lørdag den 18. november 2017

Gøjeflugt

Liv på fugleflugtslinien

Det er lang tid siden, at vi sidst har har hørt og set noget til smedens papegøjer, men i dag var et par stykker på springtur fra morgenstunden.

Det er store fugle, som har et meget karakteristisk skrig, der ikke ligner noget andet. Så jeg var ikke i tvivl, da der lige efter solopgang lød en infernalsk skræppen ude fra haven.

Jeg fattede kameraet og gik på storvildtjagt. Det var nu ikke i selve haven, men i rødels-træerne ovre ved gadekæret, at de sad. Jeg tog et par billeder - og ringede så til Jørn og Sanne, så de kunne få gøjerne hjem igen.

Det lykkedes Sanne at få den ene med sig, mens den anden holdt stand indtil frokosttid, hvor den forlagde residensen til Søndregårde eller Hammershøj. Det var en unge fra årets avl, der sandsynligvis var blevet totalt overvældet af angst over pludselig at være alene langt fra hjemmet.

Jeg var ellers en tur nede ved Ulvedybet for at kigge efter fugle til morgen. Her var der ikke rigtigt noget at fotografere, så i dag blev det i stedet for gøjebilleder.

I øvrigt har vi netop bestilt juleanden. Det er jo også en slags fugl, men jeg tror alligevel den smager bedre end en papegøje...

torsdag den 16. november 2017

En smagfuld overraskelse

Dansk vin


Onsdag havde jeg lejlighed til at smage en temmelig enestående og i øvrigt fremragende vin.

En fotoopgave havde sendt mig til Guldbæk syd for Aalborg, og da jeg alligevel var på de kanter, stak jeg hovedet inden for på Guldbæk Vingård, der ejes af familien Thrysøe. Jeg kender familien fra Grønland, hvor Jan Thrysøe og konen arbejdede i mange år, inden de etablerede den lille vingård for snart ti år siden.

Det blev til lidt sladder fra den store ø, og så fik jeg set produktionen på vingården. Og ikke mindst fik jeg smagt en af gårdens vine.

Det var mit første seriøse møde med dansk vin, når vi ser bort fra forskellige kirsebærvine, der netop er en dansk specialitet. Det her var rigtig vin lavet på druer, og det blev lidt af en øjenåbner, for der kan altså også laves topvine i Danmark.

Det var 56० North Lush Green 2016, jeg smagte. Navnet er velvalgt, for farven er tydeligt over i det grønlige. Det er en knastør vin med en frisk, sprød syre, der ved det første indtryk får vinen til at virke crispy eller mousserende, hvad den dog ikke er. Både duft og smag er limeagtig - og smagen byder desuden på lidt æble, melon og hyld. Minder mest om en New Zealandsk Sauvignon Blanc, hvad Guldbæk Vingård faktisk også skriver i produktbladet. Og ved nærmere eftertanke måske også med mindelser om en østrigsk Veltliner.

Kort fortalt - Lush Green er en vin efter min smag. Desværre også en temmelig eksklusiv vin. Der er kun fremstillet 720 flasker, som sælges fra Guldbæk Vingård til en pris af 175 kroner flasken. Lush Green 2016 har i øvrigt hjembragt flere priser - også internationale - til den lille vingård syd for Aalborg.

Vinen er lavet på Riesel og Cabernet Blanc. Jeg lærte for resten, at de druesorter, man bruger i Danmark, er såkaldte PIWI-druer. Det er moderne sorter, der både er sygdomsresistente og kan klare sig i et koldere klima. Serienavnet 56० North henviser til, at den 56. breddegrad går gennem Guldbæk.

En god smag til en god dag, hvor efterårssolen skinnede over de smukke skovklædte bakker i Guldbæk, der på en sådan dag og med lidt god vilje godt kan minde lidt om Alsace..

tirsdag den 14. november 2017

En fremmed flytter ind

Pigen og millionæren

Foto: Made in Copenhagen og undertegnede
Så fik jeg en plads på biograf-
rulleteksterne... Foto: Made in Copenhagen
- Det er bare fis og ballade på internettet. Sådan fortæller den uskyldige og måske også lidt naive Amanda Kastrup i filmen "En fremmed flytter ind", som havde premiere i september. I filmen optræder jeg på rulleteksterne, men det vender vi tilbage til længere nede...

Amanda har netop mødt drømmekæresten på Facebook, multimillionæren og arvingen til Augustinus-fonden Ludvig Casper Kastrup Christian Augustinus. I følge Facebook-profilen er Casper hovedrig og lever et liv på farten med champagne, sportsvogne og jævnlige besøg i alverdens metropoler.

I virkeligheden er Casper storsvindleren, fantasten og stjernepsykopaten Casper Rieper-Holm, søn af en haandicap-medhjælper fra Præstbro ved Dronninglund. Det er derfor historien om, at man ikke kan stole på noget som helst på Facebook, men samtidig en fantastisk historie om, hvordan Casper spinder Amanda ind i  sit net af løgne og falske identiteter.

Det er en klassisk dokumentarfilm, hvor Amanda spiller sig selv - ganske overbevisende og ærligt endda. Eneste medvirkende skuespiller er Esben Dalgaard, der spiller Casper. I forhold til normale doku-film har En fremmed flytter ind dog et ekstra lag, hvor instruktøren blander sig i forløbet - og tvinger os derfor til at tage stilling til, hvad der er virkelighed, iscenesættelse og ren og skært bedrageri - ikke mindst på de sociale media.

Historien om Casper Rieper-Holm og den unge pædagog-studerende med tidstypiske tatoveringer er  fortællingen om en bluffmager af en helt særlig kaliber. I et afsluttende flashback får vi blandt andet historien om dengang, Rieper-Holm reddede Slagelse Håndbold med penge, der ikke eksisterede andre steder end i fantastens hjerne - og så får vi også historien om dengang, han stillede på Voergaard Slot nær hjemmet i Præstbro og spillede en hovedrig svensker med et godt tilbud til godsforvalteren.

Amanda Kastrup slap, så vidt jeg kan se, uskadt fra sit møde med bluffmageren. Hun får sat punktum, da den relativt unge Casper Rieper-Holm får sin fjortende dom for bedrageri. Dommeren henvender sig til Amanda og citerer det gode, gamle ordsprog: - Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Så præcist kan det siges.

En fremmed flytter ind er en god og vedkommende film, som jeg absolut kan anbefale. Den fortæller historien om, hvor galt et liv kan gå, når det eneste indhold er Facebook. Filmen bliver vist på TV2 den 22. januar kl. 20.50.

Et billede fra familiealbummet, som jeg havde
glemt alt om, da filmselskabet Made in Copenhagen pludselig
henvendte sig for knap et års tid siden.
Jeg havde lejlighed til at se filmen på forhånd, fordi jeg har en lille andel i den og også figurerer på rulleteksterne. I en af filmens sekvenser optræder nemlig et foto, som jeg tog i 2013 på en familietur til Fyn. Billedet viser hovedbygningen på Sandholdt Gods og bliver brugt på Facebook, da Rieper-Holm skal vise glimt fra sin spændende, men  uvirkelige opvækst i en af landets rigeste familier.

Jeg har tidligere produceret reklamefilm, der er blevet vist i biograferne, men det er første gang, jeg har mit navn med på rulleteksterne. Det er jeg da lidt stolt af - så småt det end er...

søndag den 12. november 2017

Vinterforberedelser

En dag i haven



Søndag bød på fint vejr, så kort dagen end er på denne årstid.

Snart står den forbåbentlig på både frost og sne, men endnu har vi ikke rigtigt mærket noget til det. Der har lige været en antydning af rim på plænen, men ellers står de ikke særligt frostsikre georginer fortsat i fuld blomst - og en enkelt løvemund holder også fortsat stand. Det får de lov til, men de næste par nætter skulle det altså blive frost for alvor - og så er det slut på den fornøjelse.

Dagen er gået med vinterforberedelserne. Det vil i praksis sige, at jeg har haft travlt med at redde begonier og knoldpelagonier fra den kommende frost. De er blevet klippet ned og flyttet over i ganske få potter og altankasser, hvor de så skal tilbringe vinteren på værkstedet. En altankasse kan normalt rumme fire begonier, men i vinterkvarteret klemmer jeg dem sammen, så der er tyve planter cirka i en altankasse. Så meget plads er der jo heller ikke på værkstedet, hvor der også skal være plads til georginerne, når først frosten kommer for alvor.


Jeg har også sat påskelilje-løg i nogle af de frostsikre krukker. Det giver masser af fine blomster til marts - forhåbentlig. For at pynte lidt har jeg toppet krukkerne med mos. Det er det fineste mos af egen avl, så at sige. I hvert fald er der masser af mos i plænen, og det kan man lige så godt bruge til noget nyttigt.

Tidligere har jeg brugt at plante lyng i krukkerne, men jeg har i år haft svært ved at finde lyng til en fornuftig pris. Kombinationen af mos og påskeliljeløg har i øvrigt den fordel, at jeg så kan springe stedmoder-blomsterne over i foråret. For når først påskeliljerne er afblomstret, så er det ved den tid, hvor begonierne igen skal på friland.

"Med fødderne solidt plantet..."

Stormfulde højder

Det varsler ilde...
Venstre vil videre, lyder det gamle slogan fra bondepartiet. Det gælder selvfølgelig også Malou Skeel, der stiller op til en af de eftertragtede pladser i Jammerbugt - Misery Bay - kommune.

Indtil videre virker valgkampen lidt kikset, for Venstrevikinge-møens stort anlagte plakatsøjle nær ved bopælen på Birkelse Hovedgård var i hvert fald ved at gå i luften natten til lørdag, hvor vinden som sædvanlig gik frisk over Limfjordens vande. Og i den situation kniber det i hvert fald med at bevare jordforbindelsen...

Man fristes til at genbruge det gamle citat om politikeren, der har fødderne solidt plantet i den blå luft. Jeg erindrer ikke, hvem der er ophavsmand til denne sproglige finurlighed, men kendsgerningen er i hvert fald, at Malou næppe vinder stemmer, hvis hun hævder, at hun har benene solidt plantet på jorden. Dertil er plakatsøjlen et slående modbevis.

Nu har den gode godsejerfrue med en fin økonomisk uddannelse fra et engelsk universitet næppe selv haft fingrene oppe af lommen, da plakatsøjlen blev rejst. Alligevel kan det undre, at et parti, der er tæt tilknyttet jordbrugserhvervet, kan mønstre partisoldater, der afslører et så grundlæggende ukendskab til både jordbundsforhold og det barske klima i Han Herred.

Her blæser det som bekendt 300 dage om året. Resten af tiden stormer det...

torsdag den 9. november 2017

Armoracia rusticana

Peberrod

Det er ikke alt i haven, der er elendighed, selv om jeg stadig er lidt smågnaven over, at jeg sandsynligvis mister mit Ingrid Marie-træ.

Tirsdag høstede jeg peberrod til i hvert fald et halvt års forbrug - og der er mere, hvor det kommer fra. Her i huset bruger jeg primært peberroden til peberrodssauce, der er obligatorisk til sprængt oksespidsbryst, men fruen kan nu også godt lide peberrodssalat - altså peberrod rørt med flødeskum - på stort set alle former for pålæg.

Peberroden er renset og skrællet og ligger nu skåret i passende størrelser i en pose i fryseren, hvor vi så kan tage, hvad vi har brug for.

Peberrod er i øvrigt sundt. Det indeholder tre gange så mange C-vitaminer som citron, men man skal nære sig, skal man. For smagen kommer fra nogle såkaldte sennepsglykosider, der er giftige i større mængder.

Peberroden i vores lille have har udviklet sig til en rigtig succeshistorie, selv om det har holdt hårdt. Det kan man læse mere om her på bloggen i en historie fra sidste efterår.

tirsdag den 7. november 2017

Ubudne gæster II

Dådyr eller kat

Mandag fortsatte jeg efterforskningen af de ubudne gæster i haven.

Jeg har delt historien  på facebook og modtaget en stribe mere eller mindre fantasifulde forslag som puma, vinlus og isbjørn. Endog fruen har været under mistanke.

Det er lidt svært at se på billedet, men der er et
hul med en slags veksel i det østvendte hegn.
Men alt peger på enten kat eller dådyr. Naturvejleder Christine Pedersen, der selv er katteejer, noterer, at hendes katte har en forkærlighed for frugttræer. Skovejer Mette Glarborg derimod mener, at det er dådyr, der har været på spil. Jeg har tjekket i litteraturen, og det passer godt med årstiden, hvor dådyr spiser bark - skræller træerne. Mette bemærker dog i en efterfølgende kommentar, at hendes mand har set noget lignende, hvor synderen viste sig at være en kat. Omvendt har Christine Pedersen ikke afvist teorien om dådyr, for hjortene er i brunst i øjeblikket og derfor temmelig uberegnelige, som hun bemærker.

Så intet er endnu afgjort. Derfor iværksatte jeg mandag en solid gerningsstedsundersøgelse med hjælp fra John, der vel at mærke har boet på egnen hele sit liv og er overbevist om, at det er dådyr, der har været på spil. Han bor lidt længere nede ad vejen og kan berette om besøg af dådyr i haven med jævne mellemrum.

Vi fandt et par gamle dyrespor i kartoffelbeddet.
Vi afsøgte temmelig minutiøst grunden og fandt et par gamle dyrespor i kartoffelbeddet - men jeg vil nu ikke gøre mig klog på, om sporene er fra dådyr eller rådyr. Men hvad der er nok så væsentligt: Vi fandt også en veksel, som et eller andet dyr i hvert fald bruger jævnligt til at komme ind eller ud af haven på østsiden. Det taler i hvert fald for et slags hjortedyr.

Forresten fandt vi også et hul i jorden tæt ved brombærbuskadset. Her er det sikkert en ræv, der har været på spil - sandsynligvis har den nappet en muldvarp nede i jorden.

Og her har ræven sikkert nakket en muldvarp.
Jeg har også talt med Lotte og Søren, der bor nord for huset. De kunne berette, at deres to jagthunde havde været meget urolige en aften for nogle dage siden over et eller andet ovre på vores grund. Tidsmæssigt kan det godt passe, at det har været på det tidspunkt, hvor skaden skete.

Jeg har undersøgt skaderne på frugttræerne nøje. Skaderne på Ingrid Marie-træet er altså ret omfattende, så jeg er begyndt at tvivle på, at det er en kat, der har været på spil. Desuden er det som om skaderne er påført nedefra og opefter, så det kan passe med et hjortedyr, der som bekendt kun har fortænder i undermunden - og måske et gevir, der har gjort det svært at få snuden helt ind til stammen.

Men noget endelig bevis har vi altså ikke.

I øvrigt er det besynderligt, at det netop er min have, det er gået ud over. Naboen mod syd, Kenneth har masser af æbletræer - og her er der intet sket.

søndag den 5. november 2017

Ubudne gæster

Kradsemærker i frugttræerne

Her til morgen opdagede jeg, at mit Ingrid Marie-træ er blevet ganske og aldeles skamferet af en eller anden ubuden gæst i haven.

I første omgang troede jeg, at det var harerne, som vi jævnligt ser om morgenen, men ved nærmere eftersyn på de øvrige frugttræer opdagede jeg også der tydelige skrabe- eller kradsemærker, så jeg har forladt teorien om, at det er haren, der er på spil.

Jeg tror heller ikke, at det er rådyr, for det er mest om foråret, at de laver fejemærker på træerne - og ellers holder de sig til at nippe af de friske skud.

Mere nærliggende er nok kattene, der har brugt frugttræerne som kradsebræt - men hvorfor så kun frugttræerne og ikke havens øvrige træer af samme størrelse?

Kradsemærkerne sidder i højden 40 - 90 centimeter. Det forekommer mig at være lidt for højt til en kat, men de er jo meget adrætte og kommer på mange steder, hvor man mindst venter det, så jeg vil ikke afvise det.

Også grævling har været inde i min tanker, men det skulle i givet fald være første gang, at vi ser grævling her mellem husene i Østerby. Så jeg modtager gerne andre bud på, hvem den ubudne gæst kan være. På forhånd tak.

Nu har jeg sat hønsetråd om stammerne og forhåbentlig sat en stopper for hærværket, men alligevel vil jeg da gerne vide, hvem den ubudne gæst er.

For resten lakker det tydeligt mod vinteren. Sæsonens første kvækerfinke arriverede i dag, og hele dagen har store flokke af grønsiskener fløjet rundt i nabolaget.

(Billederne er klikbare!)


lørdag den 4. november 2017

Oldenborre

Nærkig på naturens design


Omme bag en reol dukkede i dag en død oldenborre frem. Lidt støvet og grå og særdeles afsjælet.

Men også udtørret, så man kan studere alle oldenborrens små detaljer - bortset fra de vifteformede antenner, der er foldet sammen i dødens stund.

Skarabæen, torbisten eller hvad man nu vil kalde en oldenborre, er nemlig et fantastisk stykke design fra naturens hånd. Bemærk for eksempel de små fiskekroge yderst på benene, der sikrer kæmpebillen et solidt greb i underlaget - og bemærk også de falske øjne i pelsen omkring hovedet.

Oldenborren var i 1800-tallet et frygtet skadedyr. Det meste af dens fireårige liv lever den nemlig som larve i jorden - og gnasker lystigt rødder i sig til stor skade for landbruget. Den fuldt udvoksede oldenborre fornøjer sig med forårets friske, lysegrønne løv.

I dag er den knap så talrig som tidligere og til at leve med i haven - bare man husker at smide de larver, man finder i jorden under havearbejdet, ud til solsorterne. Indendørs er den et irriterende apparat: Stor som en helikopter og larmer næsten lige så meget, når den flyver.

De fuldvoksne oldenborrer sværmer ved solnedgangstid i april og maj, så den døde torbist har sikkert ligget bag reolen i et halvt års tid.

torsdag den 2. november 2017

Travle bier

Sidste chance for vinterforråd


Solen skinnede på en helt fantastisk dag i begyndelsen af november. Der blev slået græs for måske sidste gang i år og ellers er vi jo godt i gang med vinterforberedelserne i haven, selv om vi endnu ikke har haft nattefrost.

Tallerkensmækkerne blomstrer fortsat, og det forstår bierne at udnytte. Der var et sandt leben af efterårstravle bier, som øjnede en chance for at få lidt ekstre pollen til vinteren.

Det skulle selvfølgelig prøves med lidt makrofotografering af de travle insekter - og så kan jeg også dokumentere, at den første julerose nu er sprunget ud. Og som en lidt utidig bonus fandt jeg også en blomst i en af anemonerne.

Nogle vil måske mene, at vejret er af lave, når anemonerne blomstrer i november, men det er nu set før. Til gengæld er påskeliljerne allerede begyndt at stikke spirerne op over jorden. Det mindes jeg ikke at have set så tidligt før.


onsdag den 1. november 2017

Gule ærter

Efterårsmad

Tirsdag aften var jeg ude og holde foredrag i en forening, hvor møderne altid indledes med spisning. Menuen var gule ærter, så der var lagt i kakkelovnen til en rigtig god aften, hvad det da også blev. De gule ærter var veltillavet, og der var rigeligt med både flæsk og kogt medisterpølse.

Alligevel tog jeg kun beskedent for mig af det gratis måltid, for jeg skulle jo også være i form til det efterfølgende foredrag.

Det kaldte på en revanche, så onsdag gav jeg fruen et forslag, hun ikke kunne afslå. Onsdag eftermiddag lavede jeg en forsvarlig portion gule ærter til aften - og med lidt rester til torsdag. Gule ærter smager som bekendt bedst på andendagen.

Egentlig er denne herreret ret nem at lave. Jeg kogte et stykke letsaltet kogeflæsk i lidt vand tilsat løg, laurbærblade, rigeligt med timian og en håndfuld enebær. Da kødet var mørt efter godt halvanden time, tog jeg det op og  tilsatte kogevandet en liter hønsekødssuppe, jeg tilfældigvis havde i fryseren sammen med et par gulerødder og et par porrer i tern. Det fik et opkog, og jeg tilsatte derefter et halvt kilo af Møllerens frysetørrede gule ærter. Frem minutter senere er retten færdig.

Normalt er jeg ikke meget for sådanne halvfabrikata, men Møllerens gule ærter er altså helt igennem et ordentlig produkt, som jeg ikke tøver med at bruge - og det tager mindst en halv time af tilberedningen.

Gule ærter har været kendt siden bronzealderen og er derfor noget af det mest ærkedanske, der findes. Og det har gennem århundreder været traditionel dansk efterårs- og vintermad. Det er det stadig - og det er der ikke noget at sige til. For det smager ganske enkelt himmelsk.

tirsdag den 31. oktober 2017

Chefskifte i sildelaug

Ny oldermand

Som sin sidste embedsgerning præsenterer den
afgående oldermand delikate Ølandssild.
Ølandssilden er marineret med solide mængder ramsløg,
der er egnens karakterplante nummer 1.
Fredagens møde i Øland Sildelaug var intet mindre end et historisk et af slagsen.

For det første fik lauget ny oldermand. For det andet havde lauget præmiere på Ølandssild - en ganske særlig og lækker sildevariant godt krydret med Sønder Økse-kål, altså ramsløg. Det er planen, at Ølandssilden fremover skal være laugets signaturret og showstopper ved større begivenheder.

Ølandssilden er udviklet af Birger, der dermed satte et solidt og mindeværdigt punktum for karrieren som oldermand.

Ølandssilden på groft rugbrød flot garneret med rød peber.
Udviklings-arbejdet har stået på i et halvt års tid - og der er da sluppet smagsprøver ud fra laboratoriet, men det var alligevel første gang, at Ølandssilden blev serveret i en større sammenhæng. Testen blev godkendt.

Michael er nu - som den tredje i laugets historie - 
oldermand. Det betyder i følge vedtægterne, 
at han altid har ret.
Ny oldermand - den tredje i laugets nu 17-årige historie - er Michael. Han har været med i adskillige år og er derfor godt forberedt på den ærefulde post. Indsættelsen foregik stille og roligt. Michael takkede for tilliden ved at mindes nogle af historierne fra sildelaugets tidlige år - og indtog dermed den historiske plads for bordenden i et levedygtigt laug med muntre svende fra Øland.

Vildsvinekøllen vakte stærke
mindelser om Asterix og Obelix.
Dagens servering var - udover Ølandssildene - en solid og mægtig vildsvinekølle, der kunne have spillet hovedrollen i en historie med Asterix og Obelix.

Køllen var leveret af Ole, der selv havde skudt svinet i Sverige og tilberedt af Palle. Den var garneret med rodfrugter, herlig brun sovs og ikke mindst waldorf-salat. Det er ikke så tit, at vi har salat på bordet, men når det endelig skal være, så er waldorfen et passende valg.

Aftenenes brændevin var rent trylleri fra giftblanderens side. Det var flotte rosedråber lavet på granatæbler, og det smagte himmelsk -også selv om granatæblet ikke lige er en lokal frugt.

Aftenen sluttede som sædvanligt i god ro og orden med "du skønne ø..."
Giftblanderen trakterede med brændevin lavet på granatæbler.
Det er en sand gudedrik - og oven i købet pæn at se på.
Giftblanderen skåler for i granatæbler.
Salat er ikke ligefrem et hit i sildelauget, men skal
det endelig være kaninføde, så kan en waldorfsalat da gå an.
Der arbejdes med svinet...
...Og med solid brun sovs kan det næppe gå helt galt.

fredag den 27. oktober 2017

Staunings ord

Hvad dælen skal vi til Aalborg for?

Limfjordsbroen bliver lukket, når
aalborgenserne går på druk
.
Da Limfjords-broen blev indviet i 1933, skete det selvfølgelig med en stor fest og alt, hvad dertil hører af pomp, pragt og politikere , for er der noget, de er gode til i Aalborg, så er det at feste.

Da snoren var klippet på Aalborg-siden, promenerede statsminister Stauning og borgmester Jørgensen som de første over broen.

Undervejs hyggesnakkede de to socialdemokratiske partifæller om begivenheden. Blandt andet skulle den bramfri Stauning på et tidspunkt have bemærket til borgmesteren:

- Jamen, tænk Dem Jørgensen… Det er jo mageløst, at man nu kan gå fra Aalborg til Nørresundby – hvad f….. man så skal derover for!

Jeg vil gerne gøre Staunings ord til mine – dog med omvendt fortegn. For hvad dælen skal man egentlig til Aalborg for?

Tidligere var det landsdelens handelscentrum, hvortil alle nordjyder valfartede, når der skulle handles ud over det almindelige. Blandt andet husker jeg fra min barndom i Farsø, at vi hvert år ved juletid drog til den store by for at købe julegaver.

De tider er forbi. Permanent vejarbejde, trafikomlægninger og -begrænsninger, færre og færre parkeringspladser og højere og højere parkeringsafgifter har gennem de seneste år gjort Midtbyen til et trafikalt mareridt og ødelagt byens tiltrækningskraft som handelscentrum – og i dag er det Skalborg, som er det helt store trækplaster.

Desværre er Limfjordsbroen, Vesterbro og Hasserisvej en stor hindring for turen til de gratis p-pladser og de gode tilbud i Skalborg, når man bor i den nordvestlige del af Nordjylland. Blandt andet fordi Limfjordsbroen og Vesterbro bliver lukket hver gang, der er store fester og arrangementer i Midtbyen. Det er simpelthen en uartighed at lukke landsdelens nok vigtigste trafikåre bare på grund af druk.

Der er derfor ingen gangbare argumenter imod den såkaldt tredje Limfjordsforbindelse over Egholm – og uden om Aalborgs ulyksaligheder.

Et ekstra tunnelrør ved den synkende tunnel i Aalborg Øst er ingen hjælp, for det er ikke tunnelen, men hele E45-systemet, der er problemet. Det er godt nok, hvis man skal til Aarhus eller Frederikshavn, men det dur altså ikke, hvis man skal til Skalborg.

Et rødt-grønt mindretal af småintellektuelle drømmere er imod en forbindelse vest om Aalborg, fordi de anser Egholm for natur. Men kendsgerningen er, at den vestlige del af Egholm er dårlig landbrugsjord uden særlig økonomisk eller turistmæssig værdi med en betydelig ringere bonitet end den jord, som Aalborg Universitet og det nye supersygehus ligger på. Så her er der intet at tabe.

Så er der beboerne i Hasseris, som er imod forbindelsen, selv om den vil lette presset på Hasserisvej. Det forekommer uforståeligt, men heller ikke Hasseris er særligt bevaringsværdigt i vore dage. Tidligere emmede kvarteret af ædel portvin og nålestribet noblesse, når iværksættere og købmand velfortjent nød deres otium. Kort sagt var det et sted, hvor man drømte om at bo, hvis man havde råd. Men drømmen er forbi, fordi børnefamilier, grimme trampoliner i forhaven og liderligt stønnende motionister i grimme joggingdragter har forvandlet Hasseris til et ganske almindeligt villakvarter uden klasse, egenart og særlig kulturhistorisk værdi.

Man kan på mange måder sige, at Aalborg rent trafikalt ligger, som byen selv har redt. Men det er ikke rimeligt, at et rødt-grønt mindretal af intellektuelle skal holde resten af landsdelen i skak, bare fordi de er imod enhver form for nyt – bortset fra christianiacykler, quinoa, lactosefri mælk, økologiske gulerødder og eksotisk streetfood.

Så stop nu diskussionen om linjeføringen og lad os stå sammen i Nordjylland om at få bygget den nødvendige Limfjordsforbindelse nu. Så skal der såmænd nok blive råd til både cykelstier og grønne områder i Midtbyen, hvor der før lå et aktivt handelsmiljø.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 27.oktober 2017

torsdag den 26. oktober 2017

Regnbuevejr

Fra de varme lande...


Dagen bød på både sol og regn - rigtigt regnbuevejr.

Dagen bød også på masser af musvåger. Jeg tror, at det er de vintertrækkende musvåger fra Norge og Sverige, der er ved at være på plads på årets charterferie til de varme lande - altså Danmark helt præcist.

Musvågerne muntrede sig i luften i den halvhårde vind og var ikke sådan at komme i nærheden af, men et enkelt foto blev det da til.

Sikuki

De særlige grønlandske forhold og en ny havn

Da jeg for nylig var i Grønland, havde jeg store planer om at fylde mit arkiv med spændende nye fotos fra det dejlige land, så for en gangs skyld medbragte jeg stort set alt mig fotogrej.

Normalt er det begrænset, hvor meget grej man kan have med i felten, men denne gang skulle jeg sejle det meste af tiden, så det gav lidt mere plads.

Hvis heldet var med mig, kunne det måske blive til fantastiske nordlysfotos. Derfor havde jeg også sendt mit stativ og andre tunge og knap så skrøbelige ting i forvejen ad søvejen.

Nu skete der bare det, som der altid sker i Grønland. Det, som vi med et smil kalder de særlige grønlandske forhold. Pakken med stativet forsvandt et eller andet sted under transporten - og var i hvert fald ikke nået frem til Nuuk, da jeg ankom. Det er for resten heller ikke kommet retur til Danmark endnu, så det er jo lidt spændende, hvornår jeg ser det igen...

Heldigvis bød turen ikke på meget klart vejr og nordlys, så det var til at leve med det manglende stativ, men jeg ville egentlig også gerne have et natfoto af Nuuks nye havn (Sikuki). Havne er altid flotte om natten...

Det måtte så blive til et håndholdt af slagsen. Det gav nogle begrænsninger og er slet ikke så flot, som jeg havde forestillet mig det. Men det går da an...

mandag den 23. oktober 2017

Ren fiasko

Spild af tid - og dog...

Dina vil så gerne se elge, og jeg vil så gerne fotografere fugle...

Så lørdag eftermiddag havde vi aftalt at tage en tur til Lille Vildmose. Den tur var dømt til fiasko allerede fra starten. Skyerne hang tungt over landet, og chancen for at fotografere fugle var nærmest nul - simpelthen fordi der ikke var lys nok.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er som om dette efterår har budt på mere mørke end normalt - svarende til mindst et blændetrin. Måske er det sommerens mange brande rundt i verden, der har formørket himlen. Måske er det bare almindelig træls efterårsvejr.

Så ingen foto - og for resten heller ingen elge. Praktisk taget ingen dyr overhovedet. Bortset fra en enkelt solsort, et par ænder og så de gråsorte konik-heste, som blev sat ud i Vildmosen for 14 år siden. I lighed med elgene trives de fint i mosen, og flokken er både vokset og har givet avlsmateriale til andre udsætningsprojekter.

Men altså - en hest er nu en hest, og de er altså ikke så sjove at fotografere som fugle. Men vi fik da en tur ud af det - og lidt har som bekendt også ret...

lørdag den 21. oktober 2017

Mig og min rejse

Historien om et slips

"Mig og min rejse" kan læses som pdf her.

Det fllotte slips...
"Mig og min rejse" er titlen på en serie, som Nordjyske Stiftstidende i en årrække har kørt om fredagen.

Kort fortalt går det ud på at en mere eller mindre kendt nordjyde besvarer en række spørgsmål om vedkommendes forhold til at rejse - og så er historien som regel illustreret med en stribe fotos fra vedkommendes feriealbum.

Det var heller ingen undtagelse, da jeg i denne uge var offeret. Men det var nu sjovt at være med. For det bragte mange sjove minder frem - og en enkelt af dem vil jeg godt lige uddybe med et nyt foto...

Som man kan læse, fik jeg en gang ødelagt mine slips i Whitehorse, og da man bruger slips ved officielle lejligheder på de kanter, måtte jeg i al hast skaffe et nyt - selvfølgelig uden for almindelig åbningstid. Hjælpen kom fra det lokale beskyttede værksted, hvor man som terapi blandt andet beskæftigede sig med tryk på polyesterslips.

Sådan gik det til, at jeg i slipsesamlingen har et temmelig kulørt polyesterslips med billedet af en iglo, noget voldsomt nordlys og så selvfølgelig nordstjernen.

Smukt vil jeg ikke kalde det, men opsigtsvækkende i al sin æstetiske gru. Men pyt med det. Jeg reddede situationen og støttede de handicappede i Whitehorse med nogle dollars...