mandag den 15. juli 2013

Angelica archangelica

Grønlandske rabarber

Vild kvan ved Ølands-dæmningen.
Af en eller anden grund omtales kvan ofte i bøger som grønlandske rabarber. Det er sikkert velment, men også temmelig dumt.

For kvan er i virkeligheden sin helt egen. Men stænglen kan med lidt god vilje godt ligne en rabarber - og når så man ser, at grønlandske børn gnasker kvanstængler i sig, er det selvfølgelig nærliggende at bruge rabarber som reference.

Den lille kvanplante i havens krydderurtebed.
Men i virkeligheden vil bladselleri nok komme tættere på. For kvanen er en ganske kraftigt smagende fætter - og i hver fald en tand for stærk til min smag. Den minder slet ikke om rabarber - og i øvrigt kan kvan også bruges til at neutralisere oxalsyren i rabarber, så sammenligningen er altså ikke særlig seriøs.

Den kraftige kvansmag giver mest af alt mindelser til barbersprit - og er jo under alle omstændigheder en af råvarerne i god, gammeldags gin. Jeg har - som tidligere omtalt - eksperimenteret med kvan til bjesk. Erfaringerne viser, at den friske bjesk er nærmest udrikkelig på grund af den kraftige smag - men den mildnes og vinder betydeligt ved lang tids lagring.

Kvan findes i hele Norden - og også her på Øland er vi heldige og kan blandt andet finde den nede ved dæmningen. Men som regel opdager vi dem først, når de blomstrer - og så er det faktisk for sent at bruge planten til noget fornuftigt. Meget af aromaen går tabt - og stænglerne bliver træde, når først blomstringen begynder.

Netop nu blomstrer min egen kvan.
Derfor har jeg i år - som noget nyt - plantet en kvan i haven. Den er godtnok ikke blevet særlig stor, men blomstrer netop nu. Det er en flerårigt plante - og jeg regner med, at den bliver større med årene.

Kvan kan ved et hurtigt kig minde om bjørneklo - men man kan hæfte sig ved blomsterne, der på bjørnekloen er skærmformede, mens de nærmest er kugleformet på kvan.

Forresten er kvan en oprindelig plante i den danske natur. Naturstyrelsen anbefaler derfor, at bjørneklo udryddes som den invasive plante, den er - og foreslår, at man eventuelt erstatter bjørneklo med kvan, hvis man ønsker en bevoksning, der ligner - hvilket blandt andet er nærliggende på strandenge.

Nu har jeg taget springet - og glæder mit til at se, hvad der kommer ud af kvanen i de kommende år.

Ingen kommentarer: