søndag den 14. august 2011

Høst-nostalgi
















Han Herred Traktorlaug har i weekenden holdt høstdage på Øland.
Det blev til en sand opvisning i, hvad den særlige danske kombination af opfindsomme landmænd og fingersnilde smedemestre kunne præstere i forrige århundrede - og samtidig et gensyn med nogle af de sindrige konstruktioner, som stadig i min barndom var i brug mange steder i det danske landbrug.
Blandt andet den blå Ford-traktor på det øverste billede. Sådan en havde jeg faktisk som model, som jeg kunne lege med på min legetøjsbondegård med tre længer, heste, høns, grise og ikke mindst køer af den røde, danske landrace, som praktisk taget ikke findes mere.
Det er tankevækkende, at de principper, som ligger til grund for de gamle tærskeværker, som virkelig er en gang Ole-Opfinder-teknik, stadig den dag i dag bliver brugt i de kæmpemejetærskere i millionklassen, som netop i disse dage kører rundt på de danske marker for at bringe høsten i hus.
Forresten var et af de udstillede tærskeværker af lokal tilvirkning fra C.O. Jensens Maskinfabrik i Brovst, der i 30'erne var skueplads for Danmarks længstvarende arbejdskonflikt.
Han Herred Traktorlaug har ni medlemmer, som alle interesserer sig for og samler på de gamle maskiner, som de så mødes for at restaurere og vedligeholde. Jeg talte med flere af dem - og en af dem huskede den gamle, mørkeblå Fordson med jernhjulene fra sin barndom. Der skulle mindst tre heste til at trække den tunge traktor fri, når den satte sig fast i det lokale mudder, og sådan har den - som al moderne teknologi - jo sine begrænsninger.


Ingen kommentarer: