fredag den 31. maj 2013

Ølandshvede-brød

Offer for en modedille

Ølandshvedebrød - produceret på Øland.
Da vi for nogle uger siden holdt fødselsdagsfest i det lille hus på Øland, havde Lasse fundet på, at det kunne sjovt at servere ølandshvede-brød - uagtet at det altså er det svenske Øland, som denne hvedeart stammer fra.

Men brødet smagte nu ikke helt tosset, så forleden ville jeg da også lige gøre kunsten efter og bage et ølandshvede-brød.

Det viste sig nu ikke at være helt enkelt - for tilhængerne af ølandshvede findes især i den økologiske del af befolkningen. Speltmødre og klidmostre er fanatikere - og de har et meget rituelt, nærmest religiøst forhold til bagning. Så da jeg googlede opskrifter, var det fuldstændigt umuligt at finde noget, der bare lige kunne bages.

Problemet er, at disse opskrifter alle er med surdej - og det alene tager et par uger at lave. Den slags gider jeg ikke. I forvejen har jeg det svært med bagning, fordi det kræver så meget forberedelse og tager tid. Man kan som regel ikke bage noget som helst bare på slump og som man lyster - og den slags taler altså imod mit lyse, flygtigt impulsive og improviserende sind. Så er det nemmere at lave en god sauce.

Jeg har det også svært med økologi i øvrigt. I misantropiske stunder betragter jeg det som et simpelt marketingtrick til at få prisen op på basale fødevarer og i mere lyse stunder mest som en måde at minimere produktionsomkostningerne på. Det er jo også derfor, jeg bruger hestemøg i stedet for kunstgødning i haven.

Ølandshvede er forresten ikke andet end noget græs, som nogle botanikere en gang fandt i et stendige på Øland - det svenske, forstås. Men DNA-prøver viste, at det var hvede og ikke græs - og hermed var kimen lagt til en romantisk bagedille med mindelser til de gode, gamle dage, hvor kvindens plads som bekendt var i køkkenet.

Brødet fik en flot, saftig og ensartet krumme. Det er
faktisk godt håndværk - sagt i al ubeskedenhed..
Surdej og kvindefrigørelse hører ligesom ikke rigtig sammen, men det er nok en helt anden snak. Under alle omstændigheder virker det som om, at disse meget bagende økologi-kvinder sværger til surdej - og forresten er det ikke noget problem at bruge surdej, hvis man alligevel bager hver dag. Men her i huset, hvor bageriet kommer som en pludselig indskydelse - og hvor jeg forresten foretrækker industrielt produceret rugbrød - er surdej altså et problem.

Heldigvis har Claus Meyer aktier i den danske ølandshvedeproduktion - og selv om han også er surdejsfanatiker, så skal der jo tjenes penge. Meyer har gået på handelshøjskolen, så han er leveringsdygtig i en opskrift på ølandshvede-brød, der kan fremstilles på godt og vel et døgn - og med almindeligt købegær som hævemiddel.

Så jeg gik i gang med røremaskine, kærnemælk, honning, gær og ølandshvede. Røremaskine er nødvendigt, for ølandshveden er så groft malet, at der skal æltes i mindst en halv time for at få en nogenlunde fast dej ud af det. Det skal kort sagt have nogen tæsk for at få glutenen ud af kornet. Så jeg kørte og kørte - og løste en krydsogtværs imens. Ikke alene er økologisk hvedemel sindsygt dyrt, men også strømforbruget taler voldsomt mod at bage den slags hver dag.

Friskbagt brød med tandsmør er et sikkert hit.
Herefter skal dejen hæve et døgn - og først den næste dag kan man altså sætte tænderne i frisk brød. Taget i betragtning, at det var første gang, jeg arbejdede med den slags, synes jeg, at der kom et helt anstændigt resultat ud af det.

Brødene blev flotte med en dejlig saftig krumme - og det ene brød blev faktisk spist på en formiddag. Men da dejen er temmelig flydende, blev brødene lidt flade i det - og jeg vil nok overveje at bage i form næste gang. Men om det går an, ved jeg ikke - for i følge alle opskrifterne på nettet, er det en af pointerne ved at bage på denne økologiske og bøvlede måde netop, at brødet ikke ligner noget, som en bager vil sælge. Men prøves skal det altså alligevel.

tirsdag den 28. maj 2013

Du store himmel...

Tirsdag aftens torden bød på spektakulære himmelfænomener

Tordenfronten bevægede sig hastigt mod vest.
Den korte tordenbyge blev fulgt af strålende solskin.
 Det gav denne flotte kæmpemæssige dobbeltregnbue  over Himmerland.

mandag den 27. maj 2013

En duft af forår

På lilje-rekonvalescens under buskene...

Så lille og dog så smuk...
Netop nu blomstrer liljekonvallerne.

Selv om blomsterne er ganske små - og selve planten nemt forveksles med både høsttidløs og ramsløg, er der ingen tvivl om, at det er nu, det sker. For duften er mildest talt alt andet end brutale ramsløg.

Det er en blomsterduft så sød og gennemtrængende, at man uvægerligt falder i staver, når man dukker ind under bøgen og ser de små blomster.

Liljekonvallen gror flittigt mellem skvalderkål
 og borrer i skovbunden ude under bøgen.
Liljekonvallen betyder meget for mig, for det var min mors yndlingsblomst. Som det vil være bloggens læsere bekendt, døde min mor sidste år, og måske netop derfor har jeg i år været ekstra opsat på at få en buket ind i stuerne, så den kan sprede sin milde duft.

Som sagt var det min mors yndlingsblomst - og det skal altså tages meget bogstaveligt. For da mine forældre blev gift, insisterede hun nemlig på, at der skulle være liljekonvaller i brudebuketten. Det har bestemt været en udfordring i februar - og far undgik jo nok ikke at finde den store tegnebog frem i den anledning.

Mens vi boede i Grønland, sendte mor hvert forår en lille prøvekuvert med en buket liljekonvaller - behørigt pakket ind i en plastikpose og med vådt vat om stilken. Sjovt nok blev kuverterne altid åbnet af toldvæsenet. Det har sikkert været den meget intense blomsterduft, som har fået hashhundene til at fare rundtosset rundt om kuverten.

Men netop derfor kan jeg sige, at selv om jeg har boet i Grønland, hvor der bestemt ikke er grobund for liljekonvaller, så er blomsten altid forbundet med min næse og foråret. Og så kan jeg da sende min mor en venlig tanke i hendes lille himmel.
Liljekonval er temmelig giftig. Ring til giftlinien
 på 82121212, hvis du eller dine børn skulle være så uheldig
 at spise liljekonvaller...

Hyp, hyp, hurra...

Så er jordens æbler på vej

Så er roejernet fundet frem - for nu skal der hyppes...
Så er de første kartoffelspirer kommet godt op af jorden...

Dybest set er det et lille under, selv om det er temmelig sent i år. Sidste år skete det allerede den 28. april.
Men den 28. april i år, lå landet stadig i fimbullens greb - og vi havde frost både dag og nat. Tænk lige en gang, det er kun en lille måned siden...

I mellemtiden er det forsinkede forår slået igennem - og alt er grønt udenfor. Det har sat gang i både kartofler og ukrudt - og der er nok at lave i haven. For eksempel er det faktisk kun en uge siden, at jeg satte de sidste af læggekartoflerne.

Solist er en tidlig sort, der giver få, men pæne,
 runde og symmetriske kartofler. Arten er i øvrigt
resistent over for kartoffelskimmel.
De kartofler, som nu spirer, blev lagt den 4. maj. De er af sorten solist, der er en meget tidlig type - og de blev i øvrigt lagt i en rigtig kuvøse. For allerede i midten af april - inden vi tog til Grønland - havde jeg udnyttet et par dages tøvejr til at få godt med hestemøg i jorden og efterfølgende dækket jorden med plastik.

Så mens vi var i Grønland, gærede hestemøget lystigt under plastikken og lunede jorden, så den var klar til sætningen i begyndelsen af maj.

Søndag bød på dejligt sommervejr med strålende sol hele dagen - og blandt dagens mange udendørs gøremål blev der også fundet tid til at hyppe årets første kartofler.

Hyp, hyp, hurra...

lørdag den 25. maj 2013

Gourmanderier....

Sæsonafslutning i sildelauget

Skaldyrstallerken under opbygning.
"- Det går lige an -for en rigtig gourmand." Det kunne passende være temaet for forårets sæsonafslutning i Ølands navnkundige sildelaug. For fredag aften mødtes de muntre herrer til en rigtig treretters med gode vine.

Oldermanden var gået shopamok og havde sat en menu af de helt store op. Vi lagde ud med en tallerken med alt godt fra havet - af oldermanden benænvnt skaldyrstallerken - men for at være helt præcis var der nærmest tale om en fusion mellem det kolde nordiske overblik og oriental-tropiske specialiteter fra Rangoon og Kinabugtens kaj.

Fra de syv have...
Forretten bestod af et righoldigt udvalg af havets frugter. Blåmuslinger dampet i hvidvin, jomfruhummer, røget laks, tigerrejer og tangsalat. Og endelig for ligesom at bevare jordforbindelsen var det hele garneret med lidt pluksalat. Egentlig var det også meningen, at der skulle have været Limfjordskaviar med, men det glemte de gode gourmet/mander fra Øland i farten.

Smeltende mør og velsmagende lammekrone.
Oldermanden havde i øvrigt ladet sig besnakke og beskænke i Sigurd Müllers Vinhandel og havde hjembragt nogle flasker Pinot Blanc fra Trimbach i Alsace. Efter bloggerens opfattelse er det ganske enkelt en af verdens bedste hvidvine og det helt perfekte valg til maritime udskejelser på spisebordet - omend jeg forresten ikke kan komme i tanke om ret mange lejligheder, hvor Trimbachs druer ikke duer.

Efter denne tour de force på de syv have var det tiden igen at rette blikket mod nord i form af stegte lammekroner minimalistisk serveret med nye franske kartofler, masser af brun sovs og en lidt bizar creme med mynte og peanuts. Hertil en god fuldrød vin fra Toscana - også fra Sigurd Müller, der helt åbenlyst havde haft et godt tag på oldermanden.

Til dessert stod den på en helt lokal specialitet - kopieret fra lørdagens fest i det lille hus på Øland. Rabarberkompot med hvid ganache og karamelliseret hvid chokolade - pyntet med et par mynteblade fra haven.

Rabarberkompot med hvid ganache og karamelliseret hvid chokolade.
På forhånd havde vi besluttet, at Trimbachen egentlig også var en god og forfriskende følgesvend til denne syrligt-søde dessert - men alt, hvad der smager godt, får jo alt for hurtigt en ende. Hvidvinen var forsvundet som dug for solen under forretten - og desserten blev skyllet ned med rødvinen fra hovedretten.

Det er tildragelser som denne, der gør, at jeg nødvendigvis må dvæle lidt ved forskellen mellem en gourmet og en gourmand - og kommer frem til den lidt selvkritiske konklusion, at de gode mænd i det gode sildelaug nok har en tilbøjelighed til at være lidt mere -mand end -met. Men hvad gør det? Når bare vi har det sjovt.

Aftenen sluttede i øvrigt i forbløffende god ro og orden - og vi kunne aflevere et skinnende rent medborgerhus-køkken til sommerens store fester.

torsdag den 23. maj 2013

Sommerklar

Nye såler på træskoene

Træskoen på læsten.
Da jeg sidste forår overtog min fars skomagerlæst - et værktøj der er gået i arv gennem gennem generationer i familien - købte jeg også et par nye træsko, vel at mærke et par træsko lavet af træ.

For nu skulle det være slut med brug-og-smid-væk-mentaliteten. I dag er det jo sådan, at træsko paradoksalt nok laves af plastik - og de er så billige, at man smider dem væk, når de er slidt op. I øvrigt kan man ikke sætte nye såler på et par plastiktræsko - og så er kursen mod skraldespanden sat.

Så jeg købte altså i dyre domme et par træsko af træ - og de var så i løbet af vinteren blevet så slidte, at det var tid for nye såler. Da jeg var dreng, lavede man en ny sål ved at skære den ud af et bildæk, men så nemt er det desværre ikke længere. For moderne bildæk er fyldt med ståltråd - og det er komplet umuligt at skære i sådan et dæk.

Heldigvis har vi smeden på Øland i sådanne situationer. For i hans stærkt blandede varesortiment fandt jeg et sæt træsko-såler.

De blev indkøbt formedelst en tier - og i onsdagens silende regn hyggede jeg mig så i værkstedet med at forsåle min træ-træsko. Det var ren nostalgi - akkurat som min far gjorde det, da jeg var dreng.
Samtidig er samvittigheden god. Jeg har gjort noget for miljøet - og har nu træsko, der forhåbentlig kan klare et år mere, inden de skal have nye såler igen.

Imens kan jeg så overveje, om træskoene måske skal forstærkes med en metalsnude - for den slags forhandler smeden forresten også...

onsdag den 22. maj 2013

Du søde milde

Maj er tulipantid

Forglemmigej, anemoner, primula og tulipaner.
Vi har nu haft den lille have på Øland i fem år.

Tulipaner i mange farver.
Der er blevet knoklet og bekæmpet skvalderkål i den helt store stil. Der er blevet plantet og regeret - og nu kan vi efterhånden begynde at høste frugterne af alle anstrengelserne.

Netop nu topper tulipanerne. Det begyndte som lidt spredt fægtning - men de fleste af tulipanløgene har efterhånden ligget i jorden i nogle år. De er begyndt at dele sig og står nu tæt mange steder i haven.

Også de mere sarte farver.
Jeg er ret pjattet med tulipaner. Blomstens geometri fascinerer mig - og det bliver bestemt ikke ringere af, at tulipaner fås i snart sagt alle farver. Selv et par næsten sorte eksemplarer kan vi byde på.

Prikken over i'et er imidlertid beddet ude foran i gården. For her står tulipanerne sammen med anemoner, forglemmigej og primula - og danner tilsammen en smuk velkomst til alle besøgende. Når sandheden skal frem, er det lidt af et tilfælde, at det virker - men det gør det altså. En gang i mellem kan det altså betale sig bare at følge instinkterne - og glemme alt om den gustne planlægning. Naturen kan nemlig godt selv, når det skal være.

Rapserier

Rapsodi i gult

Raps ved Oxholm.
Netop nu blomstrer rapsen - og breder sin bedøvende søde duft over bondens agre.

Smukt ser det ud - og bierne har travlt. Raps-blomsterne giver en fin honning, men desværre kan en bi ikke leve af raps alene. Det er kun 14 dage i paradis i en bis liv. Men der skal også samles pollen resten af sæsonen - og så må vi håbe, at der stadig er lidt markblomster tilbage i grøftekanterne.

Moderne landbrugs kæmpemæssige rapsmarker er smukke, men næppe de mest velegnede til honning. For bien skal leve hele året. Og her er havernes blomsterflor en meget bedre jagtmark. Så faktisk er biavl i dag flyttet fra landet og ind i de små byer. Endnu har jeg ikke slået mig på biavl - men måske kommer det en dag...

Indtil da kan vi glæde os over, at danskerne efterhånden er ved at opdage glæden ved rapsolie. Dansk koldpresset rapsolie er en delikatesse på linie med lurmærket smør - og meget bedre til madlavning end for eksempel den meget overvurderede olivenolie fra de fjerne lande. Det er en god udvikling - for hvorfor gå over åen efter vand?

El-selskab støder

Tager strøm på kunderne...

El-selskab leger Robin Hood
med forbrugernes penge.
Det støder mig, at el-selskabet Nyfors i sidste uge kunne meddele, at man har indgået en sponsorkontrakt med Jammerbugt FC. Det er de sikkert glade for i boldklubben, men skaffer det os billigere el?

I gamle dage var tingene enkle. Tag nu for eksempel strøm. Den købte man hos det lokale el-værk – og dermed basta. Var man utilfreds med prisen, mødte man op på generalforsamlingen og brokkede sig, mens man fortærede rullepølsemadder.

Sådan er det ikke mere. Vi har fået fri konkurrence – og teoretisk set kan jeg købe min strøm i Guinea-Bissau i stedet for i Brovst, hvis jeg har lyst til det.

Meningen med dette system er vist nok, at strømmen skal blive billigere. Jeg ved det ikke – for jeg orker ikke at undersøge det – eller at skifte for den sags skyld. Eftersom 80 procent af elregningen er afgifter – målerafgift, energiafgift, netafgift, moms og så videre, er besparelsen sikkert også temmelig marginal ved at skifte.

Stor ståhej for ingenting, så i stedet bruger jeg den lokale leverandør, der i vore dage her på egnen hedder Nyfors. Og det er altså Nyfors, der nu har kastet sig over fodboldmarkedet – en af de mest sikre metoder til at tabe penge i dagens Danmark. For i den branche er der som bekendt ikke langt fra børsen til skifteretten – eller fra Jammerbugt til Jammerdal.

Man behøver ikke at være økonomiprofessor for at finde ud af, at jeg – og Nyfors øvrige kunder - helt åbenlyst betaler for meget for strømmen, når det lokale elværk påtager sig mæcenens rolle og forærer en pose penge til Jammerbugt FC.

Det er næppe et initiativ, der er til glæde for el-kunderne, men fint nok for både boldklubben og elværksbestyreren, der nu kan se frem til plads på VIP-bænken til næste kamp. Nåja, elværksbestyrere findes jo ikke mere – nu er de administrerende direktører.

Nu er der så mange, der kan kalde sig administrerende direktør , så hvis man vil være noget ved musikken, husker man lige at skrive CEO efter titlen. Det har Nyfors-chefen husket på selskabets hjemmeside. Det er udenbysk – og betyder Chief Executive Officer. Så kan det næppe blive finere, når man sidder der på bænken sammen med træneren for FC Jammerbugt.

For resten er CEO’ere også  den slags folk, der omgiver sig med en hær af controllere, informationschefer , HR-chefer, IT-chefer og andre fine folk. Det gør næppe heller strømprisen billigere.

Nu kan man jo indvende, at det er et fint og veldædigt formål sådan at støtte en boldklub, så de unge ikke hænger på gadehjørnerne. Men hvorfor skal vi lige gøre det over el-prisen. Hvad har el med fodbold at gøre? Hvorfor ikke simpelthen overlade det til de mennesker, der går til fodbold? Er det for resten fair kun at støtte en enkelt klub i lokalområdet. Hvad med skakklubben? Fotoklubben? De overvægtige damer, der danser zumba? Eller hvad med at støtte en golfklub og sælge ægte Golfstrøm?

Så kunne jeg selvfølgelig skifte til et andet selskab, hvis jeg er utilfreds. Men som sagt orker jeg det ikke – og det hjælper jo heller ikke. For et andet herværende elselskab markedsfører sig ved at give lamper til det mørke Afrika. Som om det er så meget bedre? Men det er sikkert nogle sjovere tjenesterejser, CEO’en, controllerne, informationscheferne, HR-manageren og så videre kommer på, når de vælger at støtte folk i Afrika. Der er ligesom mere svung over Afrika i forhold til Blokhus. Og elkunderne – de sagesløse tosser – betaler jo alligevel.

Men igen: Hvorfor ikke overlade støtten til Afrika til dem, der interesserer sig for det – i stedet for at alle skal være med til at betale det over strømmen?

Forresten er jeg også forarget over, at mit selskab bruger af kapitalen på at investere i bredbånd og andre forretningspåfund. Det ender jo med at blive en blandet landhandel, som ikke engang CEO’en  kan overskue. Det minder lidt om bankerne - udgifterne løber løbsk, og så er der jo ikke andre end kunderne til at betale.

Det vil klæde el-selskaberne, hvis de koncentrer sig om at skaffe os billig strøm. Det er det, vi har dem til.

P.s. I øvrigt bekymrer det mig, at Nyfors nederst i meddelelsen om sponsoratet skriver: ”Vi tager forbehold for trykfejl og udsolgte varer.” Betyder det, at vi nu risikerer, at der pludselig ikke er strøm i kontakten,   fordi Nyfors har udsolgt?

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 18. maj 2013.

mandag den 20. maj 2013

Inuuissiortoq pilluarit

Gæstebud i det lille hus

Så er der dækket op til fest.
Forleden fyldte Dina 65 - og jeg selv blev 55 for en god måneds tid siden. Det giver i alt 120 år - og det er nok værd at fejre.

Så lørdag eftermiddag slog vi dørene op til det lille hus på Øland - og inviteret vennekredsen til kalas og forhåbentlig pinsesol den følgende morgen.

Efter middagen fortrak vi til haven i
det dejlige pinsevejr. Foto: Henrik Jespersen.
Traktementet var lagt i hænderne på Rasmine og Lasse, som var fløjet ind fra Nørrebro. Det blev et pift fra det nye nordiske køkken - selvfølgelig baseret på mere eller mindre lokale råvarer, som blandt andet talte mandens hjemmerøgede laks, rygeost, ramsløg, skovsyre og masser af friske krydderurter fra haven:

Hjemmerøget laks med radiser, rygeostcreme,ramsløgs-vinaigrette og ristet rugbrød

Grillet svinenakke med lun vinaigrette med kapers og citron, grillede forårsgrøntsager med sennep og Vesterhavsost, nye kartofler vendt med krydderurter fra haven

Ølandshvede-brød og smør

Rabarberkompot med hvidchokoladeskum, karamelliseret hvid chokolade og skovsyre


Rasmine styrede sammen med sin Lasse køkkenet
med stor succes. Foto: Henrik Jespersen.
Lasse og Rasmine gjorde et kæmpearbejde - og jeg er sikker på, at alle var tilfredse med maden, så tak for det.

Nu var Dinas fødselsdag jo anledning til festen, så jeg ville også gerne synge fødselsdagssang for hende. Men dels har jeg ikke en tone i livet - og dels skulle det gerne være den grønlandske fødselsdagssang - på grønlandsk, forstås! Det var en udfordring - for en god del af gæsterne har aldrig nogen sinde sat deres ben på den store ø.

Fødselsdagssangen på grønlandsk, dansk transkription
og med kursiv oversættelsen.
Jeg havde derfor allieret mig med min gamle ven, Henrik Dam, som med noder og god hjælp fra en grønlandsk kollega havde fået lært sangen. Desuden var sangen uddelt både med den grønlandske tekst og teksten i en slags lydskrift, så der var ikke nogen undskyldning for ikke at synge med.

Efter at vi havde nynnet og sunget den et par gange, sad den da også i skabet - og Henrik Jespersen kunne tænde for videokameraet. Den grønlandske fødselsdagssang udsat for fest på Øland findes nu for tid og evighed på YouTube.

De glade værter... Foto: Henrik Jespersen
Dagen gik på hæld - og festen fortsatte. Enkelte faldt fra, men i mørkningen blev grillen tændt op - og der kom pølser på bordet. Så var festen forbi - efter en lang og god dag. Søster og jeg nåede lige at se Emmelie vinde i Malmø - inden sengens magnetiske dragen blev for stærk.

Vi nåede ikke at se pinsesolen stå op over Øland - men hvad gør det, når den dansede hele lørdagen, som blev både årets varmeste dag - og årets bedste dag for Dina og undertegnede.

onsdag den 15. maj 2013

Solen er så rød...

Så smuk var solnedgangen over Ulvedybet i går...

Lommefilosofi

55 års-fødselsdag fejret med hænderne i lommen

Voksne spejdere med hænderne i lommen - akja...
Den 14. maj 1958 blev 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg grundlagt.

Jeg nyder det store privilegium at være medlem af denne fine kreds af voksne spejdere af hankøn - og jeg deltager med stor fornøjelse i alle gildets aktiviteter.

Den 14. maj er jo fødselsdagen - og derfor mødes vi altid på denne aften i Gildeborgen i Hasseris. Aftenen forløber sådan set efter en fast formel.

Vi begynder med en øl og en dram - og derefter vi et lille spejderløb for lige at holde de gamle færdigheder ved lige.

Personligt må jeg konstatere, at det bestemt ikke står så ringe til. Fuglegenkendelsen har jeg jo fuldstændigt styr på, tænde bål med en tændstik gør jeg næsten hver eneste dag - og sandelig om ikke jeg kunne finde morsealfabetet langt inde i hjernecellernes afgrundsdybe grå og klisterede masse. Til gengæld må jeg erkende, at de mere fysisk betonede færdigheder som for eksempel kast med redningsreb rummer store muligheder for genoptræning.

Men det var nu på det personlige plan - for det var også åbenbart, at båltændingen drillede mange af de andre gildebrødre. Nu blev det jo heller ikke ligefrem nemmere, når gruppen lader en mand arbejde, mens de øvrige bare stiller sig op med hænderne i lommen for at studere teknikken. For her - som i alt andet spejderarbejde - er det jo ledelse og samarbejde, der skiller fårene fra bukkene.

Men alt i alt en god aften - og efter et par dejlige timer i haven i Hasseris kunne vi gå til bords til en gang sild og en god bøf med sovs. Det er jo også spejderliv - når man er blevet voksen, for eksempel 55 år som gildet...

tirsdag den 14. maj 2013

Hvem ka'?

Snydt, Grønært...

Mandagen bød på regn i stride strømme fra den årle morgen - og det var bestemt ikke lige vejr til at være i haven.

I stedet kørte jeg en tur til Aalborg for at handle i Bauhaus, Metro og Bilka. Sådan lidt op af formiddagen stod jeg derfor i Bilka - og den lille sult og en ubændig trang til kaffe begyndte at indfinde sig.

Cafeteriet i Bilka lokkede med brunch til kun 39 kroner - så selv om jeg nok kunne have klaret mig med en kop kaffe, kunne jeg lige så godt tage lidt mad med - især til den pris.

Stor var forbløffelsen, da jeg i kassen blev afkrævet 55 kroner - og jeg protesterede. Men der fik de mig godtnok... Prisen på brunch var uden kaffe. Det var godtnok ikke lige faldet mig ind, at man kan servere brunch uden kaffe - men det er et smukt eksempel på, at den kloge narrer den mindre kloge. Beskæmmet måtte jeg erkende, at jeg var gået i det gamle Låsby-Svendsen-trick og havde købt en bil uden motor - forblændet som jeg var af den lave brunchpris.

Nu mener jeg ikke lige, at det er hver dag, at der er nogen, der tager røven på mig. Så respekt for Bilka. Når det nu skal være, kan jeg godt leve med, at det er nogle af verdens bedste købmænd, der får mig ned med nakken. For det kommer vi jo ikke uden om - at gå op mod Bilka er jo superliga-niveau. Og så skal man altså ikke alene stå tidligt op - men også huske at være vågen hele tiden.

Jeg betalte de 16 kroner ekstra for kaffen med et stort grin - og en erfaring rigere.

mandag den 13. maj 2013

Vorspiel

Over "æ Græns" og lidt om betonrock

Fleggaard i Kruså er målet, når forrådskamrene skal fyldes.
Forleden var jeg budt til frokost hos min fætter i Haderslev. Det faldt meget godt sammen med, at det var tid til forårets tur til Tyskland efter øl - sommerens rituelle forspil. Når lageret er fyldt med øl, kan sol og varme nemlig bare komme an.

Og når man bor i et skatte- og afgiftsplaget Danmark, er det nærmest en borgerpligt - og i hvert fald en måde at overleve på - at sige "nok er nok". Nu finder vi os ikke i flere afgifter - nu tager vi over æ Græns efter øl.

Sommerforråd.
Det er en politisk handling, civil ulydighed i Gandhi-klassen - og det ser heldigvis ud til, at den er ved at trænge ind på Christiansborg. Det socialistiske Stasi-regime har lovet afgiftsnedsættelser - et slags skandinavisk forår. Men der er også nok at tage fat på. For der er godt 50 kroner at spare på et karton øl - så der skal ikke megen matematik til for at forstå, at det faktisk kan betale sig at køre ganske langt efter de billige øller.

For mig er det også en tradition. Lidt ligesom når vore forfædre hjembragte vinterforråd - og altså her i det konkrete tilfælde sommerforråd.

Egentlig gider jeg ikke køre så langt. Så havde fætter ikke inviteret, havde jeg nok taget pensionistbussen fra Bouet. Men nu gik det altså afsted på de jyske motorveje - og under gode vejr- og trafikforhold kan turen gøres på en tre-fire timer hver vej.

I kø på motorvejen...
Under hjemturen røg vi desværre ind i myldretiden omkring trekantsområdet - og selvfølgelig skulle der også ske en færdselsulykke. En fritidshåndværker kunne ikke styre traileren - og væltede midt på motorvejen syd for Kolding. Så der blev altså lige en lille times pause fra rattet - midt på den sønderjyske motorvej.

Der er ikke så meget at gøre ved det. Frem med kaffen og madpakken - og så ellers skrue godt op for radioen. Og netop denne eftermiddag var det Madsen, der blandt andet spillede Deep Purple. Så kan det ikke være meget bedre.

Deep Purple er om noget orkester min ungdoms idoler. Den energiske betonrock appellerede til en ungdommelig sjæl fuld af energi, der skulle headbanges væk. Nu er der ikke så meget energi i manden mere - så når jeg i dag hører Deep Purple bliver det ofte kun til forspillet.

Men netop inden for den genre er bandet da også de rene mestre. Originale, rytmiske og hittepåsomme riffs, der skriger: Hej mand, prøv lige at lytte her... Deep Purple har lavet en sand hitliste af forspil. Tænk blot på Lazy, Smoke on the Water, Highway Star, Hush og så videre - og altså også forspillet til Knocking at your Backdoor, der var fredagens nedslag i musikhistorien hos Madsen på P4.

Nyd den - og husk: Den skal spilles højt, især hvis du nøjes med forspillet...

tirsdag den 7. maj 2013

Drømmebilledet

Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at kommentere dette foto.

mandag den 6. maj 2013

Kaptajn Klydes Flimmercirkus

En stille dag ved fjorden

Klyderne går rund med næbbet i vandskorpen
- i modsætning til os andre...
Mandag var en rigtig sommerdag - og forresten er de lyse nætter da også begyndt i den forgangne uge.

Men foråret har været koldt - og bøgen venter høftligt med at springe ud, til anemonerne i skovbunden har fået deres del af forårslyset. Det føles ærlig talt som om, det er lidt sent i forhold til normalen - men det er nu nok kun en følelse.

Nede i Ulvedybet er der fred og ro. De fleste af fuglene ligger jo på rede netop nu - og der er ikke meget at se. Men klyderne - de er der, og der er mange af dem. Uvægerligt kommer jeg til at tænke på TV-underholdningen, da den stod på røde lejesvende og ikke mindst Kaptajn Klydes Flimmercirkus - under stadig kontrol af Erhard Jacobsen og Kleins Komiske Laboratorium.

Så sjov er klyderne i Ulvedybet ikke - men en spændende fugl alligevel, der ikke rigtig ligner noget som helst andet - og derfor er nem at kende.

Det ar varmt og vindstille. Man fornemmer stilheden på sølvmågen, der har taget plads i Erlings jolle, mens den spejder ud over fjorden.
En stille stund i en sølvmåges liv.

søndag den 5. maj 2013

Hey - ho...

...15 mand på en død mands kiste og en flaske rom...

What shall we do with a drunken sailor?...
Hey ho and up she rises....

Med et vingesus følte jeg mig hensat til Skatteøen, det gode skib Hispaniola og Long John Silver, da jeg lørdag formiddag var nede ved smeden for at hente et par ting.

For smeden driver nemlig ikke alene en maskinforretning, men en god blandet landhandel, hvor man kan få alt fra underbukser til oliefiltre.

Den farverige butik er ikke blevet mindre farverig, efter at smeden og konen sidste år kastede sig over Ara-opdræt.

Det er blevet lidt af et tilløbsstykke for kvarterets børn, barnlige sjæle og forresten også adskillige nordjyske media, der alle synes, at det er festligt med de kæmpestore og farvestrålende fugle, der flyver frit rundt i butikken.

En af araerne kastede straks sit kærlige blik på min skulder - og ikke mindst messingknapperne på min lumberman-jacket. Så da jeg en halv time senere forlod butikken, var det blevet knappe tider. I hvert fald var jeg et par knapper fattigere...

Snart skal vi stege hanekyllinger...
Forresten er araer ikke de eneste fugle, der har smedens interesse. Dagens trækplaster i smediens åben-hus-arrangement var faktisk en kasse med ugegamle kyllinger, der pippede, så det kunne høres over hele landsbyen.

Jeg er ked af at sige det - men dem ser vi frem til at sætte tænderne i senere på året, når sildelauget dækker op til unghane med mere...
Araen er en meget farvestrålende fugl.

lørdag den 4. maj 2013

Jord under neglene

Så skal der tages fat

Forårets glæder...
Efter en lang april, hvor jeg har opholdt mig det meste af tiden i betryggende nærhed af polarcirklen, er jeg vendt hjem til Danmark og sommertid - og det er på tide at tage fat i haven.

Der er nu ikke sket alverden ved, at jeg har været væk - for foråret i Danmark har bestemt ikke imponeret ved varmegrader og udendørs vejr. Så tiden i de arktiske snelandskaber har bestemt ikke været spildt.

I første omgang kan jeg glæde mig over, at der endelig er kommet gang i både påskeliljer og tulipaner. Den slags kan jo klare sig selv. Hvad værre er, at haven også er fuld af store mælkebøtter, som skal op i weekenden, inden de begynder at blomstre og sprede frø af ugræs...

 Der skal graves, spredes møg og sættes kartofler, der skal spires, der skal prikles - og der er et utal af ting i den kommende tid - så det er bare med at bratte ærmerne op og komme igang....

Søndagens fly

Nyt fly i bogen

Dina har taget plads på "gunner"-sædet.
Søndagens afrejse fra Tasiilaq gik sådan set helt efter bogen - bare med et døgns forsinkelse.

Turen fra Tasiilaq til Kulusuk foregik med Bell 212 fra Air Greenland. Det er normalt på den korte tur - men vi havde luret boardingen denne gang - og Dina og jeg kunne derfor sætte os til rette på det bagbords "gunners seat" i den gamle militærhelikopter.

Det er den bedste plads, for dels er der mest plads - hvilket godtnok ikke siger ret meget i den type fly - og dels er der en formidabel udsigt gennem de store ruder i sideporten. Temmelig ideelt til at fotografere fra, hvis ellers man kan finde sig i at flyve med siden til flyveretningen.

Pladsen er trang i Bell'en.
Turen fra Kulusuks mudrede grusbane og til Reykjaviks gamle, engelske militærlufthavn foregik med det islandske selskab Air Iceland, der ikke må forveksles med Icelandair - og dog.
For selskabet, der tidligere hed Nordurflug, er i dag ejet af Icelandair Group - og kan vel bedst beskrives som Iceland Airs indenrigsselskab. Men ud over indenrigsflyvningen tilbyder selskabet også flyvninger mellem Island og Grønland - blandt andet til Nuuk, Narsarsuaq og Ilulissat samt altså også Kulusuk.

Air Iceland har forresten - i en helt anden sammenhæng - tidligere været omtalt her på bloggen.

Fokker 50 i Reykjavik.
Men tilbage til Kulusuk. Sandelig om ikke jeg også fik et nyt fly i bogen. Turen foregik med en Fokker 50 - og denne flytype har jeg faktisk aldrig fløjet med før. Ikke fordi flyet var så forfærdelig anderledes end andre tilsvarende flytyper som for eksempel Dash-8 eller ATR 42. Det mest specielle ved flyet var nok, at gulvet var tæt på vandret under flyvningen. De fleste fly plejer ellers at hænge lidt med halen under normal flyvning.

Dette indlæg er det foreløbigt sidste om vores tur til Østgrønland. Der er stadig mange fotos at sortere og arbejde med - men nu er festen forbi, som man siger i Grønland. Det er forår - og haven skal altså have sin del de kommende dage.
Den gode udsigt fra helikopteren bød blandt
andet på isfjelde i Ammasalik-fjorden.
Lige inden landingen i Kulusuk.
På denne søndag - efter piteraqen - havde Bell 212
ikke mindre end otte returflyvnnger til Tasiilaq.

fredag den 3. maj 2013

Island på tre timer

Lynturisme

Hallgrimskirken tager sig nu helt pænt ud.
Søndag eftermiddag kom vi til Reykjavik med godt et døgns forsinkelse. Så efter en tur i Den Blå Lagune var det hen på hotellet med en gang grill-mad og så på hovedet i seng.

Allerede næste formiddag skulle vi flyve videre til Danmark, så planen om en dag på Thingvellir-sletten måtte droppes.

Men vi var morgenfriske og havde derfor tre timer til at gøre Island. Så vi satte os i lejebilen og drog gennem morgenens myldretidstrafik på Reykjaviks firesporede boulevarder ud mod Thingvellir.Det blev til en kort tur langs Thingvellir-søen og et kig på noget islandsk natur, der er ganske anderledes end lavasletterne ud mod Lagunen og Keflavik.

Faktisk en ganske smuk køretur og kameraerne blev brugt flittigt. Her er et par billeder fra den dag, hvor vi gjorde Island på tre timer...
Endelig fri af Reykjaviks motorveje...
Så begynder der at blive langt til naboen...
Kort før Thingvellir-søen er der en slette, hvor turister bygger
små varder til minde om besøget i den islandske nationalpark.
Langs Thingvellir-søen ligger mange flotte
sommerhuse i det idylliske fjeldlandskab.