tirsdag den 31. december 2013

Årets sidste pip

Dovregubben ønsker godt nytår

 Den grønne vinter er over os.

Det er der ikke noget mærkeligt i - for sådan er det jo, når man bor i Danmark. Placeret op ad det lune Vesterhav med kystklima midt mellem det kolde nord og de lidt lunere Sydeuropa. Så længe vinden ikke går i øst, giver det lune og grønne vintre - og det sker med jævne mellemrum, selv om vi næsten har glemt det efter fire relativt hårde polarvintre.

Som haveejer er jeg ikke meget for det. Vi har det jo lige som bønderne. Vejret skal helst arte sig normalt, så man ved, hvad man har med at gøre. Ellers brokker vi os.

Det lune vejr giver utøjet og ukrudtet alt for gode vilkår - og hele tiden lurer risikoen for, at der kommer frost senere på sæsonen. Det er ikke godt, hvis først havens planter har indstillet sig på foråret.

Den grønne vinter passer fuglene godt. Der er føde nok - og når det lysner ved nitiden, synger havens spurve, som om det allerede var forår.

Det er nu nok at være lovlig optimistisk. Selv om vi nu går mod lysere tider, og dagen er tiltaget med syv minutter, skal vi altså hen på den anden side af februar, før vi med sikkerhed kan sige, at nu er frøken Vår kommet for at blive.

En af foderbrættets stamgæster - uanset hvordan vejret er.
Interessen for foderpladsen er til at overskue. Det er i hvert fald kun de nogenlunde faste gæster, der holder til her. For endnu er der føde nok derude i det grønne.

Kameraet holder også pause. Når det stort set kun er musvitterne og skovspurvene, der kommer tæt på huset, er der ikke så meget at fotografere. Men det kan i øvrigt også være lige meget. For det lune vejr med regn og skyer levner ikke meget lys her i måneden omkring solhverv. Og uden lys ingen billeder.

Men forleden fik vi da et lille strejf af sol - og kameraet skal jo holdes varmt. Så det blev lige til et par billeder af en enkelt musvit på foderbrættet.

Med disse billeder vil jeg ønske alle Dovregubbens læsere et godt nytår. Vi ses igen på den anden side.

søndag den 29. december 2013

Sidste kostestrøg

Nu lakker det mod enden

Så mangler kalken lige at hærde...
Så er jeg ved at kunne se enden på juleferiens store projekt med at pifte spisestuen op.

Det sidste strøg med kalkkosten er taget - og mens det tørrer kan der blive tid til bloggen.

Endnu mangler jeg at hænge billeder op, lave det sidste el-arbejde og lidt pletmaling hist og her - men der faldt nu alligevel en stor sten fra brystet, da jeg kunne lægge kalkkosten væk. For enden er nær - og jeg når at blive færdig, inden Dina kommer hjem i morgen, og inden nytårsgæsterne ankommer på tirsdag.

Som altid har den slags projekter det med at vokse til næsten uoverskuelig størrelse, når først man kommer i gang. For eksempel var en mur bag en lænestol fuldstændigt ødelagt af stoleryggen, så den skulle altså lige pudses op - og bliver nu i aften forsynet med en aluminiumsprofil, så det ikke sker igen.

Det var heller ikke planen, at loftsbjælkerne skulle have maling - men de trængte nu ganske voldsomt. Og jeg kom i tanker om, at vi sprang dem over, da vi i sin flyttede ind. Det betyder, at det sandsynligvis er mindst 15 år siden, de er blevet malet sidst.

Det blev også lidt af en øjenåbner, for det viser sig, at bjælkerne, der kun er til pynt, af den foregående ejer er blevet sminke-repareret med silicone - og det skal jeg altså på et tidspunkt have gjort noget alvorligt ved, for det er altså ikke lige den rette metode. Det er faktisk noget lort, for at sige det lige ud.

I forbindelse med malerarbejdet havde jeg også en plan om at sætte galleribelysning op langs væggene, så vores billeder kan komme bedre til rette. Jeg vil imidlertid gerne kunne dæmpe det lys - og derfor havde jeg købt en lysdæmper før jul.

Men da jeg kom til at regne på det, fandt jeg ud af, at den slet ikke var stor nok til at trække belysningen. Det var anden juledag, så gode råd var dyre, for butikkerne havde jo lukket.

Lysdæmperen vender på hovedet - og den virker!
Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg havde en gammel Bang & Olufsen-lysdæmper fra lejligheden i Nuuk liggende. Den var stor nok, men desværre beregnet til montere på en pendel. Det kunne jeg ikke bruge til noget, men jeg fik snedkereret en lille boks til den, så den kunne hænge på væggen.

Herefter var det bare at forbinde alle ledningerne - og så skulle den sag være ude af verden.

Men der skete ikke en hujende fis, da jeg satte strøm på. Det fattede jeg ikke en lyd af - og jeg sad i nok fire timer og stirrede ondskabsfuldt på den famøse lysdæmper, mens jeg spekulerede på, hvem af naboerne der havde en polsøger, jeg kunne låne. Hvad jeg ville bruge polsøgeren til, får stå hen i det uvisse - men et eller andet skulle der jo gøres...

Pludselig gik fejlen op for mig. Jeg havde jo monteret den på væggen, så Bang og Olufsen-logoet vendte rigtigt - men den er jo oprindeligt lavet til brug i en pendel. Der kommer strømmen oppe fra - mens den på væggen jo kommer nede fra.

Jeg vendte kablerne og anbragte lysdæmperen på hovedet, tændte for kontakten - og vips, der blev lys. Selv en blind høne kan åbenbart finde korn.

Og i virkeligheden er den her meget smartere, end den lysdæmper, jeg ellers havde købt til formålet - for nu kan jeg dæmpe lyset i spisestuen med fjernbetjeningen til fjernsynet. Det er da smart!

onsdag den 25. december 2013

And med krudt i

Sprængt and

Spisestuen ligner et bombekrater og
indbyder ikke ligefrem til julefest.
Jeg benytter juleferien til at give spisestuen en tiltrængt gang maling - og mens arbejdet står på, ligner den derfor nærmest et bombekrater.

Dina er sendt på ferie i København - og juleaften var jeg derfor alene. Jeg lod mig inspirere af bombekrateret i spisestuen til at lave en rigtig gang herremad, sprængt and, som nok er noget af det mest lækre, jeg kan komme i tanke om - og som jeg helst spiser alene, for det smager altså så godt, at jeg slet ikke nænner at dele...

Jeg havde købt et helt andebryst, der altså er bryststykkerne med tilhørende skrog og lår, cirka halvandet kilo i alt.

Jeg lavede en lage af to liter vand, 350 gram salt, 50 gram sukker, et par laurbærblade og en håndfuld peberkorn. Hele herligheden fik et opkog, så saltet blev opløst og så sat til afkøling. Heri kom jeg så anden og satte den i køleskabet i halvandet døgn, hvorefter jeg hældte lagen ud.

Herefter skar jeg bryststykkerne og lårene fri fra skroget. Selve skroget puttede jeg i en gryde med en liter vand og kogte fond på det et par timer.

Herremad...
Jeg ridsede skindet på kødstykkerne og lagde dem i en grydepande, hældte en halv liter vand ved og kogte det, indtil vandet var fordampet. Fedtet hældte jeg i en kasserolle til sovsen. Herefter gav jeg skindet en let gang salt og stegte kødstykkerne med skindet nedad i 10 minutter. Så var kødet færdig.

Andefedtet fik en spiseskefuld maizena, hvorefter jeg tilsatte den indkogte fond og en kvart liter fløde. Jeg smagte til med en forsvarlig sjat portvin og en klat rønnebærgele - gav det hele et opkog, og vips, var der sovs, så englene sang den ganske julenat.

Jeg tog kogte kartofler og rødkål til. Egentlig spiser man brunede kartofler juleaften - men det er fuldstændigt overflødigt til denne herreret. Hele herligheden blev skyllet ned med en Pepsi Max af god årgang. Man skal jo tænke på den slanke linie...

Ris a la'manden gemte jeg til julemorgen - og i aften skal jeg have rester samt gnave skrog...

tirsdag den 24. december 2013

God jul

Julekort og englesang

Klik på billedet for at downloade julekortet.
Så er det ved at være jul.

Dina er sendt på juleferie i Københavnstrup hos lille Adam på Nørrebro. Nu er stenbroen og skudsikre veste ikke mig, så jeg bliver hjemme på fredelige og mærkværdigt vårgrønne Øland.

Julefreden bruger jeg til at male spisestuen - den trænger...

Julekortene blev sendt i weekenden - men desværre kan jeg ikke overkomme at sende julekort til alle, der fortjener det. Så har du ikke fået det allerede, kan du downloade julekortet ved at klikke på julekortet.

Lillejuleaften holdt jeg forresten en lille pause i arbejdet for at se den traditionsrige julehilsen til Grønland. Jeg har vistnok sagt det før - men jeg har et ualmindelig blødt punkt for den grønlandske hymne Guuterput, der er sådan en slags grønlandsk nationaljulesang. Den er så tænderskærende smuk, at man skal være meget hårdhudet for ikke at få en klump i halsen.

Salmen kom til den grønlandske kateket Rasmus Berthelsen i 1852 - samme år som det lille hus på Øland blev bygget, i øvrigt - som en renlivet åbenbaring, hvor havde drømt om nogle engle på en mark. Står historien til troende, så er det altså simpelthen englenes sang. vi her hører. Jeg tror det gerne, for smukt er det.

Her fra YouTube og Danmarks Radio i indspilningen fra julehilsenen 2006:

Stjernedrys

Mors dug

Når på dugen små stjerner blinker...
I weekenden var vi til julefrokost i familien.

Lillesøster var vært for den årlige julefrokost i familiens skød. Egentlig en juledagstradition, men af praktiske grunde flyttet til den 21. december.

Det var et sammenskudsgilde, så der blev blandt andet serveret sild fra Øland Sildelaug, røget laks fra mandens røgeovn, Leo's navnkundige fiskefileter og en masse andre herligheder. Der manglede bestemt ikke noget.

Helt glemt var heller ikke vores forældre, der jo døde sidste år. Jeg havde medbragt et stykke hjemmelavet medisterpølse - lavet efter fars opskrift, og Birgitte havde dækket op med mors juledug. Den dug er ikke sådan en med nisser på, men egentlig bare en rødternet dug - og derfor plejede mor altid at gøre den lidt ekstra julet ved at drysse små udstansede staniolstjerner ud over bordet. Det havde Birgitte også gjort.

Julestrik på højt plan.
På den måde var vi også sikre på, at bibliotekaren fra Thisted ikke lavede ulykker. Hans sikre ordensøje har nemlig blik for stjerner, der sidder sammen. Det er sådan noget, der sker under udstansningen - og Henrik plejer så at bruge julefrokostens eftertænksomme øjeblikke til at skille stjernerne ad.

Man kan ikke sige andet, end at julefrokosten er en stjernestund i familiens skød. Og skulle der være nogen, der tror, at det handler om druk og ballade, kan de godt tro om igen. Bare se på billedet, hvor Birgitte bruger julefrokosten til at demonstrere sublim strikketeknik for min kusine. Det er sådan, at civiliserede mennesker holder jul.

fredag den 20. december 2013

Mere blåt...

Blå kærhøg over Ulvedybet

Den hvide overgump er karakteristisk for blå kærhøg.
Da jeg i dag ved middagstide kørte hjem fra Aalborg til en velfortjent kop gløgg og en fredagsøl i værkstedet, så jeg tilfældigvis en lille flok silkehaler ved Bjerget.

Det var mørkt, da jeg kørte hjemmefra, så jeg havde ikke kameraet med - men heldigvis var jeg jo ikke så langt hjemmefra. Så kameraet blev hentet. Det var fint solskin, men med kraftige tordenskyer over Jammerbugten, så med lidt held kunne jeg nå at få et par billeder af den nordiske vinterbebuder.

Desværre kom der ikke nogen bjørn ud af det skind. Fuglen var bogstavelig talt fløjet, da jeg vendte tilbage til Bjerget.

Den blå kærhøg flyver lavt hen over rørskoven
 i sin søgen efter gnavere og småfugle.
Slukøret vendte jeg næsen hjemad til gløgg og øl, da jeg over rørskoven ved Ulvedybet pludselig spottede en blå kærhøg. Ganske vist lidt langt ude, men indiskutabelt en blå kærhøg med den for hunnerne og ungfuglene så karakteristiske hvide overgump.

Den blå kærhøg er lidt af en sjældenhed. Den har kun ynglet sporadisk i Danmark siden fyrrerne, men der ses dog vintergæster hvert år.

Jeg fik gang i kameraet, men desværre fløj den længere væk i sin fouragering, så rigtig gode skarpe billeder kunne det ikke blive til. Men det lever jeg med, for fuglen er som sagt lidt af en sjældenhed på vore kanter.

Sollyset var ellers med mig, men fuglen var alligevel
 for langt væk til at 400 mm'eren kunne lave et skarpt foto.
Jeg tjekkede lige observationerne på DOF-hjemmesiden, og det ser ud til, at jeg er den første - i det mindste i den seneste uges tid - der har set den blå kærhøg ved Ulvedybet.

Og det er altså ikke bare noget, jeg siger. For jeg har billederne, trods alt...

torsdag den 19. december 2013

Krabben med de blå kløer

Middelhavsblå delikatesser

Lækkerier - frisk fra Ægæerhavet.
Det kan godt være, at krabben er blå, mens den spræller mellem hænderne på fiskeren - men jeg kan garantere, at den er rød som alle andre krabber, når den har været en tur i suppegryden.

På Tyrkiet-turen var vi blandt andet på en lidt længere sejltur ned ad Dalyan-floden. Meningen var egentlig, at vi skulle studere havskildpadder i flodens delta ud mod Ægæerhavet. Desværre var vejret ikke for godt - og havskildpadder så vi ikke noget til.

Til gengæld så og smagte vi så områdets berømte blå krabber. Egentlig kommer de fra Amerika - og er udsat på grund af deres fine kød, men lokalt betragter man det som egnens egen delikatesse.
Jeg kan forresten også garantere, at de ikke alene bliver røde, når de bliver kogt - de smager også glimrende.

Men, jeg kan altså ikke gøre for det - hele tiden tænker jeg på Tintin-hæftet med titlen "Krabben med de gyldne kløer". Det er som bekendt her, at Tintin første gang møder Kaptajn Haddock - og grunden til et frugtbart tegneserie-makkerskab bliver lagt.

Nymodens krabbepjat.
Og så opdager jeg til min store rædsel, da jeg skal finde illustrationen på nettet, at hæftet er kommet i en ny oversættelse. På dansk hedder det nu "Krabben med de gyldne klosakse". Jeg konstaterer bare, at verden åbenbart er helt af lave - og intet åbenbart er helligt for unge mennesker, der vil lave om på alt muligt.

For det kan da godt være, at klosakse er det rigtige ord - men kløer er altså betydeligt mere mundret.

Jeg lover hermed - højt og helligt ved 10 blå krabber og Herge's minde - at jeg aldrig nogen sinde vil tage ordet "klosaks" i min mund, når talen falder på Tintin...

onsdag den 18. december 2013

Latrinært

Alt på et bræt

Lidt husflid i olieret birk.
Normalt bruger vi ikke latrinær tale her på dovregubben - men i dag går vi til bi(d)det i helt bogstaveligste forstand.

For et halvt års tid siden ville jeg sætte et par holdere til tandkrus op på toilettet på førstesalen. Det er egentlig det, vi kalder gæstetoilettet, men eftersom sovekammeret også er på første sal, ville det nu være meget praktisk med en mulighed for at børste tænder der.

Væggene er imidlertid nogle sølle gipsvægge, der hverken har nogen særlig bæreevne eller er skruefaste, så for at være sikker på, at holderne blev på deres plads, satte jeg først en lille træplade op.

Her kunne jeg selvfølgelig bare have valgt et almindeligt stykke træ - men jeg havde en ide om, at det nu godt måtte være noget særligt. Derfor savede jeg et stykke ud af en birkeknude fra brændestabelen, høvlede træstykket og sleb det med sandpapir, så det blev dejlig blødt at røre ved. Endelig gav jeg det en oliebehandling akkurat som et knivskæfte, så det kunne modstå stænk og tandpasta.

Selv syntes jeg - som altid - at resultatet blev drønflot. Straks på stedet besluttede jeg, at alle løsdele på gæstetoilettet skulle monteres på birketræ - behandlet på samme måde.

Lidt Ikea-flid i olieret birk.
Med noget besvær fik jeg fat i et stykke birkestamme - og det står i øjeblikket til tørre i brændeskuret, så jeg kan lave knagerækker og lignende i løbet af det næste års tid eller to. For færdigtørret birketræ lå ikke lige inden for mulighederne i tømmerhandelen i Brovst - og det er jo også sjovest, når man har lavet tingene fra bunden.

Men nu ville tilfældet så, at jeg forleden var i Ikea for at se efter nogle lamper - og der fandt jeg sørme et toiletbræt af oliebehandlet birketræ. Oven i købet til den latterlige pris af 149 kroner.

Nu var et toiletbræt slet ikke indgået i mine overvejelser om hjemmesløjd, så til den pris havde jeg ingen skrubler ved at slå til.

I dag er brættet så blevet monteret - og visionen om et gæstetoilet udstyret med diverse accessories i olieret birk er dermed kommet et skridt nærmere.

Rom blev ikke bygget på en dag - men når man sætter alt på et bræt, behøver det nu ikke tage så lang tid...

mandag den 16. december 2013

Brødebetynget

Når brød er hovedsagen

Brød og skuespil...
Pludselig var han der. Midt på gaden i Demre hvor Sankt Nikolaus - alle julemænds fader - ligger begravet.

En mand med brød på hovedet. Masser af brød. Et smaddergodt motiv - og kameraet røg refleksmæssigt til øjet med det samme. Desværre var manden ikke særlig vild med at blive fotograferet, så det blev også kun ved dette ene billede.

Det har sine fejl og mangler - men jeg tøver ikke med at udnævne det til feriens sjoveste foto, som giver anledning til at spørge, om de spiser brød overhovedet i Tyrkiet...

søndag den 15. december 2013

Brev til efeserne

Lidt guf for ordkløveren

Et af hovedstrøgene i Efesos.
"En mand er en kvindes hoved - og kvinden skal derfor være ham underdanig. I øvrigt bør kvinder tie i offentlige forsamlinger."

Sådan - frit citeret efter hukommelsen - skriver apostlen Paulus i et af sine breve til efeserne i det nye testamente.

Se, det er jo en udtalelse med saft og kraft - og den lå hele tiden i baghovedet, inden jeg på turen til Tyrkiet i forrige uge besøgte oldtidsbyen Efesos. Imidlertid glemte jeg alt om de vise ord, da jeg endelig stod på stedet.

For Efesos  er nemlig også arnestedet for to andre meget brugte talemåder.

Efesos havde både kloakker og rindende vand.
Efesos var på Jesu tid en del af romerriget. Byen var kæmpestor - cirka 300.000 indbyggere og et sådant samfund kan ikke fungere uden mange af civilisationens nymodens påfund.

Blandt andet havde man kloakker og toiletter af en standard, der til vores tyrkiske guides forundring ikke lod dagens tyrkiske kloaksystemer meget efter. (Guiden havde boet syv år i Norge og var temmelig forvænt med effektive sanitære installationer. Hun undrede sig noget over, at moderne kloaksystemer først blev indført i Tyrkiet, da turismen begyndte at blomstre - når man faktisk allerede havde den fornødne knowhow på Jesu tid.)

Sådan et fint kloaksystem som i Efesos er naturligvis ikke gratis, og kejser Vespasian, der blandt andet lod sig hylde som en gud i Efesos, indførte brugerbetaling på de offentlige toiletter i byen, så de mange pilgrimme kunne yde en skærv til udviklingen.

Her kunne de gamle romere sidde 
og ordne verdenssituationen..
Vespasians søn Titus bebrejdede ham dette, hvorefter kejseren stak en mønt op under næsen på sønnen og udtalte: "Non olet" - lugter ikke - og herfra har vi udtrykket Pecunia non olet, penge lugter ikke.

Efesos var i sin tid hjemsted for det store Artemis-tempel - et af verdens syv underværker. Templet brændte i 356 f.kr. antændt af Herostratos udelukkende med det formål at blive kendt. Missionen lykkedes til fulde - for den dag i dag taler vi jo om herostratisk berømmelse, når en mand bliver kendt for noget ikke særlig godt - for eksempel vores egen Hovsa-Olsen, der i sin tid ufrivilligt bombede Lumsås. Templet blev i øvrigt hurtigt genopbygget - og blev først definitivt ødelagt af goterne i 263 e.kr.

Ligesom i dag var Efesos målet for mange turister, der gerne betalte en mindre formue for små sølvfigurer med artemis - og det var nok baggrunden for, at man ikke tog særlig godt mod de kristne forkyndere på stedet. Efesos havde et ganske imponerende teater med 24.000 siddepladser - og hvor de kristne stridsmænd så kunne få lov at prøve kræfter med løverne.

Fra reklamens barndom.
Efesos var et civiliseret samfund på godt og ondt - og med til civilisationen hører naturligvis også reklamer. Blandt andet har man fundet mange skilte med butiksindehaverens navn og anprisninger på Agoraen - byens butikscenter.

Men den mest interessante reklame finder man lige uden for det berømte Celsus-bibliotek i Efesos. Her er der en flise i gadebelægningen, der diskret viser retningen til bordellet på den modsatte side af gaden. Og således går de åndelige lyster hånd i hånd med de kødelige...

fredag den 13. december 2013

Traktormode

Gaven til manden, der har alt

Traktoren skal selvfølgelig ikke fryse i december-kulden.
Sidste uges besøg i den afsides beliggende lilleasiatiske fjeldbygd Şirence var lidt af en øjenåbner.

For ikke alene opdagede jeg et sted, som talte til min indre eremits drøm om et liv fjernt fra nymodens tingeltangel, nej, jeg opdagede også et stykke moderne tingeltangel, som jeg aldrig har set før - og som bestemt må være julegaveideen til manden, som har alt.

New Holland iført nyeste haute coiture.
For her - i det lune fjelde ud mod Ægæerhavet - har traktorerne tøj på. Uanset om man kører Massey Ferguson eller New Holland, er der et dækken at få.

Som julegaveide har trailerforhjulet nu mødt sin overmand...

torsdag den 12. december 2013

Şirence

Bygdeidyl på en tyrkisk fjeldtop

Tyrkisk landsbyidyl en stille december-formiddag.
Programmet sagde ikke et ord om, at vi skulle til vinsmagning den dag på vores tyrkiske rundrejse.

Det handlede om apostlen Johannes grav om formiddagen og den historiske by Efesos om eftermiddagen. Men sandsynligvis var guiden på procenter fra en af vinproducenterne i landsbyen, for hun fik i hvert fald klemt et besøg i den afsidesliggende bygd ind i programmet - oven i købet et længere ophold - og det var slet ikke nogen dårlig oplevelse.

Jeg har egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig mere vil flytte. Men skulle det alligevel ske, er Şirence, som stedet hedder, et godt bud. For her var der fred og ro og ingen stress. Ren hygge og et overskueligt tempo...

Egentlig er vinsmagning om formiddagen
 en uskik, men når nu tyrkerne ikke er så principfaste,
 er jeg ikke den, der vil stå i vejen.
Bygden, hvor der hovedsageligt produceres vin og olivenolie, er oprindeligt en græsk landsby - men i folkeforflytningernes tid efter første verdenskrig blev den græske befolkning byttet ud med tyrkere fra Grækenland. Og det er da også fra Grækenland, at de ellers muslimske tyrkere i landsbyen har lært at producere vin.

Vinsmagningen bød på flere vintyper. Med hånden på hjertet må jeg tilstå, at det ikke var den helt store oplevelse for smagsløgene, men jeg fandt dog landsbyens kirsebærvin ganske fortrinlig.

Da jeg alligevel befandt mig i det fredelige miljø i Şirence, blev jeg enig med mig selv om, at det var tiden til at prøve en ægte tyrkisk frisør. Og det kan bestemt anbefales.

Her - i Şirences butikscenter - fandt jeg en tyrkisk frisør.
Her er intet overladt til tilfældighederne. Både øjenbryn, næsebor og ører blev effektivt ryddet for uønsket hårvækst. For ørernes vedkommende ved at en spritflamme hurtigt blev ført forbi. Det gjorde ikke spor ondt - men lugten af brændt hår afslørede, at processen virkede.

Om kort tid sætter han ild til de små hår i ørerne...
Den tyrkiske frisør var virkelig håndværker - for kanterne blev lavet med en gammeldags barberkniv - ikke en elektrisk trimmer. Og forresten blev skægget også trimmet som en del af entreprisen. Her kan danske frisører lærer meget. For en fjerdedel af prisen var klipningen dobbelt så effektiv som i Danmark.

Tid har man nok af på fjeldet - så efter klipningen
 blev der tid til et par glas hvidvin på cafeen til venstre.
Cafefatter havde forresten et forbløffende kendskab
til danske fodboldspillere...
En anden detalje: Hos tyrkiske frisører bliver håret vasket efter klipningen - ikke før. Det giver mening - for så slipper man af med alle de små hår, frisøren normalt efterlader. Og eftersom de fleste danskere alligevel vasker hår hver dag, giver det ingen mening, at frisøren starter med at vaske det.

Så skulle din vej falde forbi, kan jeg kun anbefale frisøren og den i øvrigt gode og hyggelige stemning i Şirence...

Rettelse 16. december 2014: Oprindeligt skrev jeg i indledningen, at vi besøgte Johannes Døberens grav ved Efesos. Det er naturligvis noget sludder, for det drejer sig om apostlen Johannes. For som alle ved, ligger Johannes Døberen begravet i Syrien, efter at mødet med Salome havde gjort ham et hoved kortere...

onsdag den 11. december 2013

Stormfald

Øh, har det været blæsevejr?

Postkassen lagde sig fladt ned i stormen.
Jeg har været i Tyrkiet den seneste uges tid - og undgik derfor stormhysteriet i forrige uge. Det er jeg glad for, for jeg kan forstå på naboerne, at det især var en mediestorm.

Jeg kan forstå, at man efter amerikansk forbillede er begyndt at navngive stormene. Den slags er noget pjat, som fuldstændig ukritisk bliver kolporteret af en ukritisk presse, der åbenlyst ikke evner tålmodigt og værdigt at forholde sig til naturens gang - vel sagtens fordi unge mennesker i dag slet ikke ved, hvad natur er.

Samtidigt virker det ufrivilligt morsomt, at netop sidste uges storm blev kaldt Bodil. For enhver, der har opholdt sig i Nuuk, ved, at Bodil er et synomymt udtryk for den veneriske klinik på Dronning Ingrids Hospital - og et desværre velkendt og ufrivilligt værksted for reparation af nogle af følgerne af et udsvævende natteliv.

Også sukkertopgranen måtte ned med nakken.
Heldigvis kan man tale om problemerne - og med et skævt smil erkende, at man nok lige måtte en tur forbi Bodil, der efter en hurtig undersøgelse endnu en gang kunne fastslå: - Den er god nok, den er dårlig!

Den veneriske klinik har fået sit navn efter Bodil, der i flere end 40 år var leder af afdelingen - og efter at have modtaget Dronningens fortjenstmedalje for få år siden trak sig tilbage efter et langt liv i tjenesten mod de galante sygdomme, som det kaldtes i gamle dage.

Under bøgen blomstrer en enlig aurikel.
Alligevel undgik det ikke min opmærksomhed, at vi kom hjem natten til tirsdag, at det havde været blæsevejr. Postkassen lå nemlig fladt hen ad jorden.

Den slag sker - men jeg skynder mig også at erkende, at det er min egen skyld. For da jeg i sommerens løb lavede det nye postkassestativ, monterede jeg det i jorden med to vinkeljern - og for at få det til at se pænt ud, vendte jeg jernene ind mod haven og samme vej. Det skal naturligvis gå galt - for havde jeg vendt vinkeljernene mod hinanden, ville ulykken aldrig være sket. Den slags har man for sin forfængelighed,

Krokusserne er på vej op.
Jeg tog en chance, så i dag var der ikke andet at gøre end at rejse postkassen igen - og så må jeg se at finde en permanent støtte til foråret, så den kan holde sig oprejst, når Heidi, Susanne, Mona, Marie og andre opblæste kvinder finder vej til Nørremarksvej.

Da dagen gryede tirsdag, opdagede jeg også, at stormen havde væltet en sukkertopgran foran huset. Også det uheld må jeg tage på min egen kappe. For da jeg lavede den nye indgang til huset, var jeg desværre nødt til at kappe nogle af træets rødder - og det var altså nok til, at det ellers ikke særligt store træ lagde sig i stormen. Det er nu gravet op og kastet bort - og erstattet med en kristtjørn, så vi om føje år kan have naturens egen julepynt lige uden for døren.

Flagspætten hakker, så det kan høres over hele Østerby.
Forresten bød dagens lune vejr næsten på forårsstemning. De første krokus er allerede på vej op af den sorte muld - og ovre under bøgetræet står en enlig aurikel i blomst.

Mens vi har været væk, ser det også ud til, at der er flyttet en stor flagspætte ind på matriklen. I formiddags sad den ivrigt og hakkede idet, mens den forsøgte at gøre hullet større i en af mejsekasserne.

Desværre var det en sky fætter, så den lettede, inden jeg fik stillet skarpt med kameraet - men jeg håber, at den vender tilbage, for det er en festlig og flot gæst i haven. Og neden for lærketræet er der tydelige spor af, at den hygget sig på stedet i løbet af den forgangne uge. Barken på træet er omhyggeligt ordnet, pudset og poleret og tjekket for alt spiseligt.

tirsdag den 10. december 2013

1001 nats eventyr

Dovregubben på nye eventyr...

Orientalske godbidder...
Der har været stille på bloggen den seneste uges tid. Manden har været på ferie.

Eller ferie er måske så meget sagt. For vi har været på rundrejse i Tyrkiet. En lidt pludselig indskydelse og måske ikke særlig velovervejet. For det er hårdt arbejde at være på en grupperejse med et program, der skal holdes og godt 1500 kilometer i en bus.

Men sjovt og oplevelsesrigt har det nu været alligevel. Der ligger nu flere end 800 fotos, der skal ses igennem og kategoriseres - og så vender vi tilbage.

Imidlertid kan man ikke komme uden om mavedans, når man er i Tyrkiet - så jeg løfter lidt af figenbladet med et par fotos af denne på mange måder store attraktion. For de bedste mavedansere er ikke nødvendigvis de slankeste - tværtimod. Nej, det er frodige damer med idealmål fra en svunden tid - og når man nu selv er lidt godt i stand, er det godt at se, at der kan komme noget decideret æstetisk ud af det...
Huuj, hvor det svinger...

mandag den 2. december 2013

Juletid

Første søndag i advent

Masser af juletræer i "hvalfiskens bug".
Så har vi passeret første søndag i advent - og en ny jul truer...

Det plejer vi jo her på bloggen at fejre med et foto eller to af julelysene i og omkring det lille hus på Øland. Men en gang i mellem skal man jo prøve noget nyt, så i år bringer jeg dette foto fra forbindelsesgangen mellem Terminal 1 og Terminal 2 i CPH. Jeg kom tilfældigvis forbi i lørdags - og så, at lufthavnen har pyntet op til jul.

Det bliver til adskillige juletræer i den 400 meter lange gang, der heldigvis er forsynet med et rullende fortov.

Det kan i øvrigt godt ærgre mig lidt, at der ikke er en nedgang til A24 i forbindelsesgangen - for så havde det naturligvis været det skilt, der havde været i forgrunden.

Alle læserne ønskes hermed en god julemåned med forhåbentlig masser af sild, gris, øl og brændevin - sådan som det hører sig til i vikingeland.

søndag den 1. december 2013

DR-dagen

Lynafleder

DR-organisationen kan altså noget med levende
musik, som man ikke finder andre steder.
I gamle dage var Danmarks Radio styret af radiorådet. Det var på godt og ondt en demokratisk styreform - ofte skueplads for besynderlige optrin ikke mindst i Erhard Jacobsen-perioden, hvor de røde lejesvende førte sig frem og påkaldte sig politisk vrede.

Tiden er løbet fra den slags styring. På en måde er det jo ganske stalinistisk at sætte politikerne til at styre statsradiofonien - og derfor ledes DR i dag af en mere eller mindre professionel bestyrelse.

Det er bestemt ikke hver dag, at man oplever
et helt bigband til en lille uforpligtende
 afslutningsreception. Forrige år sang Radiopigekoret
 - og det er altså også en stor oplevelse
En sidste rest af gamle dages demokrati er DR-dagen, hvor bestyrelse og direktion skal stå til ansvar for en broget forsamling af 120 lytter- og seerrepræsentanter. Det kan være sjovt - for det er bestemt ikke alle, der tager management-snakken om målgrupper og segmentering for gode varer, når de vil have noget for licenspengene.

DR-dagen foregik løb af stabelen lørdag. Det var tredje år, jeg deltog - og formen var den gammelkendte. Bestyrelse og direktion i krydsild om formiddagen - og om eftermiddagen forskellige workshops om fremtidens radio og TV.

Krydsilden kan vel bedst beskrives som en slags lynafleder. Den slags peger mere bagud end fremad - og DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen er veltalende - meget veltalende.

Men ikke desto mindre benyttede jeg da lige lejligheden til at få sagt, at tiden måske er ved at løbe fra radioens timenyheder - især når der ingen nyheder er, og man tre gange i træk med en times mellemrum sidder og refererer undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse og en forkølet universitetslektor. Den slags kan man efter min mening lige så godt læse på nettet.

Jeg tog tråden op i dagens første workshop, der handlede om fremtidens regionaldækning. Jeg understregede endnu en gang, hvor vigtigt det er, at DR holder sig til hardcore nyhedsdækning. Det var sandsynligsvis spildte Guds ord på Ballelars, for den nyudnævnte direktør for DR Danmark, hvorunder regionalstationerne hører, tilhører den nye generation af journalister, der vægter afsenderkvalitet højere end modtagerkvalitet - og derfor lægger vægt på, at nyhederne skal formidles og perspektivere. Ordskvalder uden bund i folkesjælen efter min mening. Det er sikkert meget sjovt at lave og giver kollegernes anerkendelse og priser - men det bliver man altså ikke populær på herude på Lars Tyndskids mark, hvor vi faktisk godt selv kan danne os vores mening uden hjælp af formidlere og Klogeåger.

Jeg er ret pjattet med "Fly me to the Moon" -
og det er rigtigt svingende bigband-musik,
 når det er bedst.
Hurtighed og omstillingsevne er radioens største styrke. Derfor er netop radio meget bedre end noget andet medie til at skære hakkelse i døgnets rejsestald - og alt det andet kan man så overlade til andre og langsommere medier.

Så var der anderledes gods i dagens for mit vedkommende anden workshop, hvor vi arbejdede med etikken i Danmarks Radio - godt hjulpet på vej af statsradiofoniens nye etik-direktør Inger Bach. Gennem en række cases gik vi redaktionerne i bedene i de etiske valg - og det var lærerigt. Ikke mindst fordi netop DR har haft alvorlige problemer med etikken på det seneste - især fordi brugen af skjult kamera, udhængende satire, falske dokumentarer og en tåbelig exit-poll har efterladt indtrykket af et medieforetagende, der sætter seertal over alt andet.

Jeg har valgt at dække dette indlæg med fotos fra den afsluttende reception, hvor DR's amatørbigband kaldet DRAM spillede - i stedet for at vise billeder af talende direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det synes jeg er sjovere...

Luft under vingerne XX

Lørdag var jeg til møde i København - og da Norwegian er det eneste selskab, der flyver fra Aalborg om sent morgenen på lørdage, foregik turen med det norske selskab, som jeg ellers ikke er særlig pjattet med. Blandt andet fordi selskabet har en enhedsflåde af Boeing 737, som efter min smag er et højst passager-uvenligt fly.

Men nu er morgenturen fra Aalborg en ganske tynd afgang - og Norwegian outsourcede for nogle måneder siden afgangen til det danske selskab DAT, der flyver ruten med et mindre, men betydeligt mere passager-venligt fly - en ATR 72. Det er til at leve med.

Ankomsten til CPH lørdag morgen.
ATR-flyene er gode, gamle kendinge i dansk indenrigsflyvning. Flytypen var i sin tid rygraden i Cimber Airs flåde - og jeg har da fløjet adskillige turer mellem Aalborg og CPH eller Oslo med det sønderjyske selskab. Nåja, det er da også blevet til en enkelt returflyvning mellem CPH og Sønderborg.

Cimber Air overtog som bekendt i sin tid det skrantende Sterling - og det endte med et brag, da selskabet krakkede sidste år. Selskabet kæmpede til det sidste - og brød med gamle traditioner og skar ned på servicen. Det skulle de nok ikke have gjort.

Stifteren af Cimber Air, Ingolf Nielsen, havde ellers et mantra, der sagde, at hans passagerer selvfølgelig skulle have en avis, en kop kaffe og en småkage på flyveturen. Selskabet var i det hele taget præget af gamle dyder, og det var en fryd at komme ombord på selskabets fly, hvor kabinen altid var klinisk ren og velduftende i en grad, jeg aldrig har oplevet hos andre selskaber.

Kabinen i ATR 72. Foto: DAT
Man sidder smaddergodt i ATR-flyene. Pladsen kan ellers godt være lidt klemt i små turbopropfly, men det gælder altså ikke ATR.

En sjov detalje ved ATR er, at fragtrummet er anbragt forrest i kabinen - og man går derfor altid ind i flyet fra bagenden. Og når stewardesserne i startproceduren lukker døren til cockpittet, foregår det altså ved, at de går gennem fragtrummet.

ATR 42/72 er et tomotors turbopropfly beregnet for korte strækninger. Det er produeret af fransk-italienske ATR og 42'eren kom på markedet i 1984. I 1988 kom den noget større udgave, ATR 72 - og det er den model, som DAT nu flyver med på mange af selskabets ruter i blandt andet Norge og altså nu på vegne af Norwegian også i Danmark.

ATR 72 i Alsie EXpress' matsorte farver.
ATR 42/72 er et meget behageligt fly i luften. Ikke så livligt som for eksempel de tilsvarende DASH-fly - og virker i det hele taget som et rigtigt rart bekendtskab. Der er produceret godt 400 eksemplarer af 42-modellen og over 500 af 72'eren. I alt 44 eksemplarer er gået til i forbindelse med forskellige ulykker.

Arven fra Cimber Air lever videre i Danmark. Flytypen bruges nu også af selskabet Alsie Express, der beflyver ruten mellem Sønderborg og CPH med to ATR 72. DAT bruger flyet på ruter til Rønne, Billund, Esbjerg og Aalborg - blandt andet i samarbejde med Norwegian.

ATR 72 fra DAT lander i CPH.
Jeg har forresten også prøvet at flyve ATR 42 i Grønland. For nogle år siden brugte Air Greenland flyet på forsøgsbasis i jagten på en afløser for de navnkundige DASH-7. Det endte imidlertid med, at Air Greenland nu er i gang med at fase 7'erne ud til fordel for DASH-8.

I øvrigt skal det nok lige nævnes, at Cimber-navnet lever videre i dansk luftfart. Ledelsen i det gamle Cimber Sterling har overtaget selskabet og flyver i dag kontraktflyvning for SAS med fem CRJ 200 og to ATR 72 i SAS-bemaling.