søndag den 16. oktober 2011

Havtorn og æbler

For nogen tid siden blev jeg begavet med en flaske havtorn-bitter fra Brænderiet Enghaven - og det har vist sig at være en overordentlig positiv oplevelse. Sjældent har jeg smagt et produkt, der kan betegnes som "bitter", med en så rund og blød smag.
Brænderiet Enghaven ved Randers er en virksomhed, der har specialiseret sig i at fremstille frugtbrændevin, primært på æblebasis. Til det bruger man den midterste og mest aromaholdige del af destillatet.
Imidlertid er halen, som det kaldes - destillationens sidste dråber - også en glimrende brændevin. Og det er denne hale, som er kærnen i en række dobbeltdestillerede brændevine, som virksomheden også producerer.
Dobbeltdestillatet er forholdsvist neutralt, men har dog fortsat en duft af æbler. Det, kombineret med den vitaminrige havtorn, giver en imponerende velsmagende bitter, som undertegnede i hvert fald godt kan blive lettere afhængig af. Meget, meget ædel i smagen - og absolut ikke bitter på nogen måde.
Brænderiet Enggården anbefaler på sin hjemmeside havtorn-bitteren som en velegnet følgesvend til frokostbordet. Heri er jeg ikke enig: Den bløde runde smag gør bitteren mere velegnet som en følgesvend til en god øl i gode venners lag. Men man kan nu også drikke den uden vennerne - for med et flaskeindhold på kun 35 cl er der nu ikke så møj bræjevin i flasken, at det kan svare sig at dele...

Jesper

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Havtorn i 35 cl flasker skulle forbydes :)