torsdag den 22. juli 2010

Luft under vingerne X





Da lufthavnen i Nuuk åbnede i 1979, skulle Grønlandsfly finde en flytype som afløser for S-61 helikopterne til beflyvning af den grønlandske hovedstad og lufthavnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Valget faldt meget naturligt på de Havilland Canada DHC-7, almindeligvis omtalt som Dash-7, der vel i virkeligheden er det fastvingefly i verden, der mest minder om en helikopter.
Når man - som jeg - har prøvet at lande på nogle af Grønlands mindste kyst-landingsbaner - ofte under vanskelige vejrforhold - er det i hvert fald somme tider som om, vi nærmest er gået lodret op og ned. Forud er gået en ofte rystende indflyvning, hvor flyet har danset fra side til side - og de mindre flystærke passagerer har været i gang med at bede, hvad de regnede med skulle være deres sidste bøn. Og så pludselig - bang - så holder vi der på landingsbanen. Fuldstændig uimponeret over, at det nærmest ikke skulle være muligt at lande der. Særlig sjovt er det vel ikke, men absolut trygt og sikkert.
På samme måde ved take-off. De fire Pratt & Whitney-motorer op på fulde omdrejninger, alting ryster og dirrer, piloten slipper bremsen, vi accellererer nærmest som en raket, og ti sekunder senere er vi i luften.
Det skyldes, at Dash-7 er et ægte STOL-fly. STOL betyder Short Takeoff and Landing og dækker over en særlig flytype, som har sin mission i tyndt befolkede og infrastrukturelt mindre udviklede områder som store dele af Arktis - og altså dermed også Grønland.
Reelt er det kun en lille håndfuld flytyper, som har disse særlige egenskaber - og sjovt nok blev Dash-7 udviklet i begyndelsen af 70'erne, fordi man på dette tidspunkt mente, at der var et marked for flyruter mellem de store lufthavne som Heathrow ved London og så mindre lufthavne inde i selve city-området som for eksempel London City Airport. Konceptet slog aldrig rigtig an - og det er derfor i Arktis, at Dash-7 virkelig har dækket et behov.
I mange år var flytypen dominerende på det norske kortbanenet opereret af Widerøe sammen med lillebroren Twin Otter, men er nu afløst af Dash-8, som ganske vist ikke er et ægte STOL-fly, men som alligevel kan klare sig med ganske korte landingsbaner. Den samme udvikling er nu på vej i Grønland, hvor Air Greenland netop har taget sine to første Dash-8 i brug.
Dash-7 er virkelig perle og lidt af en sjældenhed i den store sammenhæng. Der er kun bygget 113 eksemplarer af flyet - og i 2008 (det nyeste tal, jeg har kunnet finde) var der kun 68 operative - heraf de syv hos Air Greenland. Det grønlandske selskab har sidenhen taget et af flyene ud af operation for at kannibalisere det til reservedele, da det efterhånden er ved at blive et problem med at skaffe stumper til denne arktiske succes.
Af de 113 byggede eksemplarer er de seks mistet ved ulykker, blandt andet Widerøe Flight 710, der i 1988 forulykkede ved Brønnøysund og alle 36 ombordværende blev dræbt.
Dash-7 er et ganske behageligt fly at være passager i, da kabinen er særdeles rummelig sammenlignet med andre fly i samme klasse. Air Greenland-versionerne har 50 sæder, men det er langt fra altid, at der er så mange passagerer med, da mange af flyvningerne er kombineret fragt og passager-flyvninger.
Dash-7 har nu i en årrække været arbejdshesten i Grønlandsk luftfart, hvor behovet har været stigende gennem årene, efterhånden som snart sagt hver eneste vestgrønlandsk flække har fået en landingsbane. Jeg har ikke tal på, hvor mange flyvninger, det gennem årene er blevet til, men det er da op imod et par hundrede ture. Første gang i 1993 på en tjenesterejse fra Kangerlussuaq til Nuuk - og senere videre til Narsarsuaq.
Mange af turene er foregået under vejrforhold, der ikke har været optimale. På grund af Dashens store haleror, som er nødvendigt af hensyn til STOL-egenskaberne, er flyet særdeles livligt i blæsevejr - og især i sidevind. Det er da også sket mere end en gang, at jeg har været nødt til at tage en ordentlig diskussion med mig selv og fornuftigt forsøgt at overbevise mig om, at piloten og jeg altså har samme interesse i at overleve det her - så det må altså være sikkert nok. Efterhånden er det da også lykkedes mig flere gange at sove fra turbulensen.
Men en tur glemmer jeg aldrig. I 2008 måtte vi opgive at lande i Kangerlussuaq - og måtte derfor gå videre til først Aasiaat, opgive der og så videre til Ilulissat. Den tur var voldsom - og jeg sad faktisk og holdt tre andre passagerer mere eller mindre i hånden. Det var amerikanere, som aldrig havde prøvet noget lignende. Når jeg kunne holde tre i hånden, skyldes det en lille sjov detalje ved Dash-7; sæderne på de øverste rækker er modstående, og jeg sad altså med ryggen mod cockpittet og flyveretningen.
Dash-7 er et fantastisk fly med nogle helt unikke egenskaber. De kommer blandt andet frem i denne lille video fra YouTube, hvor vi ser en landing i sidevind i Nuuk - fotograferet fra tårnet.



Læg mærke til fotoet med de tre Dash-7 foran hangaren i Nuuk. Flyene er i den gode, gamle Grønlandsfly-bemaling fra før, selskabet skiftede navn til Air Greenland. Fotoet med de fire fly i formation er fra Dash-7's 25 års-jubilæum i Grønland i 2004.

Jesper

Ingen kommentarer: