mandag den 15. marts 2010

Stanislaws udsigt

Da jeg var i Nuuk i sidste uge, mødte jeg i sagens natur en del mennesker, som snakkede om gamle dage - hvilket vil sige for sådan cirka tre år siden, da jeg flyttede fra den grønlandske hovedstad.
Mange snakkede om, at snerydningen ikke var så god, som dengang Stanislaw stod i spidsen for den.
Stanislaw Waclawic var i mange år leder af Nuuk Kommunes driftsafdeling og havde ansvaret for blandt andet snerydning og vejbygning. Han døde efter længere tids sygdom for godt et års tid siden - alt for ung, da han var stort set jævnaldrende med undertegnede. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham - altid åben og parat til at fortælle om de mange projekter. Men med Stanislaws baggrund fra den polske hær var det også klart, at en ordre fra ham ikke var et diskussionsoplæg. Derfor var han en meget effektiv koordinator af blandt andet snerydningen.
En af Stanislaws sidste opgaver var bygningen af en ny vej direkte fra Nuussuaq til Qinngorput - cirka tre kilometer gennem svært kuperet terræn. Vejen er en rigtig ingeniør-bedrift og er opkaldt efter Nuuks navnkundige borgmester Agnethe Davidsen, som døde - også alt for tidligt - i 2007. Det der med at få opkaldt veje efter sig er et privilegium, der i Nuuk er forbeholdt politikere og andre fremtrædende personligheder i offentligheden. Da Stanislaw døde, ville man i respekt for hans store arbejde også gerne hædre ham, men det kunne naturligvis ikke ske i form af en vej. Til gengæld valgte man at opkalde en rasteplads efter ham - og det blev til Stanislaw-ip Isikkivia - Stanislaws udsigt.
Udsigtspunktet ligger tilfældigvis der, hvor den sidste udsprængning til vejen fandt sted. Jeg har i mit arkiv fundet billeder fra sprængningen, som var overordentlig spektakulær. For det første var det en åben sprængning, hvilket sker ret sjældent i beboede områder - og dels var det en meget stor sprængning. Såvidt jeg husker, var der brugt 2.500 kg dynamit til netop denne. Stort var det - og imponerende at se, hvor præcist minørerne kan lave arbejdet i vore dage.
Jeg bringer billederne her som et minde om Stanislaw og som en hilsen til hans veninde Elvira, der forresten lige har været til barnedåb i Danmark for sit barnebarn. Desværre nåede hun ikke forbi Øland denne gang.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: