lørdag den 18. februar 2017

Tåge over Nordjylland

Nærkontakt af tredje grad

Fredag aften var Nordjylland dækket af en ærtesuppe-tyk tåge. Jeg listede mig hjemover med 50 km/t.

Ved lufthavnens indflyvning, der går lige over hovedvejen, er der en masse lys, der skal guide flyene ned på bane 28. Det er voldsomme lys, men alligevel dukkede de først ud af tågen på cirka 100 meters afstand.

Jeg dristede mig til at parkere lidt ulovligt lige midt i al lyset og tage et par stemningsfulde billeder, der giver mig associationer til den gamle Spielberg-film Nærkontakt af tredje grad, hvor man følger den første kontakt med rumvæsener fra en fjern galakse.

Prøv i øvrigt at klikke det øverste foto større. Her er der en sjov rasteragtig effekt på grund af trådhegnet. Det giver mindelser til de gode, gamle dage, når man i mørkekammeret lagde raster i et foto for at gøre det klar til tryk. Akja - det var dengang....

Ingen kommentarer: