Han fangede sidste år statsministeren i et afslappet øjeblik sammen med Nuuk Byorkester foran Brugsen i Nuuk.

søndag den 7. februar 2010

A Moment Like This

Normalt er melodi Grand Prix ikke noget, jeg beskæftiger med. Men lørdag aften var jeg i gang med at installere antennekabel i soveværelset, så jeg kunne næsten ikke undgå det.
Og når sandheden skal frem, var jeg da også lidt nysgerrig efter, hvordan Aalborg nu ville klare en sådan begivenhed. Lidt lokalpatriot er man jo!
Når det så er sagt, så faldt jeg lige på stedet for den sang, som også gik hen og vandt Grand Prix'et. A Moment Like This er sådan en rigtig typisk Grand Prix-sang - en rigtig ørehænger, som man kan synge med på, første gang man hører den - og med en forbløffende enkel, men effektfuld scenografi, hvor lysene nærmest eksploderede som et fyrværkeri i den afsluttende, obligatorisk oktavforhøjede gentagelse af omkvædet. Og nede fra stuen, hvor Dina sad, kunne jeg da høre, at den vistnok også faldt i hendes smag. Så det var sikkert nok den rigtige vinder, men det bliver jo så spændende at se, om den kan klare sig internationalt. Der skal jo en del mere til end blot en god melodi, men duoen Chanée & N'evergreen er unge, smukke mennesker med en imponerende selvtillid, og hun ser da ud til at kunne gøre sig med et mindre kostume end i Aalborg, så hvem ved?
Søndag eftermiddag fløj jeg til København - og flyet var fyldt med Grand Prix-deltagere. Verdenspressen - den københavnske, forstås - stod klar i Kastrup til at kaste sig over vinderparret. Da der flyder betydelige mængder paparazzi-gener i mine årer, skulle jeg da også lige have et billede med det lommekamera, som jeg altid har liggende i inderlommen - netop af samme grund.
Teknisk lader billederne noget tilbage at ønske, men jeg kan nu ikke sige mig helt fri for at synes, at det øverste af billederne slet ikke er så ringe. Taget gennem lufthavnens glasdør giver det mindelser til parrets optræden i Aalborg, hvor de to i indledningen netop stod på hver sin side af mat glasskærm.
Efter denne lille paparazzi-seance gik turen videre til Tromsø, hvor der endelig er kommet sne i weekenden. Det var sågu da også på tide, havde jeg nær sagt.

Ha' det
Jesper

fredag den 5. februar 2010

Christmas is over

Crimson and Clover er et af de helt store hits fra 60'erne, som man kun sjældent hører i dag - og det er egentlig lidt synd. Melodien er rigtig god, og indspilningen og arrangementet var på mange måder nyskabende.
Sangen gjorde Tommy James and the Shondells til det, som vi i dag kalder et One-hit-wonder, for det amerikanske orkester er stort set ikke kendt for andet.
Til gengæld er sangen indehaver af en noget tvivlsom rekord. Efter at have ligget på førstepladsen på Billboards Hot 100 i 1969 præsterede sangen at ryge ned på en 18. plads og ugen efter helt ud. Den fik dermed rekorden som listens hurtigste drop-out nogensinde.
Crimson and Clover er bemærkelsesværdig på grund af Tommy James "rystende" sangpræstation. Effekten blev opnået ved at stikke mikrofonen i en guitarforstærker og skrue helt op for tremolo-effekten. Det giver en såkaldt oscillerende ændring i lydstyrken - populært kaldet vibrato. Det sker i slutningen af sangen, hvor Tommy James gentagne gange synger "Crimson and Clover - over and over". På grund af vibrato-effekten hører mange det forkert og tror, at der bliver sunget "Christmas is over" - heraf rubrikken til artiklen.
Crimson and Clover er sidenhen blevet lavet i adskillige cover-versioner - blandt andet med Prince og Joan Jett and the Blackhearts. Joan Jetts version er rigtig god - tung, sensuel og rytmisk, mens Prince-versionen er lidt for meget Prince efter min smag, selv om han laver et sjov lille hint til "Wild Thing". Men lad os høre sangen i den oprindelige udgave med Tommy James and the Shondells fra 1969:

Men hvorfor nu al den snak om Crimson and Clover? Jo, jeg kunne simpelthen ikke lade være, fordi jeg i formiddags på jobbet skrev en artikel om den islandske præsident - og han hedder jo Grímsson til efternavn. Derfor!

Ha' det
Jesper

torsdag den 4. februar 2010

Mission: Irak

En jægersoldat er cirka en meter bred - mellem øjnene, og han er i stand til alt, hedder det sig i myten.
Men når det kommer til at bekæmpe FN's bureaukrati, må selv en jægersoldat give op. Det har den tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl skrevet en lille, underholdende bog om.
Poul Dahl var fra 1993 til 96 chef for FN's vagtstyrke i Irak. Vagten havde til formål at beskytte de forskellige humanitære organisationers indsats blandt kurderne i det nordlige Irak. Det blev en ulige kamp i et område, hvor hver mand har en kalashnikov og en bazooka med sig over alt - og hvor der ellers nok kunne være brug for både humanitære og fredsskabende initiativer. Efter tre år med chikane fra overordnede og et overbureaukratisk FN-system gav han op og søgte sin afsked - selv om han ellers havde nået betydeligt bedre resultater end sin forgænger i embedet.
Bogen er historien om, hvordan de mange penge, som vi ellers velvilligt altid støtter nødlidende i hele verden med, bliver sløset væk - enten på grund af uduelighed hos dem, der skal administrere dem - eller endnu værre, fordi der er så mange begærlige mennesker ude i verden, som skrupelløst vil have deres del af vores aflad.
Bogen beskriver blandt andet, hvordan en god del af de humanitære midler røg direkte i Saddam Husseins lommer i en tid, hvor landets borgere ellers led under den internationale embargo. Beskrivelserne leverer også et par gode argumenter for, at verdenssamfundet fjernede Saddam fra magten. Hans regime tjente hverken Iraks eller dele af landets interesser - kun hans egne. I den sammenhæng er jeg da revnende ligeglad med, om krigen var begrundet i en fejlagtig påstand om, at den irakiske diktator skulle disponere over kemiske våben. Det, som tæller, er, at han blev fjernet og henrettet.
Som sagt: bogen er underholdende og letlæst. Men alligevel savner jeg en lidt dybere analyse af, hvorfor FN-systemet er så dårlig til at løse sin opgave - for jeg er helt enig med Poul Dahl, når han mener, at der ikke er andre til at løse opgaven.
Poul Dahl er i dag politiker og bogen må vel til en vis grad ses som et partsindlæg i en politisk debat, lige som man nok ikke kan se bort fra bogens terapeutiske betydning - derfor er der kun tre ud af seks mulige tørfisk til den. Men læs den alligevel næste gang, du skal slå et par timer ihjel i et fly eller tog.

Jesper

Dagens ord XXII

Dagens norske ord er glatcelle. Endnu et eksempel på et malende norsk ord. For det er simpelthen det norske ord for detention - en simpel celle uden noget på væggene og en sølle skumgummimadras på gulvet.
Ordet er aktuelt, fordi der i nat opstod slagsmål i en af lejlighederne i den ejendom, hvor jeg har min lille hybel. Politiet ankom hurtigt, og uromagerne "ble slengt ret på glatcelle", som det hed - og man kan jo nok høre på ordet, at det bestemt ikke er særlig sjovt.

Ha' det
Jesper

onsdag den 3. februar 2010

Salve

I sidste uge deltog jeg i den store Arctic Frontiers konference her i Tromsø. Jeg tog en del billeder på konferencens to første dage - dels til Arktisk Råds hjemmeside, dels havde jeg et par bestillinger.
Billedet her fik jeg desværre ikke brug for - men det er så godt, at jeg alligevel vil dele det med Dovregubbens læsere.
Manden hedder Salve Dahle og fungerede som konferencens MC - Master of Ceremony som vi kalder konferencieren eller toastmasteren ved den slags lejligheder. Til daglig er han administrerende direktør i Akvaplan-Niva - et stort rådgivningsfirma inden for vandkvalitet, som holder til i Polarmiljøsentret.
Jeg mødte Salve næsten lige efter, at vi var flyttet til Tromsø. Det var fredag eftermiddag, og det var årets første sommerdag. Dina og jeg kom tilfældigvis til at sidde sammen med ham og en kammerat ved et af bordene i solen foran Skarven.
Og snart gik snakken lystigt. Han var meget interesseret i at høre om grønlandske forhold og han havde stor sympati og forståelse for fangernes forhold i et marked, hvor sælskind er lagt for had af miljøorganisationerne. Selv holder han meget af sælfangst, hvad han jo også tydeligt demonstrerer på billedet med den særegne butterfly. Under alle omstændigheder gik snakken så lystigt, at vi blev inviteret hjem til ham om aftenen for at blive introduceret til nogle nordnorske specialiteter. Det blev en hyggelig aften i midnatssolens skær, hvor vi satte adskillige mågeæg med gaffelbider til livs - og for dem, som bryder sig om sælkød var der masser af saltet sæl.
For Dina og jeg blev det en aften, som vi sent vil glemme. Og derfor har Salve også fortjent at få sit billede på bloggen!

Ha' det
Jesper