tirsdag den 24. december 2013

God jul

Julekort og englesang

Klik på billedet for at downloade julekortet.
Så er det ved at være jul.

Dina er sendt på juleferie i Københavnstrup hos lille Adam på Nørrebro. Nu er stenbroen og skudsikre veste ikke mig, så jeg bliver hjemme på fredelige og mærkværdigt vårgrønne Øland.

Julefreden bruger jeg til at male spisestuen - den trænger...

Julekortene blev sendt i weekenden - men desværre kan jeg ikke overkomme at sende julekort til alle, der fortjener det. Så har du ikke fået det allerede, kan du downloade julekortet ved at klikke på julekortet.

Lillejuleaften holdt jeg forresten en lille pause i arbejdet for at se den traditionsrige julehilsen til Grønland. Jeg har vistnok sagt det før - men jeg har et ualmindelig blødt punkt for den grønlandske hymne Guuterput, der er sådan en slags grønlandsk nationaljulesang. Den er så tænderskærende smuk, at man skal være meget hårdhudet for ikke at få en klump i halsen.

Salmen kom til den grønlandske kateket Rasmus Berthelsen i 1852 - samme år som det lille hus på Øland blev bygget, i øvrigt - som en renlivet åbenbaring, hvor havde drømt om nogle engle på en mark. Står historien til troende, så er det altså simpelthen englenes sang. vi her hører. Jeg tror det gerne, for smukt er det.

Her fra YouTube og Danmarks Radio i indspilningen fra julehilsenen 2006:

Ingen kommentarer: