mandag den 1. april 2013

Sommertid

Verden vil bedrages 

Så smuk kan en simpel gråkrage være i morgensolen.
Så er det blevet sommertid - denne inderligt overflødige, kollektive aprilsnar, hvor b-mennneskene tilraner sig nogle rettigheder på bekostning af a-holdet.

For det hedder sig, at når vi indfører sommertid, så er det for, at folk skal få mere glæde af de lange sommeraftener. Bullshit, for nu at sige det direkte. For hvad med de lange sommermorgener? Dem skærer man jo lige så stille en time af - og berøver derved morgenmenneskene en del af livets store glæder.

Jeg synes, at man skal lade klokken være i fred. Det er dyrt med denne omskiftning to gange om året, ganske ukomfortabelt er det også - og ikke mindst dyreverdenen lider under det. For blandt naturens oprindelige beboere er der ingen forståelse for menneskenes underlige, irrationelle fiksfakserier med solens ustandselige gang over himlen.

Sommertiden udspringer af socialistisk og kulturradikalt hovmod, hvor nogle mennesker bilder sig ind, at de har ret til at bestemme, hvad der er bedst for alle mennesker. Sommertiden er et eksempel på menneskets dårskab og hovmod, hvor vi tror, at det kan lade sig gøre at manipulere Guds skaberværk. Al ting i naturen har en mening - og det bør vi respektere.

Desværre er dette evindelige og overflødige stillen urene frem og tilbage blevet en del af EU's ustoppelige og uproduktive bureaukrati, så det er nok naivt at forestille sig sommertiden afskaffet, før vi får det folkelige oprør mod denne overnationale magtmaskine - og det er jo svært at forestille sig i disse tider, hvor menneskene har større værdi som klienter end som selvstændige, viljestærke individer.

Ingen kommentarer: