torsdag den 12. juni 2014

Glimt fra haven

Så er høsten i gang

Duften af sommer.
Onsdag var en stor dag.

Fra morgenstunden nappede vi de allerførste jordbær - og til aftensmaden fik vi årets første kartofler af egen avl. Begge dele smagte fantastisk - og man må gætte sig til, hvordan jordbærrene og kartoflerne så ud, for jeg nåede ikke lige at tage et billede.

I dag har jeg også været i roerne...
Men især de nye kartofler er en højtidsstund her i huset. Faktisk var de så store, at jeg nok allerede burde have begyndt i sidste uge, men det nænnede jeg ikke - for der skal jo også gerne være et ordentligt udbytte.

Løgene har helt sikkert haft det fint med det lune forår.
Dagen bød også på et levn fra fortiden. Jeg har nemlig renset roer. Det var sådan noget, børn og unge fik tiden til at gå med i gamle dage, men opgaven var nu overkommelig, for jeg har sølle 12 kålrabiplanter. Jeg havde fået fat i en håndfuld frø - og så skulle denne traditionelle danske rodfrugt selvfølgelig prøves. Kålrabi smager herligt - især i mos, som man blandt andet spiser det i Norge til sprængt får. Så det har vi planer om at gøre til efteråret.

Zittauerne står fantastisk. Jeg mindes ikke tidligere at have set så store og flotte løg af egen avl - og så skriver endnu ikke sankthans. Det bliver stort, men rødløgene mangler nu stadig lidt vækst.

Kattene har brugt pastinakbeddet som
sandkasse - så det bliver til lidt spredt fægtning.
Værre ser det ud med pastinakkerne. Landsbyens katte brugte pastinakbeddet som sandkasse, da jeg lige havde sået - så det er blevet sådan lidt spredt fægtning. Den eneste trøst er, at det ikke bliver nødvendigt at tynde pastinakkerne i år.

Og så er der kommet gang i sommerblomsterne. Roserne blomstrer, de første georginer er på vej - og ikke mindst studenternellikerne kører for fuldt blus.

Der er fuld knald på studenternellikerne netop nu.
Desværre er jorden også ved at være noget tør - og jeg er da så småt begyndt at vande. Men det allerbedste vil nu nok være lidt regn - eller måske endda et par dage med regn.

Desværre er det nok for sent for jordbærrenes vedkommende. De smager godt af sol - men mængden og størrelsen er nu ikke helt, som jeg gerne vil have det.

Og mirabellerne må vi afskrive i år. De fik frost efter blomstringen - og de få mirabeller, der sidder tilbage er misdannede og sølle at se til.

Til gengæld har jeg aldrig før prøvet at høste gulerødder før kartoflerne. Men takket være det milde vejr i marts, blev de år sået som det første - og allerede nu har de en fornuftig størrelse. Så selv om vi mangler vand, går det nu meget godt...
Disse tidlige og meget flotte gulerødder er jeg stolt af.

Ingen kommentarer: