onsdag den 22. august 2012

Mogens Hansen

Et liv i fuldt vigør - næsten til det sidste

Mogens Hansen var født i Vordingborg, hvor han blev handelsuddannet. Senere blev han ansat som administrator i sygehusvæsenet, hvor han arbejdede ved en lang række danske sygehuse, inden han i 1963 kom til Farsø Sygehus. Her var han blandt andet med til at lede den store udvidelse på Højgårdsvej i begyndelsen af 70’erne.

Siden barndommen var Mogens Hansen stærkt knyttet til Det Danske Spejderkorps og havde hele livet igennem kontakt med en gruppe spejderkammerater fra Kong Volmers Trop i Vordingborg. Han var i sin tid en af initiativtagerne til spejdercentret Kølhøjhus i Arden, og han har også været formand i forskellige spejdersammenhænge. 

Mogens Hansen tog aktivt del i samfundet og har gennem årene haft mange tillidsposter, både lokalt i Farsø og i Nordjylland. Gennem adskillige år var han kasserer i Farsø Fjernvarmeværk. Desuden har han blandt andet siddet i hovedbestyrelsen for boligselskabet Domea, ligesom han har været kredsformand i Ældresagen, hvor han også i en årrække havde sæde i landsstyrelsen, nogle år som næstformand.

Sygdom tvang Mogens Hansen til at drosle ned de sidste år, men indtil få dage før sin død virkede han aktivt som forretningsfører for Fonden Farsø Borgerforenings Stiftelse og som formand for Farsø Ældreboligselskab. 

Mogens Hansen sov stille ind den 17. august på den palliative afdeling på Farsø Sygehus og sluttede dermed livet på det sygehus, som var rammen om mange af hans arbejdsår. 

Mogens Hansen blev i 1957 gift med sygeplejerske Ditte Hansen, som døde 1. juli i år. Mogens Hansen efterlader sønnen Jesper, der bor på Øland, og datteren Birgitte, der er bosat i Ringe.

Ingen kommentarer: