mandag den 30. januar 2012

Den store slæderejse

Igen mandag eftermiddag var der liv på kælkebakken i Farsø.
Det er godt at se, at der er børn og forældre, der lader hånt om SFO'erne og andre forkromede pædagog-tilbud uden for skoletid og i stedet tager en tur ned ad bakken på slæden med en god chance for en tur på skadestuen - den eneste offentlige institution, som alle raske piger og drenge bør besøge jævnligt.
For det er her på kælkebakken, at fremtidens Sirius-folk og fremtidens polarforskere fødes. Unge, der mærker farten og den iskolde vind, som prikker i de røde kinder. Som pludselig synes, at noget af det mest spændende er Knud Rasmussens og Peter Freuchens mere eller mindre sande historier fra egne, hvor sne og kulde dominerer. Fantasifulde hjerner som ej vil afvise, at alt, hvad Jørn Riel skriver, er den pureste sandhed. Modige børnehjerter som pludselig forstår, at ude i sneen er du din egen. Her er du nødt til at stole på egne kræfter. I sneen tændes frihedens glød til en brand, der aldrig må slukkes.
Jo - sne er en god ting.

søndag den 29. januar 2012

Snemanden og katten

Så fik vi endelig sne - mere end to måneder senere end sidste vinter.
Træls, siger nogle. Omsider, siger andre. Jeg holder nok mest med de sidste, for der skal altså sne til, for at det er rigtig vinter.
Jeg har været i Farsø i dag - og fandt denne snemand med sin kat på Grøbølle sådan cirka midt på eftermiddagen.
Men allerede fra morgenstunden var der liv på kælkebakken ved kirken - og det var sjovt at se, hvordan livet i den lille by på den måde er uforanderligt, selv om det snart er 50 år siden, at jeg selv kælkede på den selvsamme bakke. Internet, computerspil, børne-MGM er forskellen, men glæden ved den nyfaldne sne er dog den samme. Hurra for det - for det viser, at verden trods alt ikke er helt af lave, selv om meget ellers tyder på det.

lørdag den 28. januar 2012

Shell i flammer...

Jeg beklager det dybt - men den her ligger altså lige til højrebenet, som man siger...
Forleden var der en eller andet tumbet neanderthal-type, som blev sur over at være taget i et forsøg på at stikke af fra regningen på Shell-tanken i Løgstør. Han blev faktisk så sur, at han om natten vendte tilbage og stak ild til tanken. Det er så ubeskriveligt dumt, at middelalder-straffe som 14 dages gabestok på torvet i Løgstør og et lavement eller to ligger ligefor.
Men jeg kan altså ikke gøre for det - begivenheden har altså også sat gang i den indre jukebox. Og det er naturligvis Kasper Windings gamle klassiker "Sjæl i flammer", som det handler om.
Melodien blev i sin tid skrevet til TV-serien "En gang strømer" i 1987 - og er nok en af de mest markante kendinger, som er lavet i dansk TV. Og når den så handler om "Shell i flammer", så er det en passende lejlighed til et lille genhør:

Stegte saltsild

Så har der atter været møde i Øland Sildelaug - og som sædvanlig skal bloggens læsere da ikke snydes for et par billeder af den udsøgte menu.
Vi lagde ud med stegte saltsild. Sildefileterne lægges i en pose med salt i tre timer, skylles og vendes i rugmel. Steges på pande i et par minutter og serveres på smurt, groft rugbrød. Der pyntes med bløde løg og hakkede rødbeder - og så gives der sennep til. Jeg prøvede mig lidt frem - og fandt ud af, at en blanding af sød, bornholmsk sennep og så en almindelig Arffmann giver den bedste smag. Og med den bedste smag, så mener jeg det faktisk. Sådan en mad er tæt på himmelske højder.
Dagens hovedret var fyldte gåsebryster med brun sovs og kartofler. Ganske traditionelt, men piftet op med en særdeles utraditionel pæresalat med valnødder og parmesan. Et ganske smukt og velsmagende alternativ til den kedelige og trælse waldorfsalat.
Desserten var godt med mandesnak og så selvfølgelig Ølandsangen.

torsdag den 26. januar 2012

Dyden går amok

Danmarks bedste TV-kanal TV2-Charlie har i denne uge budt på en kavalkade af mindre kendte - og ikke mindst mindre anerkendte - danske film.
Torsdag aften stod den på lystspillet "Dyden går amok" efter Knud Poulsens bagatel af en skæmte-roman af samme navn. Jeg har gennem tiderne læst bogen adskillige gange med stor fornøjelse, men må også bryde sammen og tilstå, at jeg aldrig har set filmen - før torsdag aften.
Det er en skam, for det er et herligt lystspil - fest og højt humør hele vejen igennem. Mandehørm og bajere på bordet, da et københavnsk jagtselskab tager ophold på kroen i det lille vestjyske fiskerleje Hu.
Filmen følger bogen temmelig slavisk og lægger ud med historien om "Det Bette Komfur", spillet af Arthur Jensen i den for ham usædvanlige rolle som et rigtigt mandfolk, der imponerer konen med en ganske ualmindelig voldsom vandladning. Og så er linjen ellers lagt. Det er faktisk sjovt, og filmen holder vand den dag i dag efter næsten 50 år, omend de erotiske scener, der i sin tid var et væsentligt salgsargument, med vore dages briller må anses for at være ganske uskyldige.
Dyden går amok er indspillet i fiskerlejet Stenbjerg ved Thisted. I en birolle som fiskerlejets præst ses en ung Gabriel Axel. Han vendte senere tilbage til Stenbjerg, da han instruerede Oscar-vinderen Babettes Gæstebud, der jo også foregår i den karske og barske vestkyst-natur.
Traileren til Dyden går amok kan ses nedenfor - og den giver et ganske godt indtryk af løjerne. Hvis man vil vide mere, findes der på Thisted Biblioteks hjemmeside en god artikel om filmen - og ikke mindst dens forankring i lokalsamfundet, der jo også har lagt kulisse til en anden dansk klassiker - Olsenbanden i Jylland.

onsdag den 25. januar 2012

Subjekt(ivt)

Melodi Grand Prix. Should've known better. Hvem? Sku' ha' vidst bedre. Hvem? Ordblind? Sku' ha' gået til Louis Nielsen.
Ungdommeligt letsind. SMS-sprog. Sætninger uden grundled. Uansvarligt. Dumt. Forfladigende.

P.s. Unge piger med underbid og store hager. Nyt kvindeideal?

P.p.s. Danmarks Radio. Talentkonkurrencer. Public service?

Foto: DR

mandag den 23. januar 2012

Stilhed















Der er intet i verden så stille som sne, hedder det i den gamle talemåde - men mindre kan da også gøre det. For eksempel en dag som i dag, hvor vejret har budt på næsten klart vejr, frost og bogstavelig talt vindstille.
Så selv om jeg egentlig havde en aftale med skrivemaskinen hele dagen, blev det alligevel til en lille tur med kameraet ned til fjorden ved middagstide - for det er jo en sand lise og god inspiration, når fjorden sådan ligger blikstille og spejlblank hen.
En god del af tiden gik nu med at jage en musvåge. Desværre var den næsten umulig at komme på skudhold af i det åbne landskab, så det blev kun til en stribe billeder af en flygtende musvåge - og den slags er jo ikke den helt store sensation.

Jeg er alligevel så tilfreds med billederne, at jeg bringer dem her. For det er vidnesbyrd om en god tur til Limfjorden på en dag, hvor lysforholdene stadig er vinterlige og fuglene mest er noget, man hører på afstand - og for billede nummer tos vedkommende også et vidnesbyrd om, hvor stor og flot en fugl, vores mest almindelige rovfugl, musvågen, er.

søndag den 22. januar 2012

Kongen af Danmark

Historien om Kongen af Aalborg vakte betydelig opsigt i Dovregubbens departement for etymologi, som satte sig for at finde ud af, hvorfor vi kalder røde bolcher med lakridssmag for Kongen af Danmark.
Det er en sjov lille trivia-oplysning - og udtrykket er betydeligt ældre, end jeg umiddelbart troede.
For der er faktisk blevet lavet Kongen af Danmark-bolcher i landet lige siden Christian den femtes tid - og han var konge fra 1670 til 1699.
På den tid brugte man anisolie som medicin mod ondt i halsen. Kongen var imidlertid ikke særlig vild efter denne behandling, da hans kongelige smagsløg fandt, at smagen var for stærk. Livlægen fandt derfor på at røre anisolie ind i varm sukkermasse og tilsætte et par dråber rødbedesaft - og vips - så var Kongen af Danmark-bolcher opfundet.
De klassiske Kongen af Danmark-bolcher produceres af Evers og markedsføres af mærkevarespecialisten Leaf Danmark. Her i huset spiser vi også Kongen af Danmark i en sukkerfri udgave, der produceres af Fribol i Fjerritslev. Virksomheden er specialiseret i diabetiker-produkter. Det er en tradition, at Dina får et bæger Kongen af Danmark-bolcher, når vi handler på mejeriet i Aabybro, hvor vi blandt andet køber is og ost. I det hele taget byder mejeriet på et hav af lækkerier - og kan stærkt anbefales.
Min mor fortalte mig i dag, at i hendes barndom var det en tradition, at købmanden i Tirstrup til min mormors store fortrydelse forærede børnene en pose Kongen af Danmark-bolcher, når familien vistnok en gang om ugen betalte købmands-regningen.

lørdag den 21. januar 2012

Kongen af Aalborg

Kongen af Aalborg er ikke Henning G. Jensen, hvad mange ellers mener. Det er derimod navnet på den officielle danske Melodi Grand Prix-drink.
Det er Aalborghallen, der står for udnævnelsen. Det nordjyske kulturcenter skal være vært for den angiveligt store musikalske begivenhed, og det er planen, at Kongen af Aalborg skal serveres som velkomstdrink til deltagerne.
Jeg tjekkede den lige i fredagsbaren - og jeg kan da afsløre, at den, som navnet antyder, smager umiskendeligt af Kongen af Danmark-bolcher. Da jeg er vild med lakrids, er det sikkert heller ikke nogen hemmelighed, at drinken så ganske absolut faldt i min smag.
Opskriften lyder sådan; to cl Rød Aalborg, to cl pernod, halvanden cl grenadine og tolv cl sprite. Der pyntes med en skive lime på glassets kant. Da vi her i huset efter gammel grønlandsk tradition bruger Faxe Kondi i stedet for Sprite, blev det kondien, som vandt - og selv om det ikke er nævnt i opskiften, blev det altså også til et par isterninger.
Som nævnt smeger drinken af Kongen af Danmark-bolcher - og det er da ganske interessant med en drink, hvor Rød Aalborg indgår. Det ser man ikke så tit. For sjovs skyld prøvede jeg at lave drinken uden Rød Aalborg, men den holder ikke. Så smager det alt for meget "bare" af pernod. Skal man have den rigtige bolche-smag, skal der altså brændevin i.
Med Kongen af Aalborg i glasset er der dækket op til en forhåbentlig festlig Melodi Grand Prix-aften i Aalborg. Selv regner jeg nu ikke med at se det. Programmet sendes jo efter min sengetid.

tirsdag den 17. januar 2012

Det lysner
















Dagen er nu tiltaget med 47 minutter siden vintersolhverv, så vi går stille og roligt mod lysere tider. Dagen tiltager i øjeblikket med tre til fire minutter i døgnet, og det er så meget, at det kan mærkes fra dag til dag.
Så smukt så det ud ved Aggersund-broen, da solen tirsdag stod op på en frostklar og vindstille januardag.

mandag den 16. januar 2012

Blomkålsgratin

Blomkålsgratin er sådan en lækker ret, som egentlig heller ikke er så svær at lave - hvis bare man holder hovedet koldt og giver sig god tid. For fast-food er det bestemt ikke.
Blomkålsgratinen er en del af min mødrene arv. Vi fik det ofte derhjemme i min barndom - og det er da forresten også en glimrende ret til rester. Her i huset er der nu kun sjældent rester, så normalt laver jeg det med lidt skinkekød i tern af den billigste slags til pizza. Det er ikke så væsentligt, og det kan da også sagtens laves med kyllingekød eller fisk.
Jeg gør det på den her måde. Først deler jeg et blomkål i mindre buketter, som jeg blancherer i lidt, meget lidt vand (2 dl). Hvis man har lidt suppe til overs, kan man med fordel også bruge det.
Herefter deler jeg fem æg. Hviderne piskes hårdt op, så de bliver stive - og æggeblommerne sættes til side et øjeblik.
Så smelter man en god klat smør i en gryde og rører et par teskeer maizena godt ud i det smeltede smør. Så tilsætter jeg kogevandet fra blomkålen og en sjat mælk, så der kommer en tyk sovs ud af det. Smag til med salt og peber. Tag gryden af blusset og rør æggeblommerne i sovsen, som nu ikke må koge, da den ellers skiller. Herefter vender jeg forsigtigt de stive æggehvider i sovsen og hælder halvdelen i et smurt ildfast fad. Heri lægger jeg kødet og blomkålen lagvist - og har da også med succes, hvis jeg kun har haft et lille blomkål, suppleret med lidt rosenkål eller ærter og gulerødder, blancherede forstås.
Resten af sovsen hældes over. Det hele drysses med rasp og lidt salt og peber. Så kommer fadet i en 175 grader varm ovn. Det hæver lidt, så husk, at fadet ikke må være fyldt helt op - og at det ikke må stå på den øverste rille.
Efter cirka en times bagetid er gratinen færdig. Det er en temmelig mager ret, så hvis man er til det, kan man eventuelt garnere det med en klat smør, ligesom et drys persille heller aldrig har skadet.
Velbekomme.

lørdag den 14. januar 2012

Kvan

Kvanen er noget af det mest urnordiske, vi har.
Allerede i vikingetiden blev den dyrket og brugt i madlavning - både på grund af sin smag og sit store indhold af C-vitamin. Både frisk og syltet kvan var således et effektivt middel mod skørbug på vikingernes lange rejser.
Kvanen findes i Grønland, hvor især børn holder af at spise stilkene - lidt ligesom rabarber.
Smagen er dog anderledes end rabarber. Stærkt krydret, aromatisk og særegen. Det gør kvanen velegnet også til kryddersnaps - hvad den også bliver brugt til i Grønland, ligesom kvan er en væsentlig ingrediens i gin og med til at give dette produkt sin særegne duft af barbersprit.
Jeg må indrømme, at selv om jeg bestemt ikke har noget imod gin, så er jeg ikke så vild med smagen af kvan - og der skulle derfor gå mange år, før jeg begyndte at eksperimentere med brændevin krydret med kvan. Da vi i 2008 boede i Straumsbukta uden for Trømsø, havde vi imidlertid kvan i haven - og det var altså for stor en fristelse, så der røg et par kvanstilke i en flaske vodka. Dette skal ske tidligt på året, da den mister smagen efter blomstringen.
Efter tre dage var væsken blevet fin lysegrøn - og kvanen blev taget fra og skulle således i teorien være klar til at drikke. Kvansmagen var imidlertid ganske overvældende - og da jeg som sagt ikke er så vild efter den, blev det kun til et par glas.
Flasken røg derfor ned i gemmerne - og det var først for ganske nylig, at jeg åbnede den igen. Der var sket et lille under. Farven var skiftet fra den lysegrønne til en dyb brun - nærmest mahogni. De tre års lagring havde fået alle kvanens gode egenskaber til at gå op i en højere enhed med spritten - og jeg vil uden at blive rød i hovedet påstå, at min kvansnaps giver smagsoplevelser hen i retning af en fin cognac. Så nu er kvanen pludselig blevet et hit her i huset - men da jeg ikke har meget af den kun i små afmålte doser ved passende lejligheder. Og da min kvan-brændevin er af norsk oprindelse, synes jeg da også, at jeg kan tillade mig at bruge glassene fra den norske linie-akvavit til formålet. Polarcirklen er jo også en slags linie.
Da historien således endte lykkeligt, overvejer jeg i disse dage seriøst om vi ikke skal til at have en kvan i haven. Den trives nemlig også glimrende i Danmark - blandt andet på strandengen ned ved Øland-Gjøl-dæmningen.
Kvan kan ved et hurtigt øjekast godt minde om bjørneklo, hvilket kan få grimme følger - men et sikkert kendetegn er blomsten, der er skærmformet hos bjørnekloen, mens den hos kvan er kugleformet.
Forresten er kvan et af de få ord fra nordbo-perioden, som har fundet ind i det grønlandske sprog. På grønlandsk hedder kvan kuannerit. På latin hedder kvan angelica archangelica, hvilket jeg finder er et ganske smukt navn med klare mindelser om himmelsk fryd - og det kan kvanen altså byde på, hvis bare man gemmer den tre år, inden man begynder at drikke den.

Fra arkivet: Stærke kvinder















Gennem mine mange år i Nuuk arbejdede jeg som kommunens informationschef tæt sammen med den daværende borgmester, nu afdøde Agnethe Davidsen.
Af samme grund var Agnethe Davidsen ofte i søgeren for mit kamera - og jeg har en del billeder af hende. Ofte på talerstolen, men også fra en række mere eller mindre officielle begivenheder, hvor pressen ikke altid havde adgang, men der alligevel skulle tages et billede som minde.
Jeg har for lang tid siden lovet Agnethes datter, Heidi, at hun måtte få en kopi af nogle af billederne, men det er ikke rigtig blevet til noget, før hun fredag aften prikkede til min dårlige samvittighed på Facebook.
Så her iler jeg med to fotos fra 2002. På det øverste foto er Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, på besøg på borgmesterkontoret - og jeg fik dette fantastiske billede af et par storsmilende stærke kvinder. Bemærk venligst begge kvinders mellemrum mellem fortænderne - man skulle næsten tro, at de var i familie...
Det andet billede er fra et møde i Nuuk-Torshavn-Reykjavik-fonden på Færøerne i 2002. Borgmestrene fra de tre nordatlantiske hovedstæder er fotograferet foran kirkeruinen i Kirkebø. Jeg kan desværre ikke huske navnene på borgmesteren fra Reykjavik og Torshavn, men der er ingen tvivl om, at Torshavn-borgmesteren her står mellem to stærke kvinder.
Jeg husker forresten endnu begivenheden som var det i går. Vi var til middag på kongsgården - og bagefter stod den færø-dans. Jeg kom hjem med to sorte tånegle - men det var nu ikke de stærke kvinders skyld...

fredag den 13. januar 2012

Galanterier















Det er jo lidt af en underlig vinter i år - for det er faktisk slet ikke vinter, rent vejrmæssigt.
Det ser vi tydeligt i haven, hvor mange af de første forårsbebudere faktisk står med bristefærdige knopper. Netop i dag opdagede jeg, at vintergækkerne i løbet af den seneste uge er begyndt at dukke op af jorden. Og vintergækken - galanthus navalis, heraf overskriften - har travlt, så knopperne kommer næsten samtidig med spirerne.
Men vintergækkerne er nu ikke alene på markedet. Henne under lærketræet ved siden af drivhuset stikker en hyacinth sine store svulmende blomsterknopper op. Den er faktisk lige så langt i væksten som de hyacinther, som vi har inde i stuen. Den her er nu en enlig svale, for havens øvrige hyacinther er først nu forsigtigt begyndt at stikke de første grønne spirer op af jorden.
Allerede før jul stak de første krokus spirerne frem - og også her er der nu begyndt at dukke knopper op. Det er sikkert alt for tidligt - og meteorologerne lover da også frost i weekenden, men ellers skulle temperaturerne de næste par uger holde sig på plussiden - og så bliver det nok svært at holde de små forårsblomster i jorden. Men lidt frost og sne tager de næppe heller skade af - selv om det er lidt for tidligt efter min personlige smag. Jeg savner ærlig talt en rask lille snestorm.
Vi skal selvfølgelig også have med, at julerosen står i fuldt flor. Det er der såmænd ikke noget mærkeligt i, for det er jo netop en julerose. Men dens nære slægtning påskeklokken er også godt på vej med store knopper, så mon ikke vi også kommer til at se den inden for en overskuelig fremtid?

onsdag den 11. januar 2012

Pas nu på den økse, Eugene

Man skal selvfølgelig passe på. når man arbejder med en økse. Sådan en er skarp og kan lave store huller på en uforsigtig sjæl, men det udelukker nu ikke, at man også kan passe godt på sin økse.
I disse dage kløver jeg brænde. Det er noget forholdsvis frisk fyrretræ fyldt med knaster og grene, og det kan næsten ikke undgås, at økseskaftet får sig nogle skrammer.
Det synes jeg naturligvis er synd for min tre kilos kløveøkse - Storebror - og så er det forresten med til at gøre øksen farlig at arbejde med, for sæt nu at skaftet brækker...
Heldigvis er manden jo gammel spejder og ved, at der er råd for den slags. Så i dag har jeg lagt en takling på skaftets øverste 10 centimeter. Taklingen skal tage de værste skrammer og beskytte skaftet.
Nu er sådan en takling jo et stykke helt elementært tovværksarbejde, men det var nu ikke helt uden problemer. For i dag er det næsten ikke til at skaffe ordentligt tovværk i naturfiber til en pris, der er til at betale, så det endte med, at jeg brugte et fire millimeters nylonreb. Nylonreb er noget, Fanden har skabt i vrede. Bevares, det er næsten uforgængeligt, men det er altså noget skrammel at arbejde med. Problemet i den her sammenhæng er, at nylon er meget glat - og det er økseskaftet også. Så det var temmelig svært at få taklingen til at ligge lige og stramt - og samtidig se ordentlig ud. Jeg er lidt spændt på, hvor længe den bliver ved med at se ordentlig ud. Går det helt galt, kan jeg blive nødt til fæstne den med en gang Araldit - eller endnu værre, oh rædsel, skifte taklingen ud med gaffa-tape. Det holder garanteret, men ser rædselsfuldt ud!
Overskriften er lånt fra Pink Floyds gamle hit, Careful with that axe Eugene, der vistnok også handler om, hvordan det kan gå, hvis man ikke passer på.

tirsdag den 10. januar 2012

Sumpmejsen















Det er ikke blevet til meget fuglekiggeri denne vinter - dels fordi det har været et møgvejr, og dels fordi det simpelthen ikke har været vintervejr. Det giver fuglene masse af fødemuligheder, så trængslen på foderpladserne har ikke været så voldsom.
Men tirsdagen bød på fint, stille vejr - og det afslørede et sandt fugleleben i havens buske. Også foderpladsen var pludselig tiltrækkende set fra fotografens side - og det blev da til en stribe fotos. Mest af alt af de gamle kendinge fra ethvert foderbræt; bogfinke, skovspurv, musvit, dompap og blåmejse.
Men det skal nu også med, at jeg gennem nogen tid har lagt mærke til, at sumpmejserne har interesseret sig for foderbrættet. De er typisk samlere og kommer kun på foderpladsen for at hente føden, som de så gemmer i barksprækker og lignende. Derfor går det også stærkt, når de kommer, og det er med at være hurtig på aftrækkeren.
Som det ses øverst, lykkedes det i dag at få en sumpmejse i kassen, da den et kort øjeblik stoppede op i arbejdet.
Sumpmejsen, der i gamle dage blev kaldt gråmejse, er en forholdsvis almindelig fugl i danske haver, men man skal som sagt være hurtig for at se den meget lille og sky fugl. Den ligner i øvrigt fyrremejsen til forveksling, men da fyrremejsen kun findes i Sønderjylland, tør jeg med stor sikkerhed bestemme kammeraten på billedet som sumpmejse.
Udover fuglene på brættet noterede jeg en stor flok på cirka 30 grønsiskener i elletræerne ovre ved gadekæret. Det er vinterens første grønsiskener i bogen, men går det som sidste vinter skal vi nok få meget mere at se til dem, når de i begyndelsen af april samler kræfter til turen til sommerkvarteret i de baltiske stater og Rusland.

mandag den 9. januar 2012

Barentsburg

Barentsburg er en lille russisk koloni på Svalbard. Selv om øgruppen traktatmæssigt er demilitariseret, tjente byen som et vigtigt strategisk støttepunkt for Sovjetunionen under den kolde krig med sin beliggenhed midt i polarhavet.
Efter murens fald gik Barentsburg en lidt tvivlsom fremtid i møde - og da jeg besøgte byen i 2001, var det et sted præget af pessimisme og forfald. Men også et stykke Rusland tæt på Norge - og som beboerne konstaterede al usikkerhed til trods: - Vi har det jo nok bedre end derhjemme.
For med sin beliggenhed kun et par timers sejlads eller en lille times snescooterkørsel om vinteren 40 km fra den norske Longyearbyen, havde indbyggerne masser af vestlige forbrugsgoder inden for rækkevidde. Det var en søndag, jeg besøgte Barentsburg - og på denne officielle fridag var mange af byens arbejdere klædt i det fineste vestlige dress - Armani-habitter og Puma-sko.
Men ellers var besøget ganske spændende - for det var altså et stykke sovjet derude i polarhavet. På gaden var der stadig Lenin-skulpturer og damer klædt i lange frakker som i Dr. Zivago - og i den lokale bar flød vodkaen i stride strømme, mens Babushka-dukkerne stod sørgmodigt ved siden af fjernsynet, der selvfølgelig viste CNN.
Efter murens fald skete der et voldsomt fald i indbyggertallet, og der var derfor en del tomme, men i sit arkitektoniske udtryk særdeles sovjettiske boligblokke i Barentsburg. Det var lidt sjovt at se, hvordan mågerne var rykket ind her - for med lidt god vilje kan disse murstenskolosser sagtens bruges som et fuglefjeld.
Der er i dag cirka 500 indbyggere i Barentsburg, der er opkaldt efter den hollandske opdagelsesrejsende Willem Barenz, der i 1800-tallet lavede de første optegnelser over Barentshavet - den del af Atlanterhavet, som ligger mellem Svalbard og Rusland.
Den officielle grund til den russiske tilstedeværelse på Svalbard er kulminen i Barentsburg. Den leverer kul af en finhed, som langt overgår russisk kul - og derfor bliver det meste af kullet eksporteret til vesten, blandt andet de kulfyrede danske kraftværker.
Den kolde krigs ophør er ikke den eneste trussel mod Barentsburg. I 2006 udbrød der brand i kulminen, og man har derfor været nødt til fylde den med havvand. I nogle år var det usikkert om produktionen ville blive genoptaget, men minen åbnede igen i 2010. Det er det nationale, russiske minefirma Arcticugol, der driver kulminen.

Chablis-chateau-chat-sjat-pjat

Det er vel de færreste, der vil indrømme det - men jeg kryber da gerne i skriftestolen og bekender, at jeg drikker sjatter.
Og jeg synes da forresten, at det hverken er pinligt eller udtryk for gerrighed, når vi taler om en god sjat Chablis, der havde overlevet nytårsaften. Lørdag aften kunne der lige vrides en enkelt glas ud af flasken, som havde tilbragt årets første dage i køleskabet - og det smagte herligt.
Jeg har en svaghed for Chablis - altid tør og forfriskende - og denne her havde et strøg af citrus, der nytårsaften gjorde den til det perfekte valg til røget laks og hellefisk.
Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at der er tale om en premier cru fra Montmains 2008. En glimrende vin, der blandt andet er kåret som ugens vin på hjemmesiden aov.dk.
Premier cru er den næstbedste klassifikation i Chablis - og der er pt cirka 40 vingårde med dette prædikat. Vinen er til at få for en rund 100 kroners-seddel - og mon ikke det er tegn på, at der er ved at gå lidt inflation i de franske klassifikationer. I gamle dage ville en sådan fin flaske næppe være tilgængelig for almindelige mennesker, som køber deres vin i Brugsen og Aldi.
Jyllandspostens vinanmelder Niels Ehler har tidligere beskæftiget sig med dette problem - og jeg vil gøre hans ord til mine: Ét sted i Frankrig er der for alvor gået inflation i Grand Cru begrebet - nemlig i Bordeauxdistriktet Saint Emilion. På trods af stedets begrænsede størrelse findes der flere hundrede officielle Grand Cru Slotte. Derfor har man måttet opfinde et endnu højere niveau Grand Cru Classé (over 60 ejendomme) og endelig toppen af toppen, nemlig Premier Grand Cru Classé. Det eneste brugbare råd er derfor, at man bør smage, før man køber, og ikke blot lade sig dupere af etiketten.

lørdag den 7. januar 2012

Da manden gik i kloster














Helligtrekongers aften var det tid til den traditionelle nytårsgildehal - nytårskur om man vil - i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg. Og traditionen tro var Aalborgs gamle kloster fra 1500-tallet den smukke og stemningsfyldte kulisse for begivenheden.
Normalt gider jeg ikke slæbe kameraet med til festlige lejligheder, men da det ikke er så tit, at jeg går i kloster, havde jeg det alligevel med fredag aften. Begivenheden foregår i klosterkælderen og refektoriet, der virkelig byder på mange gode fotomuligheder - ikke mindst kælderens spændende kalkmalerier, der var overmalet i de første 300 år efter reformationen, men som nu kan ses i al deres pragt.
Jeg tog en stribe billeder og lader dem tale for sig selv. Til sidst et enkelt billede af manden selv i festskrud. Som det ses, er jakken blevet rigelig stor - det synlige bevis på at jeg har tabt mig en del det seneste års tid. Storhed står for fald - og selv en gudsfornægter som undertegnede går i kloster. Ak ja...




Luft under vingerne XVI




Luft under vingerne er igen airborne - og vi lægger ud med at se nærmere på Boeing 757.
Strengt systematisk burde flyet egentlig være omtalt i forbindelse med Boeing 767, som den deler cockpit og teknik med. Den væsentligste forskel er, at 767 er et såkaldt widebody-fly, hvorimod 757 har en normal rørformet kabine - og indretningsmæssigt minder mest af alt om Boeing 737, hvilket ikke er særlig pænt sagt.
Når jeg alligevel vælger at skrive en særlig artikel om 757, skyldes det, at det i sin tid var det første såkaldte atlantfly i Grønlandsflys flåde - og derfor har spillet en særlig rolle i mit liv som flypassager.
Grønlandsfly åbnede i 1998 under stor grønlandsk bevågenhed en rute mellem Kangerlussuaq og København og satte gang i en konkurrence med SAS, der indtil da var det eneste selskab på ruten. Konkurrencen endte med, at SAS i 2002 i forbindelse med luftfartsindustriens krise efter terrorangrebet på New York kastede håndklædet i ringen og indstillede sine operationer på Grønland. Konkurrencen var egentlig lidt besynderlig, da SAS er en af aktionærerne i Grønlandsfly/Air Greenland - men den havde stor betydning for den grønlandske selvfølelse. Personligt har jeg stor respekt for den grønlandske selvstændighedstrang, men alligevel gjorde det lidt ondt på mig, da SAS jo har haft en betydende pionerrolle i beflyvningen af Arktis og ikke mindst Grønland.
Vi var nok også et par stykker, der måske var lidt i tvivl om Grønlandsfly kunne løfte opgaven - men der skal ikke herske tvivl om, at selskabet i dag er opgaven voksen, og med den Airbus A330, som man bruger på ruten i dag, er der såmænd ikke den store forskel på at flyve SAS og Air Greenland.
Starten på ruten var imidlertid lidt kikset, da Grønlandsflys Boeing 757 havde en fortid som charterfly - og derfor ikke var særlig velegnet til en fragttung rute til Grønland. Det har jeg blandt andet diskuteret tidligere med en læser i forbindelse med en anden artikel, og jeg vil ikke gå dybere i den problematik. Blot lige nævne, at der ikke gik så lang tid, før Grønlandsfly gik i markedet efter en anden flytype til ruten - og i forbindelse med anskaffelsen af Airbussen også skiftede navn til det internationalt klingende Air Greenland.
I de første år fløj Grønlandsfly og SAS nærmest vinge mod vinge på ruten - og da 757 ikke er nær så komfortabel som 767, som SAS dengang benyttede - specielt på Business Class - fløj jeg de første år kun ganske få gange med Kununnguaq, som flyet blev døbt på grønlandsk efter Store Knud - Knud Rasmussen.
Senere blev det til en del ture, da Air Greenlands Airbus A330 var for stor til at lande i Narsarsuaq - og man brugte derfor Kununnguaq specielt på denne rute. Ellers fløj flyet mest charterflyvning i de senere år, indtil det blev afhændet i 2010 - og dermed også satte en stopper for den direkte beflyvning af Sydgrønland.
Som sagt var Kununnguaq født som charterfly - og Business Class sæderne var derfor almindelige standardsæder. Dog sådan at der var anbragt en slags bakke på det midterste sæde, og der derfor kun var fire sæder pr. række forrest i flyet. Maden og serveringen var selvfølgelig den sædvanlige, glimrende business-standard - og henset til min beskedne bredde gik det an, når der ikke sad nogen i midtersædet.
Rent flyvemæssigt er der ikke noget i vejen med Boeing 757, der ligger stabilt og sikkert i luften - også under den turbulente indflyvning til Narsarsuaq. Sikker er den også. Der er produceret i alt 1050 eksemplarer - og kun otte er gået tabt, herunder to eksemplarer den skæbnesvangre 11. september i 2001.
Den mest gruopvækkende tur, jeg har haft med flyet, var en charter fra Whitehorse i Yukon til Kangerlussuaq i 2000. Gruen skyldtes, at man havde glemt isterningerne - og den obligatoriske gin og tonic var derfor lunken. Det var ikke godt.
Jeg har forresten også fløjet 757 med Icelandair, dels på den relativt korte tur mellem Kastrup og Keflavik, men også på en charterrejse til New York. Den tur kunne være blevet slem, da det var på økonomiklasse, men her kom rutinen mig heldigvis til hjælp - og både frem og tilbage fik jeg charmet mig til en plads ved nødudgangene. Her er der nemlig ekstra plads, så det gik da an, selv om serveringen fra New York bestod af en besynderlig bearnaiseburger og slatne pommes frites.
Nu kan smag og behag jo diskuteres, men lad mig lige nævne til sidst, at jeg ikke synes, at 757 er et særlig pænt fly, især sammenlignet med søsteren 767 der er meget mere harmonisk i linierne. 757 har et mærkeligt højt landingsstel, som får den til at ligne en struds, når den stor på jorden. Desværre har jeg ikke fundet et foto uden copyright, som viser denne detalje, men prøv selv at søge på Airliners Net.

Foto: Wikipedia, Air Greenland, SeatGuru

onsdag den 4. januar 2012

Pantone

Pantones farvevifte fejrer i år 50 års jubilæum. Det er en begivenhed, der helt sikkert vil blive anledning til lidt snak over fyraftens-bajeren - hvis en sådan fortsat findes - rundt om i den grafiske branche.
Farver skal jo have den farve, som farver har - og det er ikke altid lige nemt at styre.
Vi har jo visse kulører i vort sprog - grøn, gul, orange og så videre, men det kan dårligt gøre det. Både i teknisk og kunstnerisk sammenhæng er dagligdags ordbrug ganske utilstrækkeligt, blandt andet fordi vurderingen af farven i den sammenhæng beror på skøn og smag. Tag for eksempel den mørkegrønne farve, der af nogle beskrives som army-grøn og af andre som lortegrøn. For at lette kommunikationen mellem for eksempel designere og producenter har man nogle systemer til at beskrive farver mere nøjagtigt.
Velkendt blandt pc-brugere er RGB-koden, der tager sit udgangspunkt i en kombination af rød, grøn og blå, som er de tre grundfarver i en TV-skærm.
Når man taler om foto og trykteknik, bruger man CMYK, hvor de enkelte farver angives som den procentuelle farvedækning i sort, magenta, gul og cyan, der er de fire grundfarver, når man trykker på et stykke hvidt papir.
Herudover findes der et farvesystem, der nærmest betragtes som international standard inden for tryk og design. Systemet kan både beskrive rene farver og oversætte dem til for eksempel CMYK.
Systemet hedder Pantone - og det fejrer netop i 2012 sin 50 års fødselsdag. I 1962 lancerede det amerikanske firma Pantone sit Color Matching System - PMS - der sidenhen er blevet en del af dagligdagen i industrien, på tegnestuer og aviser, blandt designere og trykkere - og som det ses i det øverste billede også et redskab blandt pc-brugere, der redigerer billeder i PhotoShop.
Overalt i verden har man Pantones farvevifte liggende, når der skal vælges farver. Farveviften viser dels alle farver i givne nuancer - også fluoriscerende og metallic som ikke kan gengives i CMYK - men ikke nok med det. Man kan også se, hvordan farverne opfører sig på forskellige typer af papir, mat, glittet og så videre.
Modsat CMYK kan farverne på et trykkeri blandes som rene farver, så man undgår raster i for eksempel logoer og grafik, hvilket får tingene til at stå klarere.
Pantone markedsfører også håndbøger med små pap-chips, der kan rives af og sendes med en tegning til en trykker eller skiltemaler, så man kan være sikker på, at den får den rigtige farver. Jeg kan blive helt nostalgisk ved tanken om de små papstykker, som er et nærmest ikonisk udtryk for den fysiske side af arbejdet på et reklamebureau.
Nu skulle man tro, at sådan noget med at producere afrivningsark med små papstykker er en nærmest dødsdømt virksomhed i vore dage, men Pantone lever i bedste velgående og kan altså fejre sin 50 års fødseldag i år. Firmaet har blandt andet gjort det ved at udgive en bog om de farver, der dominerede de forskellige årtier i forrige århundrede. For eksempel 70'ernes lilla bleer og interiører i brun og orange. Jeg har desværre ikke læst bogen, men et kortfattet dansksproget referat med hovedpointerne kan læses her.
I dette århundrede har virksomheden blandt andet markedsført sig ved at udpege årets farve - en begivenhed der følges med interesse blandt grafikere, modefolk og trendsettere. Og skal vi tro Pantone, bliver det kommende år præget af en orange nuance, der beskrives som Tangerine Tango. Personligt tror jeg nu ikke rigtig på den - den giver altså lidt for mange associationer til laksefarvet, og det har jeg det altså svært ved at forestille mig skulle være moderne. Men lad os se om et års tid, når året er omme.
Men tillykke til Pantone. Hvis virksomheden ellers formår at følge med teknologisk, er det system nu nok kommet for at blive.

Foto: Wikipedia, Pantone