søndag den 11. maj 2014

Fuglene på Agger Tange

Kikset kursus

Morgenstund har læbestift i mund...
Forrige weekend var jeg i Agger. På kursus i makrofotografering - arrangeret af Nationalpark Thy.

Kurset var der ikke meget ved. Det henvendte sig primært til klimakterie-kreative brugere af fuldautomatiske kameraer og mobiltelefoner med interesse for abstrakte fotos - og med over 70 deltagere var udbyttet mildest talt til at overskue.

Jeg fik et par ideer, som jeg har tænkt mig at prøve af ved lejlighed, men efter et par timer droppede jeg lige så stille ud.

Men nu havde vi lånt søsters lejlighed i det lille fiskerleje - og det blev en fin weekend alligevel. Specielt søndag morgen da jeg i den opgående morgensol tog en lang tur på Agger Tange for at se og fotografere fugle.

Her er nogle af billederne. Jeg kan godt lide billedet af den morgengnavne stormmåge - eller er det måske snarere en elskovslysten stormmåge? Jeg tror det - efter årstiden og det andet billede at dømme. Under alle omstændigheder ser det ud som om, den har slugt en læbestift i bestræbelserne på at gøre sig til.

Fiskerhejrerne på Tangen var til at snakke med. I modsætning til mine egne her ved Ulvedybet, som næsten ikke er til at komme på skudhold af. Det skyldes sikkert og paradoksalt nok, at trafikken i Nationalpark-området er mere tæt - og at de derfor er vant til mennesker.

Jeg fik også et par ganske flotte skud af en vibe, hvor man tydeligt ser den flotte bronzefarvede fjerdragt - men desværre var der lidt græs i vejen for at billedet er helt perfekt.

Og billedet af den hvide vipstjert, er bare en hilsen til min gamle klassekammerat Per, som for nylig lagde nogle fantastiske vipstjert-billeder på Facebook. Jeg overgiver mig...

Morgenduet for stormmåger - og en hemmelig bejler i baggrunden.
Vibe med morgenhår.
Fiskehejren på lur i rørskoven.
En lille hvid vipstjert samler redemateriale.

Ingen kommentarer: