mandag den 29. juni 2015

Gravandefamilien

Familiehygge ved Ulvedybet

Norsaq på rullebanen i Aalborg Lufthavn. Støvregn
og morgendis gør det umuligt at fotografere.
Søndag morgen havde Air Greenland sommerens første direkte afgang fra Aalborg til Grønland - og jeg havde planlagt at tage et billede af selskabets store røde Airbus A-330, Norsaq, når flyet slipper bane 28 og stryger ud over fjorden og Egholm.

Gravandefamilien i Gjøl Bredning.
Derfor bevæbnede jeg mig med den store 400 mm tele, extender, stativ og kamera og begav mig til Kytterne nær Ryås udløb i fjorden. Kytterne er en strandeng, der ligger modsat lufthavnen i en lille bugt, og hvor der er god udsigt til de startende fly, når vinden er i vest.

Men vejret var imod mig. En usædvanlig lav skybase og støvregn forpurrede hele projektet. Alt hvad det blev til var et temmelig diset foto af Norsaq på rullebanen, da flyet ankom fra CPH.

Men nu var grejet fremme, så jeg stoppede ved dæmningen på vejen hjem. Her er sommerens store attraktion en gravandefamilie, der holder til på sydsiden. Gravandefar, gravandemor og de 16 gravandeællinger er ikke meget for nysgerrige, så her kom det tunge grej til sin ret - og det blev til nogle gode fotos af den fouragerende familie på Limfjordens vande, det grå og disede vejr til trods.

Den store gravandefamilie med hele 16 ællinger
vækker stor opmærksomhed i øjeblikket.
The Usual Suspects i Ulvedybet - knopsvaner,
sølvmåger, hættemåger, skarver og blishøns.

torsdag den 25. juni 2015

Semiprof fotograf

Tiden efter skolebænken


Semiprof1 på tur. Foto: Bjarne Hyldgaard
Så er det slut med forårets store kursusflip. Fredag satte jeg punktum for kursusrækken "Semiprof fotograf", der sammenlagt har givet mig fire uger på skolebænken, og allerede i slutningen af april blev jeg certificeret iværksætter i en kursusrække arrangeret af Dansk Journalistforbunds freelance-gruppe.

Så jeg er alt i alt blev rig på certificater og beviser, der nu kan se frem til en tilværelse i evigt mørke på bunden af en skrivebordsskuffe. Fotokurset var nemlig stykket sammen af en masse små AMU-kurser, som jeg har fået bevis for hver især sammen med det samlede kursusbevis. Hvad jeg skal bruge alle disse beviser til, aner jeg ikke.

Semiprof2 på beredskabsskolen med
modeller. Foto: Bjarne Hyldgaard
Men man tager jo ikke skade af at lære noget nyt. Skolebænken er et godt sted at være, hvis man har en daglig praksis at holde den op imod. Iværksætterkurset har fyldt mig med ideer til fremtidige aktiviteter, og jeg har nu en plan for de kommende par år. Og der er heller ingen tvivl om, at fotokurserne har gjort mig til en betydelig bedre håndværker, end jeg hidtil har været. Også det skulle gerne smitte af i årene fremover.

Teknisk Skole - det såkaldte Media Tech College - i Aalborg har i øvrigt annonceret, at man er i gang med at planlægge et nyt to ugers modul til opfølgning af semiprof-kurset. Jeg er i tvivl, om jeg fortsætter. Især på anden del fornemmede jeg, at holdet var noget uens sammensat. Nogle af deltagerne har store kunstneriske ambitioner. Nogle af deltagerne var meget svagt funderet i den fotografiske teori. Her kunne jeg godt tænke mig et mere ensartet niveau, der tager sigte mod først og fremmest at dække markedets behov for teknisk perfekte fotos, der ikke nødvendigvis altid er kunst, men først og fremmest er færdige til tiden.

Da vi startede på anden del af semiprof-kurset, blev det blandt andet annonceret, at vi skulle arbejde med magasin-forsider. Så langt kom vi aldrig - og det er efter min mening i høj grad kritisabelt. Derfor har jeg brugt et par aftener her i ugen på alligevel at lave en magasin-forside. Bare for at kunne sige, at jeg har prøvet det.

De fleste af kursusdeltagerne drømmer sikkert om at lave et flot pigefoto til Vogue eller lignende. Det er ikke min stil, så jeg valgte i stedet Time Magazine - og mit bud kan ses her ovenfor. Billederne nedenfor er de fotos, som jeg afleverede til den afsluttende efterkritik - og jeg bringer dem her, selv om nogle af dem tidligere har været vist i udkastform.
Dobro-blues.
Far og søn.
Ud i det blå.
Slangetæmmeren.

onsdag den 24. juni 2015

Fra arkivet: Olivinminen ved Fiskefjorden

Et kortvarigt grønlandsk råstofeventyr

Olivin er gult - og derfor ser området ud, som om det ligger i solskin. Deraf
det grønlandske navn Seqi, der betyder "solen skinner".
Olivin brydes i overfladen akkurat som grus i en grusgrav.
Jeg skulle i dag i anden sammenhæng bruge et foto fra Olivinminen ved Fiskefjorden cirka 50 km nord for Nuuk - og da jeg i sin tid har besøgt stedet en enkelt gang, stod jeg på hovedet i arkivet.

Der er megen snak om de grønlandske råstoffer i vore dage, så lad os lige tage historien om olivin-minen, der kun var aktiv i et par år.

Olivinminen blev anlagt af det svenske Minelco i 2005 som et åbent brud. Danske MT Højgaaard stod for anlægsarbejdet - og det var i forbindelse med anlægsarbejdet, at jeg besøgte minen sammen med en stribe politikere.

Byggeriet tog kun få måneder, da olivinen ved Seqi, som stedet kaldes, ligger i jordoverfladen og kan brydes akkurat som sand i en grusgrav. Olivin er gult, og stedet hedder derfor Seqi, der betyder "solen skinner". Den gule farve gør nemlig, at det på afstand ser ud, som om solen altid skinner på olivinforekomsten.

Minehavnen i den lille fjord havde dobbelt
så stor kapacitet som havnen i Nuuk.
Den største del af projektet var anlæggelsen af en havn. Også det tog kun et par måneder, hvorefter man havde en havn med den dobbelte kapacitet af havnen i Nuuk. Selv om havnen ligger langt inde i landet, kunne kæmpestore, oceangående bulk carriers bruge havnen, som man dog kun kunne forlade i et smalt vindue ved højvande på grund af et par indsnævringer i Fiskefjorden.

Olivin bruges i jernfremstilling, og på det tidspunkt havde Kina nærmest monopol på mineralet. Priserne var derfor tårnhøje, og Minelco, der er ejet af LKAB, der driver jernudvindingen i Kiruna, så derfor en forretning i at hente olivin i Grønland. Udvindingen foregik i et par år, hvorefter priserne stabiliseredes - og minen blev nedlagt igen.

Tilbage står havnen, som nu er i søgelyset i forbindelse med andre råstofaktiviteter i området. Det er selskabet North American Nickel, der leder efter blandt andet kobber, nikkel og kobolt i området.
Overalt i landskabet ved Seqi ser man det gule mineral.
Turen til Seqi i 2005 foregik med OY-HAF, der netop i foråret
2015 fejrede sit 50 års jubilæum i operationel tjeneste.
Da Nuuk-politikerne så minehavnen, sagde de: "So ein ding
 wollen wir auch haben". I dag ti år efter er byggeriet af den nye havn i
Nuuk netop gået i gang.
Deres udsendte medarbejder.

Midsommer

Mod kolde tider...


Så blev det sankthans. Midsommer. Solhverv. Så går det mod vinter og mørke igen...

Men for en sjælden gangs skyld var vejret godt på sankthansaften. Den slags er generelt ikke vant til - og i det hele taget har der været langt mellem godvejrs-dagene i år.

Som sædvanligt havde beboerlauget arrangeret bålaften. En effektiv begivenhed, hvor Jens Jørgen med gasbrænder og masser af fuel sørger for, at bålet er futtet af i løbet af få sekunder.

Så da det var forbi allerede lidt over syv, var der god tid til at køre til Blokhus for en is. Her var der hverken til at komme frem eller tilbage for folk, så vi listede lige så stille til Saltum ad stranden - og på tilbagevejen gjorde vi holdt ved Pirupshvarre.

Her var der også bål, men knapt så effektivt som på Øland. Til gengæld masser af røg. Det gav solnedgangen et ekstra pift, men voldsomt var det. Den slags er der til gengæld gode billeder i.


mandag den 22. juni 2015

30 år med eget flag

Årets nationaldagsfest blandt nordjyske grønlændere

Thue Christiansen med Erfalasorput,
som han tegnede i 70'erne, og som siden
 21. juni 1985 har været Grønlands
nationalflag.
Søndag gik turen til Det Grønlandske Hus i Aalborg for at fejre den grønlandske nationaldag.

I indgangen mødte jeg 75-årige Thue Christiansen i hvid anorak og festhumør:

- Jeg er den eneste grønlænder, der kan tillade sig at gå ned med flaget, spøgte den tidligere kulturminister i Grønland og Nuuk Kommunes kunstkonsulent gennem mange år, da vi mødtes i døren.

Thue henviste til, at han udover at være næstformand i DGH-Aalborg også er designeren bag det grønlandske flag, der i år fejrede 30 års fødselsdag. Flaget blev officielt indført på nationaldagen den 21. juni 1985.

Det første udkast til flaget blev lavet allerede i midten af 70'erne på bagsiden af en serviet, der fortsat er i Thue Christiansens eje. Forud for indførelsen var der en del diskussioner om udformningen, men debatten er forstummet. I dag har alle taget Erfalasorput, som flaget kaldes på grønlandsk, til sig.

Ingen nationaldag uden korsang.
Jeg kvitterede for Thues gode humør med en historie, jeg hørte for nylig.

En gang i halvfemserne havde en grønlandsk pige været på sit første besøg i Danmark. Da hun kom hjem til Grønland, fortalte hun begejstret om sine oplevelser i det danske. Og så mente hun, at danskerne var nogle af de allermest gammeldags mennesker, hun nogen sinde havde mødt, for de flager jo stadig med det gamle flag, betroede hun de grønlandske tilhørere.

Både det grønlanske flag og nationaldagen er børn af det hjemmestyre, som blev indført i Grønland den 1. maj 1979. Nationaldagen fandt sted første gang den 21. juni 1983. Datoen er valgt, fordi det er årets længste dag - og den slags er værd at fejre i et land, hvor vinteren kan være både lang og mørk.

Thue Christiansen fortæller, at Erfalasorput er fyldt med symbolik. De rød-hvide farver understreger den grønlandske tilknytning til Danmark. Cirklen i midten er delt i et hvidt felt, der symboliserer indlandsisen og det røde felt, der symboliserer midnatssolen.

Festen samlede næsten 500 glade deltagere.
Den grønlandske nationaldag havde samlet knap 500 deltagere til DGH-Aalborgs traditionelle fest. De fleste selvfølgelig fra det store grønlandske miljø i Nordjylland, men også mange danskere med tilknytning til den store ø.

Festlighederne, der udover flaghejsning og taler bød på brunch, korsang, optræden af Ivalu Judithelu og kagekonkurrence, foregik i god stemning både inde i huset og på pladsen foran på en dag, hvor vejret var på arrangørernes side.

Han tog realen med...

40 års-jubilæum

Den gamle realklasse. Fra venstre Per, Per, Hanne, Per, undertegnede,
 Aase, Inge Marie og Bente. Foto: Lyngby & Lyngby
I disse dage er det 40 år siden, at jeg sluttede min skolegang på Farsø Skole med en omend ikke prangende så dog anstændig realeksamen fra Farsø Skole.

Drømmen var egentlig en karriere som stjernekok på en fransk restaurant i Michelin-klassen, men sådan skulle det som bekendt ikke gå. For realeksamen var på vej ud som det sikre valg. Nu skulle man også lige tage gymnasiet med - for "det kan man i hvert fald aldrig tage fra dig", som det hed.

Det gik nu udmærket sidenhen med noget, der ligner i omegnen af yderligere ti års skolegang, men det er en hel anden snak.

De ti år på Farsø skole var en lang kamp mod normalitet, ensretning og fidel funktionærmentalitet. Der var dog enkelte undtagelser. Historie- og samfundsfag-timerne med lærer Bøwes og fotoundervisningen i kælderen under den gamle inspektørbolig holdt jeg meget af.

Oprørstrangen var stor og en evigt spruttende vulkan i mit indre - og jeg fik heldagsskolen at prøve langt før, den blev indført, takket være eftersidningstimerne, som var den tids foretrukne disciplinær-middel. I dag er det som bekendt ADHD og andre diagnoser, systemet bruger til at undertrykke oprørske unger.

I lørdags stillede jeg så igen på den gamle skole. Festklædt og feststemt mødte jeg op i skolegården sammen med omkring 50 andre jubilarer. Først stod den på rundvisning på skolen, der næppe var til at kende igen. Om- og tilbygninger havde gjort sit, så skolen nu fremstår som et strålende monument over godt og vel et halvt århundredes dansk institutionsbyggeri. Næppe en arkitektonisk perle, men bemærkelsesværdig. Angiveligt skulle skolen rumme syv plan, selv om den på det højeste ikke overstiger tre etager.

Vi blev vist rundt på den gamle skole af viceinspektøren, der var sådan en typisk moderne offentlig leder med stor begejstring for forandringer og nye udfordringer, som det kaldes. Helt i tidsånden opfattede han sig også som en del af et såkaldt ledelsesteam, som han kaldte det. Skolen har i dag 700 elever, hvilket er det samme som i 1975, da en enkelt skoleinspektør kunne klare det, som et team på fem mennesker laver i dag.

Jeg kommer normalt aldrig på skoler, og det var derfor med forbløffelse, at jeg konstaterede, at skolen blandt andet havde et mødelokale. Hvad er der nu i vejen med et gammeldags klasseværelse, hvis man skal holde møde?

Intet var som før - bortset fra gymnastiksalen, der var næsten intakt her fyrre år efter, og som fyldte mig med stærke mindelser om gymnastiktimer iført røde shorts, hvid undertrøje og strækmarch til tonerne af "I alle de riger og lande".

Efter rundvisningen bød klassekammerat og blogger-kollega Per på øl til den gamle 3. real B i baghaven, der i øvrigt støder op til skolen. Til stede var vi en halv snes stykker og engelsklærer Lyngby. Der var hilsener fra nogle af de fraværende - og så gik snakken ellers lige så stille i gang. Der var mange livsforløb og karrierer, der skulle opdateres.

Norgenstunden i søanlægget i Farsø var mindst
lige så idyllisk som i de gode, gamle dage.
Det fortsatte om aftenen på kroen, hvor vi igen blev forenet med veteranerne fra de andre afgangsklasser fra 1975 - og endnu mere snak.

Sjovt nok foregik festen i det lokale, som i vore unge dage rummede Tordenkalven - det lokale værtshus. Sidst, jeg var der, var til min fars bisættelse.

Det forhindrede os dog ikke i at fortsætte til langt ud på natten. Og den mest hårdkogte del af selskabet rundede også festen af med at frekventere Tordenkalven, der i vore dage residerer i kroens hovedbygning.

Jeg havde lånt et værelse på Syvsovergården. Så i den gryende morgen gik turen hjemover gennem søanlægget. Akkurat som så mange gange før - for fyrre år siden... Et minderigt punktum på en minderig dag.
Klassen som den så ud i 1975. Øverst fra venstre Jette, Birgit,
Bente, Jette, Aase, Gert og Helle. Midterste række fra venstre Mona, Per,
Mette, Knud, Jarl, Inge Marie, Per og i forgrunden Per og undertegnede.
Veteranerne i skolegården. Foto: Lyngby & Lyngby

Efter valget

Noter fra en valgaften

Selv om jeg egentlig var temmelig træt af valget, fulgte jeg valgaftenen på DR1. Jeg er fuld af forståelse over for, at det bestemt ikke er nemt at lave direkte TV, men alligevel…

På den ene side var transmissionen morsom, fordi direkte TV altid byder på teknik, der ikke virker og ufrivilligt morsomme udtalelser fra studieværterne. På den anden side ulidelig, fordi skiftende reportere gang på gang forsøgte at få politikerne til at kommentere prognoserne. Erfarne reportere burde vide, at det i den situation er fuldstændigt umuligt og derfor spild af tid – og for resten heller ikke særlig interessant. Seerne – de sagesløse licensbetalere - vil oplyses af kendsgerninger og ikke formodninger.

I den sammenhæng fandt jeg det nærmest usmageligt, at man en halv time efter, at valgstederne var lukket, konfronterede Mette Frederiksen med udsigten til, at hun muligvis skulle være ny formand for Socialdemokraterne. Det er urimeligt at forlange, at en ledende politiker skal kommentere et rygte på baggrund af en exitpoll med 4.500 respondenter og tre procents usikkerhed.

Så længe den politiske journalistik drejer sig om rygter, spin, formodninger og ”hvad nu hvis” i stedet for fakta, bidrager journalisterne til voldsom politisk lede – og journalisterne bliver derfor ufrivilligt en del af den sag, som de ellers skulle referere nøgternt og neutralt.

Da valgresultatet forelå, bød DR på en partilederrunde. Her var det igen vanemæssig dybdeborende journalistik, hvor man rutinemæssigt fokuserer på uenighederne mellem partierne. Den journalistiske politik ville måske blive anderledes spændende og konstruktiv, hvis man fokuserer på det, der samler og ikke det, der skiller. DR har jo som målsætning at samle danskerne, så en mere konstruktiv tilgang vil i hvert fald være i bedre overensstemmelse med public service-aftalen.

Udsendelsesværterne Bildsøe og Rostrup var for resten ikke lige heldige med papegøjesnakken. DR råder over millioner af licenskroner og den nyeste teknologi til at dække et valg. Alligevel kunne man nemt få indtrykket af, at DR i dagens anledning benyttede den gode gamle telegraf. I hvert fald måtte vi høre Kim Bildsøe og Ask Rostrup fortælle adskillige gange, at valgresultaterne tikkede ind.

På et tidligt tidspunkt ville begejstringen ingen ende tage, da resultatet fra Gylling syd for odder ”tikkede ind”. – Så har vi resultatet for Gylling. Gylling er sjov, betroede studieværterne os – angiveligt fordi borgerne i den østjyske flække plejer at stemme som landet som helhed. Men Gylling sjov? Gad vide om studieværterne nogen sinde har været i Gylling?

Humoren kendte ingen grænser, da Alternativets Uffe Elbæk blev interviewet ombord på en af kanalrundfartens både: - Uffe Elbæk sejler op ad Å’en, morede de to ankermænd sig med at gentage flere gange, så vi alle forstod, at det var en vits.

På et tidligt tidspunkt besøgte DR enhedslisten – og den udsendte medarbejder slog stemningen an: - Vi er hos enhedslisten. Jeg kan ikke se, om der er nogen, der danser, men der er i hvert fald en, der har fundet en kontrabas frem.

Aftenens højdepunkt stod SF’s Pia Olsen Dyhr for, da hun i slutningen af et interview fyrede en oratorisk perle af: - Set i lyset af, hvad der er sket det seneste år, er det jo også det, man skal se det i lyset af.


Politik i en nøddeskal? Jeg ved det ikke, men vi lader den lige stå et øjeblik…

"På kanten" fra Nordjyske Stiftstidende 20. juni 2015.

tirsdag den 16. juni 2015

Praktisk tovværksarbejde

Hjælp til corsagen

Tovværks-eksperten på arbejde...
Mission completed!
Som spejder lærer man at hjælpe andre - og som gammel spejder er manden kyndig udi tovværk, knob og besnøringer. Derfor lå den lige til højrefoden, da en af modellerne under mandagens fotosession havde brug for hjælp til at få snørret corsagen.

Normalt er det gamle koner, man hjælper over gaden, men unge piger skal naturligvis heller ikke mangle assistance, så jeg gav gerne en hjælpende hånd - omend det lå lige på kanten af mine kompetencer.

Det her var nyt stof. Jeg har før prøvet at snørre rullepølser, men corsager stod jeg nu lidt famlende overfor. For hvordan skulle besnøringen sluttes? Jeg valgte en klædelig dobbeltsløjfe, for der var rigeligt med snøre.

Som det ses, lykkedes det over al forventning.

Powerfoto

Foto for fuld fart



Mandag har nok været en af de mest intense fotodage i mit liv. Næsten 12 timer blev det til og cirka 700 skud i løbet af dagen.

Vi lagde ud fra morgenstunden med et besøg på Dans Pool Hall i Jomfru Ane Gade, hvor vi forsøgte at skabe lidt af den depraverede værtshusstemning sammen med to fotomodeller under særdeles vanskelige, men også spændende lysforhold. Det blev til kornede, skumle billeder, som nogle nok vil finde stemningsfyldte.

Herefter blev det til et besøg i Aalborg Kommunes gamle og mølposelagte koldkrigsbunker på Kornblomstvej. Fotomæssigt var det ikke det mest spændende, men til gengæld skal der nok på et senere tidspunkt komme en reportage ud af det.

Dagen sluttede på beredskabsskolen i Rørdal, hvor den udbombede øvelsby dannede en spændende kulisse til mange forskellige former for foto med en halv snes modeller i sving. Selv koncentrede jeg mig om reportagen og var blandt andet en tur i gaskammeret sammen med et par røgdykkere - i øvrigt far og søn.

Først på aftenen sluttede vi med et gigantisk og spektakulært tableau, hvor en masse brændende dieselolie dannede baggrund for en stribe vidt forskellige genrefotos.





søndag den 14. juni 2015

Lektielæsning

Piger på skærmen

Søndag aften gik med at lave lektier til fotokurset og med at kigge på piger.

Det er nu ikke, fordi manden er blevet en gammel gris - og de to ting kan sagtens forenes. Lektierne - opgaven - bestod nemlig i at retouchere nogle af de modelbilleder, som vi lavede i sidste uge.

Og når man forstørrer sådan et ungpigehoved op til 200 procent, er der virkelig noget at lave. Små bumser, kager af mascara, rynker. løse hår og meget andet forstyrrer helheden, og det skal naturligvis fjernes, inden billederne kan bruges til noget som helst.

Så selv om kurset fokuserer på optageteknik, er der alligevel en del færdiggørelse i Photoshop, der skal gøres, inden billederne kan afleveres til den endelige bedømmelse.

Mandag går det løs med nye optagelser. Vi starter fra morgenstunden på en billardsalon, og så er det ellers beredskabsskolen i Rørdal, der bliver centrum for eftermiddagens og aftenens optagelser.

Nu skal læserne selvfølgelig ikke snydes for modellerne - så her er et par eksempler på søndag aftens lektier.


Nye kartofler

Egen avl smager bedst

Årets første kartofler.
Så har vi høstet årets første kartofler. De smager himmelsk, så vi går en skøn tid i møde.

Det er fantastisk, hvad der kan komme ud af en lille rodknold, noget mager sandjord og hestemøg i rigelige mængder.

Egentlig skulle kartoffelsæsonen begynde Grundlovsdag, men når man har med naturens gaver at gøre, går det sjældent som planlagt.

Et lille prøvegrav sidste weekend viste i hvert fald, at kartoflerne var af en sådan ringe størrelse, at det ikke gav mening at begynde at spise dem. Så de fik en uge mere i jorden, og i dag søndag løb premieren så af stabelen.

Kartoflerne er flotte, runde og fuldstændigt lydefri. De er endnu lidt små i det, men der er mange af dem, så alt tyder på en ganske flot kartoffelsæson. Sidste år var den jo sølle på grund af tørken, men det problem kan vi som bekendt ikke klage over i år.

Det smager bare himmelsk i al sin enkelthed.
De første kartofler er som altid af sorten Solist - og når vi så kommer en måneds tid længere frem tager Folva over. Det er en sort, vi har gode erfaringer med, og som også efter bøgerne skulle være ganske velegnet til den sandede Ølandsjord.

Jeg gider ikke skrive mere om smagen - blot nævne, at kartoffelindtaget i den lille husstand var cirka dobbelt så stort som normalt denne søndag aften, hvor kartoflerne i øvrigt blev ledsaget af en beskeden kalvekotelet.

Havefotografering

Makro og perspektiv

Sur, sur, sur... Lille bi på arbejde i en geranium. Bemærk hvordan
den gemmer pollen på de behårede ben.
Kursusugen sluttede med lidt teori og så nogle timer i felten for at prøve kræfter med havefotografering,

Det er en genre for sig selv med nogle særlige redaktionelle krav i grænselandet mellem landskabsfoto og studiearbejde, men også en genre, hvor der er rig lejlighed til at arbejde med makro og perspektiv.

Som udgangspunkt skal der altid tages fire forskellige billeder; en makro af blomsten, blomsten i buketperspektiv, planten og endelig et foto, der viser planten i sammenhæng med havens øvrige planter og arkitektur.

Feltarbejdet foregik i Urtehaven i Nørresundby, der er en lille overset perle midt i storbyens larm og støj. Og da fredagen bød på herligt sommervejr, var det nærmest en perfekt afslutning på en hård uge.
Jernhårdt perspektiv på bellis.
Purløg.
Valmue.
Marguerit.

torsdag den 11. juni 2015

Rulleskøjter og et enkelt løbehjul

Action-foto


På tur ud i det blå...
Eftermiddagen er gået med træning i action-foto, og endnu en gang var det Aalborgs skatermiljø, der måtte holde for.

Denne gang var det på skaterbanen ved Sofiendalsvej - vistnok et kommunalt prestigebudget finansieret af byens skatteydere for at trække studerende til den gamle arbejderby. Under alle omstændigheder et stort anlæg, hvor der var plads til både skatere og 16 fotografiske lærlinge.

Det var i øvrigt småt med variationerne i øvelserne, men jeg faldt for den unge mand i hawaii-skjorte, som brugte løbehjul i stedet for rulleskøjter. Det var dagens originale indslag, og den unge mand var endda tæt på at ødelægge sin fremtid på et trappegelænder. Avs...

Forresten var det en dejlig sommerdag at være ude i, så det blev til små 400 skud i løbet af et par timer. Jeg har netop grovsorteret dem - og billederne her til historien har jeg lagt til side for videre bearbejdning. Så må vi se, hvad det ender med...

Løbehjulskunst a la ET...
AV!
Torsdagen bød på flot vejr...