lørdag den 30. april 2011

Nyt til flyspotterne

Har du nogensinde stået og kigget op på flyenes kondensstriber på den blå himmel og funderet over, hvad det nu lige var for et fly, hvor kom det fra og hvor er det på vej hen?
Så er der nu - takket være internettet - hjælp at hente. Hjemmesiden flightradar24 giver svaret.
Hjemmesiden udnytter et af de mange navigations- og overvågningsinstrumenter, som findes ombord på moderne fly - og det kombineret med Google Maps gør det muligt at holde øje med, hvilke fly der er i luftrummet, for eksempel lige nu over dit hus.
Nu har jeg jo flyspotter-genet, så det er blevet lidt af en hobby at have hjemmesiden tændt hele tiden - og dermed have styr på luftfarten i området. Så meget behøver man naturligvis ikke at gøre ud af det - men jeg er helt sikker på, at hjemmesiden kan hjælpe mange i et hastigt væddemål om, hvor kondensstriben egentlig er på vej hen.
flightradar24 benytter sig af en lille transponder, som findes i næsen på alle moderne passagerfly. Militærfly og ældre fly, for eksempel SAS's MD-80'ere har ikke udstyret og kan derfor heller ikke følges på hjemmesiden, hvilket ellers er relevant for den lokale rute til København, men alligevel giver flightradar24 et godt billede af, hvad der rører sig i luftrummet over os.
På det øverste billede fra den 29. april kl. 12:49 ser vi for eksempel SK909, som lettede fra Kastrup kl. 12:19 bound for New Yorks Newark Liberty med estimeret ankomst kl. 14.34 lokal tid. I følge tidstabellen skulle afgang være være 12.25 og ankomst 14.50, så det godt at se, at SAS stadig lever op til sit dygtige ry som verdens mest præcise flyselskab. Flyet er en Airbus A-330 med registreringen SE-REE, altså svensk indregistreret, og det befinder sig i 36.000 fods højde. Ground speed er opgivet til 815 km/h, og herudaf kan vi altså lære, at når man flyver til New York, passerer man det lille hus på Øland efter en halv times flyvning. I praksis altså umiddelbart efter at stevardessen netop har serveret turens første gin og tonic. Der er travlhed i pantryet, for nu er man ved at gøre klar til første servering. På business vil det sige en trerettes menu med fire forskellige hovedretter at vælge imellem. Anden servering er en let anretning umiddelbart inden landing. I følge SAS's hjemmeside viser man blandt andet Oscar-vinderen The Kings Speech på denne flyvning til New York. Oven i købet kan selv vælge, om man vil høre kongens tale med engelsk eller tysk soundtrack, så kom ikke og sig, at vort interskandivaniske flyselskab ikke forstår at kræse om kunderne. En enkeltbillet til New York med SAS kan i øvrigt erhverves for godt 3.000 kroner og opefter.
Men forresten er New York det mest rædselsfulde sted i verden, jeg nogensinde har opholdt mig, så hvad i alverden skal man der, når solen skinner på Øland?

Jesper

P.s. I skrivende stund er jeg netop blevet overfløjet af verdens største passagerfly - en A380 fra Emirates på vej til New York, John F. Kennedy, fra Dubai.

Forloren hare

Fredagens møde i Øland Sildelaug blev en succes. Inspireret af føljetonen om Jammerbugt kommunes bespisning af de sagesløse pensionister stod menuen på forloren hare - og ikke rigtig hare.
Men når det nu skal være - og hårdt presset - indrømmer jeg, at forloren hare er en af mine livretter, ikke mindst på grund af den helt fantastiske sovs som kommer ud af anstrengelserne.
Oldermanden i sildelauget havde tildelt Christian og undertegnede det ærefulde hverv at forberede aftenens arbejde i skolekøkkenet på den nu snart nedlagte Øland skole. Som det ses på det nederste billede, lykkedes det med stor succes at kreere forloren hare som rigtigt gruppearbejde.
Her er opskriften, som forresten ikke er så svær:
Oksekød, revet løg, rasp, æg , fløde, salt, peber og paprika røres til en fast fars – mere fast end til frikadeller. Farsen formes til "hare", som anbringes i en bradepande og dækkes med bacon, Hæld halvanden til to centimeter vand ved. Anbringes i en ovn ved 225 grader i 15 minutter, herefter dæmpes varmen til 175 og der steges færdig cirka 35 minutter.
Husk at holde øje med vandet i bunden i bradepanden – må ikke koge tør!!!
Anrettes på fad eller skærebræt, skåret i 1-2 cm skiver. Mens haren er i ovnen, kan man passende klargøre asier og gele, som selvfølgelig hældes i serveringsskåle.
10 minutter før haren er færdigstegt, hældes stegefonden fra i en gryde. Koges ind til en god kraftig fond. Herefter tilsættes fløde i passende mængder, det bringes i kog og jævnes med Maizena. Smages til med salt, peber og gele. Eventuelt kan der tilsættes lidt kulør.
Forloren hare er god, klassisk dansk mad - og den slags er heldigvis stadig en succes. Selv om tiderne er af lave, kan vi jo ikke løbe fra vores kultur og opdragelse.

Velbekomme
Jesper

torsdag den 28. april 2011

Slut med fjordudsigten















Påskens dejlige vejr har rigtig sat gang i løvspringet - og her torsdag morgen må jeg definitivt erkende, at det nu er sket med fjordudsigten fra herreværelset for det næste halve års tid.
Men det er nu ikke så ringe endda!

Jesper

onsdag den 27. april 2011

Hasseris

Aalborg-bydelen Hasseris er altid en spadseretur værd, men specielt om foråret viser dette pragtkvarter sig fra sin allerbedste side.
Hasseris, der indtil kommunalreformen i 1970 var en selvstændig kommune, har sit helt eget miljø - præget af at være den aalborgensiske elites legeplads. Det var naturligt Hasseris, som den nordjyske hovedstads industrifyrster og storkøbmænd valgte som hjemsted for deres domiciler.
Her er der gennem tiderne bygget stort og flot, her har mangen en rigmand udlevet barndommens drøm om et slot med tårne og karnapper - i hvert fald findes der næppe noget andet sted i landsdelen, hvor husene er så fyldt med overflødige detaljer som i Hasseris - og der er derfor altid noget at se på i bydelen. Men ellers så kommer skønheden fra naturen selv - for i modsætning til industribyen Aalborg er Hasseris rig på træer og grønne områder, og det er det, som giver bydelen sin egen skønhed specielt om foråret.
Storkøbmændenes og industrimagnaternes tid i Hasseris er desværre ved at være ovre. Nu har den nye tids magthavere holdt deres indtog - de intellektuelle parvenuer, vore dages nouveaux riches er ved at overtage bydelen. Og med dem også både hoppeborge, skvalderkål og prustende og stønnende motionister, der ikke forstår, at der er visse ting, man bare ikke gør i det offentlige rum. Væk er den beherskede ordentlighed, værdighed og pli, kort sagt god opdragelse. Storhed står for fald - men endnu tager Hasseris sig fantastisk ud i forårspragten.

Jesper

tirsdag den 26. april 2011

Manicure

Forleden havde naboens kreaturer besøg af fodterapeuten. Det sker hvert år, inden de slippes løs på overdrevet, hvor de skal tilbringe sommeren.
I kvægsprog hedder det godtnok ikke fodterapeut, men klovbeskærer - men meningen er den samme. Inden sommerens ophold i det fri skal neglene - altså klovene - klippes og rettes til. Og det gør klovbeskæreren så - ikke med en neglesaks, men derimod en vinkelsliber. For en klov er nok en negl, men en velvoksen en af slagsen.
Klovbeskære-rens arbejde består i at hjælpe naturen lidt på vej. For moderne køer står i stalde om vinteren - og sliddet på klovene er derfor ikke så voldsomt, som det ville være ude i naturen. Klovbeskæreren kunne berette om, at han oplever, at kvæget bliver livligere og virker mere glad efter sådan en behandling - så der er nok i virkeligheden ikke den store forskel på kvæg og mennesker.
Det ser måske lidt dramatisk ud, når kreaturet hejses op og hænger i en sele, mens behandlingen foregår - men ikke desto mindre virker det alligevel som om, at dyret nyder behandlingen. Det er der ikke noget at sige til - for det er jo virkelig en luksus, sådan at få fødderne nusset, plejet og passet. Manicure eller rettere pedicure efter alle kunstens regler.
Jeg kunne nu heller ikke undgå at blive lidt i godt humør - for klovbeskærerens besøg var endnu et varsel om, at sommeren nu er ved at være over os.

Jesper

mandag den 25. april 2011

Frem med anorakken

Anorak er et af de få inuit-ord, som er gået ind i de fleste af verdens store sprog. Ikke ufortjent - for dette praktiske beklædnings-stykke er en glimrende opfindelse, der yder optimal beskyttelse mod regn og blæst. Ordet er da også i sin oprindelse afledt af "anori", som netop betyder vind.
En særlig variant af anorakken er den grønlandske festanorak - enkelt fremstillet af et stykke hvidt lærred. Billig, men næsten umulig at slide op, og i virkeligheden et dybt demokratisk stykke tøj, som alle kan have råd til. I Sct. Georgs Gildet i Godthåb havde vi naturligvis også den tradition, at ved festlige lejligheder - som for eksempel Sct. Georgs dag, den 23. april - brugte vi den hvide anorak istedet for den mere traditionelle smoking eller mørkt tøj.
Denne tradition holdt jeg ved lige lørdag, da jeg officielt blev genoptaget i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Det var her, jeg i sin tid blev medlem af gildet - og det førte som bekendt til et mangeårigt arbejde i Sct. Georgs Gildet i Godthåb. Nu er alt det fortid, og jeg er tilbage ved udgangspunktet. Kæden er sluttet.
Overførslen, som det hedder, fandt sted lørdag formiddag ved en såkaldt gildehal. På billedet ses jeg sammen med afgående gildemester Svend Erik, som ved samme lejlighed gav øksen videre til sin afløser - endnu et led i broderkæden.

Jesper

søndag den 24. april 2011

Aggersborg

Forårstrækket af sild gennem Limfjorden lader vente på sig. Så det, der egentlig skulle have været en hyggelig fisketur til Aggersund fredag aften, blev - efter en kort konference med et par stedkendte fiskere - ændret til en hurtig aftentur på Aggersborg.
Det er lidt flovt at indrømme det, men selv om jeg har boet en stor del af mit liv på disse kanter, så har jeg faktisk aldrig været der før.
Og det er en skam, for det er en ganske imponerende oplevelse. Det er Danmarks største ringborg med en diameter på 288 meter - og selv om der i dag kun er selve volden tilbage, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan der så ud for godt 1.000 år siden.
Skulle det imidlertid knibe med fantasien, er der en flot udstilling lige ved siden af. Her har Nationalmuseet ladet nogle kunstnere boltre sig stoffet - og man følger tømrersvenden Svend, som i et år er beskæftiget med at bygge nogle 48 langhuse, som fandtes inden for volden og var et centralt element i den militær-forlægning, som borgen jo er. Det er museumspædagogik og historieformidling på højt plan.
Aggersborg er bygget på Harald Blåtands og Svend Tveskægs tid. Når man står på Aggersborg og skuer ud over Limfjordens vande, er det også indlysende, at Aggersborg har haft stor strategisk betydning. For netop her mødtes den langsgående trafik gennem Limfjorden med en af hovedvejene op gennem Jylland, som naturligvis krydser fjorden der, hvor den er smallest - ved Aggersund.
Man antager, at det kun har taget et par år at bygge den kæmpemæssige fæstning, der i sin tid har rummet op mod 5.000 krigere - og anlægget vidner om et betydeligt organisationstalent, formentlig bakket op af rå magt. Og det vil næppe være muligt at bygge et tilsvarende anlæg med al den rundkredspædagogik, VVM-godkendelser, vandmiljøplaner og andet pladder, som plager dansk politik i vore dage. Forresten ville der nok heller ikke være plads til krigerne, når først juristerne og økonomerne havde sat sig på området.
Men tag selv forbi og se Aggersborg - et imponerede minde om nationens fødsel i en tid, hvor der stadig var nogen, der syntes, at Danmark og danske værdier var værd at kæmpe for.

Jesper

onsdag den 20. april 2011

Brændt gummiged















Onsdag eftermiddag gik der af endnu ukendte årsager ild i en gummiged på vejen mellem Haverslev og Attrup.
Føreren kørte resolut gummigeden ind ad den første grusvej - og tog derefter flugten fra det brændende uhyre.
Jeg kom tilfældigvis forbi lige efter - og måtte erkende, at nok holder store drenge af duften af brændt gummi - men brændt gummiged er noget helt andet. Under alle omstændigheder var varmen fra branden så voldsom, at vi ikke turde køre forbi, og vi måtte derfor pænt vente på, at brandvæsenet kom og slukkede ilden.
Og den brændte godt, gjorde den. Prøv at lægge mærke til vejstenen, der i vore dage er af plastik, på billede nummer to. Det er den hvide klat mellem de to brandmænd -og varmen har åbenlyst været så voldsom, at der er tale om en regulær nedsmeltning - altså af vejstenen.
Indsatslederen ved slukningen siger onsdag aften til Nordjyske Stiftstidende, at han betragter gummigeden som udbrændt. Det kan jeg helt og holdent tilslutte mig.

Jesper

Hvad er det?

Så er den gal igen! Endnu en gang er der dukket en vækst op i min have, som jeg ikke ved, hvad er.
Og da jeg tidligere med stor succes har bedt bloggens læsere om hjælp, tyr jeg endnu en gang til dette billige trick.
Der er tale om en løgvækst, som er dukket op i haven på husets nordside. Den trives tilsyneladende godt i et vildnis, hvor bunddækket overvejende består af blå klokkehyacinther, liljenkonvaller, skovjordbær og så selvfølgelig de allestedsnærværende skvalderkål.
Har du et bud på, hvad dette er for en plante, er du velkommen til at sende mig en mail - eller skrive i kommentarfeltet. Alle forslag modtages med tak.

Jesper

Den dømte eskadrille

Den 13.august 1940 var en rigtig træls dag for det engelske flyvevåben. En eskadrille på 12 Blenheim var sendt til Nordjylland for at bombe Aalborg Lufthavn, som tyskerne kaldte Fliegerhorst Aalborg West. Et af flyene vendte om på grund af motorproblemer, mens resten af eskadrillen blev skudt ned over Nordjylland.
Det var temaet for en lidt alternativ skovtur, som naturvejlederen i Tranum Klitplantage, Søren O. Sørensen, havde taget initiativ til tirsdag aften.
To af flyene faldt nemlig ned i den daværende mose, som i dag huser klitplantagen. På turen fortalte naturvejlederen om englændernes håbløse bombetogt og viste i øvrigt rundt i nogen af de tyske skyttegrave, som området også er rig på - for de store øde områder ved Tranum var også en del af tyskernes vestvold, der skulle forhindre en allieret invasion på det europæiske fastland. Som bekendt endte det med at ske i Normandiet - og der har såmænd nok været et par tyskere eller tre, som har prist sig lykkelige for at ligge i en skyttegrav i en nordjysk mose frem for Normandiets krigshelvede.
Turen havde samlet en god snes deltagere - og var ganske spændende, fordi flere af deltagerne faktisk havde overværet luftslaget over Nordjylland dengang i 1940.
Udover krigsminderne var den gode naturvejleder selvfølgelig god for historier fra naturen - og han viste blandt andet femradet ulvefod frem - en plante, der kun findes sporadisk i Danmark. Sjovt nok kender vi den fra Grønland, men her hedder den ikke ulvefod, men derimod ravneklo - og det navn afspejler vel i en vis grad forskellen på den danske og den grønlandske fauna - selv om det er flora.
Naturvejleder Søren O. Sørensen arrangerer i løbet af sommeren en del ture i Tranum Klitplantage. Turene kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside.

Jesper

tirsdag den 19. april 2011

Håndarbejdets fremme

Det er almindeligt kendt, at grejtasker til fotoudstyr er uanstændigt dyre. Forhandlerne og producenterne udnytter behændigt, at de fleste fotoentusiaster gerne vil passe godt på det temmeligt dyre udstyr - og ud fra en filosofi om at kun det bedste er godt nok, lykkes det så at sælge en dyr fototaske oven i al udstyret.
Da jeg har en temmelig minimalistisk holdning til foto, har jeg imidlertid gennem lang tid klaret mig med en lille taske, som kan rumme kameraet, en blitz og måske en enkelt ekstraoptik samt lidt småting som batterier.
Men det er jo ikke det samme, som at jeg ikke har behovet for en større taske, som kan rumme andenkameraet, andenblitzen og lidt flere optikker samt stativ og lignende. Men jeg kan altså ikke få mig til at betale langt over 1000 kroner for en professionel taske, så jeg besluttede mig for at lave en selv.
Jeg har brugt en billig computertaske som udgangspunkt. En rygsæk med stive vægge, som kan erhverves på tilbud for under 200 kroner. Så har jeg købt lidt hårdt skumgummi i samme størrelse, to plader a 20 mm og en på 50 mm tykkelse. Det løb op i 36 kroner. I den tykke plade har jeg skåret huller til de ting, som skal ligge i tasken - en anelse mindre så apparaterne ligger fast og limet den fast til den ene af de tynde plader. Det har jeg så monteret i rygsækkens bund, mens den anden tynde plade er anbragt i rygsækkens "låg".
Alt det er sådan set nemt nok, og det gjorde jeg for lang tiden - men jeg manglede lige det sidste: et par stropper til stativerne uden på rygsækken. Men i mandagens solskin var det lige en tjans, som kunne klares, mens jeg slikkede lidt sol på terrassen. Det var lige før, jeg gav op - for jeg havde helt glemt, hvor hårdt det kan være at sy i læder. Men jeg bed tænderne sammen - og nu er tasken endelig fiks og færdig. Klar til brug, og det allerbedste - den har kostet under 300 kroner - også selv om jeg har flottet mig og ofret et par karabinhager til stropperne.

Jesper

søndag den 17. april 2011

(M)andfolkesnak...
















Ulvedybet er en næsten uudtømmelig kilde til store naturoplevelser. Især her i trækperioden, hvor området byder på en mangfoldighed af fugle, som rækker langt ud over dagligdagens gråspurve og gråænder.
I dag lykkedes det mig blandt andet - faktisk i første forsøg - at tage dette flotte billede af en pibeand, der er en ekstrem sjælden ynglefugl i Danmark, men passerer landet netop i trækperioden.
Det lykkedes mig også i dagens fine solskin at komme tæt på krikænderne, som der er en del af i området - og som har deres faste plads netop neden for udkigstårnet ved Ulvedybet.
Det blev også til dette billede af en rigtig gang mandfolkesnak blandt andrikkerne, hvor hr. Pibeand helt klart føler sig gået for nær af hr. Krikand. Sjovt - giver faktisk associationer til en vis tegneserie med en kolerisk and i hovedrollen. Bemærk i øvrigt forskellen i størrelse mellem de to andearter.
Dagens tillægsgevinst er dette billede af en rødben - en pudsig fætter på røde stylter, som er ret almindelig ved kysterne. Det er en gammel kending, som vi boede nabo til i Straumsbukta og lærte at kende som et galsindet apparat, der bestemt ikke lader mennesker komme sig for nær.
Ellers har weekenden budt på en vis ophidselse blandt de ornitologer, som går meget op i observationer og det at få en bestemt fugleart i "bogen", da der skulle være set en hvidbrystet præstekrave i området. Jeg kunne forstå på disse mænd med deres store kikkerter, at det ikke er normalt, da den fugl ellers kun findes i Vadehavet. Jeg så nu ikke noget til den - og det kan jeg godt leve med. For mig er det mere de gode fotos, der tæller!

Jesper

lørdag den 16. april 2011

Jord under neglene

Den forløbne uge har budt på godt havevejr - og der er rigtig kommet gang i skabs-entreprenøren.
Da vi sidste år anlagde det fremskudte dige, ødelagde vi diget ind til den store nabo mod øst, bondegården, og jeg har blandt andet brugt tiden på at retablere området - nu i ny og forbedret udgave. Oprindeligt var der et stendige bygget op af gamle murbrokker med mere - men jeg har nu renset området og ikke mindst fritlagt det bøgetræ, som udgør hjørnet af parcellen. Desuden har jeg beklædt diget i den side med græstørv og plantet en række blandet røn og rød-el over mod gården, så vi forhåbentlig kan få skærmet lidt af mod sandflugten, når det blæser fra øst. Der er forresten også blevet plads til en lille trappe, så vi nemt og hurtigt kan skyde genvej over diget - når vi en gang i mellem lige skal have lidt nabosnak.
På værkstedet har jeg haft travlt med hjemmesløjden og har lavet en transportabel drivbænk. Med den håber jeg, at jeg kan forcere gulerodsproduktionen, så vi i år får gulerødderne noget tidligere end sidste år - og de første fire rækker er allerede sået. Drivbænken måler 1 m x 1,60 m og dækker således tre kvadratmeter. Når den har hjulpet det første hold gulerødder i vej, kan den nemt flyttes - og være fødselshjælper for endnu et hold gulerødder.
Forresten er jeg allerede godt i gang med ærteproduktionen. Da jeg for en måneds tid siden spredte møg i urtehaven, fandt jeg en del ærtespirer i jorden. Dem plantede jeg under et stykke plastik - og sandelig om de ikke allerede er godt i gang med at skyde i vejret.
Ugen har også budt på masser af liv i haven. Ukrudtet og ikke mindst skvalderkålen gror, som gjaldt det livet - og det gør det vel også. Men med lidt roundup og ikke mindst håndkraft kæmper jeg nu min kamp for at holde det nede.
Fuglene viser stor interesse for redekasserne. I bøgetræet er der med sikkerhed flyttet et musvit-par ind - og det ser ud til, at to af lejlighederne i det nye stære-højhus allerede er lejet ud.
Ugen vil også blive husket som ugen, hvor de første tulipaner og hyacinterne sprang ud. Tulipanerne er som altid smukke - og hyacinterne indhylder haven i den mest fortryllende duft. en ganske god ting, da vi jo også er lige midt i gyllesæsonen.

Jesper

fredag den 15. april 2011

Pastis

Pastis er for fransk-mændene, hvad gin og tonic er for engelsk-mændene. Det er drinken, der nydes som aperitif, som bydes uventede gæster, som drikkes for sjov og for hyggens skyld. Kort sagt drinken, som der altid er en god anledning til - men skál det være helt rigtigt, skal den nydes ved et cafebord under en parasol i Provence, mens man venter på sin tur på petanque-banen.
Der er ikke så forfærdelig mange regler, når det gælder pastis. Det drejer sig om pastis, vand og måske, måske ikke isterninger. Sådan rent gennemsnitlig nyder de fleste pastis som en del pastis til to til fire dele iskoldt vand uden is - men ellers kan man jo blande det, som man har lyst. Bare man ikke blander det med rød sodavand, som det var moderne i min ungdom!
Opfindelsen af pastis tilskrives normalt Paul Richard, som introducerede en anisholdig spiritus i 1932 som erstatning for franskmændenes elskede absinth, der var blevet forbudt 17 år tidligere. Det blev starten til et af verdens største firmaer inden for spiritus - Pernod Ricard - som omsætter for mere end 50 mia. kr., har 17.000 ansatte og markedsfører kendte mærker som Absolute Vodka, Chivas Regal, Havana Club og selvfølgelig Pernod og Ricard samt ikke mindst De Danske Spritfabrikker og Rød Aalborg.
Pastis tilhører en familie af opaliserende spiritus-sorter. Det betyder, at de ved tilsætning af vand bliver mælkeagtige og ugennemsigtige. For pastis vedkommende skyldes dette fænomen indholdet af anisolie, som er opløselig i spiritusopløsninger på 30 procent og derover. Ved tilsætning af vand falder alkoholprocenter til under 30, hvorved anisolien krystalliserer og giver pastissen det blakkede udseende.
Her i huset er Pernod det foretrukne mærke, men da jeg altid foretrækker at have noget at vælge imellem, har jeg normalt også Lisette, som er en discount-pastis, som her i landet markedsføres af Aldi. Da pastis er et udpræget industriprodukt, er der ikke den store forskel på den dyre mærkevare og discount-varen rent smagsmæssigt - men Pernod opaliserer helt klart med en flottere farve. Sammenlign det øverste billede, hvor der Lisette i glasset med foto nummer to, hvor det er Pernod, som er i glasset.
Pastis blev fremstillet som en erstatning for Absinth, der blev forbudt i Frankrig i 1915 - ikke som følge af at man kunne blive blind af drikken, som myten ellers siger, men på grund af nervegiften thujon, der findes i Absinths hovedingrediens malurt. Ved voldsomt misbrug kan thujon medføre sindsyge - og det skete åbenbart i nogle tilfælde i Paris kunstneriske bohememiljøer i begyndelsen af forrige århundrede.
Det franske forbud mod Absinth er af EU betragtet som en teknisk handelshindring, og drikken kan nu nydes i hjemlandet igen - dog skal den markedsføres som en bitter og ikke som en likør, hvad den ellers teknisk set er som følge af tilsætning af sukker.
Men ellers er pastis en god erstatning - dejlig forfriskende og skabt til godt humør. A Votre santé!

Jesper

onsdag den 13. april 2011

Respekt, mand!

Hvis der ellers er noget, der hedder street respect eller street credibility blandt godsejere, så må en af topscorerne være ejeren af Aakær Gods ved Horsens, der har denne smarte, lille chopper, så han kan holde øje med godsets jorder - sådan lidt fra oven.
Respekten kommer i hus, når man skal mødes med kollegerne - og det var lige nøjagtig, hvad der skete i dag, hvor godsejer Johan Koed-Jørgensen var på besøg på Oxholm. Ind i helo'en og så afsted - uden at skulle tænke på, om det nu er smartest at bruge tunnellen eller broen over Limfjorden.
I en helikopter skal man heller ikke tænke på parkeringsskiver og lignende, for jeg mødte helikopteren i dag pænt parkeret på marken ved siden af smedien ved Oxholm. Her sad piloten - en flink fyr - og ventede, mens chefen var til møde.
Helikopteren er af typen R44 Raven I, som er en af de mest populære helikoptere til privat brug. Prisen ligger i omegnen af to en halv million, hvilket jo ikke er så forfærdelig meget mere end godsejernes foretrukne Range Rover 5.0 V8 - men dertil kommer selvfølgelig løn til piloten og vedligeholdelse, og flymekanikere er bestemt ikke verdens billigste mekanikere, skulle jeg hilse at sige. Nu indgår fly ofte i sindrige finansielle konstruktioner - og i følge Danish Civil Aircraft Register er OY-HKP indkøbt som ny i 2008 og tilhører et foretagende kaldet Vorbasse Autoophug.
Godsejer Johan Koed-Jørgensen er forresten ikke ukendt med de lokale forhold her på Øland. I sin tid grundlagde han godset Øland-Attrup, som dog blev solgt, da han overtog Aakær i 1993. Øland-Attrup Gods med sine 425 ha er fornylig blevet solgt igen og ejes nu af det nærliggende Klausholm Gods.
Udover at drive landbrug har den 68-årige Johan Koed-Jørgensen blandt andet været med til at etablere Skørping Privathospital - og han opnåede næsten fast plads i ugebladenes sladderspalter som formand for bestyrelsen på godset Gisselfeld - en omtale som den driftige godsejer sikkert helst havde været foruden.

Jesper

tirsdag den 12. april 2011

Aftenpromenade på dæmningen

Så er skestorken kommet til Ulvedybet. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, da jeg benyttede mandagens fine vejr til en rigtig aften-promenade på Ølands-dæmningen.
Skestorken er en forholdsvis sjælden fugl i den danske fauna, men har et af sine ynglesteder netop i Ulvedybet, hvor vi ser den hver sommer. Den er ganske sjov at se på, når den med det lange, skeformede næb helt systematisk gennemsøger vandet meter for meter. Der er cirka 60 ynglepar i landet.
Aften-promenaden bød også på denne her. Jeg er ikke lige måge- og terneekspert og kan ikke altid lige bestemme arterne. Jeg tror, at det er hættemåge, men det kunne nu også godt ligne en fjordterne.
Hver aften tiltrækker Ulvedybets stille vand masser af fugle, som bruger stedet til overnatning. Blandt andet fangede jeg et par eksemplarer af andeverdenens huleboer, gravanden - der i virkeligheden snarere er en gåseart - på vej i seng.
Men der er selvfølgelig også masser af rigtige ænder i Ulvedybet. Her er blandt andet et krikandepar, der snadrer rundt i det lave vand, netop som solen rødmer og går ned.
Ulvedybet og Ølands-dæmningen er en spændende nabo, som giver mange oplevelser, når man sådan bare lige kan smutte ned og kigge en gang i mellem.

Jesper

søndag den 10. april 2011

Toppet skallesluger















Toppet skallesluger er simpelthen fugleverdenens svar på en gang trediegrads tømmermænd med dens blodsprængte øjne og morgenhår. "I sommerdragt er hannen af den toppede skallesluger en ret særpræget fugl med sit metal-grønne hoved, de strittende nakkefjer og røde øjne", hedder det da også lakonisk på DOF's absolut ikke særligt humoristiske hjemmeside.
En ret særpræget fugl? Ja, det må man bestemt give de gode ornitologer ret i.
Men ellers kan DOF oplyse, at toppet skallesluger er en forholdsvis almindelig fugl langs de danske kyster. Bestanden tæller formentlig op imod 3.000 ynglende par, der lægger æg så sent som i juni.
Navnet skallesluger har arten fået for sin forkærlighed for såkaldt skidtfisk, heriblandt skaller, hundestejler og ålekvabber. På norsk hedder toppet skallesluger siland, mens dens fætter stor skallesluger hedder laksand - et navn, der hinsides fakta har gjort arten forhadt blandt norske fiskere.
Så uretfærdig kan verden være - og det er vel heller ikke særlig retfærdigt, men snarere udtryk for en freudiansk fortalelse, når jeg henfører toppet skalleslugers udseende til en gang tømmermænd!

Jesper

Påskelilje

Lørdagens sol og varme fik sat rigtigt gang i påskeliljerne - endnu en af de sikre forårsbebudere.
De har stået med svulmende knopper i flere dage, men blæst, regn og kulde har fornuftigvis fået dem til at vente med at springe ud.
Når jeg ser en påskelilje, kommer jeg altid til at tænke på en af de sange, som var et fast indslag i engelsk-undervisningen i mine unge dage: I like the flowers, I love the daffodils o.s.v. Sangen kan synges som kanon, og er vistnok meget populær ved lejrbålene hos spejderne i de engelsktalende lande. Men ellers er budskabet ligetil - og jeg formoder, at det var årsagen til dens store popularitet dengang i begyndelsen af 70'erne - få år efter flower-power-revolutionen.

Jesper

fredag den 8. april 2011

Mordkraft

For blot et par år siden var Aalborgs nu nedlagte el-værk Nordkraft den perfekte ramme til en hæsblæsende thriller. Sidenhen er det blevet omdannet til kulturhus - og mon ikke der stadig er godt med plads til intriger på parnasset bag kulisserne?
Netop nu er Nordkraft rammen om Aalborgs første litteraturfestival, "Ordkraft" - og torsdag aften var der lagt i kraftværksovnen til gys og gåder, forbrydelser og fortællinger. Det skete under overskriften "Mordkraft" - Mordkraft på Ordkraft i Nordkraft!
Folkene bag festivalen, der tæller flere gode bekendte fra min tid i Aalborg - Poul Krabbe, Per Jensen og Evan Th. Vestergaard - havde inviteret krimiforfatterne Jussi Adler-Olsen, Arne Dahl alias Jan Arnald og Sara Blædel til at fortælle om deres bøger.
Det blev til tre meget forskellige optrædender. Jussi Adler-Olsen gav et one-man-show om blandt andet sin opvækst i Nordjylland, Arne Dahl blev interviewet om sit syn på politiets rolle i samfundet og Sara Blædel fortalte om sin hovedperson, kriminalassistent Louise Rick, der efterhånden lever sit eget liv, hvilket optager mange af Blædels læsere, blandt andet på Facebook.
På den måde afspejlede forfatternes optræden også tre forskellige retninger inden for kriminal-litteraturen.
Jussi Adler-Olsen berettede spændende og medlevende - og med et godt glimt i øjnene, akkurat som hans underfundige og intelligente bøger om Afdeling Q.
Jan Arnald/Arne Dahl har stærke meninger om politiet som sammenhængskraft i samfundet - og citerede blandt andet Hegel, der engang sagde, at "frihed er retten til at adlyde politiet".
Endelig er Sara Blædels oplevelser med sin hovedperson vel meget symptomatisk for megen kvindelitteratur - selv om Blædel på det kraftigste bestrider, at hun er en del af femi-krimi-traditionen.
Signering af bøger er en væsentlig del af enhver litteraturfestival - og jeg fik da også sikret mig alle tre forfatteres dedikationer til samlingen. Det blev også til en længere snak med Jussi Adler-Olsen om blandt andet ravne og Grønland - og en kort snak med Sara Blædel om vin. For når der er litteratur på scenen, drikker man altså ikke bajere, men vin. I aftenens løb blev der nedsvælget adskillige spande rødvin - både på scenen og blandt publikum. Hyggeligt - bare ikke når der er en lang tur hjem i bilen!

Jesper

torsdag den 7. april 2011

Fællesspisning















I disse dage er haven fyldt med små grønsiskener, som er travlt beskæftiget med at tanke op inden turen går til Baltikum og de store russiske nåleskove senere på måneden.
Jeg skød lige disse to hunner godt i gang med at rydde foderautomaten for mejsekugler for en halv times tid siden. Billedet er efter min mening ret godt - så jeg håber, at det også falder i læsernes smag.

Jesper