mandag den 2. juni 2014

Luftfotos på jorden

Greenland Express landet i Aalborg

PH-MJP bliver budt velkommen til AAL af beredskabet.
Flyet kom direkte fra malerværkstedet i Maastricht.
Mandag var på alle måder en god dag. Ikke alene bød dagen på fint sommervejr uden vind af betydning, og uden at det i øvrigt blev ulideligt varmt - og jeg fik samtidig mulighed for at kombinere lidt arbejde med min interesse for både Grønland og flyvning. Oven i købet fik jeg nogle temmeligt enestående fotos, som jeg er alene om - og den slags er altid sjovt.

Ved halvtolv-tiden ringede telefonen - og jeg fik at vide, at PH-MJP netop var lettet fra Maastricht med kurs mod Aalborg med forventet ankomst kl. 12.24. Opkaldet var ventet, tasken med fotogrejet var pakket - og så var det ellers bare af sted mod lufthavnen.

En stolt nybagt flyselskabs-direktør
 præsenterer selskabets første fly.
Jeg var på plads på apron, da flyet - en Fokker 100 fra hollandske Denim Air - drejede ad taxiwayen ned mod lufthavnen. Her fik jeg dagens første billede, da brandberedskabet hilste flyet med luftfartens traditionelle hilsen - et espalier af vand fra brandbilerne.

Flyet er leaset til flyselskabet Greenland Express, der har planer om at åbne en flyrute mellem Aalborg og Grønland. Egentlig skulle flyvningerne allerede have startet i dag, men man mangler stadig myndighedernes godkendelse af flyet - og senere på dagen meddelte Greenland Express så, at premieren på den ny rute er udsat to uger.

Flyet er opkaldt efter Gert Brasks mor og to døtre.
Det var spændende, da Fokkeren dukkede ud af vandkaskaderne. For flyet kom direkte fra malerværkstedet - og vi var nogle af de første til at se det færdige resultat. Det levede op til forventningerne med både en isbjørn på fuselagen og et stort grønlandskort på den røde hale.

Greenland Express er startet af den grønlandske iværksætter Gert Brask - og flyet er døbt Aleqa Tuparna Kattaaraq efter Gert Brask' mor og to døtre. Døtrene var med den synligt stolte far i lufthavnen, og pigerne kunne da heller ikke sige sig fri for at være lidt stolte over sådan at få et fly opkaldt efter sig. Gert Brask kunne i øvrigt afsløre, at han selv er manden bag flyets design. Isbjørnen er direkte tegnet efter et halssmykke, som han har båret i mange år.

Tuparna og Kattaaraq var stolte over
 at have givet navn til et fly.
Det ny flyselskab har haft en temmelig langstrakt take-off - og som sagt mangler fortsat de sidste tilladelser til at gå i luften. Forvirringen og turbulensen op til premiereflyvningen blev ikke mindre af, at den grønlandske avis Sermitsiaq senere mandag kunne meddele, at Gert Brask på Facebook havde skrevet, at han er interesseret i at sælge selskabet allerede før den første afgang.

Igennem en årrække har Air Greenland været alene på trafikken mellem Danmark og Grønland. Tidligere fløj også SAS på ruten, men i kølvandet på den 11. september valgte det skandinaviske luftfartsselskab at lukke ruten mellem København og Kangerlussuaq. SAS havde ellers i mange år en pionerstatus inden for polarflyvningen - og man var i sin tid det første selskab, der fløj mellem Europa og Nordamerika på en rute over Nordpolen.

Logo-isbjørnen er tegnet af efter Gert Brasks halssmykke.
Den røde hale er et levn fra flyets fortid i det
 nu krakkede polske charterselskab OLT Express. Ved at
beholde den røde farve sparede Greenland Express
13.000 € hos maleren, afslørede Gert Brask.
Gert Brask og lufthavnsdirektør Søren Svendsen
beundrer det nymalede fly.

Ingen kommentarer: