tirsdag den 7. juni 2016

Spejdere på jubilæumslejr

Spejderlejr ud over det almindelige
Divisionschef Mikael Andersen byder velkommen til lejrens 200
 deltagende spejdere. Udover spejderne medvirkede 50 ledere samt
hjælpere fra Jens Bang-klanen og Sct. Georgs Gilderne.
Godt 200 spejdere plus deres ledere fik i weekenden en forsmag på sommerlejren.

Jens Bang Division under Det Danske Spejderkorps havde inviteret til divisionens 25-års fødseldag. Det blev fejret med en lejrweekend for alle divisionens grupper på spejdercentret Tyvdalhøj ved Flamsted.

Og det var ikke en hel almindelig spejderlejr, fortæller divisionschef Mikael Andersen.

- Det er ikke hver dag, man kan holde 25 års jubilæum. Derfor skal lejren selvfølgelig også være anderledes.

- Normalt bygger spejderne lejrplads og laver mad over bål. Men på jubilæumslejren bliver det meste af maden lavet for dem, så spejderne kan bruge tiden på aktiviteter.

- De har blandt andet været i ude-biograf, sejlet i kanoer på Lindenborg å, bagt fødselsdagsboller over bål og lavet kakao på trangia (spritblus). Lørdag aften stod menuen på spidstegt pattegris tilberedt af 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg.

Jubilæumslejren foregik i stegende hede. Det tog spejderne i stiv arm. Spejdernes motto er "Vær beredt", og varmen var bare en ekstra udfordring:

- Vi har været meget opmærksomme på varmen. Vi sørger for, at børnene får rigeligt at drikke - og i øvrigt bærer hat og bruger solcreme, fortæller Anne Kathrine Larsen - den anden af divisionens to chefer.

Under lørdagens lejrbål fik Jens Bang spejderne overrakt en fødselsdagsgave på 7.600 kroner af stadsgildemester Flemming Hansen fra Sct. Georgs Gilderne i Aalborg.

Jens Bang Division består af alle Det Danske Spejderkorps grupper i Storaalborg.

Benjamin fra Nørresundby-gruppen måtte en tur i baljen på kano-turen.
Med til et ordentligt jubilæum hører også et familiealbum. Her er
 tre af spejderne fra Nørresundby hos fotografen.
Det gælder om at få rigeligt at drikke i sommervarmen.
Spejdere til nat-bio i det fri i Flamsted.
Tor og Kasper fra Johan Rantzau Gruppe i gang med at snitte træhekse.
Stadsgildemester Flemming Hansen fra Sct. Georgs Gilderne i Aalborg
 overakte en fødselsdagscheck til divisionscheferne Mikael Andersen
 og Anne Kathrine Larsen.

Ingen kommentarer: