søndag den 27. november 2011

Indendørs sysler

De seneste dage har det mildest talt ikke været vejr for hverken mand eller bæst til udendørs sysler. Regn har skiftet uafladeligt med storm og blæst.Nu er det imidlertid så heldigt, at jeg har fået fat i nogle bøgegrene, som skal bruges til at fyre med i røgeovnen.
Det er noget mindre træstykker end dem, jeg normalt arbejder med som brænde - for det skal saves og kløves i hånden for at undgå forurening fra kædesavens olie.
Og netop fordi det er små stykker, er der faktisk ikke noget til hinder for at sidde indendørs i værkstedets hyggelige varme og kløve brændet. Så det har jeg gjort. En stor skive fyrretræ, hjembragt til brændeovnen, gør det ud for huggebloggen - og med en lille skovmandsøkse kan jeg så sidde stille og roligt i havestolen og lave brændet til kommende produktioner af røget sild og ål. Et rigtigt hyggejob på en dag med møgvejr - og dem har vi jo haft et par stykker af den seneste tid.

1 kommentar:

Jesper Hansen sagde ...

Det må være en freudiansk fortalelse, når jeg i blogindlægget omtaler huggeblokken som huggebloggen! Jeg beklager fejlen, men den er da så sjov, at vi lader den stå et øjeblik...

Jesper