søndag den 18. september 2016

Gildehuset i Godthåb

Afvikling og udvikling

Velkommen til nye grønlandske spejdere...
Gildebror Flemming Enemark fikser de
elektriske installationer i det splinternye køkken.
For et par år siden solgte Sct. Georgsgildet i Nuuk det gamle gildehus.

Huset var stort og gammelt og rummede utallige minder om hårdt arbejde og festlige stunder. Huset var rammen om et gildeliv, der næppe fandtes magen i hele Kongeriget, og det fungerede samtidig som den grønlandske hovedstads spejderhus. Det hele blev holdt sammen af mange ildsjæles arbejde - ikke mindst i tiden omkring det årlige tivoli, der var Nuuks byfest og et arrangement, der sikrede penge til det grønlandske ungdomsarbejde, så det var da med blanke øjne, bæven i stemmen og stort vemod, at beslutningen om at sælge huset blev truffet.

Pavillonen er suppleret med en
container til at opbevare spejdergrejet.
Tiderne er skiftet, og gildet tæller i dag kun en lille halv snes gildebrødre, der fortsat brænder for spejderideen, men som også realistisk indså, at huset var ved at blive en byrde. Det var en gammel tyskerbarak af mere eller mindre gedigne materialer, som krævede et vist vedligehold i det barske grønlandske klima.

Så da lejlighed bød sig, og man fik et tilbud, man ikke kunne sige nej til, blev huset solgt til kommunen for en passende mængde kontanter - og en arealtildeling på næsten samme beliggenhed.
Nogle af de penge, man fik for det gamle gildehus, er derfor blevet investeret i en pavillon, der størrelsesmæssigt bedre passer til gildet og spejderne - og i disse dage er man godt i gang med at færdiggøre arbejdet med det nye gildehus, som jeg besøgte her i weekenden.

Den store sal i det nye hus, der vil blive
rammen om både gildehaller, fester og ikke mindst
gruppemøderne for spejderne.
Det ser godt ud - og specielt glæder jeg mig over, at det nye hus virker noget nemmere at vedligeholde. Et hus må aldrig blive målet i sig selv, men skal netop være rammen om andre aktiviteter - og derfor skal man helst ikke spilde for meget tid på vedligeholdelsen.

Oven i købet er beliggenheden tæt ved stadion og de kunstgræsbeklædte baner en oplagt chance for fortsat at skaffe penge til ungdomsarbejdet. Selv om næsten alt tivoli-grejet er solgt, har man beholdt popcornsmaskinen og en candyfloss-maskine. Ved det nyligt afholdte GM i fodbold solgte tre gildebrødre på en weekend for 10.000 kroner af disse i øvrigt ikke særligt sunde og efter min smag ej heller særligt velsmagende delikatesser...

Det er min overbevisning, at Nuuk-gildet gjorde det eneste rigtige, da man solgte huset - og det er min overbevisning, at de nye og noget mindre rammer skaber et godt grundlag for fortsat spejderaktivitet i Nuuk.
Her ses det nye gilde- og spejderhus i Nuuk på skråningen ved stadion,
hvor der netop er blevet lagt kunstgræs. Til venstre i billedet
 det gamle gildehus.

Ingen kommentarer: