søndag den 18. september 2011

Dagen ord XLIV

Den konservative partiformand, Lars Barfoed, har i weekenden opfordret Pia Kjærsgaard til at stikke piben ind - altså at dæmpe sig lidt. Men hvad er det egentlig for en pibe, som Barfoed taler om - og hvor er det lige, at Kjærsgaard skal stikke piben ind?
Piben i udtrykket er den samme pibe, som vi danser efter i en anden talemåde - et fløjtelignende musikinstrument, som var brugt af middelalderens omrejsende musikanter. "Stik piben ind" er en kort form af "stik piben i ranselen", altså simpelthen en opfordring til musikeren om at stoppe spilleriet, for nu har vi altså hørt tilstrækkeligt. Og det er jo lige nøjagtig det, som udtrykket dækker over den dag i dag. Pia Kjærsgaard skal altså i følge Barfoed dæmpe sig lidt - eller kort og godt tie stille.
Forresten får Kjærsgaard nok svært ved at finde en pibe - efter at Dansk Folkepartis ellers evigt piberygende Jesper Langballe gik ud af Folketinget ved valget forleden.

Jesper

Ingen kommentarer: