tirsdag den 16. maj 2017

En eftermiddag i Ribeauvillé

Rutebilen blev min redning

Mandagens program - næsten. Den fantastiske
Giersberger Crémant d'Alsace er allerede på vej bordet rundt.
For en sikkerheds skyld tog jeg bussen til mandagens vinsmagning, selv om jeg ikke er meget for kollektiv trafik. For det var Alsace-vinene, der var på programmet - og den slags kan jeg næsten ikke nænne bare at spytte ud. Så med et solidt tilskud fra landets hårdt prøvede skatteydere tog jeg til Aalborg med rutebilen.

Carin med Gewürztraminer.
Vi havde besøg af Carin og David fra Cave de Ribeauvillé, som bød på en serie vine i kooperativets sortiment - heriblandt tre af mine helt store favoritter.

Det var et lille sluttet selskab, så der var plads til gode diskussioner om vinen. Samtalen foregik på engelsk - så godt som, for især David var særdeles fransk i sit kropssprog og talte følelsesfuldt om hjemegnens kulinariske specialiteter som pflammkuchen og foie gras. Vi var helt enig om, at Gewürtztraminer (udtalt på fransk - og ikke tysk, som danskere ellers ynder) er sagen til gåselever, men til gengæld var jeg ikke helt enig i ekspertens betragtninger om den berømte Riesling fra Alsace.

Her i huset bruger jeg den gerne på terrassen i de varme sommeraftener, men den franske synsvinkel er, at Rieslingens kraftige syrer kræver, at den bliver brugt til mad. Og det kan vi så diskutere til dommedag. Jeg vil fortsat sætte Riesling på bordet - uden mad - når den tid kommer...

Stadig er det ikke helt varmt nok, så da jeg kom hjem, blev det i stedet Alsace-kooperativets Pinot Noir, der kom på bordet, da jeg i lettere løftet stemning tændte op i havepejsen. Det er en dejlig frisk vin, der også dur til almindelig hygge.

I øvrigt bød smagningen på blandt andet tre af Cave de Ribeauvilles grand cru-vine. Et interessant bekendtskab, der helt sikkert også skal holdes i live i fremtiden...
Eksportchef David Jaegle fra cave de Ribeauvillé talte
levende om hjemegnens passion for god vin.

Ingen kommentarer: