lørdag den 20. december 2014

El Gouna

Ingen voldsom trængsel og alarm

Oasestemning på Sheraton i El Gouna.
I El Gouna er der ikke plads til ekstrem islamisme
 - så selvfølgelig er der et juletræ på byens torv.
Før-juleferien blev tilbragt i El Gouna  25 kilometer nord for Hurghada på Rødehavets vestkyst lige over for Sinai-halvøens sydspids.

El Gouna - det arabiske ord for lagune - er et kunstigt samfund. Det bliver i brochurerne betegnet som Rødehavets svar på Nice. Noget er der om det, for byen er legeplads for den ægyptiske overklasse med en flot marina, golfbaner, casinoer og luksushoteller med dresscodes.

Ved solopgangstide forstår man,
hvorfor det kaldes Rødehavet.
Byen blev grundlagt i begyndelsen af halvfemserne på en række kunstige øer - og de små øer med kanaler imellem skaber en ganske særlig stemning a la Venedig. Modsat de øvrige feriesteder ved Rødehavet er stemingen ikke særlig stressende og kaotisk - for principielt får man kun adgang til El Gouna, hvis man har et ærinde der.

Der er indgangskontrol ved bygrænsen - og byen er derfor befriet for de nærgående kræmmere og tiggere, der ellers kan være en plage på Ægyptens badesteder. I et uroligt land er adgangskontrollen også med til at øge sikkerheden, men uroen mærkes alligevel, fordi også hotellerne har adgangstjek og horder af sikkerhedsfolk, som vi ellers kender det fra lufthavne.

Aftenudsigt fra værelsets altan til pølen.
El Gouna er en smuk by skabt som en oase i en ellers øde og uvenlig ørken. Det regner mindre end en gang om året, men takket være et omfattende kunstvandingssystem er byen en meget grøn og blomstrende by.

Vi boede på det lokale Sheraton. Hotellet, der ligger i et kæmpemæssigt parkområde på en stribe kunstige småøer med stier og broer imellem, er tegnet af den berømte amerikanske arkitekt Michael Graves, der har fundet inspiration i den oprindelige nubiske arkitektur. Formerne og farverne er traditionelle, men giver alligevel hotellet arkitektonisk kant i udtrykket. Når man ser hotelområdet, skiller det sig markant ud fra det øvrige El Gouna, men falder alligevel smukt ind i sammenhængen.

Sheraton benævnes som et femstjernet hotel - og servicen fejler bestemt ikke noget. Fire forskellige restauranter og et par barer og natklubber, en privat strand og et stort område med svimmingpools gør, at man ikke behøver at bevæge sig væk fra hotellet. Men vi er altså i Afrika - og stedets internet og wifi imponerer ikke, ligesom vi oplevede flere strømafbrydelser under opholdet. Det med internettet er egentlig en fordel - for hvorfor bekymre sig om verdens problemer, når man er på flugt fra hverdagens stress og jag og har orlov i paradis?

Hotellet er stort - godt 500 værelser, men man arrangerer hver søndag en reception med pindemadder og hele svineriet, hvor gæsterne kan møde hinanden - og ellers byder natklubben på arabisk mavedans i topklasse. Det forventes i øvrigt, at de mandlige gæster er omklædte - smart casual - i aftentimerne.

Overalt blomstrer bourgonvillaerne.
Hotellet er renoveret i 2008 og rummer blandt andet en del kunstværker af Matisse, men det rustikke møblement trænger efterhånden til en kærlig hånd. Nu tager man jo ikke til Afrika for at være indendørs, så det er til at leve med. Uden for var dagtemperaturerne behagelige omkring de 25 grader - og noget køligere om natten. På grund af de mange kanaler og kunstvandingen var vi temmelig plaget af myg om natten. Det nævner turistbrochurerne ikke noget om, men det er altså en god ide at medbringe myggebalsam.

El Gouna er fredeligt og isoleret fra verdens larm og uro. Det kan nås efter seks timers flyvning direkte fra Aalborg - og jeg er ret sikker på, at vi vender tilbage en anden god gang - i lavsæsonen, hvor luksussen kan nås for en overkommelig pris.
Kanalstemningen giver ro i bybilledet.
El Gouna er den ægyptiske overklasses legeplads, og byen er
skabt omrking en stor marina, hvor lystbådene er af en helt anden klasse,
end vi kender det fra Danmark.
En lyserød liebhaverdrøm i El Gouna.
En anden knaldhytte i liebhaverklassen.
Sheratons konferenceafdeling - henna i grønt!

Ingen kommentarer: