mandag den 28. februar 2011

Et mord - og et fjernsyn

Det er næppe forbigået læsernes opmærksomhed, at det i dag er 25 år siden, at Olof Palme blev skudt - men jeg synes også, at det er værd at notere, at det i disse dage er 25 år siden, at Bang og Olufsen lancerede det epokegørende fjernsyn, Beovision M20.
Jeg arbejdede dengang i reklamebranchen og var blevet introduceret til M20 allerede nogen tid i forvejen - og designet tog mig med storm. Det røg øjeblikkeligt øverst på ønskelisten.
Det var Palme-mordet, som blev den direkte anledning til, at jeg købte M20. På det tidspunkt var der jo ikke internet og slige sager, så nyhederne kom frem med nogen forsinkelse. Jeg husker, at den 1. marts 1986 var en lørdag, og at jeg var vågnet ved syv-tiden, hvor jeg hørte om det stockholmske skuddrama i radioavisen. Det blev samtidig annonceret, at der ville komme en ekstra TV-avis samme dag kl. 10.00. De trykte aviser havde naturligvis intet med om begivenheden.
Da mit gamle sort-hvide fjernsyn af et mærke, jeg i dag intet erindrer om, få dage tidligere var brudt sammen, var der derfor ikke noget at betænke sig på - nyhedshund som jeg jo er. Da den nærmeste Bang og Olufsen-forretning åbnede klokken 9, stod jeg parat - og forlod butikken med et flunkende nyt M20 - parat til at se ekstra TV-avis samme dag kl. 10.00.
Jeg har ikke sidenhen nænnet at skille mig af med fjernsynet, som er et rigtigt design-ikon, og det henslæber i dag tilværelsen som TV-monitor i mit arbejdsværelse, tilsluttet en digital modtager og en gammel VHS-maskine.
Fjernsynet har gennem alle årene fungeret uden problemer - og den dag i dag står billedet knivskarpt, omend det er tydeligt, at der er sket en stor teknologisk udvikling på området - blandt andet med fremkomsten af bredformat-billeder, som gør 20 tommer skærmen forbløffende lille. Men jeg sender fjernsynet en tanke hver gang, computeren skal genstartes. Kunne man da bare opfinde en computer, som var lige så stabil som et 25 år gammelt Bang og Olufsen-fjernsyn - så ville tilværelsen i vore dage være meget nemmere.
M20 er tegnet af David Lewis, som har stået bag de fleste af Struer-virksomhedens fjernsyn gennem nu snart en menneskealder, og det var ved sin fremkomst ganske banebrydende med sit monitor-look og minimale design. Fjernsynet var en forløber for MX og LX serierne 6000 og 8000, der kom på markedet tre år senere, og i en lang årrække var Bang og Olufsens stor-sælgere inden for TV - indtil fladskærm-teknologien brød igennem for fire år siden.
Mens jeg arbejdede i Grønland, havde jeg forresten en kollega, som gik under navnet "Palme-morderen". Dette lidt uheldige øgenavn erhvervede han under en julefrokost. Hans brøde bestod i, at han under voldsom indflydelse af juleøl og brændevin faldt, og ved den lejlighed væltede og knækkede en stor palme i selskabslokalet.

Jesper

Foto: Bang og Olufsen

søndag den 27. februar 2011

Nu med hjemmeside

Jeg har i weekenden barslet med en lille hjemmeside, der skal supplere denne blog.
Det har egentlig været et ønske, siden jeg sidste år erhvervede domænet dovregubben.dk, men det har ikke været helt uden problemer.
For den ellers anmelderroste editor, som er en del af pakken fra one.com, der hoster hjemmesiden, viste sig at være temmelig primitiv - og stod i hvert fald ikke mål med de ambitioner, som jeg havde, hvor jeg blandt andet ville integrere bloggen.
Derfor brugte jeg en del tid i efteråret på at lære mig selv CSS-programmering i Dreamweaver - og fik da også produceret en flot prototype, men når det kom til driften, var der stadig problemer - og tiden gik.
Nu har jeg engang haft en chef, der havde mottoet "Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt" - og disse sande ord har jeg altid holdt efterretligt. Så i sidste uge bed jeg hovedet af al skam og begyndte forfra med one.com-editoren. Den var i mellemtiden blevet opgraderet, så den bedre imødekom mine krav til billedhåndtering, og nu har jeg altså barslet med http://www.dovregubben.dk/.
Hjemmesiden er først og fremmest tænkt som et udstillings-vindue - og de daglige kommentarer vil fortsat udkomme her på dovregubben.blogspot.com - men jeg har stadig ikke opgivet drømmen om at få de to platforme integreret.
Hjemmesiden er i øjeblikket ikke fuldt oploadet, og der mangler blandt andet en del arkivmateriale, men det kommer i løbet af de kommende uger.
Imidlertid har jeg et stort problem med pdf-filer, som skal oploades til one.coms server via en såkaldt FTP-forbindelse. Det er lige en tand for teknisk for mig - så jeg vil blive meget taknemmelig, hvis der er nogen af bloggens læsere, som kan hjælpe mig med det. Send en mail eller skriv i kommentarfeltet.
Og ellers er der bare tilbage at ønske velkommen på http://www.dovregubben.dk/ og så selvfølgelig på gensyn her på bloggen.

Jesper

A Friend in London







Der findes næppe noget fænomen, der som Melodi Grand Prix kan bringe en gnaven, gammel bloggers urin i kog.
Bevares, jeg blev ikke direkte generet af programmet, da jeg alligevel, som det sker de fleste dage, faldt i søvn foran fjernsynet. Og bevares, på trods af at jeg nu sov, virker det alligevel som om, at det var den rigtige sang, der vandt. A Friend in London og ørehængeren "New Tomorrow" har da et helt klart vinderpotentiale - og den er da klart bedre end meget af det tæppebankermusik, der ellers produceres i dag.
Men det er altså også vinderpotentialet og det gustne overlæg, som er det største problem med Melodi Grand Prix. I gamle dage var det en kamp mellem nationer og sprog, men det er i dag blevet til en slags international X-faktor, hvor vinderen er det håbefulde unge menneske, som har den bedste producer og coach.
Det irriterer mig voldsomt, at der skal synges på engelsk i stedet for vort smukke modersmål - også selv om det måske går ud over de internationale vinderchancer. Blandt andet på grund det engelske sprogs imperialistiske gøgeunge-karakter, forudser sprogforskere, at der i de kommende år vil uddø cirka et af verdens 7.000 sprog om dagen. Og i den sammenhæng er dansk også truet af analfabeter som sangskriveren Lise Cabble, der i følge dr.dk kommenterede sejren med et: "- Det er super nice".
Det er snotirriterende at høre en dame på min alder snakke som en teenagetøs og sige najz' - og DR's journalist er blevet så "anglo fil", at det sammensatte ord "supernice" absolut skal skrives i to ord. Altså!
Forresten er det også smadderirriterende at høre A Friend in London blive præsenteret som et såkaldt "indieband", for det siger absolut intet om, hvad det er for en slags musik, drengene spiller. Udtryk som rockband, bluesband og så videre er da meget mere præcise end netop indie, som udelukkende fortæller, at orkestret hidtil ikke har evnet at opnå en professionel kontrakt.
Det svarer lidt til, når firmaer reklamerer med "hjemmelavet" - for eksempel hjemmelavet syltetøj, hvor det ville være mere præcist at sige jordbærsyltetøj. Der findes helt klart industrielt fremstillet syltetøj, som smager bedre og har et højere frugtindhold end noget, der er hjemmelavet - for kvaliteten afhænger som bekendt af evnerne hos den person, som fremstiller syltetøjet.
Men nu er det søndag - og jeg gider ikke være gnaven længere. Så lad os glæde os over en Grand Prix-melodi fra dengang, der blev lavet gode, gedigne ørehængere på dansk - Otto Brandenburg med To lys på et bord:


Go' søndag
Jesper

Foto: Promotionbillede af A Friend in London

fredag den 25. februar 2011

Sladderspalten

Jeg er sør'me kommet i avisen - og det er oven i købet ikke en hvilken som helst avis...
I dagens udgave af Grønlands førende avis, Sermitsiaq, kan læserne glæde sig eller græmme sig over undertegnedes ungdommelige kontrafej, der pryder en omtale af mandagens 50 års-jubilæum i Sct. Georgs Gildet i Godthaab. Billedet er fra 1997, da jeg var 39 år gammel - og det er godt at se, at man også dengang havde sit ungdommelige udseende i behold...
Redaktionen af den grønlandske ugeavis var i bekneb for billedmateriale til artiklen - og spurgte venligt, om man måtte låne foto'et fra bloggen her. Og da det jo bestemt ikke er hver dag, at Dovregubben citeres i den trykte presse, havde jeg naturligvis ingen indvendinger imod dette.
Tak til Karen Bøggild, der har skannet artiklen, så jeg kan omtale den i dag. Avisen når nemlig først de danske læsere mandag eller tirsdag.

Jesper

P.s. Artiklen er klikbar, hvis du ønsker at læse den.

torsdag den 24. februar 2011

Lasten

Tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen har skiftet paradeuniformen og politistaven ud med skrivemaskinen og debuterede for et par måneder siden med kriminalromanen "Lasten".
Det er en fin lille bog, som er hurtig læst, relativt spændende, men alligevel ikke uden problemer - som bliver stadigt tydeligere efterhånden, som man når gennem bogen.
Lasten - en dejligt dobbelbundet titel - handler om den unge efterforskningsleder Malika og hendes forsøg på at opklare en blodig menneskehandel.
Bogen lægger sig tydeligt i baghjulet på den store nordiske krimitradition med et aktuelt emne, en spektakulær forbrydelse, overklasse-konspiration over cognac og en god cigar samt ikke mindst en hovedperson af anden etnisk herkomst. Frygteligt politisk korrekt, men også temmelig overflødigt og kedeligt. For egentlig er bogen i sig selv ganske spændende langt hen ad vejen, fordi vi i lighed med politiet ikke rigtig ved, hvad de indledende mord går ud på.
Men så springer kæden altså af. For at sætte gang i handlingen lader Hanne Bech Hansen politifolkene holde en nærmest spiritistisk sceance, hvor trådene bindes sammen. Det er okkult og et totalt brud på genre-kontrakten med læserne, som afskæres fra selv at gætte med.
Det er muligt, at denne mærkværdige sceance afspejler den øverste politiledelses ønskedrømme om at løse krimigåder med lige dele magi og clairvoyance, men den holder altså ikke i en kriminalroman.
Desuden er der en løs ende i handlingen, hvor nogle nonner holder en lille pige skjult for menneskesmuglerne. Pludselig er pigen død, men hvad var det egentlig, der skete?
Det er alvorlige håndværksfejl, Hanne Bech Hansen her begår. Jeg tror, at det skyldes et vist hastværk med at få udgivet bogen, mens den tidligere politidirektør fortsat er kendt i offentligheden - og reelt er der vel forlagsredaktionen hos Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont-koncernen, der fuldstændigt svigter en håbefuld debutant?
I hvert fald kunne en aktiv redaktionsindsats og en yderligere gennemskrivning af manuskriptet have sat mere liv i sproget, der er alt for præget af sproglige unoder fra direktionsgangen og Hanne Bech Hansen juridiske og ledelsesmæssige baggrund.
For eksempel på side 46, hvor Malika spørger "ind" til efterforskningen og på side 124, hvor man "tænker ud af boksen". På side 255 er der en regulær grammatisk fejl, hvor lynchstemning er blevet til "lynchs stemning". Desuden er handlingen alt for præget af mødetekniske overvejelser, som for eksempel om der skal bestilles ostemadder til et møde. På den måde kommer Hanne Bech Hansen lidt ufrivilligt til at dele ud af sine praktiske erfaringer - og det, som burde have været en kriminalroman, bliver til en håndbog i mødeledelse.
Jeg giver "Lasten" to ud af seks tørfisk - mest for Hanne Bechs Hansens lyse livssyn og det personlige mod, som det må kræve at udgive en bog uden redaktionelt modspil fra forlaget.

Jesper

onsdag den 23. februar 2011

Dagens ord XXXVIII

Jeg ser, at der i Nørretranders er åbnet et nyt bring-pizza-ud-firma med det opfindsomme navn Simon Spis. Firmaet har naturligt nok et websted med adressen www.simonspis.dk - og her springer kæden altså af. Prøv lige at kigge på adressen en gang til! Jeg tror nok, at hvis det var mig, der skulle bestemme, så ville jeg altså sætte en lille bindestreg ind i adressen, så den bliver til www.simon-spis.dk - bare for at undgå alle misforståelser!

Jesper

mandag den 21. februar 2011

50 år i Godthaab

Jeg blev medlem af spejder-bevægelsen i 1966 - og senere fulgte naturligt nok i 1991 et medlemsskab af bevægelsen for voksne spejdere - Sct. Georgs Gilderne.
Da jeg i begyndelsen af 1995 flyttede til Nuuk, var det derfor som den naturligste ting i verden, at jeg meldte mig under fanerne hos Sct. Georgs Gildet i Godthaab.
Det blev startskuddet til 12 gode år, hvor en stor del af min fritid blev brugt til gavn for spejderbevægelsen. Ikke mindst med at vedligeholde Gildehuset, der samtidig var byens spejderhus, og så var der jo den årlige byfest, Tivoli, som gildet også stod for.
Det var et imponerende foretagende, som skaffede store summer til det grønlandske børnearbejde - og selv om det måske ind i mellem var hårdt og trættende, var det også kilde til stor inspiration og glæde.
I 1997 havde jeg den ære at blive gildemester, altså formand for gildet, og den ære er siden overgået mig tre gange yderligere, så jeg nu kan se tilbage på at have været gildemester i næsten syv af de 12 år, jeg boede i Nuuk.
Det er derfor med stor glæde, at jeg i dag kan ønske Sct. Georgs Gildet i Godthaab tillykke med dets 50 års fødselsdag. Det er desværre ikke muligt for mig at være til stede selv, men jeg tillader mig her på bloggen lige at ønske et "tjikkerlikker" på dagen.
Jeg har været i arkivet og fundet et par billeder fra min tid i gildet.

Med gildehilsen
Jesper

Når sneen knirker















Der er ikke noget så skønt som en frostklar morgen, hvor solen står op, mens røgen fra skorstene bare stiger lige op i luften. Ikke en vind rører sig - og fuglene synger, fordi de på trods af frosten alligevel vejrer morgenluft, forår og hormoner denne tidlige morgen sidst i februar.
Det har været koldt i nat; -14,2 stod termometret på kl. 8 - og vi har sne, masser af sne. Det allerbedste ved sådan en morgen er lyden af knirkende sne. Sneen får en helt fantastisk lyd, når man træder i den. Det er sneens sang.
Sådan en morgen vækker stærke minder hos undertegnede - og tankerne løber på langfart. Til Sisimiut i begyndelsen af halvfemserne - dengang der var rigtige vintre til, og man talte om at bruge dynamit for at lave en sejlrende i havnen.
Men det var ikke kun sneen, der sang dengang. Et af de mest populære navne i Arktisk musik dengang var den canadiske duo Kashtin. De var spået en stor fremtid - men sådan gik det nu ikke af mange forskellige grunde. Men i vinteren 93/94 kunne man i hvert fald ikke gå på værtshus eller til fest i Grønland og nærmeste omegn uden at stifte bekendtskab med Kashtin - og jeg synes lige, at vi skal høre et af deres største hits, Tipatshimun...


Jesper

søndag den 20. februar 2011

Tyvestik

Dette er historien om et af de mere upåagtede knob i tovværkets historie.
Se godt på de to fotos. Tilsyneladende viser begge et råbåndsknob. Men på det øverste knob ligger tampene (tovenderne) modsat hinanden, hvor de på det nederste ligger på samme side af knobet.
Forskellen er, at det øverste billede viser et såkaldt tyvestik, mens det selvfølgelig er et råbåndsknob på det nederste.
Tyvestikket er upålideligt og totalt uegnet til at binde to tovender sammen med - akkurat som en kællingeknude - men skulle angiveligt alligevel have sin oprindelse på de gamle sejlskibe.
Her blev provianten opbevaret i sække, der var lukket med et råbåndsknob. Men på et tidspunkt fik kokken en mistanke om, at matroserne stjal af sukkeret - og han fandt derfor på at lukke sækkene med et tyvestik. Hvis en af sækkene om morgenen var lukket med et råbåndsknob, ville det være bevist, at der havde været en tyv i sækken. For han vidste, at enhver ordentlig matros ville lukke sækken med råbåndsknob, som enhver sømand med respekt for sig selv kan binde med lukkede øjne. Af samme grund kaldes tyvestik også et sukkerstik.
Så nu er du advaret. Se godt på sækkeknuden, inden du stjæler af sukkeret!
Og forresten endnu en gang - tyvestikket er gennemført upålideligt, og det må under ingen omstændigheder bruges, hvis knobet skal holde.

Jesper

Dagens ord XXXVII

Jeg har altså sværere og sværere ved at forstå, hvordan medierne redigeres i vore dage. Torsdag havde Morgenavisen Jyllandsposten et i øvrigt glimrende tillæg om vin. Men den åbenbart vigtigste historie, som fyldte det meste af sektionsforsiden plus en side inde i tillægget handlede om, hvad en eller anden Oliver Bjerrehus synes om vin.
Altså helt ærligt: Hvad rager det os, hvad sådan en forkælet snothvalp mener?

Jesper

lørdag den 19. februar 2011

Midnatstimen















Først på ugen skete der en voldsom stigning i solplet-aktiviteterne på solen - og det skulle her sidst på ugen give os en teoretisk mulighed for at se nordlys i Danmark. Så da fredag aften i øvrigt var skyfri, benyttede jeg lejligheden til at køre lidt rundt i distriktet - for måske at få et glimt af det magiske lys.
Det blev nu ikke rigtig til noget. En fuld måne og et sneklædt landskab skabte så meget baggrundslys, at der skal et meget voldsomt udbrud til, før det kan ses.
Men hyggeligt var det nu alligevel. Og når nu kameraet og stativet alligevel var i bilen, så blev det da også til et par fotos - blandt andet dette af Oxholm Kirke, der jo tager sig ganske idyllisk ud i månelyset.
Kirken er opført som klosterkirke i 1400-tallet til det daværende kloster på stedet. Oxholm kirke er i dag sognekirke for os øboere. Den er interessant, blandt andet fordi den er ejet af Oxholm Gods - og dermed en af de få privatejede kirker i landet.

Jesper

fredag den 18. februar 2011

Rensdyrgryde med sellerimos

Vi har netop fået friske forsyninger af grønlandsk rensdyrkød - så hvad er mere fristende i en kold tid end en svingende portion rensdyrgryde med sellerimos?
Man tager en tre-fire løg og en håndfuld bacon i tern. Det svitses i en stor gryde i lidt smør, hvorefter man tilsætter et halvt kilo rensdyrkød i tern. Når kødet er brunet, tilsættes vand, så kødet er dækket. bringes i køg og skummes. Så skal det simre en halvanden times tid.
I mellemtiden skræller man en selleriknold og nogle kartofler og skærer begge dele i tern. Det kommes i en anden gryde og koges en halv times tid i letsaltet vand, hvorefter gryden sættes til side.
Når rensdyrkødet har kogt halvanden time tilsættes gulerødder, porrer og svampe sammen med noget af kogevandet fra sellerien. Det får så lov at koge yderligere et kvarters tid. Så tilsættes lidt fløde og sovsen jævnes. Smag til med salt og peber - og hold gryden varm.
I mellemtiden bringer du sellerien og kartoflerne i kog igen. Derefter hælder du vandet i skål og pisker sellerien til mos, mens du tilsætter lidt af vandet og en forsvarlig klat smør. Smag til med salt.
Så er retten klar til at servere. Jeg serverede retten ved et lille gæstebud onsdag aften med en veltempereret Amarone fra 2004 - og så er successen hjemme.
Porrerne var forresten vinterporrer af egen avl, som jeg med megen besvær fik vristet løs af den frosne jord. Svampene var de sidste kantareller fra sidste år. Til retten gav jeg i øvrigt den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta, årgang 2008, som vi stadig har et par glas tilbage af.
Når jeg laver sellerimos, tilsætter jeg altid et par kartofler. Det giver mosen lidt mere struktur og en flottere farve.
Velbekomme.

Jesper

torsdag den 17. februar 2011

Forårstegn i snevejr
















Den store Vinterfugletælling sluttede i weekenden - og blev på mange måder en lidt tam affære på grund af det forholdsvis milde, men også temmeligt regnfulde og blæsende vejr.
Det betød, at der var lidt langt mellem snapsene - men enkelte højdepunkter var der alligevel. Blandt andet da jeg på kyndelmisse så to stære - og det er jo et sikkert forårstegn.
Men efter at vinteren igen har bidt sig fast med masser af sne her på egnen, skal jeg da love for, at der er kommet liv i haven. I dag havde jeg blandt andet besøg af stæreparret igen - og denne gang satte de sig til rette på mit foto-foderbræt, så jeg kunne få et ordentligt billede.
Men mest glad er jeg nu for, at det endelig ser ud til, at gulspurvene har fået øjnene op for min have. Det har længe irriteret mig, at der kun få hundrede meter fra parcellen findes mange eksemplarer af denne smukke fugl, mens den af uransagelige årsager holdt sig væk fra lige nøjagtig min grund.
Men onsdag gik der - om jeg så må sige - hul på bylden og på et tidspunkt observerede jeg hele fire gulspurve på en gang. De holder sig helst på jorden eller i træerne og har endnu ikke vovet sig ind på fuglebrættet, når jeg har kameraet tændt - men det skal nu nok komme.
Ellers har jeg i dag også set en sortmejse - for anden gang nogensinde på grunden, og tirsdag havde jeg på et af foderbrætterne fem han-dompapper på samme tid - plus et par hunner, så det var et ganske imponerende syn.
Den store Vinterfugletælling er som sagt slut. I skemaet nedenfor kan du se mine observationer over en måned. Klik på skemaet for at få det i en læsbar størrelse.















Jesper

tirsdag den 15. februar 2011

Østenvind















Ja, blæser det ikke fra en ene side, så blæser det fra den anden. Denne lidt kryptiske og lommefilosofiske betragtning er såmænd indledningen til endnu et blogindlæg om den nordjyske vind.
For vejret i går og i dag har givet os endnu en sandstorm. Parcellen ligger lige vest for naboens store marker ned mod fjorden - og så længe, at markerne endnu er bare, vil enhver østenvind af bare middelstyrke tendere mod, at marken går i luften - og lige i hovedet på os.
Det er der ikke noget nyt i; men jeg konstaterer blot, at det nu er sket igen - og vi kan begynde at gøre huset rent indvendigt endnu en gang. For dette fine sand finder ind alle steder - uanset hvor godt isoleret huset end måtte være.
Men sandflugten er også et af levevilkårene her i det nordjyske. Faktisk er det så almindeligt, at landsdelen kan byde på et sandflugtsmuseum - og de fleste af os har jo stået med lige dele gys og fascination ved den tilsandede kirke i Skagen og prøvet at forestille sig, hvordan livet var på denne lokalitet, før sand i store mængder kvalte kampen for den daglige dont.
Imponerende er det, når sandet går i luften og i løbet af få timer fylder alle grøfter, der går på tværs af vindretningen. Og da østenvinden jo er kombineret med frost, sker der også det, at selv gadekæret bliver dækket af sand på overfladen.
De kommende dage lover metereologerne, at vinden vil blive knap så stærk - til gengæld vil det blive koldere. Men alligevel tror jeg nok, at det bliver et vejrlig, som vi trods alt foretrækker. For sandstormen gør det helt umuligt at være udendørs - og det er jo ikke lige meningen med at bo her på Limfjordens bredder.















Jesper

mandag den 14. februar 2011

Valentine-pjat...

Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre om Valentines dag! Specielt i radioen synes de kvindelige studieværter at være grebet af begejstring for dette amerikanske fænomen, der i sin oprindelige form er en ren foræring til skrukke kællinger i østrogenrus.
I den danske udvandede udgave er det noget med, at man skal fejre kærligheden og give blomster og middag, sådan som de fleste har det med at gøre på bryllupsdagen - og i det hele taget virker det som om, at det er en dag, hvor man skal opføre sig lige nøjagtig så dumt og fjollet, som kun forelskede teenagere gør - når de bekræfter det gamle ord om, at forelskelse er en form for sindssygdom.
Glemt er det, at i sin oprindelige angelsaksiske udgave var det en dag, hvor kvinderne havde lov at fri - og svarede den udkårne nej, kostede det et par handsker.
Men nu er det som sagt ikke en dansk tradition - og derfor siger alle journalistiske væsentlighedsprincipper, at omtalen af dagen er helt ude af proportioner i danske media.
En undersøgelse viser også, at kun et beskedent mindretal af nordjyderne fejrer dagen, hvorimod den er mere populær blandt historieløse københavner-snuder med viljesløs lemminge-adfærd - og det tjener nordjyderne til ære, at de ikke bare hopper på en tilfældig modedille.
Valentines dag - og Halloween med for den sags skyld - er endnu et eksempel på, at dumme danskere falder pladask for alt, hvad der kommer udefra, uanset hvor tåbeligt det er. Vi skal være åh, så åbne for alt nyt - og da især, hvis det kommer udefra, og det er nærmest et skældsord at være sig sin danskhed bevidst. I stedet burde vi slutte op om de gode danske helligdage som Grundlovsdag og måske især Store Bededag, der faktisk ikke findes i andre lande end Danmark.
Forresten erindrer jeg, at da jeg var barn i Farsø, fejrede man Sankt Stefans Aften med løjer og lidt uskyldigt hærværk. Denne smukke tradition er, så vidt jeg ved, nærmest uddød i larmen fra Halloween. Den slags synes jeg altså er sørgeligt - og vidner om, at der er et stort behov for en ny politisk bevægelse, som vil arbejde for at skrue tiden tilbage til de gode, gamle dage, hvor vi var vore rødder bekendt - og bevidst.

Jesper

Foto: Monster Hacker

Svineri i sildelauget

Paradoksalt nok var der ikke sild på menuen, da jeg fredag aften under særdeles festlige former blev optaget i Øland Sildelaug.
Det skete i skolekøkkenet på den lokale skole, og menuen var muslingesuppe og kogt torsk med hele svineriet. Og med svineriet menes der alt det tilbehør, som der nu en gang hører sig til en god gang kogt torsk. Det vil sige bacon i tern, hakket æg, hakket rødbede og selvfølgelig en god, stærk sennepssauce.
Det er jo rigtig herremad - og særdeles passende til lejligheden, da lauget kun optager uberygtede øboere med et ulige personnummer.
Sildelauget styres af en oldermand, der altid har ret, og til at hjælpe med de forskellige gøremål er der udnævnt følgende: en skatmester, en tørstmester, en skriverkarl, en giftblander, en røgemester samt en ceremonimester.
Det skal tilføjes, at man ikke nødvendigvis bør være modstander af en øl eller en dram til silden for at blive laugsbroder. I øjebli9kket er der 17 medlemmer af Øland Sildelaug.
Lauget har ved flere lejligheder medvirket ved festlige og traditionsrige begivenheder på Øland.
Aftenen sluttede passende tidligt klokken 10, da skolen jo skulle lukkes for natten. Afslutningsvis afsang man naturligvis Øland-sangen, inden laugsmedlemmerne begav sig ud i den kolde vinteraften for at tjekke temperaturen på det ølandske natteliv.

Jesper

fredag den 11. februar 2011

De første vintergækker















Torsdag nåede havens vintergækker skelsår og -alder med store, svulmende og bristefærdige knopper. Kombineret med lun vind og temperaturer på fem-seks grader var det svært ikke at komme i forårshumør ved det syn.
Men vi kan godt glemme enhver løssluppen tanke om forår og havearbejde. I skrivende stund falder sneen ned, og der er lovet frostgrader i løbet af dagen.
Oven i købet mener DMI, at kulden er kommet for at blive i de kommende tre ugers tid. Det bliver højtryksvejr med sol om dagen, ganske vist, men altså koldt. Det forhindrer selvfølgelig enhver tanke om at komme i jorden - men i et læfyldt hjørne af haven kan man så bruge det til at få lidt sol på de blege kinder - iført hirtshalshabit og vanter.
For vi kommer ikke uden om, at solen under alle omstændigheder er ved at vinde slaget over mørkets fyrste - i dag er den på himlen to en halv time længere end ved vintersolhverv.

Jesper

torsdag den 10. februar 2011

Dialog

Jeg er blevet medlem af DR Nordjyllands Dialogforum for 2011 og -12 og var onsdag til det første møde. Det forløb hyggeligt og afslappet over et licens-finansieret stjerneskud og var mest af alt en introduktion til arbejdet samt en rundvisning på den lokale radiostation.
I gamle dage var Danmarks Radio politisk styret med blandt andet et radioråd og desuden en stribe amtsprogramråd.
Radiorådet var der, hvor Erhard Jacobsen i sin tid som en anden Don Quijote kæmpede mod de røde lejesvende. De røde lejesvende er blevet til Journalistisk Venstreparti og et vilkår, DR har til fælles med de fleste media, og Radiorådet er blevet til noget så kedeligt som en almindelig bestyrelse, samtidig med at amtsprogramrådene forsvandt samme vej som amterne.
Et enkelt folkeligt element er der dog stadig tilbage i DR-strukturen - og det er de regionale såkaldte dialogfora.
Jeg glæder mig meget til arbejdet. Som det sikkert er bloggens læsere bekendt, har jeg jo en del meninger om udviklingen i mediebranchen, hvor leflen for den laveste fællesnævner og sproglig armod florerer som aldrig før. Som public-service-station har netop DR en særlig forpligtelse til at gå imod denne udvikling og ikke nødvendigvis blot stræbe efter høje markedsandele på de forskellige platforme.
I princippet har vi mulighed for at påvirke hele DR-strukturen, men der vil sikkert være et naturligt fokus på netop de regionale radioudsendelser i Nordjylland. Og her vil jeg kæmpe for at styrke den nordjyske profil mod københavneri, EU og globalisering. Det skal gerne kunne høres i den lokale radio, at fiskeri og landbrug er hovederhvervet i landsdelen - og at vi har en stor tradition for at klare os uden indblanden fra offentligt ansatte kloge-åger. Vi har et rigt og blomstende kultur- og foreningsliv, som med frivilligt arbejde og engagement langt overgår den kulturelle værdi af operaer, musikhuse og andre arkitekttegnede mausolæer. Og kan jeg modvirke tidens tendens til, at den politiske hakkelse skal fordøjes af iagttagere og eksperter, inden den serveres for befolkningen, vil jeg være stolt.
Hvis der er nogen af Dovregubbens læsere, der har en mening om dette, hører jeg gerne om det. Skriv til djepster@gmail.com.

Jesper

Foto: Søren Nielsen, DR

onsdag den 9. februar 2011

Isbrydning

Selv om politikerne planlægger at lægge de store statsisbrydere på is, er der stadig is, der skal brydes - blandt andet i de indre, danske farvande, hvor vandet alligevel ikke er dybt nok til de store isbrydere.
Denne vinter har Statens Istjeneste indchartret den isbrydende T/B Stevns Icebird fra Nordane Shipping i Svendborg til at holde Limfjorden sejlbar.
Stevns Icebird havde tirsdag travlt ved Aggersund, efter at et stormvejr om natten havde blæst store mængder is sammen i den østlige del af Løgstør Bredning og Aggersund. Det skete, mens jeg tilfældigt passerede Aggersund-broen tirsdag formiddag - og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tage et par billeder.
Det var jeg forresten ikke ene om - faktisk var der så mange fotograferende isbryder-entusiaster i området, at jeg er begyndt at tro, at der findes en særlig gruppe af mennesker - isbryder-spottere - ligesom der er togspottere og flyspottere.
T/B Stevns Icebird er bygget på Svendborg Værft i 1969, er godt 31 meter lang og stikker 4,65 meter. Den er forsynet med to MAK-motorer, som hver yder 1400 heste, så det er en kraftfuld lille båd.
Ellers regner meteorologerne jo med, at risikoen for en isvinter er overstået denne gang. Det har blandt andet givet sig udslag i, at den tyske søfartsstyrelse, Bundesamt für Seeschifffahrt und Hydrografie, tirsdag udsendte sit foreløbigt sidste iskort i denne vinter. Når jeg finder det værd at notere dette, skyldes det, at i modsætning til, hvad man kunne forvente, er det faktisk tyskerne, som leverer den bedste grafiske fremstilling af issituationen i Danmark.
Det lader til, at man fra officielt dansk hold prøver på at glemme, at Danmark er omgivet af kolde farvande og meget følsomt over for is - bare på grund af en mulig global opvarmning. Som man sikkert har forstået, er jeg stærkt kritisk over for beslutningen om at droppe de store isbrydere. For mig virker det lidt ligesom at holde op med at betale brandforsikring - bare fordi det ser ud til at blive regnvejr. Det er kortsigtet og alt andet end rettidig omhu.
En gang var Danmark førende med viden og kompetence inden for stort set alt, hvad der havde med is og sne at gøre. Men vi er godt i gang med at sælge ud af den nationale arv i et kortsigtet forsøg på at vinde ussel mammon. Forrige år var det Dansk Polarinstitut, der blev nedlagt - og altså nu isbryderne. For hvad skal vi med sne, is og kulde? Ja, politikerne mener åbenbart, at det er det, vi har tyskerne til.

Jesper

tirsdag den 8. februar 2011

Isskruninger















De seneste dages tøvejr og hårde vestenvind har ryddet godt og grundigt op i Limfjordens ismasser.
På mange af de vestvendte kyster er der enorme isskruninger, hvor fjordisen tårner sig op i fire til fem meters højde - nærmest som gigantiske isterninger på toppen af en flot sjus.
Megen af isen har dog været i kontakt med strandbredden og ser ikke så appetitligt ud - men ellers er det et flot syn, der demonstrerer naturens uanede kræfter. Det er bestemt ikke hvert år, at vi har lejlighed til opleve dette i Danmark.
Selv om denne vinter ligger meget højt på kuldeindekset, har metereologerne i følge DMI's hjemmeside, nu afskrevet muligheden for en rigtig isvinter. Det defineres som en vinter, hvor statsisbryderne har været i aktion. Den væsentligste årsag hertil er, at vinteren kom for tidligt - og det meste af kulden blev brugt til at afkøle havet omkring Danmark i stedet for at danne is. Var kulden kommet en måned senere, ville vinteren med sikkerhed have endt som isvinter. Men i øvrigt skal vi nok glæde os over, at vi er et par stykker i dette land, som har oplevet rigtige isvintre med isbrydere. Står det til politikerne, skal statsisbryderne jo lægges på is.
Billederne her er taget mandag middag ved Trend, hvor man lige kan ane Vitskøl Kloster i baggrunden på det ene foto, og Aggersund, hvor isen ligger op over cykelstien langs fjorden.

Jesper

mandag den 7. februar 2011

Vestenvinden















Heroppe i det nordjyske plejer vi at sige, at det blæser 300 dage om året - og resten af tiden stormer det!
Noget er der om snakken. Mange steder er naturen voldsomt præget af vestenvinden, som er den fremherskende vindretning. Sådan er det bare - og det har jeg sådan set været vant til lige fra barnsben. Men jeg må alligevel indrømme, at det hører til sjældenhederne at se træer, der hælder så meget mod øst, som det er tilfældet med læhegnet på det øverste billede. Det er set på vejen mellem Tranum Strand og Tranum by.
Lørdag hærgede stormen landsdelen - men vi kunne nu ikke dy os for en tur til Langdalen, hvor der angiveligt skulle være set en ulv i den forgangne uge. Vi så da også både en pekingeser-ulv og en retriver-ulv, men de var nu begge i snor.
Det blev også til et smut ned til Tranum Strand - og her var der selvfølgelig gang i bølgerne. Havde vi været på havet, ville vi vel kalde det bølgegang... ?

Jesper

lørdag den 5. februar 2011

Ulven er løs

Så er den gal igen - ulven er løs. Det er - undskyld udtrykket - en gammel traver i pressehistorien og hører med til vinterstoffet i aviserne: En eller anden person mener at have set en ulv i en af de danske skove - og er det ikke en ulv, så er det en los, der er løs.
Sidste år var der en ulv i en sønderjysk skov - og det viste sig at være en slædehund! I år går rygterne på, at der skulle være en ulv her på vore kanter. Forrige weekend var den gal i Tranum Klitplantage og midt i ugen var ulven så i Langdalen ved Fosdalen.
Vi hilser naturligvis en sådan berigelse af den lokale fauna velkommen - hvis det virkelig skulle være rigtigt. En gang har der sikkert været ulve på egnen. Få kilometer herfra - ved Birkelse - ligger Ulveskoven, så ulve er såmænd ikke så fremmede for os. Og skulle ulven glippe, kan vi da sagtens nøjes med en los!
Ulven bekymrer mig ikke - for den rene er alting jo rent - og jeg vil da sige ligesom Averell Dalton (den dummeste af de fire brødre) i "Dalton-brødrene i den kolde sne": - Sikke da nogle søde vuffebasser, hvis jeg skulle møde ulven, tror jeg nok. (Læs mere om mine praktiske erfaringer med ulve i Ulveloven og En rigtig samehistorie.)
Under alle omstændigheder tror jeg nok, at vi i løbet af weekenden bliver nødt til at snuppe en travetur i en af klitplantagerne. Det kan jo være, at vi er heldige og får et glimt af en ulv - eller en slædehund. Hvis det sker, lover jeg, at bloggens læsere vil blive de første til at høre det.

Jesper

Foto: Steve Hillebrand/USFWS (ulven) og undertegnede (lossen)


fredag den 4. februar 2011

Luft under vingerne XV




For nogle dage siden annoncerede Air Greenland, at man netop har købt endnu en DASH 8-200 til erstatning for de bedagede DASH 7, der har tjent selskabet trofast i flere end 30 år.
Men hov, DASH 8!!!! Ordet har så ilde en klang. Var det ikke det fly, som for nogle år siden faldt ned for et godt ord?
Nej, det var det ikke - og alligevel! Men det er altså nødvendigt at holde tungen lige i munden, for en DASH 8 er altså ikke bare en DASH 8. Betegnelsen dækker faktisk over hele fem forskellige flytyper - hvoraf et af dem, DASH 8-Q400, er den berygtede model, som for få år siden voldte SAS helt urimeligt mange problemer. Det vil jeg vende tilbage til i en senere artikel om flyene i mit liv og her fokusere på de tre ældste versioner af flyet - dem med tilføjelsen 100, 200 og 300 i navnet.
DASH 8 blev udviklet i begyndelsen af 80'erne som en afløser for De Havillands DASH 7 - og er betydeligt mere økonomisk i driften. Det skyldes blandt andet modellens to motorer mod DASH 7's fire, men til gengæld har flyet ikke syverens indlysende STOL-egenskaber - altså evnen til at starte og lande på meget korte baner. Derfor er Air Greenland også nødt til at begrænse fragtmængden og antallet af passagerer på mange af Grønlands korte baner. Fuldt lastet kan DASH 8-200 kun lande på flyvepladserne i Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq og Ilulissat, men stadig er det en fornuftig forretning for Air Greenland, simpelthen fordi flyet er mere driftsøkonomisk - og ikke mindst nyere, så reservedele er nemmere at skaffe.
Jeg har fløjet temmelig mange ture med DASH 8 i Nordnorge, hvor SAS-ejede Wideroe bruger flytypen på det såkaldte kortbanenet. Første gang med en 100-model fra Bodø til Svolvær i august 2000. DASH 8-100 er den mindste model i serien med plads til 33 passagerer. Flyet er noget af det nærmeste, man i den branche kommer en rutebil - blandt andet er der bagerst et bredt sæde med plads til fem personer akkurat som i en bus.
Wideroe har 19 fly af typen og bruger dem på lokaltrafikken i Nordnorge - og selve flyoplevelsen minder altså også meget om en rutebil. På en tur tidligt om morgenen i 2001 fra Svolvær til Leknes oplevede jeg endda at være eneste passager i kabinen.
Den slags er med til at gøre flyvningen til en afslappet oplevelse, men ikke desto mindre rummer flytypen også minder om den eneste gang, hvor jeg har været bange for at flyve. Det var på en tur i rasende snestorm mellem Bodø og Svolvær. Flyet blev kastet rundt over Vestfjordens bølger - og stewardessen var nødt til at opgive serveringen af kaffe. Det var meget voldsomt og meget ubehageligt - også selv om jeg har den grundlæggende holdning, at hvis piloterne tør flyve - ja, så tør jeg altså også!
Det er også i en DASH 8 - ganske vist af 300 typen med plads til 50 passagerer, at jeg har oplevet flest starter og landinger på en dag. Det var i 2007, hvor jeg fløj mælkeruten fra Tromsø til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord - altså seks starter og landinger på en god formiddag.
Nu er denne meget driftssikre flytype altså godt på vej ind i Grønland. Air Greenland købte sidste efterår de første to DASH 8-200 med plads til 37 passagerer - og nu er yderlige et fly på vej ind i flåden.
De to fotos af Wideroe DASH 8-100 er taget i 2000 på flyvepladsen i Svolvær - den største by på Lofoten. Bemærk, at landingsbanen bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Det giver ved bestemte vindretninger anledning til at lukke lufthavnen, simpelthen fordi der er risiko for, at landingsbanen bliver overskyllet af bølgerne. For der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt at flyve i Arktis...

Jesper

Foto: Air Greenland og undertegnede

torsdag den 3. februar 2011

Månedens vinder















Sør'me om ikke jeg har været heldig og vundet i endnu en fotokonkurrence.
Denne gang var det fuglefoder-fabrikanten Nature for All Seasons, som faldt for ovenstående foto, der var sendt til virksomhedens hjemmeside med titlen "Dompappen fandt en solsikker plads på foderbrættet".
Præmien er et udvalg af virksomhedens produkter, blandt andet mejsekugler og fedtkager, så nu bliver det ekstra fedt at være fugl på Øland.

Jesper

onsdag den 2. februar 2011

Knudemisse...

Den 2. februar er kyndelmisse - en gammel helligdag fra Ruder Konges tid!
Dagen er uløseligt forbundet med St. St. Blichers sang "Det er koldt derude" - og det med at være forbundet skal forstås ret bogstaveligt al den stund, at anden linje lyder "Kyndelmisse slår sin knude".
Vi må dog håbe, at det ikke er en hårdknude - for i følge traditionen er dagen god til at tage vejrvarsler af, som den vinterens kulmination dagen også er.
Følgelig blev vi da også her i huset ganske lyst stemt, da dagen begyndte med to stære på fuglebrættet. For stære er jo noget ganske andet end Blichers "kun med sagte pik på rude/ melder sig den små musvit". Helt generelt betragtes stæren jo som lidt af en forårsbebuder. I de forløbne godt to uger af den store vinterfugletælling er der indtil nu kun registreret 386 observationer, så det er bestemt ikke nogen talrig vinterfugl.
Vi krydser fingre for, at foråret er på vej. Desværre kom stæren så tidligt om morgenen, at det ikke var muligt at lave ordentlige fotos, men jeg fandt i mit arkiv dette billede af en stær på rov i mejsekuglerne.
Dagen er her på Limfjordens bredder tiltaget med en time og 50 minutter siden vintersolhverv.

Jesper

tirsdag den 1. februar 2011

Ugens vinder















Sør'me om ikke jeg har været heldig og vundet endnu en gang i firmaet Land & Fritids fotokonkurrence om fuglene på foderbrættet. Det skete i sidste uge, som i øvrigt også var konkurrencens sidste, med overstående af bloggens læsere forhåbentligt velkendte billede fra den 14. januar. Billedet var sendt til konkurrencen med teksten "For en gangs skyld er grøniriskerne i mindretal".
Jeg har aldrig tidligere deltaget i fotokonkurrencer, blandt andet fordi jeg synes, at alt for mange vinderbilleder mest af alt er "kronhjorte ved skovsøen" - altså genrebilleder med for eksempel solnedgange, som enhver med et kamera kan tage, hvis bare man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt med et kamera i hånden.
Noget sværere er det med fuglene, hvor der ligger en god del viden, teknik og snilde til grund for det gode billede - og det var da også baggrunden for, at jeg har deltaget i Land & Fritids konkurrence med i alt tre fotos - hvoraf de to altså er blevet ugevindere. Retfærdigvis skal det dog også med, at her i den sidste uge var der kun to konkurrenter.
Præmien er også denne gang 20 kilo fuglefoder, så nu bliver det helt sikkert ekstra godt at være fugl på Øland...

Jesper