tirsdag den 19. september 2017

Efterår i Narsarsuaq

Verdensarv og løvfald i Grønland

Den seneste uges tid har jeg været på en herlig tur til Sydvestgrønland.

Hjemturen over Island var lidt udfordrende på grund af vejret og bød blandt andet på et døgns ophold i skovrige Narsarsuaq. Det var ikke planlagt, men det gjorde nu ikke noget, for netop nu står området ved den gamle base i de smukkeste efterårsfarver - og man skal efter min mening være et skarn, hvis ikke man kan nyde sådan en ekstra dag i smukke omgivelser.

På hotellet var der trangt, for vi var mange, der sad fast i lufthavnen. Jeg måtte nøjes med en opredning sammen med to andre voksne herrer på et værelse. Den slags er jeg ikke så vild med, da jeg helst vil sove alene, men det var nu hyggeligt nok. Et par bajere brød isen - og så blev der ellers snorket i stor stil.

Det blev også til et gensyn med biavleren Ole, der samtidig er leder af byens lille museum. Det har fået en ordentlig overhaling, siden jeg var der sidst for et par år siden - og jeg kan absolut anbefale et besøg, hvis man er på de kanter.

Her er et par fotos fra en fantastisk efterårsdag i verdens smukkeste omgivelser, der i øvrigt netop er optaget på Unescos verdensarv-liste.




mandag den 11. september 2017

Fældningstid

Naturens dag

Søndag blev tilbragt i Østre Ådal ved Aalborg. Her stod jeg på post ved et naturarrangement for de mindste spejdere i Jens Bang Division.

På posten skulle ungerne fiske hundestejler, igler og andet godt i mosehul - og det er jo lige sagen for småfolk på sådan en solskinsdag. Typisk for rigtige spejdere klarede børnene paragrafferne selv, og jeg havde ikke meget at lave.

Så tiden gik med at fotografere ænder. Det var halvtamme gråænder, der kom tæt på i håbet om en bid brød, så det blev for en sjælden gangs skyld mit 100-300 mm objektiv, der var i sving.

Netop nu fælder gråandrikkerne den lidt kedelige sommerdragt, så de var vældig optaget af at pudse sig og plukke de gamle fjer - og det kom der så nogle sjove billeder ud af. Her er et par stykker - og så en smuk hun-andemor, der venter med fældningen til lidt senere på efteråret.


lørdag den 9. september 2017

Båtnakker og nordlys

Jagten på magien

Nordlyset var der - men nu ikke så meget, som jeg havde håbet.
Fredag aften bød på voldsom nordlys-aktivitet - i hvert fald på papiret.

Varslet lød på nordlys-aktivitet
 helt ned til Tyskland.
Veed 20-tiden tjekkede jeg aurora-service.eu, hvor man kan følge den aktuelle situation på nordlysfronten i Europa. Siden viste noget af den største udbredelse, jeg nogen sinde har set - og det skulle i hvert fald være muligt at se nordlys helt nede i Nordtyskland, Holland, Belgien og så Danmark selvfølgelig. Samtidig var der opklaring i vejret, så da det blev mørkt ved godt 21-tiden drog jeg ned til dæmningen.

Der var da også lidt at se, men helt godt var det nu ikke. Jeg holdt ud til klokken 22.30, hvor jeg kørte en tur op til Ejstrup Strand, men den tur gav heller ikke noget.

Egentlig ville jeg gerne være blevet ved dæmningen, for vejret var dejligt, og det er et godt sted at se nordlys. Men en flok stærkt berusede og kåde gåsejægere i camouflagetøj og pandelamper havde fundet på at holde fredagsbar og overnatte i fugletårnet - og deres råben og skrigen og fumlen rundt med pandelamperne ødelagde aftenfreden. De ankom i høj stemning og hornet i bund som en flok ægte båtnakker - og det er lige nøjagtig, hvad de var: Båtnakker!

Det blev ikke til meget nordlys. Til gengæld fik jeg et sjovt foto af lysene fra et fly, som lagde an til landing i Aalborg Lufthavn, så på trods af båtnakkerne var det egentlig en meget god fredag aften...
SK1221 på indflyvningn til Aalborg.

onsdag den 6. september 2017

Slangetæmmerne på tur

Liv og død i Sønderøkse

Sønderøkse mellem Øland og Halvrimmen er bestemt ikke verdens navle. En bitte snes huse langs et par krogede veje er det, og man fornemmer nok, at flækken ikke er, hvad den har været.

Købmanden er lukket for længst, og den gamle købmandsgård er gået i forfald i en sådan grad, at den nu skal nedrives.

Forinden har cf'erne i Thisted - i vore dage kaldet Beredskabsstyrelsen - fået lov til at bruge huset som øvelsessted. Så i dag troppede en halv snes værnepligtige op med fuld udrykning og alt til faget hørende isenkram, så de kunne få lov at slå ruder og døre ind og træne røgdykning som led i uddannelsen. Det så dramatisk ud, men var vist egentligt ganske hyggeligt for de medvirkende.

Ellers er der lidt langt mellem begivenhederne i Sønderøkse. Flækken fik sine fem minutters berømmelse, da lille rødhårede Holger forsvandt og blev fundet igen i 2011. Holger kom nemlig fra Sønderøkse.

Og så var der jo mordet i Sønderøkse i 1821, En gårdejer var forelsket i tjenestepigen og slog derfor konen ihjel. Det skulle han næppe have gjort, for dommen lød således: "Tiltalte Thomas Thomasen Bisp, nu i Hjørring arrest, bør af skarpretten at knibes med gloende tænger, først uden for huset i Sønder Økse i Brovst sogn, hvor han dræbt sin hustru Maren Justdatter - tre gange mellem dette og retterstedet og til sidst på retterstedet, - dernæst den højre hånd ham levende afhugges med en økse og derefter hovedet ligeledes med en økse, hvorpå legemet lægges på stejle, og hovedet tilligemed hånden at sættes på en stage over legemet."

Det fremgår ikke, om halshugningen foregik med en sønderøkse, men der var nu  - undskyld udtrykket -mere liv på landet i gamle dage...

tirsdag den 5. september 2017

Tallerkensmækkere

Jeg fik en ide...

Da jeg sidste år etablerede et såkaldt naturhegn af hæk-afklip og andet affald, havde jeg en ide om, at det ville se flot ud om sommeren, hvis jeg plantede blomsterkarse - de såkaldte tallerkensmækkere rundt om, så blomsterne kunne kravle op ad kvaset og pynte.

Ideen røg desværre i glemmebogen, så det var først lige før sommerferien, at jeg fik sået tallerkensmækkerne. Til at begynde med gik det lidt trægt og så ikke rigtig ud af noget.

Men jeg skal da love for, at der nu er kommet gang i smækkerne. I det lune sensommervejr vokser de cirka 5 cm i døgnet, så nu bliver det virkelig til noget.

Og ideen er altså god nok. De blomstrer villigt, så det er en lyst - og naturhegnet ser fantastisk ud. Så nu er det bare med at komme lidt tidligere ud af hullerne næste sommer. Så skal det nok blive endnu flottere - og så håber jeg da også, at planterne har smidt så mange frø, at de måske bliver selvfornyende.

Dagens ord LXXXV

Veltliner

Grüner Veltliner. Foto: Wikipedia
For nogen tid siden var jeg til en vinsmagning, hvor der blandt andet var en østrigsk hvidvin lavet på Grüner Veltliner, der er en meget brugt drue på de kanter.

I gruppen opstod der lidt diskussion om, hvorvidt det nu skal udtales veltliner eller feltliner, for vi har jo alle lært, at v udtales f på tysk. Men lidt research på sagen viser, at den korrekte udtale er med v i det konkrete tilfælde. For Veltliner kommer af Veltlin, det tyske ord for den italienske Valtellina-region nær grænsen til Schweits.

Hermed skulle den diskussion gerne være lukket.

Grüner Veltliner bliver brugt i cirka en tredjedel af den samlede østrigske vinproduktion - og kvaliteten betegnes gerne som varierende. Men den var nu god nok, den vi smagte...

mandag den 4. september 2017

Ja!

Bryllup på havnen

Så går det løs. Der er ingen vej tilbage...
Der må kysses...
Lørdag var jeg til bryllup på havnen i Løgstør. Jeg havde lovet min gode ven, Jesper Murersvendsen, at forevige begivenheden, når han fik sit livs Pernille.

Det er ikke fordi bryllupsfotografering ligefrem er min spidskompetence. Det indebærer blandt andet opstillinger, og jeg er dybest set mere reportagefotograf, men det var nu ikke dagens største udfordring.

Synkronknus...
For det første er en havn ikke jordens bedste location. Der er grænser for, hvordan man kan bevæge sig - og så bliver baggrunden nemt rodet, så der ofte skal laves et betydeligt efterarbejde på billederne. For det andet var det flot solskinsvejr, og det betyder voldsomme skygger på billederne.
Men der var også lyspunkter. Bruden var yndig som få, og mureren en glad og meget fotogen mand, så det gik da meget godt.

Jeg er ikke færdig med efterbehandlingen af lørdagens mange fotos, men er et par stykker.
Fars pige...
Det blev et ja...
Der lyttes til borgmesteren...
På vej til brudekareten, der selvfølgelig var en Land-Rover.

lørdag den 2. september 2017

Pop-historie

If I had words...

Jeg savner sådan set ikke ord, men jeg havde helt glemt den... Den gamle popsang "If I Had Words" med Scott Fitzgerald og Yvonne Keeley.

Den står nede i stuen i single-samlingen og samler støv. For nok hænger jeg stadig ved vinylformatet, men det er altså mest LP'erne, der står for tur. Det er med vore dages målestok alligevel lidt for bøvlet at rejse sig for at skifte plade efter hver sang.

Men under alle omstændigheder; jeg havde helt glemt den, da jeg læste en anmeldelse i dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende af en koncert, hvor det lokale symfoniorkester blandt andet havde spillet Saint-Saëns 3. symfoni, orgelsymfonien. Det er nemlig herfra, at melodien til "If I Had Words" stammer.

Orglet er jo et magtfuldt instrument, der bringer de klassiske toner op på heavy-niveau, så lad os lige tage sidstesatsen af orgelsymfonien - for helt ærligt holder den altså bedre vand end den gamle popsang...

Play it loud, Sam!

fredag den 1. september 2017

I kronhjorteland

Dansk urnatur

Aftenturen gik til Tingskoven, dybt inde i skovens dybe, stille ro - kronhjorteland, hvor der er knap så stille netop nu, hvor hormonerne raser i den op til over 230 kilo tunge kronhjort.

Fotomæssigt blev det ikke det helt store. Krondyrene er mest aktive, når mørket falder på i skumringstimen - og det dur ikke rigtigt til ordentlige fotos. Desuden er kronhjortene - deres størrelse til trods - temmelig sky dyr, der ikke bryder sig særligt om menneskeligt selskab.

Men vi så dem da, og vi hørte dem. Hunnerne bjæffer nærmest som en hund, og hannerne brøler som om alle de hormoner er en plage.

Det er dansk urnatur, når den er bedst - fjernt fra stier og motionsløbere. Sådan har det lydt i danske skove i 10.000 år siden den sidste istid, hvor kronhjorten gavmildt har hjulpet mennesket med kød, ben til redskaber og ikke mindst skind til tøj. I slutningen af 1800-tallet var kronhjorten tæt på at blive udryddet i Danmark, men siden er det gået frem. Bestanden er de seneste år vokset fra 5.000 i begyndelsen af 90'erne og frem til i dag, hvor der er cirka 14.000 krondyr i landet.

Det blev en herlig aftenstur på næsten tre timer - og det var mørkt, inden vi nåede hjem.

Danskernes unaturlige natur

Mågedrab

Måger scorer lavt på Disney-skalaen.
Danskerne har altså et mærkeligt – for ikke at sige unaturligt – forhold til naturen.

Nu skal mågerne i Aalborg skydes, for de larmer og generer byboernes morgensøvn.

Sjovt nok kan man på Facebook se, at der er et betydeligt sammenfald mellem folk, der vil have mågerne skudt – og så folk, der er imod en Limfjordsforbindelse over Egholm. For Egholm er jo natur. I virkeligheden er det landbrug, som ikke har ret meget med natur at gøre, men sådanne facts generer ikke, for da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved sin tiltrædelse hævdede, at landbrug er natur, blev han hånet af den grønne intelligentsia – altså de samme mennesker, som ikke vil have en bro over Limfjorden, men som heller ikke kan tåle naturens milde åsyn i den nordjyske hovedstad.

I det hele taget er danskerne dobbelttydige i forhold til naturen. For mens mågerne scorer lavt på Disney-skalaen og følgelig skal skydes, så er det helt anderledes med sælerne, der har en høj Disney-faktor godt hjulpet af store sorte øjne og 30 års promovering fra Greenpeace og blonde, brystfagre udenlandske skuespillerinder.

Sælen er et modbydeligt rovdyr, som hver dag fortærer fem kilo fisk. Oven i købet er det et glubsk bæst, der i sin søgen efter føde ødelægger bundgarn og åleruser – fiskeredskaber der er de mest skånsomme, der findes. Men sæler dyrker deres laster i dybet og ses i modsætning til mågerne kun sjældent, så de er selvfølgelig fredet. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af.

Danskernes mangeårige tilværelse som agerdyrkere fornægter sig heller ikke, når vi freder naturen og anlægger nationalparker. For fredet natur skal pudsigt nok ikke være i fred. Den skal plejes og passes og se ud, sådan som vi gerne vil have det, selv om det egentligt er temmelig unaturligt.

Nordjyske Stiftstidende kunne forleden berette, at et større og større antal bønder lever af naturpleje. Det vil sige, at deres kreaturer græsser på statens og kommunernes jorder ganske gratis – og disse bønder kan så grinende gå i banken med pengene fra det gode og angiveligt økologiske kød. Det er da landbrugsstøtte, der forslår, og som favoriserer bønder, der har valgt en driftsform, der ellers næppe ville være rentabel, men passer godt ind i det grønne glansbillede af naturen.

Det kniber også temmelig meget med freden i den fredede natur. For i disse år bliver den fredede natur ikke alene passet og plejet. Der bliver også anlagt stier, mountainbike-spor og shelters, som en hær af naturvejledere så kan gå og passe på.

Nu er jeg selv en stor naturelsker, hvor jeg især nyder de stille morgener sammen med fuglene og mit kamera. Det bliver bare sværere og sværere, for når først motionisterne og mountainbike-folkene er stået op, så er det slut med at kigge fugle. Faktisk minder motionisterne temmelig meget om måger, der skræpper, når de pustende og stønnende farer gennem  den fredelige natur i deres skrigrøde joggingdragter. Men indtil videre er det ikke tilladt at skyde motionister, så dem finder jeg mig i – og så kan byfolkene vel også leve med et par måger, der er et studie i den rene og skinbarlige natur, hvor kun den stærkeste overlever.

I øvrigt er jeg sikker på, at mågeproblemet nemt kan elimineres, hvis man ophæver det ulyksalige forbud mod at samle mågeæg. Hvis indsamlingen igen bliver givet fri, så skal mågerne nok vare sig for at yngle alt for tæt på mennesker. Mågeæg er en meget stor delikatesse, som især gør sig på en rugmad toppet med en appetit-sild og en brændevin til. Det kan anbefales.

Oven i købet forestiller jeg, at indsamlingen af mågeæg måske kan blive et erhverv på linje med naturpleje, og om ikke andet en ny indtægtsmulighed for socialt udsatte byboere.

For resten kan måger også spises. Brystkødet af svartbag og sølvmåge minder mest af alt om engelsk bøf, så de aalborgensiske mågejægere bør som det mindste enten spise eller sælge de skudte måger – og ikke bare aflevere dem som småt brændbart. Det er dårlig udnyttelse af en ressource – og slet ikke i tråd med den moderne økologiske forbruger-tankegang.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 1. september 2017

tirsdag den 29. august 2017

Fly in

På strandtur med flyfolket

Fotografisk hole-in-one...
Fly-in samlede som sædvanligt
masser af "bolværks-piloter".
Søndag eftermiddag burde jeg nok være blevet hjemme og passet radisserne samt ikke mindst en temmelig langhåret græsplæne. Men det er ikke nemt, når man har flyspotter-genet, og der var fly-in i Blokhus.

Så ved to-tiden gav jeg pokker i græsset og kørte til Blokhus strand tids nok til at se de 19 deltagende fly gå i luften som perler på en snor.

Egentlig var der ikke noget nyt i sceneriet. Jeg har set det før, og helt ærlig var det rent fotografisk meget bedre sidste år, hvor store tordenskyer dannede en dramatisk kulisse til opvisningen. alligevel var der muligheder, for i år var det aftalt, at alle deltagerne umiddelbart efter takeoff skulle vende og lave et lowpass langs den interimistiske flystribe i strandsandet.

Trængsel i luften over Blokhus.
Et af flyene - OY-RPY - gjorde det virkelig flot, og det var lige før, tilskuerne ved bækken i Blokhus måtte dukke sig - i hvert fald set på nogle 100 meters afstand.

Det blev da også til et enkelt drømmefoto - sådan et slags fotografisk hole-in-one. Det er det øverste foto af OY-9301, der bare sad i kassen. Efterarbejde i Photoshop fuldstændigt unødvendigt, bortset fra en downsizing til netbrug.
OY-ELM blev lidt udfordret af vinden, der gik vinkelret på banen.
RPY leverede et flot lowpass...
...Så det var lige før, tilskuerne blev karseklippet.
KZ-VII er dansk flyindustris største succes.
Læs i øvrigt mere om O-619 i en anden bloghistorie.
To sekunder efter takeoff.

mandag den 28. august 2017

Damemenu

Sildelauget på banen igen

Smagsprøver til Medborgerhusets gæster.
Velkomstdrinken blev i mangel af
 bedre serveret i dessert-assietter..
.
Sommerferien er forbi, og fredag aften var der så igen møde i det lille sildelaug på Øland, du skønne ø...

Traditionen foreskriver egentlig, at vi denne aften giver den fuld gas og inviterer damerne med på en opulent, kulinarisk oplevelse, men af forskellige grund passede det ikke lige ind i planerne i år.

Men fraværet af damer skulle nu ikke holde os tilbage for at køre en rigtig damemenu, som den kunne have set ud, hvis ellers kvinderne havde været med.

Så den fik alt, hvad den kunne trække med velkomstdrink og en treretters.

Lammekrone med råstegte kartofler, spidskål og urtesauce.
Nu tog det lidt tid at lave alle de gode sager, så det med velkomstdrinken skal ikke tages alt for bogstaveligt. Den blev nemlig indtaget godt to timer efter mødets begyndelse oven i nogle vinprøver og giftblanderens pilesnaps.

Velkomstdrinken var en gang frosé, der sikkert er bloggens læsere velkendt, for det er en af skriverkarlens favoritter - og da det i øvrigt var skriverkarlen, der havde sammensat dagens menu, var det ene gamle kendinge fra det lille hus på Nørremarksvejs køkken.

Forretten var en lille fisketallerken med rimmet laks, rejer, kammuslinger, wakame-salat og senneps-aioli. Hovedretten lammekrone med råstegte kartofler, spidskåls-salat og urtesauce. Egentlig skulle der også have været skriverens hjemmelavede mint-gele, men den glemte vi i farten. Desserten var en hvid chokoladekage med hindbær-coulis.

Det blev en god aften med plads til mange dybsindigheder. Vi blev også mætte i temmelig sikker stil, da et par uforudsete afbud gjorde, at der var købt rigeligt ind til de lille og sluttede selskab.

Det kom medborgerhusets øvrige gæster til gode, for de fik da også en lille smagsprøve på velkomstdrinken og forretten - og således levede Sildelauget op til sine sociale forpligtelser på øen.
Og til dessert hvid chokoladekage med hindbær-coulis og årstidens
 frugter - sådan da. Jordbærsæsonen er i hvert fald slut på Øland, men
butikkerne fører nu stadig de røde bær...

torsdag den 24. august 2017

Rønnebærhøst

De er sure, sagde ræven


Efterhånden er rønnebær-træerne på parcellen blevet så store, at vi nu kan begynde at høste af det lidt sure og bitre bær, der er så godt til gele.

Jeg plukkede her til morgen godt halvandet kilo, der rækker rigeligt til årets produktion af rønnebær-gele og måske lidt brændevin.

Rønnebærrene er ganske rigtigt sure, som ræven sagde, men det råder vi bod på ved at give dem et par dage i fryseren. Det tager det værste af surheden, og så skal de ellers koges til saft til gele sammen med nogle af nedfaldsæblerne. Æbler indeholder pektin og på den måde håber jeg at undgå, at det bliver nødvendigt at tilsætte geleringsmiddel.

Det blev også til et halvt kilo brombær. De ryger også i fryseren til de tre kilo, der ligger der i forvejen. Brombærhøsten er nemlig forrygende i år, men desværre bliver bærrene ikke modne på samme tid, så vi plukker nogle håndfulde hver morgen og gemmer dem i fryseren. Når bærsæsonen så er forbi, bliver hele herligheden lavet til brombærsyltetøj. Det vender vi tilbage til senere på året...

onsdag den 23. august 2017

Min morfars hus

Barndomsminder

Her er jeg fotograferet i bakkerne bag ved Strandgårdshøj. Motivet er lidt
 af en sjældenhed, for sidenhen har jeg fundet ud af, at heste er
nogle af Vorherres mest lumske og ondskabsfulde skabninger, der både
bider og sparker, så jeg nærmer mig i dag kun ugerne en hest.
Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om min farmors hus, og nu er turen så kommet til min mormors og morfars hus.

Bungalowen er i dag skjult bag en stor og
 temmelig vildtvoksende hæk.
Det var en bungalow på Strandgårdshøj i Ebeltoft. Hertil var min bedsteforældre på den mødrene side flyttet, da gården Skovvang ved Tirstrup blev overtaget af min onkel Ejvind.

Men den rurale baggrund fornægtede sig ikke, så bag ved bungalowen var der en hønsegård, så der altid var friske æg og høns i husholdningen - og det var forresten også her, at jeg som en temmelig sikkert noget betuttet lille dreng lærte at slå hovedet af en høne. Et af mine meget skjulte talenter, som jeg først for et par år siden igen fik brug for, da vil skulle slagte smedens høns til et møde i sildelauget.

Jeg husker huset som temmelig stort, men i følge BBR er det nu kun 122 kvadratmeter. Der var fuld kælder med blandt andet et stort fyrrum, kulrum og ikke mindst et viktualierum, hvor min mormor opbevarede alskens herligheder af syltede frugter. Sådan nævnt i parantes husker jeg især mormor for de syltede pærer, hvorimod jeg altid tænker på min farmor, når jeg får jordbær...

I kælderen var der også et gæsteværelse, hvor vi sov i store og tunge fjerdyner. Gammeldags og med vore dages øjne måske ikke særligt komfortabelt. Men trygt var det med hønsene gående lige uden for kældervinduet.

Bag ved huset var der også en stribe jord, der grænsede op til nogle marker og den dengang i tresserne nyanlagte golfbane i Ebeltoft. Den lille jordstribe var urtehaven, hvor der blev dyrket grøntsager i stor stil, og nederst var der ribs- og solbærbuske.

Mosen er i dag et lille grønt åndehul midt i et temmelig
mondænt villakvarter, som grænser op til golfbanen i Ebeltoft.
Derudover havde min morfar også mosen. Dengang jeg var lille, var den temmelig langt væk, men da jeg besøgte stedet tirsdag, måtte jeg erkende, at afstande er temmeligt relative - og så langt har det nu heller ikke været. I mosen havde min morfar - så vidt jeg husker - især kartofler og gulerødder. Der var et lille redskabsskur og på et højtliggende hjørne af parcellen et lille lysthus.

Mosen var omkranset af træer, og for mig var det i hvert fald et spændende sted at snuse rundt og gå på strejf. Det var jo før curlingforældrenes tid - og jeg erindrer faktisk ikke, at der nogen sinde var nogen, der udtrykte bekymring for, at en lille knægt færdedes ved et vandhul uden redningsvest. Den var nok ikke gået i dag.

Jeg holdt meget af mosen, for var mange spændende insekter og især mange guldsmede - helikoptere kaldte vi dem. Det var også i mosen, jeg havde mit livs første møde med en snog, som jeg vist nok antog for at være en ål. Men der var mange snoge i det lille vandhul og så en guds velsignelse af haletudser, frøer og tudser. Ved den lille høj med lysthuset var der oven i købet en rævegrav, og var man tålmodig og gemte sig i buskadset, kunne man også fået et glimt af ræven.

Området bag ved bungalowen er i dag bebygget - dels med en kolonihave, og rundt om mosen er der nogle flotte villaer. Men selve mosehullet findes fortsat, konstaterede jeg, da jeg tirsdag eftermiddag lige fik tid til en afstikker til området i forbindelse med et møde i Ebeltoft.

Jeg har nok ikke altid forstået det - og ej heller påskønnet det, men i dag forstår jeg, hvor stor en betydning det har haft for min opvækst og min personlighed, at jeg altid har fået lov til at strejfe og nyde naturen. Og ferierne hos både mormor, morfar og også farmor i Vordingborg har lært mig glæden ved at avle mine egne grøntsager og frugter.

For fuldstændighedens skyld vil jeg også lige nævne, at min morfar var den lykkelige ejer af en divan. Dette udmærkede og fortrinlige soveinstrument var den fysiske ramme for den daglige middagslur - det vi meget rammende kalder en "morfar" i dag.

Jeg fik lov at dele divanen med morfar. Inden vi slumrede ind, fortalte morfar med stor indlevelse og talent nogle af de såkaldte molbo-historier. Måske det er herfra, at min glæde over både den gode historie og divaner stammer?
Her er et foto af morfar og undertegnede. Jeg ved ikke, hvor billedet
 er taget, men måske i den fine stue i huset i Ebeltoft???

tirsdag den 22. august 2017

En god søndag

Traner i Tranum Klitplantage

På vej hjem fra søndagsturen til Blokhus kørte vi rutinemæssigt gennem Tranum Klitplantage, der dækker sådan cirka en tredjedel af den 25 kilometer lange tur.

Turen byder ofte på glimt af både rå- og dådyr, ræve, musvåger, fiskehejrer og såmænd også en gang i mellem en trane. Så mæt og tilfreds efter søndagens is og med to fuldfede rødspætter i bagagerummet, siger jeg henkastet til Dina:

- Nu mangler vi sådan set bare at se et par traner. Så har det været en god dag...

Og næppe havde jeg udtalt ordene, før jeg ude til højre så et par stykker af det nævnte fjerkræ. Et lidt pudsigt tilfælde, men næppe helt tilfældigt, for lokaliteten hedder jo Tranum. Jeg mener...: Der går sjældent røg af en brand, uden at der har været ild - og stedet har jo åbenbart altid været tilholdssted for den store, flotte fugl, der er fremgang i dagens Danmark.

Så selv om tranerne - der var nok seks til syv stykker - var godt dækket af det høje græs og buskads i lysningen, så var det altså en god søndag eftermiddag...

søndag den 20. august 2017

Morgentur i regnhaven

Søndag morgen og fri...

Jeg lægger stor vægt på, at parcellens gæster bliver modtaget
 med blomster. Det er da lykkedes meget godt denne sommer.
Nu er det seks år siden, jeg grundlagde mit æbleespalier,
 og i år er det første gang, vi kan nyde frugterne af indsatsen.
Jeg har haft lidt småtravlt de seneste dage, og det er ikke rigtig blevet til at nyde haven, men her søndag morgen skulle det være.

Der mangler i hvert fald ikke regn. Her på parcellen har vi fået 70 mm den seneste uge. Og selv om det er dejligt med sol og varme, ser det ud til, at haven trives og har det godt, så fred og ingen fare...

Billederne er i øvrigt taget med mit gamle Canon 40D, som kom på markedet for netop 10 år siden.

Dengang et meget anmelderrost og temmelig avanceret kamera. Som det ses på billederne, kan det fortsat være med - omend jeg fornemmmer, at der skal arbejdes lidt mere med billederne i raw-fremkaldelsen i forhold til nyere kameraer.
De fleste af vores tagetes lider meget af snegleangreb i det
 fugtige klima, men dem her i krukker er gået fri. Og de klarer sig flot...
De her knoldbegonier har simpelthen haft det for godt. De har overvintret
på værkstedet og står i en solid blanding af jord og hestemøg. Allerede i
 forsommeren var de over en halv meter høje, og vi har beskåret dem
voldsomt for i det hele taget at se blomsterne. Sammenlign med
billedet nedenunder.
Nyindkøbte knoldbegonier fra i år - og i almindelig plantejord.
Efterhånden er rønnebærtræerne blevet så store, at vi skal til at
høste fra dem for første gang. Så om føje tid skal der laves rønnebærgele
- og måske et lille forsøg med lidt brændevin...
En vild rose midt i efeuen. Den giver helt fantastisk med blomster,
selv om - eller måske netop fordi - jeg hvert år klipper den helt ned til roden.