Luft under vingerne XVIII

Der findes smukke fly, der findes grimme fly, ja, der er næsten ingen grænser for de tillægsord, der kan hæftes på et fly - alt afhængig af smag. Og efter min smag hører BAe146 til i gruppen af smukke fly. Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at BAe146 faktisk ser temmelig sexet ud.

En smuk profil.

Hvorfor jeg lige får sådanne associationer, kan være svært at forklare, men flyet er altså temmelig velproportioneret med en flot regelmæssig, lidt spids næse og nogle næsten smilende cockpit-ruder. Med til billedet hører også, at flyet er højvinget - noget man kun sjældent ser ved civile jetfly.

Konstruktionen af et fly er altid udtryk for et kompromis, der skal tilgodese mange forskellige ønsker og krav. Når vi taler om civile fly, spiller brændstoføkonomien ofte ind - og det taler normalt imod højvingede fly. Når vingerne anbringes på flyets ryg i stedet for bugen, stiger luftmodstanden. Til gengæld får man et fly, der ikke stiller så store krav til landingsbanernes beskaffenhed - og det er den egenskab, der havde størst betydning, da BAe146 i sin tid blev konstrueret.

BAe146 fra Blue 1. Bemærk det sexede smil...

Flyet er bygget til regional trafik - og bærer da også betegnelserne AVRO RJ-85, 1RJ-100 eller RJ-115 alt efter størrelse. RJ er en forkortelse af Regional Jet. AVRO er en forkortelse af A.V. Roe and Company. AVRO er i dag fusioneret ind i det selskab, der hedder British Aerospace, men var i sin tid firmaet bag 2. verdenskrigs navnkundige Lancaster og ikke mindst den kolde krigs utroligt flotte deltavingede strategiske bomber Vulcan.

BAe146 var i mange år rygraden i færøske Atlantic Airways flåde. Her er der ingen tvivl om, at det netop har været flyets evne til at lande på forholdsvis korte landingsbaner, der har været dets væsentligste egenskab. Alle, der har prøvet at lande på de små atlantøers eneste flyveplads, Vagar, vil give mig ret i, at det kan være en temmelig respekt-indgydende oplevelse, for ikke alene er banen temmelig kort, men det kniber ærlig talt ofte også med ordentligt vejr på de kanter, så der skal bremses, skal der. Voldsomt, endda. Frem til 2011 var landingsbanen på sølle 1250 meter, men den er nu udvidet til 1799 meter. Længste bane i Kastrup er det dobbelte - 3600 meter. Banen i Aalborg er 2654 meter.

To BAe146 fra Atlantic Airways på Vagar.

Ligesom forsvarets Hercules og verdens førende større STOL-fly, Dash 7, har BAe146 fire motorer, så der kan fyres godt op under kedlerne, når der skal lettes fra en kortere bane.

Det er efterhånden en del år siden, at jeg har været passagerer på BAe, men jeg erindrer det som - flyets størrelse taget i betragtning - et forholdsvist komfortabelt fly. Det er blevet til en del ture til og fra Færøerne. Udover Atlantic Airways har jeg også fløjet BAe146 med finske Blue 1.

BAe146 blev produceret i perioden 1981 til 2003. Da flyet var beregnet til blandt andet mindre, bynære lufthavne, lagde man også i konstruktionen vægt på et lavt støjniveau, og det har da også i salgsøjemed tilnavnet Whisperjet. I alt blev der produceret 391 eksemplarer.

Indtil 2011 var landingsbanen på Vagar kun
1250 meter og en hidsig oplevelse. Den er nu udvidet
til 1799 meter.

Af disse er 14 eksemplarer gået til ved ulykker og hændelser. Blandt andre Atlantic Airways OY-GRC, der i 2006 kørte ud over landingsbanen i Stord uden for Stavanger. Ved ulykken dræbtes tre passagerer og et besætningsmedlem. OY-GRC er det eneste af de fly, jeg gennem tiderne har fløjet med, som jeg med sikkerhed ved, er forulykket. Jeg har aldrig systematisk ført logbog, og har derfor ikke helt overblik over de enkelte fly - men muligvis og ikke helt usandsynligt har jeg nu også fløjet med SE-DMA - den MD-87, som SAS mistede i Milano i 2001 ved selskabets værste ulykke nogensinde.

BAe146 er fortsat i drift både hos Blue 1 og Atlantic Airways. Færingerne er dog begyndt en modernisering af flåden - og opererer nu også Airbus A319.

Fotos: WikiPedia