fredag den 31. december 2010

Godt nytår















Jeg vil hermed ønske alle bloggens læsere et godt og lykkebringende nytår.
Det forløbne år har været et godt år for "Dovregubben". Godt 17.500 besøg fra næsten 10.000 besøgende er det blevet til - og hver især har brugt godt halvandet minut på hvert besøg. Det er efter undertegnedes bedste overbevisning et flot og forpligtende tal, så jeg fortsætter også næste år med en munter cocktail af de ting, som optager mig i hverdagen.
Billedet er fra arkivet. Nytårsaften 2006 med udsigt mod Nuuk over Qinngorput. Billedet er taget på et tidspunkt, hvor der har været lidt stilstand i festlighederne og det massive festfyrværkeri for henholdsvis det danske, det færøske og det grønlandske nytår. Til gengæld giver nordlyset så en lille opvisning.
Endnu en gang godt nytår!

Jesper

onsdag den 29. december 2010

Isfiskeri II

For to gamle snetosser som Dina og mig er den indtil videre relativt kolde vinter en enestående chance for at prøve kræfter med isfiskeriets svære kunst.
Der er ikke nogen, som sidder og en hel dag på isen og fryser en vis legemsdel af, hvis det blot handlede om at få fisk på bordet. For resultatet ved isfiskeri står yderst sjældent mål med anstrengelserne.
Ørreder under is er flokdyr. Hvis man er heldig og smider snøren ned i flokken, kan man få mange fisk ud af det - men det er altså lidt ligesom at finde et sandskorn på gulvet i en balsal.
Så ret beset er isfiskeri ikke andet end meningsfyldt tidsspilde. En god anledning til at komme ud i den friske, kolde luft og nyde den fri natur - en anledning til at sidde stille og nyde fuglenes sang på trods af frosten, få lidt sol i hovedet og finde de inderste tanker frem.
Det er en fornøjelse, som man kun sjældent har anledning til her i landet. Men onsdag skulle det være. Madpakken blev smurt og turen gik til Gunderup Fiskepark, hvor vi på forhånd var sikre på, at venlige mennesker havde lavet huller i isen - og hvor der i øvrigt var blevet fanget en ørred på 4,8 kilo tirsdag.
De store ørreder blev det dog ikke til. Vi mener nu begge at have mærket lidt nippen til maddingen, men den ubønhørlige kendsgerning er, at vi ikke fangede noget som helst - bortset fra en god dag i det fri.
Og det er nu heller ikke så ringe. Så det vil jeg stærkt anbefale i her i juleferien.

Jesper

P.s. Læs mere om isfiskeri her.

tirsdag den 28. december 2010

Fra arkivet: Masser af sne

De seneste dages voldsomme snemængder på Bornholm fik minderne frem om den værste snevinter, jeg endnu har oplevet. Det var vinteren 97/98 - selvfølgelig i Nuuk. I en periode fra november og frem til den 5. april fik vi i alt 535 centimeter sne.
Nu er det jo ikke sådan, at når der falder godt fem meter sne over en periode på et halvt år, at der så ligger fem meter til sidst. Sneen bliver presset sammen med tiden, men de 535 centimeter er udtryk for, at den samlede nedbør i perioden omregnet til regn ville have svaret til 535 millimeter - og man antager i de teoretiske modeller, at en millimeter regn svarer til en centimeter sne.
Specielt til sidst var det faktisk slet ikke sjovt længere. Hver eneste dag i marts bød på snefald i større eller mindre grad. En enkelt gang så voldsomt, at det svarede til 35 millimeter regn på en time. Der kunne det ikke betale sig at skrabe sneen væk fra bilen, for før man var færdig, var den sneet til igen.
Den dag var vi også udsat for det samme som på Bornholm. Snerydderne måtte give op. Klokken tre om eftermiddagen stoppede man al snerydning - og i timerne forinden var alle, som havde mulighed for det, taget hjem. Herefter var det blot at vente på, at vejrguderne igen var den lille by mildere stemt. Såvidt jeg lige husker, var snerydderne allerede i gang igen dagen efter.
Den 5. april faldt den sidste sne den vinter. Den 6. april stod vi op til strålende sol. Jeg husker det tydeligt, for det var min 40 års fødselsdag - og jeg brugte en stor del af dagen på at rydde sne foran Sct. Georgs Gildets hus, så gæsterne kunne komme frem.
Nu skulle man så tro, at skiløberne og snetosserne havde kronede dage, men der gik såmænd ikke længere end til den 10. april, hvor det blev regnvejr. Det fortsatte den næste måneds tid, så allerede i begyndelsen af juni var al sneen smeltet - akkurat som den plejer.
Nu er man jo temmelig vant til sne i Grønland, men jeg tror nu nok, at vi var temmelig mange, der var ved at være trætte af sneen i slutningen af den vinter. Blandt andet husker jeg, at vi ikke kunne komme ind i vores udhus. Det var ret så irriterende, for det var jo der, vi opbevarede skiene.
Ind i mellem holdt snevejret dog små pauser - og der tog jeg en masse billeder. Det er nogle af dem, som jeg her har brugt.

Jesper

mandag den 27. december 2010

Dagens fugle















Efter flere dages hardcore-juleri med gæstebud og daglige julefrokoster er det nu igen hverdag. Det fejrede jeg ved at sove længe og inderligt denne mandag morgen - og så i øvrigt bare smånusse lidt resten af dagen.
Det blev blandt andet til nogle timer ved foderbrættet på herreværelsets altan - og jeg fik et par pletskud i kassen af nogle af de knap så almindelige fugle.
Specielt kernebideren herover er jeg meget glad for. I følge DOF's hjemmeside er den faktisk en ganske sjælden gæst på foderbrættet - og skønt ret almindelig en af de fugle, man kun sjældent ser i Danmark. Så dette foto vil jeg uden tøven udnævne til dagens pletskud.
Vi har også en del kvækerfinker i øjeblikket. Mange af de kvækerfinker, vi ser i Danmark i disse dage, er trækfugle fra det nordlige Skandinavien - og her i huset er vi ret sikre på, at vores kvækerfinker bringer hilsener med fra tiden i Tromsø, hvor kvækerfinken er lige så almindelig, som dens nære slægtning bogfinken er det i Danmark.
Så er der jo også dompappen, der vel nok er noget af det mest farvestrålende, som man kan have besøg af på foderbrættet. Vi har i øjeblikket adskillige dompapper i haven - og specielt dompaphunnerne er meget dominerende i deres adfærd på foderbrættet. Sådan nogle stride kællinger gider vi ikke - så her bringer jeg billedet af en af de mere fredelige hanner med det flotte, røde bryst.
Dagen i dag bød også på en god nyhed. Jeg modtog besked om, at sidste uges billede af en bogfinkehan på foderbrættet var blevet kåret til ugens billede på virksomheden Land & Fritids Facebook-side. Præmien er 20 kilo fuglefoder, så mon ikke vi nu har foder nok frem til næste efterår? Det er forresten første gang nogensinde, at jeg har deltaget i en fotokonkurrence - og så er det jo ekstra skægt, når man sådan går hen og vinder...

Jesper

søndag den 26. december 2010

Julemandens værksted

Da jeg her i efteråret blev færdig med at indrette mit nye værksted, åbnede der sig en verden af muligheder for at dyrke den ædle husflidskunst...
Jeg var jo en gang på højskole og lærte der at lave knivskæfter. Med den grundlæggende viden er det muligt at lave en masse andre ting, så da julen nærmede sig, var der ikke langt fra tanke til handling, da min mor fortalte, at hun ønskede sig en kløpind.
Kloen er en messinghånd, som jeg fandt på nettet, mens selve skæftet er lavet af et par stumper rensdyrhorn og et par stykker masurbirk, som jeg havde til overs fra den sidste kniv, jeg lavede. Midterstykket er en kirsebærgren, som jeg havde gemt efter beskæringen forrige sommer.
Arbejdet med kløpinden gav mig mod på at forsøge mig med en stok til min far. Det var nu ikke helt uden problemer, fordi tiden var knap - og jeg havde derfor ikke tid til at finde en finde, afrette og tørre en pind til selve stokken. Men også her kom nettet mig til hjælp - og jeg fandt en fin stok i valnød. Beslaget er af sølv, og der fik jeg lidt hjælp fra en guldsmed i omgangskredsen, så tilbage stod egentlig blot at fremstille skæftet. Det er lavet af rosenstykket fra et rensdyrhorn, som jeg filede i facon - og derefter pudsede op med stadig finere sandpapir, så det fremstår med næsten samme glans som en klavertangent.
Endelig blev der også tid til - for det havde min far rent faktisk ønsket sig - at lave en parkerings-sensor. Jeg lavede en tilsvarende til min egen garage for nogen tid siden. Den kan du læse mere om her.
...Så jeg mener nu, at jeg med god ret kan betegne mit nye værksted som julemandens værksted.

Jesper

lørdag den 25. december 2010

Juleandens endeligt

Så er bordet dækket - og juleanden går sit endeligt i møde.
På juleområdet er vi i høj grad traditionalister. Det indebærer også en accept af, at man ikke kan lave sund og kaloriefattig julemad. Glem det - det kan ikke lade sig gøre!
Men ikke desto mindre forsøgte jeg mig nu alligevel med at skære toppen af kalorieindtaget. Først og fremmest ved at droppe de brune kartofler, som i forvejen - set fra et kulinarisk synspunkt - er en lidt tvivlsom affære. De blev erstattet med en variation over pommes Anne - vi kan jo kalde det pommes and!
Ultratynde kartoffelskiver lægges lagvis i ildfaste portionsskåle, krydres med lidt peber mellem lagene. Så hælder man en skefuld andefond og en skefuld andefedt over det, gratinerer portionsanretningerne 35 minutter i ovnen - og så er de klar til servering.
Køberødkål er også en lidt tvivlsom affære, så det valgte jeg selv at lave i en ganske kalorielet udgave. Et fintsnittet rødkål og et par finthakkede æbler puttes i en gryde, og man tilsætter en sjat vineddike og to deciliter af Rynkebys kalorielette og sukkerfri blandet saft. Der krydres med salt, peber og godt med allehånde. Hele molevitten koges, indtil rødkålen er mør, men ikke længere end at der stadig er bid i kålen - cirka et kvarter. Til sidst får det hele en klat smør, så kålen får en flot glans. Det er smaddernemt at lave - og så smager det tusind gange bedre end et glas rødkål fra Beauvais eller Coop.
Vi rundede selvfølgelig måltidet af med ris a'lamande og de berømte kirsebær fra Amorena Fabbri. Kirsebærrene er jo en sukkerbombe i sig selv, så vi droppede sukkeret i risen. Til gengæld fik a'lamanden et par sødetabletter og et stort skud vanilje, der tidligere er betegnet som et af verdens dyreste krydderier, men i dag er nede i en pris, hvor de fleste kan være med (set til 40 kroner for seks stænger i SuperBrugsen).
Og så er det jo juledag. Flere kalorier venter! Ha en god, fortsat jul.

Jesper

P.s. For en god ordens skyld skal jeg understrege, at ovenstående ikke er diætmad, ej heller diabetikermad, men af hensyn til søgemaskinerne er indlægget tagget som sukkerfri rødkål, sukkerfri ris a'lamande og brune kartofler uden sukker samt spar på kalorierne i julen og kalorielet jul.

fredag den 24. december 2010

Juletræet

Så er juletræet på plads.
Efter god grønlandsk tradition pyntede Dina det lillejuleaften, og vi behøver nu ikke at tænke mere på det - altså bortset fra at sætte stikket til lysene i kontakten.
Træet er købt i plantagen lidt længere nede ad vejen - og der var frit valg i hele skoven. Vi valgte et temmelig bredt, åbent træ, som er nemt at pynte - også selv om vi foretrækker en ganske enkel udsmykning uden alt for mange dikkedarer.
Men ellers så sænker julefreden sig over det lille hus på Øland. Vi er så klar, som vi nu kan blive, til en fredelig juleaften for to. Det bliver efter vores fælles traditioner en and til deling. Først lidt ved bordet med tilhørende sovs og kartofler - og resten som snolder, når vi efter gaverne bænker os og påbegynder den årlige Matador-marathon.
Det med at se alle afsnit af Matador i juledagene er en gammel tradition fra årene i Grønland, hvor vi ikke havde så voldsomt meget gæstebud i juledagene. Det forholder sig lidt anderledes nu, hvor vi skal have gæster både første og anden juledag. Så det bliver spændende at se, om vi når alle afsnittene inden nytår.
Nu, hvor det er juleaftensdag, kan vi også konstatere, at det endnu en gang er lykkedes at få julekortene ud. Nogle med gammeldags post og resten pr. e-mail. Desværre kan det nok ikke undgås, at der er en eller anden, som vi lige glemte i forbifarten. Den slags er der heldigvis råd for i vore dage, så hvis du endnu ikke har fået et julekort fra os, så kan du downloade det her.

God jul
Jesper

torsdag den 23. december 2010

Spark til sneen

Den seneste tids sne og kulde har øget danskernes interesse for sparkstøttingen - dette fine transport-middel til is og sne.
Da jeg tidligere har skrevet et par artikler om sparkstøttingen, har det resulteret i, at nærværende blog er en af de første muligheder, som dukker op, hvis man googler sparkstøtting.
I min brugerstatistik har jeg registreret, at der hver dag i december har været en halv snes besøgende på bloggen, som er henvist fra google via søgeordet sparkstøtting.
Det har også givet sig udslag i flere forespørgsler om, hvor man eventuelt kan købe en sparkstøtting. Jeg vil foreslå, at man henvender sig til den norske postordre-virksomhed Sommerbutikken, der også har et dansk datterselskab. Firmaet har stor erfaring med at levere sparkstøttinger til Danmark.
- Vi har mange henvendelser fra danskere og sender nu flere sparkstøttinger til Danmark hver eneste uge, fortæller Stein Bang-Ellingsen fra Sommerbutikken til Dovregubben.
- De fleste henvendelser kommer via vores norske hjemmeside, men vi er også i gang med at etablere en dansk hjemmeside, siger Stein Bang-Ellingsen, der synes, at det er hyggeligt, at danskerne har fået øjnene op for "sparkens" muligheder.
Sommerbutikken forhandler blandt andet sparkstøttinger fra den finske producent Esla Kicksled, der har produceret sparker i flere end 70 år. Virksomheden har produktudviklet en del og producerer også sparkstøttinger med et mere moderne look. De benyttes blandt andet til konkurrencer. En god sparker kan nå en fart på over 40 km/t, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.

Jesper

Tidligere artikler om sparkstøtting:
Morgenstemning
Sparkstøtting-land
Sparkstøttingen

onsdag den 22. december 2010

Sort is

Efter at nationen har overlevet askeskyer, svinepest og andre anslag mod den offentlige orden, er der nu en endnu farligere og endnu mere dødelig trussel inden for landets grænser.
Det kan man i hvert fald nemt få indtrykket af, når man hører på den begejstring, som journalisterne på de elektroniske media hele onsdagen har lagt for dagen, når de med lige dele fryd og rædsel omtalte dagens store trafikale problem - SORT IS!
Udtrykket er en gang fordrukkent sludder - for isen er klar som vand. Problemet med den er bare, at den ligger på asfalt, som er sort. Det er endnu et eksempel på den voldsomme dramatisering, der de seneste år er sket inden for vejr-journalistikken, hvor enhver form for snefald omtales som snestorm. Det efterlader efterhånden et indtryk af, at journalistikkens funktionærer er et ualmindeligt pylret folkefærd.
Når det så er sagt, står jeg fuldstændig uforstående overfor, at isbelægninger på vejbanerne er et problem. Hallo! Gruset er altså opfundet! I både Norge og Grønland kan man finde ud af at bruge grus og skærver i stedet for salt, når temperaturerne når ned under fem graders frost. Det er forresten heller ikke så mange år siden, at man brugte grus i stedet for salt også i Danmark. Så hvorfor vejmyndighederne i dag ikke kan finde ud af det, er faktisk lidt af en gåde.
Forresten er jeg selv glad for at køre i disse dage. Jeg har altid fundet det fantastisk behageligt at køre på sne, der jo dæmper dækstøjen - og jeg foretrækker bestemt sne frem for en pløret masse af frossen saltvand.
Apropos sort is, så hedder Norges største gletcher Svartisen. Den dækker et område på cirka 370 kvadratkilometer og ligger lidt syd for Bodø. Da jeg i sin tid boede på Lofoten, kunne man inde på fastlandet i klart vejr se Svartisens iskappe hæve sig op i godt 1500 meters højde. Svartisen har ikke direkte adgang til havet, og producerer derfor ikke isfjelde.

Jesper

tirsdag den 21. december 2010

Vintersolhverv















Der var ellers lagt i kakkelovnen til en stak gode billeder af en måneformørkelse denne vintersolhvervs-morgen.
Natten havde budt på en skyfri himmel, det var rasende koldt og himmelen fuldstændig klar, da jeg stod op. Så ved halvotte-tiden pakkede jeg kameraet i bilen og kørte til Kokkedal Enge - et af de store, flade, ubeboede plateauer her på Øland. Desværre begyndte det med morgendis og skyer i månens retning - nordvest - så da måneformørkelsen kulminerede klokken 8.40 var den skjult i dis og skyer. Det blev derfor kun til et par halvdisede snapshots af en halv måneformørkelse.
Det kunne have været den rene nedtur, hvis ikke solen samtidig begyndte at farve himlen i sydøstlig retning, og det blev - derude i det store flade ingenmandsland - til et festfyrværkeri af en solopgang. Oven i købet bød solen på en bisol, som på det øverste billede kan ses umiddelbart over selve solen. Bisole dannes i iskrystallerne i cirrusskyer i 10 kilometers højde, hvis ellers temperaturen deroppe er under 40 graders frost. Så denne brutalt kolde morgen var den helt rigtige til sådan en gang bisoleri. Da jeg kørte hjemmefra, stod termometret på sølle -12, men nede i engen var temperaturen faldet til -17. Oven i købet skete der det pudsige, at temperaturen sank yderligere til -20, da solen stod op. Det er et ret normalt fænomen, da afkølingen af jordoverfladen fortsætter et stykke tid efter solopgang - ind til solen begynder rigtigt at varme.
En rigtig flot morgen selv om jeg missede måneformørkelsen. Og vintersolhverv - årets korteste dag, der hvor det igen begynder at gå mod lysere tider - er det under alle omstændigheder!

Jesper

Rettelse: 22. december 2010, kl. 11.06: I teksten om bisol havde der sneget sig en meningsforstyrrende fejl ind. Det er naturligvis på det øverste billede, at man kan se en bisol umiddelbart over solen./-jeps

Mor og barn

Her i huset omtaler vi gerne vores beskedne spisestue med den mere prætentiøse betegnelse "Grønlands-salen". Det skyldes, at væggene netop i dette rum udelukkende prydes af billeder af grønlandsk herkomst - i større eller mindre grad.
Blandt andet har jeg et litografi af den grønlandske kunstner Thue Christiansen med en isbjørneunge og dens mor. Det er enkel og slagkraftig grafik med en symbolik, som alle kan forstå - og så er det jo også ganske dekorativt.
Det er ikke uden stolthed, at jeg har et billede af Thue Christiansen i stuen - og forresten også kan tælle ham i omgangs-kredsen omkring det grønlandske hus i Aalborg - for han er bestemt ikke en hvilken som helst kunstner.
Han var i sin tid manden, som designede det grønlandske flag - og det er jo ikke enhver nulevende kunstner beskåret at have designet et nationalflag. Han har hele sit liv arbejdet i grænsesnittet mellem kunst og design - og var kunstnerisk konsulent for Nuuk kommune, mens jeg var informationschef.
Thue Christiansen er netop fyldt 70, bosat i Hals og med i kredsen bag Galleri Hou.
Litografiet med isbjørnene kalder han for "Anaanalu", der betyder "Mig og min mor". Motivet er i sin lavet som plakat til Aalborg Zoologiske Haves isbjørneanlæg fra 1999 - og alene historien om, hvordan litografiet er havnet på min væg, kan fylde en mindre bog.
Ultrakort skete der det, at jeg i 1999 under et besøg i Aalborg blev inviteret ud i zoo af min gamle ven, Aalborg Stiftstidendes navnkundige pressefotograf Jens Morten, fordi han skulle fotografere det nye isbjørneanlæg. Her vakte min tilstedeværelse nogen opsigt, fordi Nuuk Kommune angiveligt skulle være blandt sponsorerne til det nye anlæg - og jeg blev begavet med litografiet samt yderligere et eksemplar til borgmesteren.
Tilbage i Nuuk snakkede jeg med borgmester Agnethe Davidsen om historien - og vi var noget forvirrede, fordi hverken undertegnede -informationschefen - eller borgmesteren kendte noget som helst til, at kommunen skulle have sponsoreret et isbjørneanlæg. Det lykkedes os ikke at opklare mysteriet før et par år senere, hvor jeg tilfældigvis nævner tildragelsen for den tidligere formand for Nuup Kommuneas tekniske udvalg, Aggooraq Lynge. Han slår et stort grin op - for han er en glad mand og ved lige nøjagtig, hvad der er sket.
Han var i sin tid blevet ringet op af en entreprenør fra Nuuk, som bad om tilladelse til at fjerne en stor sten fra arealet neden for lufthavnen i Nuuk. Stenen skulle bruges som udsmykning i Aalborg Zoologiske Have. Tilladelsen blev givet på stedet - men Aggooraq føjede spøgefuldt til, at entreprenøren endelig måtte huske at fortælle, at stenen var sponsoreret af Nuup Kommunea.
Sådan gik det til, at jeg blev modtaget i zoo som sponsorrepræsentant. Ret skal være ret, så jeg tilbød på stedet Aggooraq litografiet - men den venlige mand syntes nu, at jeg skulle beholde det. Så nu har billedet sin plads i Grønlandssalen i det lille hus på Øland.

Jesper

søndag den 19. december 2010

Lysets magt















Lys er den grundlæggende forudsætning for at fotografere. Hvis der ikke er lys, kan man ikke lave billeder - og hvis ikke der er tilstrækkeligt med lys, kan man ikke lave ordentlige billeder.
Det har denne blogger så smerteligt erfaret gennem de mange år under de nordligste himmelstrøg, hvor det er mere eller mindre mørkt i vinterhalvåret.
Men selv så langt mod syd som i Danmark, byder lyset på udfordringer - ikke mindst når det er fugle, som er i søgeren. Fuglene bevæger sig lynhurtigt og adræt, og det kan være svært at fastholde i et skarpt billede under almindelige lysforhold. Det er så ikke blevet nemmere af, at mine to faste foderbrætter i haven er af den overdækkede type. Det kan fuglene ellers godt lide, for det yder dem jo beskyttelse - desværre også mod en nysgerrig fotograf.
Jeg har derfor lavet et åbent foderbræt på altanen ved herreværelset, hvor jeg ovenikøbet kan arbejde med ekstra slave-blitz, som jeg har stående klar på et stativ.
Jeg indviede denne opstilling i dag - og har da haft besøg af mange af havens fugle. Billederne her er dagens bedste - og det tegner jo lyst for fremtiden...















Jesper

lørdag den 18. december 2010

Patentløsninger

-Simple problemer kræver simple løsninger. Det har altid været min livsfilosofi. Jeg er bestemt ikke typen, som farer ud og køber en tolvgears-maskine, som er flottere end naboens - og som jeg alligevel ikke kan finde ud af. Så hellere en god gammeldaws patentløsning - og involverer løsningen så lidt produkthandler-genbrug, er det bare det allerbedste.
Når jeg røger fisk, skal de først saltes og tørres. Saltningen klarer jeg i en plastiskpose, og tørringen har jeg klaret ved at binde en snor om fiskens hale, og så binde den op på tørresnoren. Men det er altid noget bøvl at gøre det på den måde, for fisken er glat - og hvis det blæser, kan det ske, at den ikke bliver hængende.
Netop i dag skulle jeg til at tørre ørrederne til juledagens store familiefrokost - og det blæser samtidig en halv pelikan fra øst, så måske man kunne lave en smartere løsning?
Jeg tog en listestump fra baljen med afsav og stumper og pudsede den ganske let. Så fandt jeg nogle vinkelkroge, som jeg spidsede og derefter bøjede. Endelig tog jeg et par kroge mere, som jeg bøjede næsten sammen. Så blev krogene monteret på listen - de spidse på den ene side med fem centimeters mellemrum og de krogede på den anden side. Og vips, så havde jeg den perfekte anordning til at tørre fisk på tørresnoren.
Den saltede fisk stikkes på en af de spidse kroge - og fordi de er bøjet lidt opad, kan fisken ikke falde af. Så hænger man listen op på tørresnoren, og fordi de to ophængningskroge er bøjet modsat hinanden, kan dimsen ikke falde ned fra tørresnoren -selv i voldsom storm.
En dag, når jeg får en større røgeovn, kan dimsen faktisk hænges direkte ind i ovnen, men det får nu være i første omgang. Dimsen er helt sikkert opfundet i forvejen - og den kan sikkert købes et eller andet sted på internettet. Men det er da sjovere selv at lave den.
Sådan en lørdag eftermiddag på værkstedet, mens man nørkler med en patent-løsning, det er en rigtig god lørdag!

Jesper

fredag den 17. december 2010

Luft under vingerne XIV


Udviklingen af overlydspassagerflyet Concorde i tresserne inspirerede den europæiske flyindustri til et tættere samarbejde, som skulle tage kampen op mod amerikanske Boeing og McDonald-Douglas, som dengang dominerede markedet for passager-jets. Det resulterede i Airbus Industries, der i dag sammen med Boeing producerer størstedelen af de passagerfly, der dagligt flyver rundt deroppe i himlen over os.
Første gang jeg fløj Airbus var i 2000 på en fem timer lang flyvning med en Airbus A320 på Air Canadas rute mellem Ottawa og Vancouver. Det er ikke mange år siden, men det var ærlig talt lidt af en aha-oplevelse. For hvor det tidligere var ingeniørerne, som prægede udformningen af fly, var det tydeligt, at denne Airbus var udformet af designere, som satte passagererne og ikke teknikken i højsædet. Dette kom nok tydeligst til udtryk på fly-toilettet, hvor vandhanen var udformet som en vandhane - og ikke som en teknisk anordning, som skulle kunne give vand gennem en sindrig betjening. Det er som sagt ikke mange år siden, men dengang var det ærlig talt lidt af en revolution, at man kunne vaske hænder uden at skulle tage både hænder og fødder i anvendelse for at presse lidt vand ud af hanen - og Boeing er da også kommet efter det.
Airbus A320-familien består af stort set identiske modeller med betegnelserne A318, A319, A320 og A321. Flight deck og teknik er ens, det er stort set kun antallet af passagerer, som gør forskellen.
SAS opererer 4 A319 og 8 A321 - og specielt på en rute som CPH-OSL, hvor A321 flyver i rotation med Boeing 737 - verdens dårligst indrettede fly - er Airbussen passagerernes darling. På ruten - og i øvrigt også dansk indenrigs her til Nordjylland - flyver Airbussen i en enklasses konfiguration med seks sæder i rækken - og her er det tydeligt, at der er betydeligt mere plads i kabinen i Airbussen - selv om kabinerne for den uøvede iagttager ser identiske ud. I den forbindelse snyder illustrationen, for det er fra et Air Canada-fly med firesæders opstilling på Business Class - og så er der altså ganske meget plads, skulle jeg hilse at sige. Air Canada-versionen rummer 174 passagerer mod SAS-versionens 198.
Airbus A320-familien er beregnet for kort- og mellemdistancerne. Da SAS i for nogle år siden i et par sæsoner havde en sommerrute til Kangerlussaq, fløj man med A319 - og i respekt for selskabets store bedrifter specielt i det arktiske foregik flyvningen med det fly, som hedder Christian Valdemar efter Danmarks kronprins - og som ved leveringen i 2006 i anledning af SAS 60 års jubilæum havde den gamle bemaling med dragehovedet. For drengerøve som undertegnede er det et ganske særligt fly som giver gode minder om selskabets fordums storhed, hvor SAS virkelig var et dominerende selskab. Disse tider er desværre forbi - ligesom flybranchens magi!
Der er siden 1987 produceret næsten 4.500 fly i A320-familien - og det er stadig i produktion. Siden produktionsstarten er 22 eksemplarer udgået som følge af totalhavari. I Danmark bruges flytypen udover af SAS også af Thomas Cook Airlines. Udover Air Canadas og SAS' versioner af flyet, har jeg også fløjet med flyet hos Air France. Det franske selskab var i øvrigt det første til at tage flytypen i brug i 1987.


Jesper

Foto: SAS, Air Canada

onsdag den 15. december 2010

Aggersund

Limfjorden er i virkeligheden ikke en fjord, men et sund - og har været det siden stormfloden i 1825 brød igennem Agger Tange helt ude mod vest.
I "Den store Danske" beskrives fjorden som et "stærkt uregelmæssigt sund", der mellem Hals og Løgstør har et flodlignende løb.
Et af fjordens smalleste steder er Aggersund ved Løgstør. Her snører fjorden sig ind til ganske cirka 300 meters bredde efter et løb, som forbinder Nibe og Løgstør bredninger. Aggersund er derfor et naturligt overgangssted på fjorden.
Samtidig er det et oplagt sted for dem, som vil kontrollere trafikken på fjorden. Det var derfor under betydelig tysk bevågenhed, at man i 1942 kunne åbne Aggersund-broen, der var blevet til i et samarbejde mellem de daværende Thisted, Hjørring og Aalborg amter. Allerede inden åbningen havde tyskerne anlagt festningsværker på begge sider af Aggersund, så de kunne kontrollere trafikken på både langs og tværs af Limfjorden. Resterne af nogle af tyskernes nærmest uforgængelige bunkers kan stadig ses på stedet.
Tyskerne var imidlertid ikke de første, som fik øjnene op for Aggersunds strategiske betydning. Allerede vikingerne havde øjne for stedets fortræffeligheder. I nærheden ligger Aggersborg - den største af de kendte vikinge-ringborge med en indre diameter på 240 meter. Det vurderes, at borgen har været tilholdssted for op mod 5.000 krigere - og er dermed større end de normale danske forlægninger i dag.
Selve Aggersundbroen har et spænd på 150 meter og er på begge sider forbundet med dæmninger. Det er almindelig antaget, at denne konstruktion, som nærmest danner en prop i Limfjorden, har en stor del af skylden for de mange oversvømmelser i den nærliggende købstad, Løgstør. Det smalle lave vand i området er i kolde vintre som i år et af de første steder, som fryser til - og der er ofte ganske enorme isskruninger i Aggersund.
På sydsiden af Aggersund er der en vindmøllepark med nogle meget fotogene kæmpemøller, der er så store, at vi kan se lyset fra dem her i Østerby 25 km væk.
Aggersund er også navnet på en landsby lige nord for Aggersundbroen. Byen har cirka 350 indbyggere - og man fornærmer næppe nogen ved at påstå, at Aggersund trods sin smukke beliggenhed er præget af mange af de problemer, der siges at være i det såkaldte udkantsdanmark - et skrækkeligt ord som er opfundet af folk på Sjælland, som tror, at de er verdens navle...

Jesper

tirsdag den 14. december 2010

Glögg

Juletid er også glögg-tid - og det er jo en herlig drik i mindre mængder.
Opskrifter findes der masser af. Googler man "glögg opskrift" dukker der 39.500 hits op på skærmen. Men desværre er tilberedningen af glögg i mange hjem sådan lidt af en mandebeskæftigelse, så opskrifterne har det med at blive lidt nørdede - unødigt komplicerede og tidskrævende. Så her vil jeg i stedet bringe en rigtig "Keep it simple, stupid" - også kaldet KISS - opskrift på denne lille julespecialitet, sådan som jeg laver den - på fem minutter.
Man tager en passende stor gryde og hælder en flaske rødvin i. Herefter tilsættes lige dele portvin og Drambuie til en passende sødme opnås (ca en kvart liter af hver) samt et par stænger kanel og 10-15 nelliker. Endelig tilsættes en håndfuld rosiner og mandelsplitter. Hele herligheden varmes op til lige under kogepunktet et par minutter- og så er det bare at servere.
Hele hemmeligheden ligger selvfølgelig i Drambuie'en, som er en whisky-likør med smag af citrus og lakrids - og som gør det ud for mange de mange forskellige tilsætninger, som ellers foreslåes til en god glögg. Forresten foretrækker undertegnede så absolut et glas Drambuie med knust is i stedet for den cognac, som mange steder bruges som afslutning på et bedre måltid. Drambuie stammer fra Skotland i tiden umiddelbart efter slaget på Culloden i 1746, og navnet kommer fra gælisk - An Dram Buidheach - som angiveligt skulle betyde "en drik, som gør dig tilfreds".

Velbekomme
Jesper

søndag den 12. december 2010

Roman om en forbrydelse II

(Fortsat)
Sjöwall og Wahlöös ti-bindsværk "Roman om en forbrydelse" er alletiders krimi og grundlaget for den skandinaviske kollektiv-politiroman, som dominerer det litterære marked i øjeblikket.
På trods af skumle politiske hensigter lykkedes det forfatterparret at skabe et troværdigt team af medvirkende omkring hovedpersonen Martin Beck. Ligesom i den danske tv-serie Matador udvikler personerne sig - og står dermed i skærende kontrast til den persontegning, som vi for eksempel ser i de store og populære tv-serier som Rejseholdet og Livvagterne - og ikke mindst den strøm af amerikanske TV-serier, som oversvømmer den vestlige verden.
Ikke uventet har "Roman om en forbrydelse" også inspireret film- og tv-verdenen. Der har været adskillige forsøg på at omsætte bøgerne til levende billeder. Et af de første forsøg stod den svenske instruktør Bo Widerberg for. Det skete med filmen "Manden på taget" fra 1976, som var planlagt til at være den første i en serie. Men desværre er filmen ikke uden problemer. Widerberg er jo ud af den svenske film-tradition, så der bliver malet med de grå pensler her. Traurighederne står i kø - og det ender med en temmelig langsommelig affære, selv om filmen var sat stort op med helikopter-actionscener og andet godt fra den filmiske værktøjskasse. Filmen er særdeles loyal mod det litterære forlæg, men man spørger alligevel sig selv, hvad den skal gøre godt for.
Så er filmverdenen sluppet meget heldigere fra forsøget med TV-serien "Beck" fra slutningen af halvfemserne. Her har et kollektiv af manuskriptforfattere og instruktører ladet sig inspirere af "Roman om en forbrydelse" og brugt hovedpersonernes karakterer til at fabulere videre. Det er der kommet en gedigen tv-serie på 24 afsnit ud af. Serien fungerer, blandt andet fordi de idiotiske chefer, som er et fast element i enhver krimi, her bliver tegnet ganske nuanceret - og er altså ikke så rablende parodiske idioter, som de ellers ofte gøres til. Jeg holder også meget af Mikael Persbrandt i rollen som den dynamiske og politisk fuldstændigt ukorrekte Gunvald Larsson. Og så har folkene bag Beck gjort en lille genistreg ved at flytte ham fra Gamla Stan til Sveavägen, hvor han om aftenen kan sidde på altanen og ordne verdenssituationen sammen med den tørstige og nysgerrige nabo med halskraven over en "stänkara", som en lille en hedder på svensk.
Da Maj Sjöwall og Per Wahlöö i 1965 sendte Martin Beck på banen i romanen Roseanna plantede de frøet til et noget, der skulle præge nordisk litteratur, film og underholdningsindustri i de kommende 50 år. Gad vide om de to ærkesocialister var klar over, hvilken betydning de ville få - ikke mindst for det kommercielle bogmarked? Socialisme som underholdning?
Mere absurd kan det næppe blive. Men det er egentlig også uinteressant - for bøgerne er geniale i sig selv!

Jesper

lørdag den 11. december 2010

Sumpmejsen















Så lykkedes det mig endelig at lave et acceptabelt foto af en af de sumpmejser, som jeg ellers ser i haven næsten hver dag i øjeblikket.
De har drillet mig temmelig meget, for de er meget vagtsomme og forsigtige. Sumpmejsen gør normalt det, at den flyver hen til foderpladsen, snupper et frø og flyver så op i et af træerne med det. Det går stærkt - og man skal altså være kvik på udløseren, hvis man skal have et billede af den på foderpladsen.
Sumpmejsen er i store dele af Danmark en ganske almindelig fugl, men den findes ikke på Bornholm og i Vestjylland. Her på Øland er vi tæt på vestgrænsen for dens udbredelse. Når der er dele af landet, hvor den slet ikke findes, hænger det sammen med, at sumpmejsen er en udpræget standfugl. Kun sjældent bevæger den sig længere væk end en kilometer fra udklækningstedet. Den danske bestand er stabil med mellem 10.000 og 20.000 ynglepar - lidt afhængig af vinterens hårdhed.
Sumpmejsen er på størrelse med en blåmejse og lever af insekter om sommeren og frø om vinteren. Den har ligesom musvitten hamster-tilbøjeligheder - og gemmer gerne frø i depoter rundt omkring i grenkløfter og under bark.
Nu vi er i gang, skal vi lige have et kig på et par andre fugle. Det kolde vejr får jo fuglene til at komme lidt tættere på - og det er derfor lettere at fotografere dem. Blandt andet er der en musvåge, som har fundet ud af at stjæle mad fra mågerne over minkfarmen på den anden side af vejen. Jeg har opdaget, at den angriber i ly af træerne i vores have - så jeg skal nok få lidt flere billeder af den med tiden, men ligesom sumpmejsen går det altså lynhurtigt, når den viser sig. Derfor er focus heller ikke helt perfekt på billedet, men jeg kan godt alligevel godt lide, at man kan se de flotte tegninger på undersiden af kroppen og vingerne. De fleste af os kender jo mest musvågen som en sort silhouet mod himmelen.
Så er gråkragerne noget nemmere at fotografere. Bestanden er stigende, og de er overalt. Der er dem, som mener, at det stigende antal krager er en medvirkende årsag til, at bestanden af harer er i tilbagegang i Danmark.
På billedet ser vi et kragepar - og det er noget af det, som gør gråkragen interessant. Som en af de få fugle er gråkragerne nemlig i stand til at koordinere og jage i par - hvor den ene typisk jager byttet direkte i kløerne på den anden. Imponerende og fascinerende - læg mærke til det, næste gang du ser et kragepar.

Jesper

Solen er så rød...















På en trist lørdag formiddag med tø, blæst og regn vil jeg da godt gøre lidt reklame for vinteren - den hårde vinter og dens kvaliteter.
Tag nu bare denne smukke solopgang fredag morgen. Den kan da få selv den mest forhærdede varmetilhænger til at længes efter sne og frost.
I skrivende stund hænger den hvide jul i øvrigt i en tynd tråd efter meteorologernes mening. Ganske vist får vi frost igen i de kommende dage - men det meste af sneen smeltede lørdag, og der ikke noget, der sådan lige tyder på snevejr i de kommende dage. Det er da triste nyheder - men heldigvis har vi jo stadig billedet - så det lader vi stå et øjeblik...

Jesper