lørdag den 17. oktober 2015

Ideen holder vand

Drikkevand fra grønlandske isfjelde

Nu kan man købe drikkevand
fremstillet af grønlandske gletsjeris.
Når jeg holder foredrag, sker det ret ofte, at jeg i pausen bliver kontaktet af en tilhører, der mener at have løst verdens tørkeproblemer.

- Det er da bare at slæbe nogle af isbjergene fra Grønland ned til Sahara, lyder ræsonnementet.
Jeg ved af smertelig erfaring, at det ikke er så nemt, som det lyder. I 2005 skulle jeg skaffe en isskosse til Aalborg til noget julehalløj. Brandinspektør Knud Pedersen og undertegnede tog derfor ambulancebåden og sejlede ud efter en skosse på omkring en kubikmeter. Vi fik den aldrig i havn. Vandmodstanden var enorm, så motoren kom på alvorligt overarbejde - og efter en halv times sejllads kollapsede skossen simpelthen på grund af vandmodstanden.

Isen hentes med en pram i Diskobugten.
Foto: Arctic Ice Cap Water
Men nu ser det ud til, at nogle smarte mennesker har knækket koden. Peder Pedersen fra Arctic Ice Cap Water har netop sendt sin første produktion af vand fra grønlandske isfjelde på markedet - og den historie fik jeg lov at skrive som den første. Historien kan blandt andet læses på Arctic Business Networks blog.

Ideen går ud på at fræse isfjeldets kerne ud og hælde det på containere. Når vandet er smeltet, kan det så hældes på flasker. Sådan skal det gøres, for det er altså ikke muligt at slæbe isbjerge over større afstande.

Står man og mangler et isbjerg, kan det imidlertid også lade sig gøre i vore dage. Group Greenland, som er firma ejet af blandt andre tidligere formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, har udviklet en teknik, hvor de sænker en container ned under isskossen og bjerger den på den måde. Firmaet skal blandt andet levere en isskosse til det kommende klimatopmøde i Paris.

Ingen kommentarer: