Sprogforbistring

Forskel på Svalbard og Svolvær

Longyearbyen er med sine knap 2.000 indbyggere
den største by på Svalbard. Foto: Wikipedia.

Svalbard-Posten bringer i ugens udgave den utrolige historie om den amerikanske bedstemor, Ellen Reisner, der ved et uheld endte på Svalbard.

- Da jeg kom ud af flyet og mødte en udstoppet isbjørn, gik det op for mig, at noget var galt, fortæller konen til Svalbard-Posten.

Der er langt mellem husene,
men ikke isbjørnene på Svalbard.

Ellen Reisner fløj i sidste uge fra Los Angeles for at besøge sine to børn, der begge underviser i Svolvær på Lofoten. På en eller anden måde har rejsebureauet fået Svalbard og Svolvær galt i halsen - hvad der vel ikke er så underligt, når ordene udtales på amerikansk. Under alle omstændigheder var hun havnet 1100 km længere mod nord end hensigten.

- Først blev jeg temmelig flov, men da jeg sad på hotelværelset med min rødvin, gik det op for mig, at det nok ikke var så galt endda, fortæller den uheldige amerikaner, der måtte tage to overnatninger i Longyearbyen, inden turen gik videre til Lofoten.

Der er frodigt og grønt på Lofoten.

Ingen tvivl om, at Ellen Reisner har fået en oplevelse af de helt store. Både Svalbard og Lofoten er jo norske øgrupper i Nordatlanten, men der er unægtelig stor forskel på både klima og samfund.

Svolvær har 10.000 indbyggere og ligger trygt
mellem de grønne fjelde - uden en isbjørn i nærheden.

Lofoten ligger midt i Golfstrømmen og er et temmelig lunt, frodigt sted, hvorimod Svalbard midt i ishavet er både koldt, goldt og øde, når man ser bort fra Longyearbyen, hvor et par tusinde indbyggere - fortrinsvis minefolk og forskere - holder isbjørnene med selskab i de lange vinternætter.

På Svalbard levner klimaet kun plads til en sparsom vegetation, hvorimod regn og varme på Lofoten gør det til et temmelig frodigt sted, der bedst kan beskrives som "tempereret regnskov".