søndag den 22. januar 2012

Kongen af Danmark

Historien om Kongen af Aalborg vakte betydelig opsigt i Dovregubbens departement for etymologi, som satte sig for at finde ud af, hvorfor vi kalder røde bolcher med lakridssmag for Kongen af Danmark.
Det er en sjov lille trivia-oplysning - og udtrykket er betydeligt ældre, end jeg umiddelbart troede.
For der er faktisk blevet lavet Kongen af Danmark-bolcher i landet lige siden Christian den femtes tid - og han var konge fra 1670 til 1699.
På den tid brugte man anisolie som medicin mod ondt i halsen. Kongen var imidlertid ikke særlig vild efter denne behandling, da hans kongelige smagsløg fandt, at smagen var for stærk. Livlægen fandt derfor på at røre anisolie ind i varm sukkermasse og tilsætte et par dråber rødbedesaft - og vips - så var Kongen af Danmark-bolcher opfundet.
De klassiske Kongen af Danmark-bolcher produceres af Evers og markedsføres af mærkevarespecialisten Leaf Danmark. Her i huset spiser vi også Kongen af Danmark i en sukkerfri udgave, der produceres af Fribol i Fjerritslev. Virksomheden er specialiseret i diabetiker-produkter. Det er en tradition, at Dina får et bæger Kongen af Danmark-bolcher, når vi handler på mejeriet i Aabybro, hvor vi blandt andet køber is og ost. I det hele taget byder mejeriet på et hav af lækkerier - og kan stærkt anbefales.
Min mor fortalte mig i dag, at i hendes barndom var det en tradition, at købmanden i Tirstrup til min mormors store fortrydelse forærede børnene en pose Kongen af Danmark-bolcher, når familien vistnok en gang om ugen betalte købmands-regningen.

Ingen kommentarer: