Borgen

På de bonede gulve

Den gamle spindoktor på Borgen - mudderålens
gensyn med mudderet.

Fredag deltog jeg i Inuit Ataqatigiits, Avalaks og Grønlands Arbejdsgiverforenings erhvervskonference på Christiansborg.

Det er mange år siden, at jeg sidst har været på Borgen, så det var et spændende gensyn, der selvfølgelig krævede en selfie - ganske vist ikke taget af mig selv og ikke taget med en mobil, for den slags gør jeg bare ikke.

Billedet er taget ved trappen i Vandrehallen, der hedder sådan, fordi den forbinder Landstingssalen med Folketingssalen. - Four more years, burde jeg vel have tænkt, mens jeg viftede spastisk med fingrene, men den slags gør jeg bare heller ikke...

Denne bygning kender alle danskere.

I gamle dage kunne man bare gå ind ad døren, men sådan er det ikke længere på Christiansborg. Nu skal man gennem sikkerhedstjek akkurat som i en lufthavn. Det er sørgeligt, at det er sådan - for det er den slags, der er med til at øge afstanden mellem folket og magten.

Konferencen foregik i Landstingssalen, som jo er ledig i øjeblikket. Stod det til undertegnede, blev Landstinget genindført, men det er en hel anden snak.

Visdomsord fra "den onde maler".

Under alle omstændigheder er Christiansborg en spændende bygning, hvor man godt kan få lidt tid til at gå med bare at kigge. Ikke mindst maleren Rasmus Larsens 268 meter lange blomsterfrise, der er krydret med ordsprog af den kradse slags - og en frimodig kommentar til politikkens væsen. "Alle vil herrer være, men ingen vil sækken bære" - eller "Gud giver enhver fugl sin føde, men kaster den ikke ned i reden til den".

Dagens politikere er ganske upåvirket af disse visdomsord, der blev skrevet i perioden 1918-21, men det er vel typisk dansk, at maleren slap fra det med livet i behold. Og interessant er det da også, at politikerleden åbenbart ikke er et nyt fænomen.

Uden for Landstingssalen hænger alle de
forhenværende statsministre på en slags
politikkens "Lit de parade".

I øvrigt var konferencen et fint arrangement med mange gode ord - og ikke mindst frokosten, der var leveret af Claus Meyer og blandt andet bød på sandwich med sprængt oksebryst og peberrodssalat. Egentlig bare en nyfortolkning af klassisk dansk smørrebrødskunst, men sprængt oksespidsbryst stemmer nu altid mit sind mildt.

Inden flyveren hjem nåede jeg lige en fadbamse på Hviids Vinstue - en rigtig jydevane, mens man takker sin skaber for, at man ikke bor i den forstyrrede hovedstad, der oven i købet stod på den anden ende, fordi DR er vært for endnu en talentkonkurrence.