fredag den 25. september 2015

Sofamania

Til evig skræk og advarsel

Forleden var jeg til et møde på Christiansborg. Jeg var i god tid og snusede lidt rundt på gangene, der er prydet med masser af malerier af betydningsfulde politikere og ministre.

I en krog mellem malerier af Aksel Larsen og Erhard Jacobsen fandt jeg dette maleri med Jacob Haugaard - og det undrede mig lidt. For selv om det nu var meget sjovt, at komikeren blev valgt til Folketinget i sin tid, så har han jo ikke sat noget større politisk aftryk, som for eksempel Larsen og Jacobsen, der begge var i politik i en menneskealder.

Jeg forskede lidt i sagen, og det viser sig også, at billedet har ført en lidt omtumlet tilværelse, inden det i 2012 endte på den nuværende plads.

- Vi hænger jo ikke billeder op af alle folketingsmedlemmer. Men der findes undtagelser med de, der - på en eller anden måde - har sat sit spor. Og Haugaard er noget ganske unikt, forklarede Jens Christian Jacobsen, chefkonsulent og sekretær for Folketingets Rådgivende Kunstudvalg, dengang til Politiken.

Selv mente Haugaard, at maleriet tjener en vigtig rolle som »evig skræk og advarsel« om, at selv »populistiske tosser« kan blive valgt til Folketinget.

- Jeg er skidestolt af det billede, siger komikeren.

Sofamania var navnet på Haugaards band i storhedstiden i den aarhusianske undergrund, hvor han blandt andet stiftede Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer og udtalte, at hvis arbejde er sundt, skal man give det til de syge...

Ingen kommentarer: