mandag den 17. marts 2014

Kvinderne i Alluitsoq

Da missionærerne forlod Lichtenau

Mændene i kajak tager afsked med missionærerne i Alluitsoq.
Foto: Arktisk Institut
Forleden ringede Palle - min gamle ven fra Grønland - og det fik mig til at tænke på ”Tyske missionærers farvel i Lichtenau i år 1900”, et billede af den grønlandske kunstner Hans Lynge.

Jeg mødte Palle første gang, da jeg lige var flyttet til Nuuk. Han var dengang specialestuderende på AUC - og skulle bruge lidt hjælp. Dina kendte hans mor - og så blev det altså mig, der kom til at hjælpe ham.

Palle er fuld af gåpåmod - og har prøvet lidt af hvert. Nu har han påtaget sig den ganske sikkert utaknemmelige opgave at skaffe midler til at restaurere den gamle missionsstation i Lichtenau i Sydgrønland.
Jeg har aldrig været i Lichtenau, der hedder Alluitsoq på grønlandsk - men kender alligevel stedet, der har spillet en stor rolle i den grønlandske historie.

Den tyske, herrnhuttiske brødremission var i 1800-tallet meget aktiv i Grønland. De tyske missionærer opholdt sig normalt i Grønland det meste af livet - og bidrog på mange måder til det Grønland, vi kender i dag. Mest kendt er nok Samuel Kleinschmidt, der skrev den første grønlandske grammatik - og i det hele taget var med til, at det grønlandske sprog den dag i dag er et levende sprog.

Tyskerne forlod Grønland i år 1900 efter en fredelig overenskomst med KGH og det danske missionsselskab. Det var selvfølgelig et vemodigt øjeblik, da man holdt afskedsgudstjeneste på missionsstationen Lichtenau. Hele 242 kajakker var forsamlet ved den anledning - og det findes der et foto af.

Fotoet inspirerede den store grønlandske kunstner Hans Lynge til et af hans allerbedste billeder - malet i 1985 kort før kunstnerens død. Men Hans Lynge ville ikke være den store kunstner, han var, hvis han ikke havde vendt situationen på hovedet.

Han spurgte sig selv: Hvor er kvinderne henne på billedet? Og så malede han det syn, som kajakmændene ville have set på fotoet.

Billedet hænger i dag i Inatsisartuts (Landstinget) mødesal i Nuuk og er skænket selvstyret af Lions Club i Nuuk.
Og her er, hvad kajakmændene kiggede på - i følge Hans Lynge.
Foto: Inatsisartut

Ingen kommentarer: