tirsdag den 28. april 2015

Hjemmeavlede grønne asparges

Premieregrøntsag


De er stadig lidt tynde i det, men det er hjemmeavl...
Jeg har i en årrække drømt om hjemmeavlede asparges.

Efter alt hvad jeg har hørt, er det slet ikke svært, men dog et noget langsigtet haveprojekt, så allerede i 2010 såede jeg de første asparges. Efter planen skulle det have givet hjemmeavlede asparges allerede sidste år, men sådan gik det ikke.

Jeg var gået i gang det forkerte sted i haven, så de trivedes ikke rigtig - og den hårde vinter med barfrost i foråret 2013 tog livet af de fleste af planterne.

Dagens ret: Æggekage med rå asparges.
Men op på hesten igen... I 2013 bed jeg hovedet af al skam og købte nogle færdige planter på planteskolen. Det gentog jeg sidste år, og nu ser det ud til at anstrengelserne bærer frugt. Den varme sommer sidste år bekom i hvert fald planterne godt, og nu i foråret 2015 spirer de første grønne asparges i spisestørrelse da også op af jorden.

Vi prøvesmagte de første to i weekenden. Rå og uden tilbehør. De smagte herligt - nærmest som friske sukkerærter - og i dag blev der høstet yderligere seks asparges som pynt til aftenens æggekage.

De er stadig i det mindste, men planterne har godt af at lære, at der skal høstes, så fra nu af og den næste måneds tid vil vi bruge af dem. Og så ellers bare vente til næste år, for så har de den helt rigtige spisestørrelse - er jeg da helt sikker på...

Kartoflerne til Grundlovsdag er nu hyppet.
Tirsdagens gode vejr gav også mulighed for at hyppe de første fem rækker med tidlige kartofler af sorten Solist. Efter planen giver det friske kartofler til Grundlovsdag.

Dagen blev også brugt til at nyde de mange tulipaner, for jeg tager til Nuuk torsdag morgen - og når jeg vender hjem, er tulipansæsonen nok ved at være forbi. Til gengæld skulle det gerne være ved den tid, hvor rhodondendronerne blomstrer, og det kan jeg så glæde mig til - midt i det grønlandske søle og tøbrud.

Min yndlingsperversion

Bengnavere

Mine fødder er omvandrende fiskefoder. Mobilfoto
Lørdag var jeg i København. Til eksamen og afslutning på journalistforbundets iværksætterkursus som jeg har fulgt de seneste måneder. Jeg kan nu bryste mig af at være eksamineret i opstart og drift af virksomhed og følgelig den lykkelige ihændehaver af et bekræftende certifikat.

Jeg har et noget problematisk forhold til al den certificering. Jeg er grundlæggende imod både tests, eksaminer og certifikater. Det danske samfund er jo rundet af Grundtvig og højskolebevægelsen, grundlaget for vores velstand er de bønder, som gik på eksamensfrie højskoler - simpelthen fordi de var videbegærlige - og viden, ikke eksamensbeviset, var målet med al undervisning.

Sådan er det ikke mere, og det er begrædeligt. Det er udtryk for mistillid mennesker i mellem - og jeg har hørt om folk med smaddergode ideer og jernvilje, der ikke kan opnå finansiering i bankerne, hvis de ikke har et iværksættercertifikat. Det er rent pjat og viser, hvorfor bankerne er i krise. Når medarbejderne ikke tør tage en chance og et selvstændigt standpunkt, så skal det jo gå galt. Til gengæld har vi skabt en kursusbranche, der lever højt på samfundets higen efter certifikater. Skønne produktive kræfter der ville være en større sag værdig...

Men det er et sidespring, for det er slet ikke det, der er min historie. Afslutningen skulle naturligvis fejres med et glas boblevand - af kursusholderen flere gange benævnt som champagne, selv om det bare var italiensk Asti.

Men da jeg havde en bil holdende i Aalborg Lufthavn, undlod jeg høftigt at deltage i det boblende orgie, der forresten var hurtigt overstået. Til gengæld blev der tid til en tur på Strøget, inden turen gik hjemover.

Her passerede jeg en butik, der tilbød fodterapi med doktorfisk - og den slags kan jeg slet ikke modstå. Det er min yndlingsperversion med et Woody Allensk udtryk.

Der var tilbud - en halv time for en hundredekroneseddel - så det var også til at overkomme rent økonomisk. Oven i købet blev det til næsten en time, da jeg faldt i snak med personalet - og når snakken går lystigt, så løber uret jo...

Men under alle omstændigheder; mine fødder er som nyfødte, raspet og masseret af de flinke doktorfisk. Sådan en behandlig kan gøre mig helt salig. De gamle spejderfødder er jo ved at være noget slidte, men doktorfiskene giver plads til nyt liv.

Så nu er jeg klar til den kommende uges tur til Nuuk, hvor der nok skal blive brug for at trave. Men inden da skal jeg nu en tur i haven. For det er allerede ved at være tid at hyppe kartofler. Det er tidligt - som så meget andet i dette forår.

søndag den 26. april 2015

Sandflugt

Flashback


Det første modul af forårets store fotokursus er nu slut. Jeg kan se tilbage på to lærerige uger, hvor det i høj grad har handlet om det helt basale i fotohåndværket - nemlig samspillet mellem blænde og lukkertid.

Meget af kurset handlede om optageteknik. Photoshop var ikke en mulighed - og dog... For selvfølgelig er billederne fremkaldt og bearbejdet i Photoshop. Alt andet vil være utænkeligt i vore dage.

Men når jeg ser billederne igennem, står det også klart for mig, at de to ugers bedste foto er det ovenstående, som jeg har døbt "sandflugt". Billedet er næsten uberørt af Photoshop, dog har jeg øget farveintensiteten en anelse i RAW-editoren for at give billedet lidt mere dramatik - og så er der bortretoucheret lidt snavs på objektivet, men ellers et helt jomfrueligt billede færdig til brug uden de store tekniske kunstgreb.

Nedenfor har jeg samlet et par af de øvrige fotos fra kurset, som de så ud ved fredagens afsluttende præsentation:





tirsdag den 21. april 2015

Goth

Subkulturelle foto-studier...

Katrine.
Lærke.
Jeg indrømmer det blankt... Den havde jeg ikke set komme, som det er moderne at sige nutildags.

Jeg deltager jo i øjeblikket i et længerevarende fotokursus på teknisk skole i Aalborg. På dagens skema var blandt andet pigefotografering i studiet - og jeg havde sat næsen op efter et par frisørelever eller sådan noget ligeledes fra Teknisk Skole.

Det havde vist også været ideen fra begyndelsen, men det kunne ikke lade sig gøre, så læreren mødte op med et par professionelle modeller. Ikke helt almindelige, men hentet fra byens goth-miljø.

Helt ærligt... Jeg har aldrig set noget lignende. Pigerne var helt hvide i hovederne og med sort læbestift og neglelak. Meget ekstremt...

Men i øvrigt en god oplevelse. Pigerne var trænede modeller, som ventede tålmodigt, mens der blev lagt lys og bagefter arbejdede flot sammen med fotograferne, da der skulle fotograferes.

Så alt i alt blev det en god og spændende oplevelse. Men, jeg havde da godtnok aldrig troet, at det skulle overgå mig at fotografere goth-modeller i et professionelt studie...

P.s. Billederne er rå fotos, som endnu ikke er efterbehandlet i Photoshop...

søndag den 19. april 2015

Slet ik' så ring'

Weekend i haven

Nu begynder bålhytten at lugte af førdigt arbejde.
Loftet er lukket. Nu mangler kun lemmen til hemsen.
Weekenden har budt på masser af sol og en strid kølig østenvind. Så vejret har i det store og hele været godt - bare man holdt sig i bevægelse.

Det har vi så gjort. De sidste kartofler er lagt, samtidig med at de tidlige kartofler nu begynder at titte op af jorden under plastikken.

Det er også blevet til en tur rundt i plænen med tidseljernet, men det er en ulige kamp. Overalt spirer der mælkebøtter frem. Hver gang man fjerner en, får man øje på to andre.

Om to måneder er der kartofler her.
De fleste af naboerne har da også haft gang i græsslåmaskinerne, men det er nu for tidligt. I plænen har vi både vintergækker, krokus og påskeliljer. De skal gerne i gang med at visne, før jeg for alvor kaster mig over græsslåningen. Det er mit valg, og det sparer mig for en masse arbejde, samtidig med at det giver især krokus og vintergækker lejlighed til at sprede sig, så der bliver endnu mere at glæde sig over næste forår. Jeg regner helt bestemt med, at plæneklipperen kan holde vinterferie indtil pinse. Pinsen falder godtnok lidt sent i år, så det kan være, at det bliver mere høslet end det bliver græsslåning.

Jeg har taget et ordentlig høk med bålhuset denne weekend. Jeg er færdig med loftet, har monteret stern og vindskeder, så nu er det efterhånden kun pyntetingene, der mangler. Lidt lister, kapsler på vindskederne, lemme til hemsen. opsætning af solceller og lys samt almindelig oprydning.

Det har holdt hårdt. Da jeg gik i gang, regnede jeg helt bestemt med at være færdig ved juletid. Men sådan går det jo sjældent. På trods af den milde vinter har klimaet alligevel været en hård medspiller, og mange gange er det gode arbejdsvejr faldet på dage, hvor jeg ikke har haft tid til at udendørssysler.

De kommende dage byder på endnu en uges fotokursus, og næste lørdag skal jeg til København, så der sker nok heller ikke alverden i den allernærmeste fremtid.
Forsytiaen er overvældende i sin blomsterpragt. Det er i ørigt
 buske af egen avl - plantet som stiklinger i 2010.

Big Mac

Fast food som fast føde

Det ligner - men helt rigtig er det nu ikke...
Vi kalder det tømmermandsmad her i huset. Fast food som fast føde dagen derpå, hvor energien måske ikke er så stor - og strengt taget er det slet ikke nødvendigt at have tømmermænd for at spise tømmermandsmad.

Udtrykket er et levn fra tiden i Nuuk, hvor udbuddet af fast food er noget større end her på Øland. Med 25 km til den nærmeste McDonald giver det slet ikke mening at tale om fast food, for der vil under alle omstændigheder gå en times tid med at hente maden.

Så skal vi have burgere, er det nemmere at lave dem selv - sødvanligvis efter en god, hjemmekomponeret opskrift med ost, bacon og hele svineriet havde jeg nær sagt.

Men for nylig skete der det, at McDonalds - Restaurant Den Gyldne Måge - vistnok i forbindelse med et velgørenhedsarrangement offentliggjorde opskriften på den navnkundige Big Mac-dressing, der uanset den amerikanske koncerns noget blakkede kulinariske ry smager tossegodt efter denne bloggers mening.

Tidligere var opskriften hemmelig. McDonalds har vogtet over den som en militær hemmelighed. Der har været mange mere eller mindre komplicerede bud på nettet til en opskrift. men det viser sig, at opskriften er forbløffende enkel, som man ser det demonstreret på en officiel video fra burgerkoncernen.

Så det skulle altså prøves lørdag aften. Dressingen sad lige i skabet med den helt rigtige sursøde smag, men resten var knap så vellykket, hvis målet er at lave en perfekt kopi.

Især de ristede fuldkornsboller fra Kohberg minder meget lidt om Donalds bløde sesamboller, og så er det altså en udfordring at lave de små og meget flade hakkebøffer, som hører til. Jeg ved ikke, om normalt dansk hakkekød er bedre eller ringere end det, som de professionelle burgerfolk laver - men uanset hvor flad og flot jeg former bøffen, trækker den sig altid sammen på panden og minder mere om en normal dansk hakkebøf. Det bliver lidt kikset, når målet er at lave en håndholdt burger med to bøffer oven på hinanden.

Så en rigtig Big Mac bliver det nok aldrig alligevel, når den er lavet i eget køkken. Men nu har jeg da gjort forsøget...

P.s. McDonalds bruger agurke-relish - en slags agurkesyltetøj - til opskriften. Agurke-relish kan købes over alt i den engelsktalende verden, men herhjemme er det ikke altid til at skaffe. Jeg hakkede et par syltede drueagurker og tilsatte en teske stevia-sukkker i stedet. Det fungerede fint.

torsdag den 16. april 2015

Fotokursus

Tilbage til basis

Vi har blandt andet lært at lave produktfotos af
 ædelstene. I mangel af diamanter og rubiner blev en transparet
James Bond-bold med glimmer brugt som produkt.
 Hele ugen er gået med kursus. Jeg har besluttet mig for at bruge en del tid her i foråret til at få skik på mit fotoarbejde og få ryddet ud i nogle af de selvtillærte unoder og uvaner.

Der arbejdes i portrætstudiet.
For det er altså et fotokursus - ikke et redigeringskursus. Vi arbejder med teknik og ikke med teknologi - kun håndværket som drejer sig om at lave billedet færdigt i kameraet og ikke i computeren.

Det foregår på teknisk skole i Aalborg. Mange især yngre mennesker vil nok finde det en smule underligt at arbejde med det rene håndværk og terpe lukketider og blændetabeller, men jeg tror på projektet - og målet at tage lidt bedre billeder, når det virkelig gælder, og billedet ikke kan tages om. Derfor giver det mening at arbejde med rutinerne.

Mandagen stod på teori, tirsdagen på portrætfoto, onsdag på produktfoto og i dag torsdag har vi arbejdet med udendørs modeller under vanskelige og ukontrollerbare lysforhold. I morgen står den på landskabsfoto, mandag actionfoto, tirsdag pigemodeller i studie og så videre - indtil vi slutter næste fredag med en lille udstilling.

Produktfotos med mad tager en frygtelig tid at lave...
Til juni tager vi så to uger igen med det samme indhold - bare sværere og flere opgaver - og så er målet et certifikat som semiprof.

Holdet er på ni elever, nogle med få års erfaring og andre halv- og helgamle som jeg. Fælles for os alle er, at vi på den ene eller anden måde arbejder med fotografering i forbindelse med vort arbejde - og altså gerne vil være lidt bedre end de glade amatører.

Det bliver vel til et par hundrede skud om dagen, mens vi arbejder med store og små flashes, softboxe, reflektorskærme og det forhåndenværende lys - og det var først her til aften, jeg lige fik tid til et gennemsyn. Her er et par smagsprøver...
Once upon a time...

søndag den 12. april 2015

Parnas-visit

Årets ordfestival

Niviaq Korneliussen var et charmerende møde.
Torsdag til lørdag var der for femte gang ordfestival i Nordkraft - meget passende kaldet Ordkraft.

Den årlige ordfestival plejer at byde på mange spændende optrædender med forfattere og journalister - og for mit vedkommende også på en masse håndtryk med folk, som jeg kender fra min tid i Aalborg.

Årets Ordkraft var i den henseende ingen undtagelse, men jeg var desværre meget presset på tid, så det blev kun til et ganske kort besøg fredag eftermiddag.

I lighed med sidste år var det lykkedes folkene bag festivalen at finde en aktuel grønlænder, der kunne begå sig i det litterære parnas - på trods af at netop litteratur ikke er den mest fremtrædende del af den grønlandske kultur.

På scenen i den store kedelhal fredag eftermiddag var den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. Hun debutterede sidste år med romanen Homo Sapienne, der vakte en vis opsigt og kastede en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris af sig.

Jeg kender ikke Niviaq Korneliussen, og jeg har ikke læst bogen - og får det næppe heller gjort - men bogen handler om fem unge grønlændere, sex og ikke mindst homosexualitet og selvfølgelig masser af ung vrede. Den slags gør sig blandt anmeldere og keder mig voldsomt.

Ikke desto mindre var Niviaq et interessant møde. Den unge psykologistuderende fra Århus tog al virakken i stiv arm, charmerede sig igennem et interview med en damejournalist fra P1 og bød på oplæsning fra bogen.

Niviaq Korneliussen optrådte samtidig med Benny
Andersen, så der var enkelte ledige pladser i Kedelhallen.
Grønland er verdens største ø, men i litterær henseende en absolut lilleputter - og det tjener Ordkraft til ære, at man afsætter ressourcer til også at dække dette ganske lille sprogområde uden litterære traditioner - vel at mærke med et stærkt fokus på romanen og forfatteren og ikke politiske og historiske sammenhænge.

Så bærer jeg gerne over med, at det lykkedes konferencieren at få Niviaqs ganske enkle og mundrette fornavn galt i halsen.

Kedelhallen var ikke fyldt helt op til Niviaq Korneliussens første optræden fredag eftermiddag. Dertil var konkurrencen fra Benny Andersen alligevel for hård. Niviaq samlede et par hundrede tilskuere, mens nationalskjalden fyldte den store sal med 500 tilhørere. Efter min mening er det nu ikke så ringe gjort af en debuttant.

torsdag den 9. april 2015

Inussuk - pejling mod Grønland

En moderne grønspættebog om Grønland

Inussuk betyder varde - og bogen kan
bruges som et pejlemærke, når
 man flytter til Grønland.
Det moderne Grønlands historie er fyldt med danskere, der aldrig burde have sat foden på den store ø. De vantrives til skade for deres arbejdsplads, kolleger, samfundet, familien og ikke mindst dem selv.

Nogle af dem er sikkert potentielle ulykker uden for pædagogisk rækkevidde, mens andre kunne have undgået den ulykkelige situation, hvis de havde vidst lidt mere om Grønland, inden de sagde ja til jobbet.

Forfatteren Lena Lauridsen vil gøre det lettere at flytte til Grønland. Hun har derfor skrevet bogen Inussuk - Pejling mod Grønland, der udkom onsdag.

Bogen er en omfattende introduktion til Grønland på næsten 300 tætskrevne sider - og den kommer bredt omkring. Bogens styrke ligger i Lena Lauridsens omfattende erfaringer med at flytte til udlandet. Hun har boet i blandt andet Frankrig, Finland, Brasilien, Mexico og Slovakiet, inden turen gik til Grønland.

Hun har derfor en omfattende erfaring med at flytte til andre lande og har gjort det til sin metier. Især i bogens første del øser hun af sine erfaringer med stof til eftertanke, gode råd og checklister.

Lena præsenterede onsdag sin bog for det nordjyske
erhvervsliv - og jeg benyttede selvfølgelig lejligheden
til et foto i den velkendte kendis-selfie-stil.
Lena Lauridsen kommer i mål med sit projekt. Jeg er helt enig med Minik Rosing, der i forordet sammenligner bogen med Grønspættebogen. Der er svar på både små og store spørgsmål i bogen - og den kan varmt anbefales til alle, der overvejer at flytte til Grønland.

Inussuk - Pejling mod Grønland føjer sig en række forsøg på at formidle det grønlandske samfund til danskere. Blandt andre Mads Fægteborg, der i en årrække udgav "Grønland i dag - en introduktion" og ikke mindst Philip Lauritzens fantastiske "Grønlandsguide" fra 1994. Sidstnævnte bog var i mange år min grønlandske grønspættebog, og Lena Lauridsens bog minder på mange måder om den.

Desværre har Lena Lauridsen ikke Philip Lauritzens spidse og præcise pen. Inussuk - Pejling mod Grønland kunne med fordel være gennemredigeret på det sproglige plan, hvor blandt andet en del buzz-ord skæmmer; "kontekst", "swot-analyse", "brainstorming". Det er også en påfaldende uvane, når forfatteren konsekvent omtaler problemer som udfordringer.

Inussuk - Pejling mod Grønland virker ellers gennemarbejdet og byder på et væld af faktabokse og supplerende artikler fra eksterne bidragsydere. En enkelt fejl (og den slags skal der være plads til i alle bøger) er det også blevet til: I en oversigt over de grønlandske lønmodtagerorganisationer omtales Dansk Journalistforbunds Grønlandskreds, TP, som Grønlands Presseforening, Tusagassiortut Peqatigiiffiat. De korrekte binavne er Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat, Medieforbundet i Grønland.

Det er mit håb, at både arbejdsgivere og jobansøgere vil tage Lena Lauridsens bog til sig, for forfatteren har nogle væsentlige pointer: Grønland er ikke Danmark - og når man flytter til Grønland skal det forberedes som enhver anden flytning til udlandet. Forstår man det, er man godt klædt på til mange års spændende oplevelser på det grønlandske jobmarked og i det grønlandske samfund.

Oplevelser som er blevet denne anmelder til del - og som jeg aldrig nogensinde ville være foruden.

Jeg skrev denne anmeldelse for Arctic Business Network i forbindelse med bogens udgivelse den 25. marts. Efter at bogen har fået lov til at sætte sig lidt, føler jeg trang til at tilføje, at nu skal man heller ikke gøre tingene sværere, end de er. Udfordringer eller problemer i forbindelse med at flytte til Grønland er meget langt hen ad vejen også en dannelses- og læreproces og en del af det fællesskab, som vi, der har boet i Grønland, også har.

Forresten leverer Lena Lauridsen selv en af de allerbedste grunde til at flytte til Grønland for børnefamilier - for det er grundlæggende godt og trygt at være barn i Grønland, selv om skolegangen måske ikke er så målrettet og eksamenseffektiv. En opvækst i Grønland ligger utroligt tæt på den opvækst, som vi havde i min barndom - uden ødelæggende heldagsskole, fritidshjem og børnehaver. I Grønland kan børn få lov til at være børn og stadig lege i naturen uden pædagogernes velmenende, strikse og begrænsende forsøg på misforstået opdragelse - og selv i Nuuk kan børn opholde sig trygt uden forældreopsyn, fordi alle kender hinanden i større eller mindre grad. Det er værdier, som det godt kan betale sig at rejse langt efter...

mandag den 6. april 2015

Påskeliljer

Den anden bølge

Først kom krokus, erantis og vintergækkerne. De er nu ved at have gjort deres indsats for i år - og den anden bølge har sat ind.

Det er først og fremmest påskeliljerne, men også de første tulipaner har vist sig. Hyacinterne står efterhånden i fuld blomst, violerne ligeså, og i dag dukkede så den første skovanemone op.

Påskeliljerne lever i år fuldt op til navnet, men det er langt fra nogen naturlov. Sidste år sprang de en uge tidligere og andre år først i midten af april.

Påsken er heller ikke særlig kalenderfast. Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det betyder, at påskedag tidligst kan falde 22. marts og senest 25. april.

Men i år spillede faktorerne sammen, og påskeliljerne blomstrede i påsken.




søndag den 5. april 2015

Påskemad

Langtidsbraiseret lammeskank

Kødet er brunet, og øllet tilsat...
Lam er påskemad.

Efter den kristne tradition er lammet et symbol for det offer Jesus gjorde, da han gav sit liv for vores synder, selvom han angiveligt selv var uskyldig - han blev et offerlam. I den verdslige og mere praktiske verden er lam forårsmad og dermed påskemad - simpelhen fordi lam fødes om foråret.

Men det er nu så som så med praktikken. For de helt spæde lam er der altså ikke meget sul på, så mange venter altså med slagtningen, så man får lidt mere kød og smag ud af kræet. Sådan er smag og behag forskelligt, og mon ikke også geografien spiller ind? Jeg har bemærket, at både på Bornholm og i Grønland foretrækker man de halvstore efterårslam, som vi også holder af her i huset.

To hele hvidløg er bestemt ikke for
 meget til denne herlig herreret...
Men uanset skulle vi selvfølgelig have lam i påsken. Sådan gjorde jeg: I fryseren fandt jeg et par lammeskanker - gemt og frosset ned til en særlig lejlighed, og det blev altså denne påskelørdag.

Før frokost brunede jeg kødet i cocotten, hvorefter jeg tilsatte en grøn Tuborg og et skvæt boullon, som fik et opkog sammen med et par kviste timian og et forsvarligt drys friskkværnet peber.

Jeg skrællede en selleriknold, fem gulderødder, tre løg og to hvidløg og skar det hele i mundrette tern, hvorefter det røg ned til skankerne. Cocotten blev sat i ovnen ved 110 grader, og det giver anslået en stegetid på fem-seks timer, indtil kødet har en kernetemperatur på 85 grader og beredvilligt slipper knoglerne.

Langtidsbraiseret lammeskank.
Simremad til påske. Helt i tidsånden...
Efter de godt fem timer i ovnen, tog jeg kødet op og satte det til side pakket ind i staniol. Jeg tilsatte urterne i cocotten yderligere et kilo kartofler skåret i små både. Det kom tilbage i ovnen - denne gang ved 150 grader - og stod og simrede en times tid, mens kødet hvilede.

Herefter var det bare at sige værs'go'. Jeg elsker det møre kød, og Dina er vild med marven i knoglerne, så det gik stort set lige op. Under alle omstændigheder er det næsten urterne og kartoflerne, der er det allerbedste ved denne ret, som er smaddernem at lave - bare man har tid.

God påske...

lørdag den 4. april 2015

Påskelørdagsmorgen

En god dag i støbeskeen


Det har været koldt i nat. Her til morgen står termometret på minus to, og naboens græsplæne er dækket af rim.

I mens står solen op i øst nede over fjorden. Himlen er næsten skyfri, og det tyder da på, at vi vil få endnu en velsignet dejlig påskeferie-dag. Haven er ved at være på omgangshøjde, så i dag kan der nok også blive tid til en blund i solen efter frokost. Så det bliver vist endnu en god dag....


fredag den 3. april 2015

Fremdrift

Bålhytten under tag


Så er der igen fremdrift på bålhytte-projektet.

I sidste uge fik jeg rettet op på vinterens stormskader og blev færdig med taget. Vinterstormene har også været en god læreproces, så jeg har afstivet konstruktionen ekstra. Og i dag - i strålende sol - har jeg taget et ordentligt høk.

Jeg har lagt gulv i hemsen, der jo er tænkt som lagerplads til puder og havemøbler om vinteren - og så er jeg kommet i gang med loftet. I lighed med mine øvrige byggerier ofrer jeg et fint rustikloft - som i virkeligheden ikke er så dyrt, fordi jeg har fået fingre i et parti transportskadede rustikbrædder. Da bålhytten jo ikke er så stor, kan jeg sagtens leve med, at brædderne ikke har fuld længde, når jeg skærer de skadede partier væk.

Desværre er jeg ikke så god til at regne, så jeg bliver nok nødt til at købe nogle brædder til fuld pris. Egentlig troede jeg, at jeg havde nok, men jeg kan nu se, at der kommer til at mangle et par kvadratmetre.

torsdag den 2. april 2015

Spot på soveværelset

Nyt lys

Et sjældent glimt af soveværelset.
Det er bestemt ikke hver dag, at jeg inviterer læserne med ind i soveværelset, men i dag vil jeg alligevel løfte en lille flig af sløret for det spændende rum.

Da vi i sin tid flyttede ind i det lille hus på Øland, investerede vi også i et par elevationssenge. Nu skulle der rigtig hygges og ses fjernsyn med et mageligt rygstød. Det satte med et slag vores gamle sovekammerlamper ud af drift - for når man løfter madrassen, havner man i en situation, hvor en lampe på væggen ikke er til at nå, når lyset skal tændes og slukkes.

Dengang riggede jeg noget midlertidigt sammen for at løse problemet, men først nu - seks år efter - har jeg løst problemet fuldt og endeligt.

Som så mange gange før, var det Ikea, der havde løsningen. En lampe, der hedder Tved, og som kan erhverves for sølle 229 kroner. Lampen er meget fleksibel. Den kan skubbes op og ned og halsen er bøjelig, så den også kan flyttes frem og tilbage, så læsespottet er lige nøjagtig der, hvor jeg gerne vil have det. Kontakten sidder på ledningen - og den har jeg hæftet fast på madrassen med en sikkerhedsnål, så kontakten altid er ved siden af hovedpuden. Ret smart, når jeg selv skal sige det.

Eneste anke er sådan set, at lysstyrken ikke kan reguleres, men man kan jo ikke få hele verden for 229,-, så det lever vi med.

Agent DR - med licens til at kede

Fødselsdagshilsen til Statsradiofonien

Foran DR's mastodont af en førerbunker står en forsølvet
node, som egentlig er et godt billede på den æggeskal

 af selvtilfredshed, som plager Statsradiofonien.
Der er al mulig grund til at ønske Danmarks Radio tillykke med dagens 90-års fødselsdag.

Den licensfinansierede medieinstitution har det jo som blommen i et æg – fed, velnæret, ude af stand til at bevæge sig og beskyttet af en skal af politisk velvilje, der fjerner ethvert udsyn.

Som det ofte sker for 90-årige, er udsynet efterhånden begrænset til egen navle – og morgen efter morgen er radioavisen fyldt med historier om, hvad DR-TV afslørede i går aftes. Det kommer i Radioavisen, fordi det har været i fjernsynet – ikke fordi, det er væsentligt, relevant eller en nyhed. Resten af dagen går så med forskellige indslag med de medvirkende i X-faktor, Melodi Grand Prix, Kagedysten, Rigtige Kvinder og andre DR-programmer samt gentagne reklameindslag for programmer, som DR har tænkt sig at sende i nærmeste fremtid.

Sådan bekræfter DR 70’ernes medieforskeres spådom om, at mediet er budskabet. Det er trættende, uinteressant og slet ikke til at holde ud. Det er tomme kalorier – ganske enkelt.

DR har sine rødder i radioens og TV’s barndom. Oprindeligt var institutionen en ikke uvæsentlig fødselshjælper for disse medier. Senere ændrede det sig med en status som monopol. Nu hed det sig, at DR skulle beskytte borgerne mod udenlandske og kommercielle mediers hang til underlødig underholdning.

Det var kulturradikalisme, så det battede. Folket skulle beskyttes mod sin egen dårlige smag. Takket være monopolstatussen opnåede DR uhørt magt i det lille land – og ideen om DR som en samlende faktor opstod.

Det var sikkert fornuftigt og velment en gang, men i dag er tiden løbet fra monopolet. Alle kan komme til orde via internettet, samtidighed er en fjern fortid, og den frygtede dårlige smag trives overalt og dagligt ikke mindst på de sociale medier. Det kan DR ikke forhindre, selv om man ellers gør sig umage for at tækkes samme dårlige smag gennem populær underholdning og tilstedeværelse på mange nye medieplatforme.

DR har haft umådelig stor betydning for det danske samfund. Det var i DR, vi så Kennedyerne blive skudt, det var i DR, vi fulgte den første månelanding, det var statsradiofoniens noget modvillige satsning på Jørgen de Mylius, der bragte Beatles og Rolling Stones ud i de små hjem, og det var DR, der med Matador gav danskerne en enestående forståelse af vor nærmeste fortid.

Alle, der er over 30 i dette land, har et eller andet fra DR med i livets bagage. Det kan være sangene fra Kaj og Andrea, det kan være Tine Brylds gode råd i en svær situation – eller det kan være et sommerhit på Top-ti, som stadig mange år efter kildrer i maven med søde erindringer om den første lykkefyldte forelskelse.

Det er alt sammen fortjenester, som den aldrende institution fortjener skåltaler og medaljer for. Men når man bliver 90 år, er det heller ingen skam at trække sig tilbage til sit otium.

Med alderen er DR blevet mere og mere egenrådig og har forvandlet sig til en redepisser, der ikke har respekt for de mennesker, der betaler for gildet. Det er et stort problem – for hvorfor skal vi finde os i det?

Var det en avis, kan man sige abonnementet op. Men ikke med DR. Det er urimeligt, uforståeligt og udemokratisk. Hvorfor skal vi tvinges til at betale for noget, som vi ikke bruger endsige efterspørger.

Det er altså i høj grad licensen, som er DR’s problem i dag. Udover at være udemokratisk er licensen jo også asocial og et dræn i fattige familiers husholdning. Hvorfor skal man betale for noget, man ikke har råd til, ikke har lyst til eller ikke har brug for for? For eksempel tror jeg, at licenspengene i mange børnefamilier vil være givet bedre ud på kontingenter til idrætsforeningen eller spejderne – eller måske bare ordentlig morgenmad og kvalitetstid sammen.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at DR skal lukke, men det er på tide, at vi finder en finansieringsform, der er baseret på frivillighed og afspejler lytternes og seernes aktuelle forbrug.

Danmarks Radio er landets største medievirksomhed. Det er stærkt konkurrenceforvridende og ødelæggende for private medievirksomheder, der selv skal tjene pengene til at skabe sunde og varige arbejdspladser i mediebranchen, når markedet domineres af en enkelt stor spiller, som ikke finansieres på markedsmæssige vilkår.

Vi kan ikke udskyde det længere. Jeg går ikke ind for hverken revolutioner eller hovsa-løsninger, men lad os bruge 90-års dagen til at starte en diskussion om, hvordan vi over de kommende ti år afvikler licensen – ellers ender det som den berømte TV-tradition fra nytårsaften. Gæsterne falder fra – og der er kun generaldirektøren og bestyrelsesformanden til at fejre 100-års fødselsdagen…

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. april 2015.