onsdag den 13. marts 2024

Nødlanding bag kulisserne

Et stort apparat går i gang 

Foto: Narsaq Foto/John Rasmussen
Da Naviairs Flight Information Center i Nuuk onsdag i sidste uge modtog et nødsignal fra en helikopter på en position mellem Narsarsuaq og Narsaq, gik et stort apparat i gang. For det blev starten til en redningsoperation, som i de følgende timer involverede mange mennesker.

- Alle fly er udstyret med en nødsender, der aktiveres ved G-påvirkning og sender oplysninger om positionen. Positionsmeldingen opfanges af satellitter og sendes automatisk videre til både Arktisk Kommando, Grønlands Politi og Naviair. Det sker helt automatisk, fortæller kommunikationsrådgiver Jan Eliassen fra Naviair.

- Vi modtog nødsignalet kl. 14.11. Umiddelbart forinden havde vi mistet kontakten med helikopteren, der var undervejs fra Narsarsuaq til Qaqortoq, siger Jan Eliassen, der var Naviairs pressevagt på ulykkestidspunktet.

Nødsignalet går samtidig til Arktisk Kommando og Grønlands Politi, som sammen med Naviair er de tre instanser, der har ansvaret for større redningsoperationer i Grønland. Naviair har ansvaret for hændelser i luftrummet, mens politiet tager sig af landbaserede og kystnære hændelser- og så er der Arktisk Kommando, som har ansvaret for hændelser til søs og blandt andet også disponerer helikopterassistancer.

Ansvaret flytter sig

- Når et luftfartøj forulykker, er det Naviair, som har ansvaret for redningsaktionen som såkaldt SAR (Search and Rescue – eftersøgning og redning, red) Mission Coordinator. Dette ansvar kan flytte sig i løbet af hændelsen, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, forklarer Jan Eliassen.

Hos Grønlands Politi i Nuuk blev der travlt, da nødsignalet indløb.

- Vi tog med det samme kontakt til Arktisk Kommando, De var dog allerede i kontakt med Naviair – og Naviair havde bedt Arktisk Kommando om en helikopter til redningsaktionen. Det betød, at en helikopter fra Air Greenland var klar til at flyve mod positionen 13 km sydøst for Narsaq ved Skovfjorden, fortæller vagtchef Preben Kleist fra Grønlands Politi.

- Arktisk Kommando og Naviair spurgte os, om der var en båd i området til rådighed – og om det var muligt at få sundhedsfagligt personale med ombord. Derfor alarmerede vi politistationen i Narsaq, som bestilte en båd fra et lokalt udlejningsfirma. Båden blev sendt mod positionen. Ombord var der foruden politi to mand fra beredskabet i Narsaq og en læge og en sygeplejerske fra Sundhedsvæsenet.

Piloten evakueret

- Inden vi nåede helt frem, havde redningshelikopteren fundet den forulykkede helikopter og var i gang med at evakuere piloten – en 40-årig dansk mand. På grund af kystens beskaffenhed var det desværre ikke muligt at gå i land, så piloten blev overført til Qaqortoq Sygehus med Air Greenlands helikopter, men vi forblev på ulykkesstedet, mens operationen var i gang.

- Først og fremmest for at dokumentere hændelsen. Set med politiøjne er et ulykkessted også et gerningssted – og det er derfor vores ansvar at gennemføre en gerningssteds-undersøgelse.

- Samtidig aktiverede vi politiet i Qaqortoq, der sendte en patrulje til sygehuset med henblik på at afhøre piloten hurtigst muligt, når først lægerne giver grønt lys. Det er normal rutine ved alle ulykker – og en del af gerningsstedsundersøgelsen.

- Piloten var kold og forkommen, men ellers uskadt, oplyser Preben Kleist.

Bjærgning af helikopteren

Da politiet frigav gerningsstedet – altså ulykkesstedet – i Skovfjorden, gik helikopterejeren, Sermeq Helicopters i Qaqortoq, i gang med at bjærge helikopteren, som bliver bragt til havnen i Narsaq.

- Helikopteren var drevet i havet af højvande og skadet af drivis og vind, oplyser Pilu Nielsen fra Sermeq Helicopters.

Da helikopteren kommer til Narsaq, går politiet og beredskabet endnu en gang i aktion.

- Helikopteren lækkede brændstof, som beredskabet sørgede for at samle op. Samtidig afspærrede vi et område med minestrimmel og tog fotos til at dokumentere skaderne, fortæller Preben Kleist.

Havarikommissionen på vej

Den forulykkede helikopter står nu i Royal Arctic Lines pakhus i Narsaq, hvor ingen må komme i nærheden af den, før den er undersøgt af havarikommissionen.

- Jeg regner med at komme til Narsaq torsdag eller fredag – og så skal helikopteren undersøges, fortæller havariundersøger Carsten Hansen fra den danske havarikommission, der undersøger alle alvorlige hændelser og ulykker inden for luftfart.

- Vores arbejde er ikke at placere skyld, men at fastslå årsagen til ulykken med henblik på at undgå lignende hændelser i fremtiden.

- Arbejdet er en del af luftfartens særlige rapporteringskultur, som er med til at gøre luftfart til en meget sikker transportform.

- Det er et meget grundigt arbejde, som tager tid. Vi undersøger det forulykkede fly minutiøst, laver eventuelle tests, afhører pilot og vidner og meget andet. Det tager tid, så en endelig rapport foreligger normalt først et år efter hændelsen.

- Men finder vi noget alarmerende, rapporterer vi det øjeblikkeligt. Det var det, vi oplevede for nylig, da vores amerikanske kolleger (FAA) beordrede 171 fly af typen Boeing 737 Max til øjeblikkelig inspektion, da et fly af denne type fra Alaska Airlines tabte et vinduespanel.

- Vi skal reagere hurtigt i den slags tilfælde, for vores arbejde handler om at forebygge alle ulykker og hændelser. Vores mål er sikkerhed frem for alt. Så vi arbejder altid meget åbent med alle muligheder for forklaringer – og det er som sagt ikke vores arbejde at placere eventuel skyld.

Helikopteren må ikke røres

Havarikommissionen blev orienteret onsdag umiddelbart efter nødlandingen af Naviair. Torsdag morgen sendte Carsten Pedersen denne meddelelse til Sermeq Helicopters:

"Helikopteren er pt ved at komme ind i Royal Artic Line hal i Narsaq. Her vil den stå i Havarikommissionens varetægt, indtil vi er færdige med vores tekniske undersøgelse. Jeg planlægger selv at kunne være ved helikopteren torsdag eller fredag i næste uge.  Ingen må opholde sig i, arbejde på eller tage billeder af helikopteren uden først at kontakte os/mig.”

Naviairs Flight Information Centre i Nuuk overvåger den lavere del af luftrummet over Grønland – og må ikke forveksles med det kommende luftkontrolcenter, som skal overvåge det højere luftrum over landet – og som Kommune Kujalleq har lagt billet ind på at få til Qaqortoq. Naviair er i Nuuk placeret i samme bygning som Arktisk Kommando.

- Det er en stor fordel, at vi bor dør om dør med kommandoen. Det gør samarbejdet let og gnidningsfrit – og samarbejde er alfa og omega i al redningsarbejde, fastslår Jan Eliassen.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 2024/10 fredag den 8. marts. Artiklen blev dagen efter bragt i netmediet Sermitsiaq.ag som "Chefredaktøren anbefaler".

fredag den 8. marts 2024

Fantasillioner af oplevelser

Fødselsdag

Ill: Walt Disney/Gutenberghus
Dialog er noget voldsomt overvurderet pladder. Så hellere en rask lille slåskamp – gerne med ufine tricks drevet af ubændig, men helt sikker retfærdig harme. Tanken om, at naboen måske har en pointe, ligger mig temmelig fjern.

På den måde ligner jeg den Anders And, som netop har fejret 75-års fødselsdag med sit eget blad i Danmark. Oprindeligt betitlet Anders And & Co, men bedst kendt som andersandbladet.

Jeg voksede op med Anders And i midten af 60’erne. Abonnerede på bladet – akkurat som alle ordentlige mennesker bør abonnere på en avis. Betalt af de lommepenge, jeg tjente ved at gå til hånde som bette knejt, før der var noget, som hed Arbejdstilsynet. Dengang, da børnearbejde var tegn på en god opdragelse.

I 1965 kostede andersandbladet 1,25 inkl. OMS. På Færøerne og Grønland havde man ikke moderne nyskabelser som OMS, så der kunne bladet erhverves for sølle kr. 1,15, fortæller kolofonen i Anders And & Co 1965/5. Omregnet til Andeby-penge svarer 1,25 kroner til fem af Onkel Joakims lykkemønter.

Modsat mange andre på den tid nærede mine forældre ingen betænkeligheder ved tegneserier, og jeg brugte en god del af mine lommepenge på at abonnere på Anders And. Og far var som regel nummer to til at læse bladene, som jeg købte.

Svømmer i penge

Der har været mange højdepunkter, for dengang var Anders And ikke et pædagogisk værktøj. Det var ren fantasi – og bladene var en flugt ind i en hemmelig verden, hvor det er helt normalt at svømme i penge og hvor det kun er fantasien, der sætter grænserne.

Blandt højdepunkterne er dengang, da Anders rejser til Peru for at skaffe firkantede æg (de er nemmere at stable) – og da Onkel Joakim gemmer sine penge i en sfinks med hans eget ansigt.

Anders And satte sig lidt på hjernen. Jeg citerer fortsat Anders And ved festlige lejligheder: ”Jeg føler skæbnen true for med pil og bue, jeg skød en albatros”, fra sømandens klagesang, da Anders træner sig bevidstløs til en optræden i Kvit eller dobbelt. Eller at man kan fange en fugl ved at drysse salt på dens hale for at spørge den, hvorfor den synger. "Måske er jeg i godt humør, måske er jeg en smule skør..."

Også superskurke som Sorteper og Sorte Slyngel gjorde indtryk - og så lærte jeg at studere tegningerne og omhyggeligt tjekke numrene på medlemmerne af Bjørnebanden.

Det fantastiske sprog

Størst betydning fik Anders And nok for min sproglige udvikling. Her blev ord som ”Langtbortistan” og ”fantasillioner” og udtryk som "kinamands chance" og "milde mammon" en del af mit vokabolarium. Også gode gamle ord som kålhøgen (Fru Kålhøgen er en bifigur) og knarvorn (Knarvorn er Anders' nabo). Den leg med ord blev dannende for mig – og jeg benytter stadig mange af trickene den dag i dag, når jeg skriver.

Anders And var i sin tid min billet til fantasien. Sådan er det desværre ikke længere. For i dag bliver bladet brugt i skolerne – og historierne skal helst have et pædagogisk sigte. Uaak, siger jeg bare.

Men en stort tillykke til andersandbladet med de 75 år. I skrivende stund tyder alt på, at papirudgaven af Anders And & Co kommer til at overleve papirudgaven af nærværende dagblad. Det er da også en slags bedrift.

Klumme i Nordjyske 8. marts 2024
Meget var tilladt i min barndom. Her en annonce fra Anders And & Co 1965/5

torsdag den 29. februar 2024

Forårsrengøring

Fjordudsigt

Det er ikke til at se det på billedet i onsdagens gråvejr, men jeg har fået fjordudsigt - igen. I hvert fald indtil der kommer løv på træerne om knap to måneder.

Jeg havde hyret skovmanden til at fjerne den store kvasbunke efter weekendens oprydning. Og da han nu alligevel var på besøg, fældede vi seks store rød-el, som jeg plantede i 2010 som værn mod sandstormene. Siden er udviklingen i landbruget gået mod grønne vintermarkeder, så det problem er nu fortid - og så var det på tide at få rød-ellen væk.

Udover lys gav operationen så også lidt brænde. Rød-el er godt brændetræ, så det ryger i brændeskuret og er klar til brændeovnen om et års tid eller to.

Der er stadig en hyld, lidt gran, eg og mirabeller tilbage, så med tiden ryger fjordudsigten igen. Men den tid, den sorg.

Vi tyndede også lidt i hasselhegnet. Det gjorde ondt, for det tiltrækker egern, men det var blevet for stort.. 

Nu skal der lige rives blade sammen - og gøres klar til sommerens kartofler. Nu er der jo fin plads til dem - også.

søndag den 25. februar 2024

Weekend-hygge

Brydstykker af en landsbytosses dagbog

Jeg er blevet gammel og sær. Jeg har det bedst, når dagene ligner hinanden - og derfor er der normalt ikke den store forskel på hverdag og weekend her i huset.

Men det har været en god weekend - ikke mindst begunstiget af fint vejr uden vind og kun lidt finregn søndag - så jeg har faktisk nået en del, selv om jeg både er doven og lad af natur.

Lørdag morgen stod jeg som de fleste dage op kl. 4 og begyndte det faste ritual med at lave kaffe, rydde op i køkkenet, mens kaffen brygger - og så lidt eftertanke med en kop kaffe, en smøg og en krydsogtværs. Helt ekstraordinært lavede jeg derefter en dej til rosinboller, for jeg skulle have gæster senere på dagen.

Mens dejen hævede to timer, gik jeg på kontoret og skrev. Jeg skriver altid bedst om morgenen, så et par timer ved pc'en er en fast del af morgenritualet. Herefter formede jeg bollerne - og mens de var til efterhævning, satte jeg kål og et par stykker bacon over til brunkål.

Nu var klokken 9 - og det var tid til morgenmad med friskbagte boller. Det er ikke så ringe. Så en tur rundt i stueetagen med støvsugeren og støveklud. Kl. 11 gik jeg i haven og nussede lidt, uden at det blev til det helt store.

Så kom min kusine og Henrik på besøg. De hjalp med at rydde op i haven, så jeg nu har en kæmpebunke kvas. Jeg plejer normalt at brænde den slags, men i år springer jeg over, hvor gærdet er lavest og har lavet en aftale med skovmanden om, at han henter bunken mandag til flisfyret. Doven og lad er jeg jo.

Vi hyggede os med aftensmaden - brunkål og hjemmelavede blommer i madeira fra sidste sommer. Gæsterne kørte ved 19-tiden - og jeg kørte så en tur til Gjøl for at lave en reportage om en MGP-fest for børnene derovre.

Hjemme igen kl. 20.30 var jeg godt træt og gik på hovedet i seng. Forsøgte at se Barnaby, men faldt i søvn med tændt fjernsyn i soveværelset. Fint nok - for så sover man allerbedst. Jeg var jo kommet lidt sent i seng i forhold til min normale dagsplan, så jeg sov sør'me helt frem til kl. 5.30.

Op igen, morgenritualet gentog sig, hvorefter jeg lige skrev historien fra Gjøl og sendte den til avisen. Derefter morgenmad - boller fra lørdag på brødristeren - og så ud i haven i det fine vejr.

Jeg har en del hyacinter, som jeg plantede i krukker ved juletid. De skulle have blomstret nu, men frosten har taget dem, så jeg flyttede dem alle til baghaven. Så bliver det spændende at se til næste år, hvor mange der har overlevet.

I krukkerne plantede jeg så nogle aurikler, som min kusine havde foræret mig. Det pynter voldsomt og giver næsten forårskuller.

Sikkert derfor tog Fanden ved mig. Hullet foran værkstedsdøren skulle dækkes. Det burde være en simpel opgave, men jeg blev enig med mig selv om, at hele stykket foran værksted og redskabsrum skulle lægges på ny, så det gik det meste af dagen med. Det er tre meter med en blanding af herregårdssten og pigsten. Herregårdstenene lagt med et lille fald, der leder vandet væk fra dørene - og foran det en stribe med pigsten, der tjener som dræn.

Opgaven er et glimrende eksempel på, hvordan arbejde har det med at udvide sig til den tid, der er til rådighed. Der er altid et eller andet, der kan gøre bedre. Jeg var faktisk i alvorlige overvejelser om også at lægge de tilstødende fliser om - men jeg kunne heldigvis styre mig. Det skal ikke være kunst - det skal være færdig.

Så blev det tid til aftensmad - andendags-brunkål, som er endnu bedre end frisklavet brunkål.

Og nu venter sengen. For i morgen er der atter en dag, hvor jeg formentlig står op kl. 4 og laver kaffe, rydder op i køkkenet, løser krydsord - og så videre og så videre...

lørdag den 24. februar 2024

Hvidløg i lange baner

Optakt til vampyr- og skuddag

Februar-mødet i Øland Sildelaug fandt sted i timerne op til lørdag den 24. februar, der i år som bekendt er skuddag på grund af fuldmånen. Så der var al mulig grund til at træffe grundige forberedelser til den skæbnesvangre dag.

Fuldmåne tiltrækker vampyrer, varulve og andet krapyl, men hvad værre er, så er skuddagen også dagen, hvor kvinderne må fri - og hvis manden siger nej, koster det 12 par silkehandsker, 12 par silkestrømper og andre bekostelige artigheder.

- Så det er med at gardere sig, var ræsonnementet hos tidligere oldermand Michael, der havde forberedt aftenens menu. Derfor stod den på hvidløg over hele linjen. Hvidløg udmærker sig blandt andet ved at holde vampyrer væk - og hvad endnu bedre er: Hvidløg kan også til en vis grad holde giftelystne kvinder væk..

Aftenens servering var - hvidløgene til trods - en ganske beskeden to-retters. Først en lækker cremet hvidløgssuppe lavet på 25 fed hvidløg og garneret med rødbedechips. En lille heftig sag til at starte kuren mod kvinder og vampyrer på. Hertil en glimrende Alsace-riesling. Den drue er altid god til suppe.

Så stod den på gammeldags panerede koteletter serveret med ris og en indisk karrysauce, som var spiced op med ekstra 20 fed hvidløg bare for en sikkerheds skyld. Så er der lagt i ovnen til en fredelig lørdag. Kødet blev serveret med en bæredygtig zinfandel - bæredygtig, fordi Michael havde købt kartoner i stedet for flasker.

Mødet blev indledt med en tale af oldermanden - sådan som den relativt nye oldermand nu har for vane. Han indskærpede laugets statutter - ikke mindst, at hvis man modsiger oldermanden, koster det en kasse sild og en tønde øl.

Senere på aftenen var der optagelse af Jønne. Lidt senere, fordi prospecten ikke rigtig kan klokken og kom for sent til laugsmødet. Den slags koster en omgang - og den har vi så til gode til næste møde.

Giftblanderen bød på sit andet forsøg med bacon-brændevin. Laugsmedlemmerne erindrer endnu med gysen hans første forsøg, der for at sige det pænt ikke var helt vellykket. Men nu er han i mål - og der kom faktisk et drikkeligt fluidum ud af det.  Besynderligt nok med toner af rabarber. Hemmeligheden er lagringen, afslørede giftblanderen.

Således godt forberedt er laugsmedlemmerne klar til fuldmåne og skuddag.

- Be careful out there - it's a bloody jungle, som Tarzan plejer at sige i den afrikanske udgave af Hill Street Blues.

fredag den 23. februar 2024

Marius og Rolf

Moderigtigt badekar

Jeg kan altså ikke gøre for det. Men jeg kom til at tænke på den salige Aalborg-borgmester Marius Andersen, da jeg her til morgen mødte et grønt børnebadekar lige uden for døren. Bragt til huse af stormen Rolf. Sikkert flyvende som en anden stormskade.

Det var godt nok ikke mosgrønt som Marius Andersens herostratisk berømte badeværelse i sin tid. Men tanken strejfede mig altså.

Badekarret er med sin usmagelige farve sikkert beregnet til børn. Formen er - alt efter temperament - hjerte- eller nyreformet.

Ellers er jeg sluppet for stormskader. Affaldscontainerne var væltet, men det er jo, hvad man kan forvente af noget billigt og håbløst dårligt designet plastikskrammel.

Hvis der er nogen af bloggens læsere, der mangler et grønt badekar, står det til fri afhentning ved indkørslen. Ellers ryger det på genbrugspladsen ved først givne lejlighed.

onsdag den 21. februar 2024

Norsaq som samlerobjekt

Høj skrotpris

Foto: Air Greenland
Det tog den tyske virksomhed Aviationtag mindre end 24 timer at sælge 5.000 unikke og nummererede tags, som er lavet af skroget fra Air Greenlands gamle atlantflyver Norsaq.

Foto: Air Greenland
De såkaldte tags, der på udgivelsesdagen den 5. februar blev solgt for knap 40 euro – cirka 300 kroner, er et stort samlerobjekt. De kan bruges som nøgleringe eller bagagemærker, men de fleste går til flynørder, der samler på dem – eller eventuelt sælger dem videre, når prisen stiger.

Siden Aviationtags start i 2016 er det blevet til tusindvis af tags lavet af gamle fly – både civile og militære. De mange tags er alle nummererede, og Aviationtag tilbyder kunderne, at de kan registrere købet, så taggen kan findes, hvis man er så uheldig at miste den.

Foto: Air Greenland
Da Norsaq blev taget ud af drift i begyndelsen af 2023, gik den allersidste tur 12. marts 2023 fra København til Pinal Airpark i Marana, Arizona, hvor hun skulle bruges som reservedelsfly. Mange i Nuuk husker endnu flyveturen, hvor Norsaq foretog et low pass over Nuuk som et sidste farvel til det Grønland, som flyet havde tjent trofast, siden det blev sat i drift af Air Greenland i august 2002.

Det blev til i alt 41.364 flyvetimer og 10.112 starter og landinger. På den sidste tur til Arizona var det med pilot Michael Madsen som kaptajn og Thomas Kjærulf som styrmand. Aviationtag bringer på sin hjemmeside aviationtag.com et interview med Michael Madsen om den sidste tur med Norsaq.

Jeg skrev denne bagside-artikel til sidste uges Sermitsiaq, som udkom 16. februar 2024. Jeg har selv et ganske nært forhold til Norsaq, som jeg blandt andet havde fornøjelsen af flyve med på hendes tredje flyvning mod Danmark tilbage i 2002. Siden er det blevet til adskillige ture. I mine unge dage ville jeg helt sikkert også have købt et tag, men jeg styrede mig. Jeg har i forvejen alt for mange dimser og memorabilia fra et heftigt rejseliv, og jeg er faktisk gået i gang med at rydde op i bunkerne. 

søndag den 18. februar 2024

Kaniner i topform

Ugens pletskud

Jeg oplever de besynderligste ting i min lille butik. Her i weekenden har jeg for eksempel været til Danmarks Kaninavlerforenings landsudstilling i Fjerritslev.

Her var 1.300 kaniner udstillet i to idrætshaller - og jeg lærte en masse om kaniner og kaninavl. Den slags elsker jeg. Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt. For eksempel, at der findes over 50 forskellige kaninracer fra dværgkaniner på under et kilo og op til belgisk kæmpe, der i topform kan veje op mod ni kg.

Men den største oplevelse var nok DM i Kaninhop, der blev afviklet i forbindelse med udstillingen. Det er ekstremsport på højt plan. En slags ridebanespring for kaniner med et omfattende regelsæt, der fylder 56 tætskrevne sider.

Billedet er lidt snyd. Arrangørerne var kede af, at jeg skulle gå rundt på banen under konkurrencen, så der blev lige arrangeret en lille opvisning til ære for fotografen med dværgkaninen Sapphire fra Horsens. Den sprang igen og igen, så det var en lyst, mens jeg stillede skarpt og testede flash og så videre, mens jeg lå på gulvet.

Men Sapphire var også en krævende lille kanin. Lidt af en krukke, faktisk. For hver eneste gang landede den lige foran mit hoved og ventede bestemt på at blive kløet bag øret. Det gjorde jeg så, mens jeg tænkte på, om det var mig eller kaninen, der var bedst dresseret.

Men det var et beskedent offer for et godt foto. Og jeg holder bestemt mere af kaniner af end hunde og katte. Kaniner er lydløse, de hverken bider eller krasser. De er i det hele taget søde - og så skider de forholdsvist beskedent og uden lugt. Det er kæledyr efter min smag. Verden ville helt sikkert være et bedre sted, hvis folk holdt kaniner i stedet for hunde og katte.

Reportagen fra kanintræffet kan læses på Jammerbugtudgaven af Ligeher.nu.

lørdag den 17. februar 2024

En plads i solen

Blomsterspam

Selv om vi endnu kun er i midten af februar, tøver jeg ikke med at kalde lørdagen for årets første forårsdag.

Solen skinnede. Det var vindstille. Fuglene sang - også lærken. Så det begyndte at krible i havefingrene. Men helt ærligt; jeg brugte mere tid på stolen i solen end på arbejde. Jeg har i vinterens løb skåret den høje bøgehæk mod syd ned til halv højde. Det giver en masse lys og sol i haven - og det skal nydes.

Jeg brugte et par timer på at gratte lidt i hullet foran værkstedet. Det blev gravet lige efter nytår, da jeg havde rottebesøg i kablerne. Siden har frosten forhindret mig i at lukke det, men nu har det topprioritet.

Vintergækker, krokus, dortheliljer og min favorit over dem alle - erantis - står i fuldt flor. Og det skal der også være tid til at nyde sammen med solen.






fredag den 16. februar 2024

Når en sailor går i land

Strandliv

Onsdag skulle jeg lave en artikel og et par fotos om forlægningen af kutteren Liv – kendt som Jonny ”Gniske” Olsens båd i Gutterne på Kutterne - fra Thorup Strand til Slettestrand, hvor Liv går et nyt liv i møde som vartegn for Rønnes Hotel.

Ud fra en streng økonomisk betragtning kan honoraret for en sådan opgave næppe bære mere end to timers indsats, men der var forår i luften - og for en sjælden gangs skyld var der vindstille her på egnen.

Så jeg drog hjemmefra tidligt om morgenen - behørigt iført støvler, lange underbukser og Canada Goose og med en madpakke i bilen. Og det blev en herlig slapperdag ved en havbliksramt Jammerbugt.

Selve forlægningen foregik kort før middag på de smalle veje mellem Thorup Strand og Slettestrand som en såkaldt særtransport i adstadigt tempo med ledsagebil i spidsen. Heldigvis er der ingen broer på strækningen - så det forløb næsten uden dramatik.

Men kutteren fyldte hele vejen i bredden - og den 21 km lange strækning blev tilbagelagt med 30 km i timen. Jeg kørte umiddelbart efter kranen, og på hele turen havde jeg et båthorn i en bil fra GLS i nakken. Den blinkede og dyttede konstant for at komme forbi. Ægte preskørsel, hvilket var ret dumt, for han havde ikke en chance for at overhale Liv. Klaphat, siger jeg bare.

Jeg talte bagefter med folkene fra vognmandsfirmaet, som kunne fortælle, at det er normal adfærd hos GLS-chaufførerne. Og man kan ikke tale med dem, for de taler slet ikke dansk. Klaphatte, gentager jeg.

Men en herlig dag ved stranden blev det. Det er ren luksus og meget tilfredsstillende at være sin egen chef, når den slags muligheder byder sig.

Artiklen fra begivenheden kan læses på Jammerbugt-udgaven af Ligeher.nu.