mandag den 25. august 2014

Øboernes vagtelparade

Fest med udfordringer

Udbenede,marinerede og grillede vagtelstykker
med grillede grøntsager og beurre rouge.
Traditioner er en god ting - og den slags skal man holde fast i. Specielt i vore dage, hvor alting er af lave, og landet er besat af en fornyelseskultur, hvor det er nærmest er forbundet med skam at sige plejer.

Men plejer er godt og sundt - for det giver tryghed og faste holdepunkter i tilværelsen. Og ser man på naturen, er det netop den uforanderlige forandring, der er normen. Året går. Sommer, vinter - hele tiden under forandring, men dog så uforanderligt, fordi det gentager sig år efter år.

Fruerne havde det hyggeligt.
En af vore dejlige traditioner er Sildelaugets årlige grillfest for damerne, som vi holdt fredag aften. Traditionen tro foregik det hos smeden, der har en dejlig stor have med en vidunderlig udsigt over fjorden. Men det var unægtelig en aften med udfordringer. Et heftigt efterårsvejr den seneste uges tid gjorde, at vi skruede lidt ned for ambitionerne og holdt festen indendørs. Rent grillmæssigt indskrænkede ambitionerne sig også til forretten - og det gav os så nogle helt andre udfordringer. Men herom senere.

Udbening af vagtler er et pillearbejde.
Aftenens tema var vagtler - og denne lille pipfugl indgik i både forretten og hovedretten.

Vi lagde ud med grillede, udbenede og marinerede vagtelstykker. Jeg har i sin tid for cirka 25 år siden lært at udbene vagtler på Kjellerupsgades skole i Aalborg, hvor en udsøgt gruppe gourmeter (og gourmander) blev indført i den højere kogekunst af Ole Andersen. Min første vagtel dengang lignede en gråspurv, der havde været gennem kølergrillen på en tunet BMW - og det blev kun lidt bedre med rutinen. Holdets bedste udbener var tankevækkende nok gynækolog i det civile liv.

Heldigvis var der også tid til lidt mandfolkesnak.
Fredag morgen skulle udbeningskunsten så genopfriskes. Jeg stod op klokken fire og gik i gang med 10 vagtler. Igen gik det ikke så godt med den første, men efterhånden kom der gang i håndelaget.

Vagtlerne blev delt i fire og røg i en marinade bestående af blandt andet hindbær og en flaske rødvin. Skrogene røg i en gryde og blev kogt til fond.

Jesper og Palle har styr på grillen.
Om aftenen blev de afdryppede vagtler grillet sammen med lidt grøntsager. Marinade blev siet og sammen med fonden kogt ned til en kraftig sauce, der blev monteret med smør. Beurre rouge er den tekniske betegnelse - og det er heftige sager, som man bestemt ikke får hvert år.

Smeden kæmper med komfuret...
Hovedretten var hele vagtler a la mormor - altså vagtler tilberedt som mormor-kylling. Og her indtraf udfordringerne i alvorlig grad, da komfuret begyndte at slå sikringerne. Vi fik aldrig liv i komfuret igen - og gode råd var dyre. Det endte med, at vagtlerne blev sat på svag varme i ovnen hjemme hos bloggeren - og selv om varmen var svag, endte det alligevel med, at vagtlerne nok lige var i overkanten af welldone.

Citronfromage er en dansk dessertklassiker, som
man aldrig går galt i byen med. Og så smukt pyntet af
 smedens sikre hånd.
Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da vi kom til desserten. Det var citronfromage - sikkert pyntet op af smedens sikre hånd med sprøjteposen.


Og som prikken over i'et var der kaffe bagefter med Dinas hjemmebagte gulerodskage i anledning af vores bryllupsdag.

Det endte som i eventyrene: Lykkeligt - men det var i hvert fald ikke smedens komfurs skyld!

Ingen kommentarer: