fredag den 24. november 2017

Dogmefilm

Vinmænd på slap line

Vin kan føre til mange oplevelser.
Det er dog de besynderligste ting, jeg oplever.

Som det måske er bekendt, har jeg et lille fritidsjob som vinsælger i Bilka. For nogen tid siden var jeg til møde med kollegerne. Opgaven bestod i at vælge de bedste vine i sortimentet - sat i forhold til pris og kvalitet.

Det eliminerede selvfølgelig de billigste og de dyreste vine, men tilbage stod en liste med 18 gode og solide vine, som netop nu markedsføres i butikkerne som "Vinmændenes Vinstjerner".

Det var en god, hyggelig og ikke mindst lærerig dag, hvor der blev diskuteret vin på et meget højt og seriøst plan.

I den forbindelse havde marketing-folkene fundet på at lave nogle videooptagelser, hvor vi fortalte om vinene. Det var ren dogme. Ikke noget med kamera og mikrofon, men bare en mobiltelefon på et stativ. Ingen tid til forberedelse, men bare op foran telefonen og så snakke løs.

Resultatet er naturligvis derefter. Det minder mest af alt om et medietræningskursus og det giver videoerne et meget, meget autentisk præg - for nu at sige det pænt. Desværre også et tidens tegn, hvor enhver med en mobiltelefon tror, at man kan fotografere og lave fjernsyn. Det er digitaliseringens forbandelse, at der efterhånden ikke længere er respekt for det gode, gammeldags håndværk.

Jeg har jo i en årrække lavet meget fjernsyn på et professionelt plan, og jeg følte det ret ubekvemt at lave den slags uden hverken lydprøver, lyssætning, forberedelsestid, manuskript og ikke mindst teleprompter, som man ellers normalt bruger ved den slags optagelser.

Men vinene - de fejler bestemt ikke noget.

Videoerne kan ses på Bilkas hjemmeside, men her er lige en smagsprøve:

Magten og æren

Dagen derpå
Næppe var valget overstået, før kampen om de forgyldte pladser begyndte. Og her viste mennesket sin sande natur som det griske, glubske og grusomme rovdyr, vi i virkeligheden er.

En ellers kedelig valgkamp forvandlede sig mange steder til et blodigt drama, hvor det ikke længere var samfundets bedste, men personlig vinding og honette ambitioner der var på dagsordenen. Det er det stof, TV-serier, bøger og opera er lavet af – og det gjorde, at jeg tirsdag aften for en sjælden gangs skyld brugte lidt tid på TV.

Andre steder – i Jammerbugten, Frederikshavn, Aalborg og Mors – slap man for det store drama. For her har et parti magten. Ifølge valgforsker Andersen fra det lokale universitet er det en farlig situation for de pågældende, for hvis man bruger magten, mister man den med stor sandsynlighed om fire år.

Det er et lidt underligt og meget akademisk synspunkt. For hvis ikke man vil bruge magten, så kan det jo egentlig være ligegyldigt – med mindre det er taburetterne, der i det lange løb er målet med politikken.

Jeg drømmer i hvert fald om, at der er politikere, der vil bruge flertallet og magten til at gøre op med bureaukratiet og de mange akademikere i de danske kommuner. Det er ikke gjort med forblommede erklæringer om flere ”varme hænder” , men om viljen til at svinge sparekniven effektivt og resolut over personalegrupper, der ikke direkte bidrager til øget kommunal velfærd og god service.  Netop i kommuner med absolut flertal bør det kunne lade sig gøre uden videre forhandling.

Valgkampen bød helt generelt og set i helikopterperspektiv ikke på mange guldkorn. De fleste kandidater vil gerne gøre en masse og lover i hvert fald stort set alt, bare man stemmer på dem. Der er en næsten stalinistisk enighed om at bruge penge – mine penge – på næsten hvad som helst.

Valgkampen har helt naturligt haft top-prioritet i medierne. Det ligger i mediernes raison d’etre, og det skal ikke bebrejdes nogen, men desværre betyder det også, at der er nogle historier, der går under radaren og ikke får den fornødne dækning.

Især savnede jeg en reel debat om det kommunale selvstyre. Det ville ellers have været på sin plads i en tid, hvor Catalonien og Storbritannien har vist vejen – og hvor der både i Grønland og på Færøerne er stærke selvstændigheds-bevægelser.

Det kunne også have været spændende, hvis man for eksempel havde kigget til Grønland, hvor man efter det grønlandske kommunalvalg i foråret besluttede at nedlægge Qaasuitsup Kommunia og dele den i to. Her tog lokalpolitikerne sagen i egen hånd og gik imod kommunalreformen. Det kunne have været et spændende bidrag til den danske debat.

For en måneds tid siden fandt det årlige møde i den kinesiske folkekongres sted. I den forbindelse faldt jeg over en notits om, at det kinesiske kommunistparti har 90 millioner medlemmer. Det svarer til 6,5 procent af befolkningen – og er cirka det dobbelte at organisationsprocenten i Danmark. Måske der var ideer at hente i Kina for de ofte bekymrede forskere, der begræder danskernes manglende engagement i politik?

I Folketinget fik det heller ikke den helt store bevågenhed, at det stort anlagte signalprojekt på jernbanerne endnu en gang er forsinket og bliver endnu dyrere end planlagt. Jeg savner simpelthen en generel debat om, hvor grænserne går for uansvarlighed og eftergivenhed. Disse evige forsinkelser af jernbaneprojekter bør koste hoveder både blandt politikere og embedsmænd. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man kan vælte omkostninger på grund af sjusk, slendrian og uduelighed over på skatteyderne, uden at det får konsekvenser. Og i jernbanesammenhæng er der jo tale om så svimlende summer, at man næppe kan rejse erstatningskrav mod ellers vellønnede folketingsmedlemmer og ministre.

Til alle de valgte vil jeg selvfølgelig ønske tillykke. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der nu skal bruge al min tid på intriger og spidsfindigheder, der koster skatteyderkroner og næppe fører til noget som helst. Jeg håber også, at I vil genopfinde gode, gamle, danske poiltiske dyder og kæmpe for især den personlige frihed – retten til at være fed, drikke, ryge, spise, have sex og gå klædt (tørklæde eller ej) som man har lyst – og så huske på, at pengene har det bedst i borgernes lommer.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 24. november 2017

tirsdag den 21. november 2017

Frit valg på fasanhylden

Blandt de udsatte

Politikerne vil så gerne gøre noget for de såkaldt udsatte i samfundet, så hvad var mere velvalgt end at slå en tur forbi Birkelse Hovedgård i det gode vejr på valgdagen og fotografere udsatte fasaner?


Så efter at vi havde stemt i forsamlingshuset i Halvrimmen, tog vi på fasansafari. Set fra fotografens side er det måske lidt snyd at fotografere udsatte fugle, men forleden fotograferede jeg en løssluppen papegøje, så hvorfor ikke også en udsat fasan?

Jeg var specielt på jagt efter de grøn-sorte fasaner, som der er blevet flere af de seneste år. Jeg har googlet denne variant af fasaner, og det ser ud til, at der lidt usikkerhed om, hvorvidt det er en race for sig selv eller blot en mutation. Under alle omstændigheder ser det ud til, at jægerne er glade for varianten, der flyver mere villigt end de normale udsatte fasaner - og faktisk er temmelig svær at fotografere, fordi den er temmelig sky.

Men et enkelt billede blev det da til, og så fik vi forresten også konstateret, at sangsvanerne nu er arriveret fra det høje nord. Så er det ved at være rigtig vinter...

lørdag den 18. november 2017

Gøjeflugt

Liv på fugleflugtslinien

Det er lang tid siden, at vi sidst har har hørt og set noget til smedens papegøjer, men i dag var et par stykker på springtur fra morgenstunden.

Det er store fugle, som har et meget karakteristisk skrig, der ikke ligner noget andet. Så jeg var ikke i tvivl, da der lige efter solopgang lød en infernalsk skræppen ude fra haven.

Jeg fattede kameraet og gik på storvildtjagt. Det var nu ikke i selve haven, men i rødels-træerne ovre ved gadekæret, at de sad. Jeg tog et par billeder - og ringede så til Jørn og Sanne, så de kunne få gøjerne hjem igen.

Det lykkedes Sanne at få den ene med sig, mens den anden holdt stand indtil frokosttid, hvor den forlagde residensen til Søndregårde eller Hammershøj. Det var en unge fra årets avl, der sandsynligvis var blevet totalt overvældet af angst over pludselig at være alene langt fra hjemmet.

Jeg var ellers en tur nede ved Ulvedybet for at kigge efter fugle til morgen. Her var der ikke rigtigt noget at fotografere, så i dag blev det i stedet for gøjebilleder.

I øvrigt har vi netop bestilt juleanden. Det er jo også en slags fugl, men jeg tror alligevel den smager bedre end en papegøje...

torsdag den 16. november 2017

En smagfuld overraskelse

Dansk vin


Onsdag havde jeg lejlighed til at smage en temmelig enestående og i øvrigt fremragende vin.

En fotoopgave havde sendt mig til Guldbæk syd for Aalborg, og da jeg alligevel var på de kanter, stak jeg hovedet inden for på Guldbæk Vingård, der ejes af familien Thrysøe. Jeg kender familien fra Grønland, hvor Jan Thrysøe og konen arbejdede i mange år, inden de etablerede den lille vingård for snart ti år siden.

Det blev til lidt sladder fra den store ø, og så fik jeg set produktionen på vingården. Og ikke mindst fik jeg smagt en af gårdens vine.

Det var mit første seriøse møde med dansk vin, når vi ser bort fra forskellige kirsebærvine, der netop er en dansk specialitet. Det her var rigtig vin lavet på druer, og det blev lidt af en øjenåbner, for der kan altså også laves topvine i Danmark.

Det var 56० North Lush Green 2016, jeg smagte. Navnet er velvalgt, for farven er tydeligt over i det grønlige. Det er en knastør vin med en frisk, sprød syre, der ved det første indtryk får vinen til at virke crispy eller mousserende, hvad den dog ikke er. Både duft og smag er limeagtig - og smagen byder desuden på lidt æble, melon og hyld. Minder mest om en New Zealandsk Sauvignon Blanc, hvad Guldbæk Vingård faktisk også skriver i produktbladet. Og ved nærmere eftertanke måske også med mindelser om en østrigsk Veltliner.

Kort fortalt - Lush Green er en vin efter min smag. Desværre også en temmelig eksklusiv vin. Der er kun fremstillet 720 flasker, som sælges fra Guldbæk Vingård til en pris af 175 kroner flasken. Lush Green 2016 har i øvrigt hjembragt flere priser - også internationale - til den lille vingård syd for Aalborg.

Vinen er lavet på Riesel og Cabernet Blanc. Jeg lærte for resten, at de druesorter, man bruger i Danmark, er såkaldte PIWI-druer. Det er moderne sorter, der både er sygdomsresistente og kan klare sig i et koldere klima. Serienavnet 56० North henviser til, at den 56. breddegrad går gennem Guldbæk.

En god smag til en god dag, hvor efterårssolen skinnede over de smukke skovklædte bakker i Guldbæk, der på en sådan dag og med lidt god vilje godt kan minde lidt om Alsace..

tirsdag den 14. november 2017

En fremmed flytter ind

Pigen og millionæren

Foto: Made in Copenhagen og undertegnede
Så fik jeg en plads på biograf-
rulleteksterne... Foto: Made in Copenhagen
- Det er bare fis og ballade på internettet. Sådan fortæller den uskyldige og måske også lidt naive Amanda Kastrup i filmen "En fremmed flytter ind", som havde premiere i september. I filmen optræder jeg på rulleteksterne, men det vender vi tilbage til længere nede...

Amanda har netop mødt drømmekæresten på Facebook, multimillionæren og arvingen til Augustinus-fonden Ludvig Casper Kastrup Christian Augustinus. I følge Facebook-profilen er Casper hovedrig og lever et liv på farten med champagne, sportsvogne og jævnlige besøg i alverdens metropoler.

I virkeligheden er Casper storsvindleren, fantasten og stjernepsykopaten Casper Rieper-Holm, søn af en haandicap-medhjælper fra Præstbro ved Dronninglund. Det er derfor historien om, at man ikke kan stole på noget som helst på Facebook, men samtidig en fantastisk historie om, hvordan Casper spinder Amanda ind i  sit net af løgne og falske identiteter.

Det er en klassisk dokumentarfilm, hvor Amanda spiller sig selv - ganske overbevisende og ærligt endda. Eneste medvirkende skuespiller er Esben Dalgaard, der spiller Casper. I forhold til normale doku-film har En fremmed flytter ind dog et ekstra lag, hvor instruktøren blander sig i forløbet - og tvinger os derfor til at tage stilling til, hvad der er virkelighed, iscenesættelse og ren og skært bedrageri - ikke mindst på de sociale media.

Historien om Casper Rieper-Holm og den unge pædagog-studerende med tidstypiske tatoveringer er  fortællingen om en bluffmager af en helt særlig kaliber. I et afsluttende flashback får vi blandt andet historien om dengang, Rieper-Holm reddede Slagelse Håndbold med penge, der ikke eksisterede andre steder end i fantastens hjerne - og så får vi også historien om dengang, han stillede på Voergaard Slot nær hjemmet i Præstbro og spillede en hovedrig svensker med et godt tilbud til godsforvalteren.

Amanda Kastrup slap, så vidt jeg kan se, uskadt fra sit møde med bluffmageren. Hun får sat punktum, da den relativt unge Casper Rieper-Holm får sin fjortende dom for bedrageri. Dommeren henvender sig til Amanda og citerer det gode, gamle ordsprog: - Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Så præcist kan det siges.

En fremmed flytter ind er en god og vedkommende film, som jeg absolut kan anbefale. Den fortæller historien om, hvor galt et liv kan gå, når det eneste indhold er Facebook. Filmen bliver vist på TV2 den 22. januar kl. 20.50.

Et billede fra familiealbummet, som jeg havde
glemt alt om, da filmselskabet Made in Copenhagen pludselig
henvendte sig for knap et års tid siden.
Jeg havde lejlighed til at se filmen på forhånd, fordi jeg har en lille andel i den og også figurerer på rulleteksterne. I en af filmens sekvenser optræder nemlig et foto, som jeg tog i 2013 på en familietur til Fyn. Billedet viser hovedbygningen på Sandholdt Gods og bliver brugt på Facebook, da Rieper-Holm skal vise glimt fra sin spændende, men  uvirkelige opvækst i en af landets rigeste familier.

Jeg har tidligere produceret reklamefilm, der er blevet vist i biograferne, men det er første gang, jeg har mit navn med på rulleteksterne. Det er jeg da lidt stolt af - så småt det end er...

søndag den 12. november 2017

Vinterforberedelser

En dag i haven



Søndag bød på fint vejr, så kort dagen end er på denne årstid.

Snart står den forbåbentlig på både frost og sne, men endnu har vi ikke rigtigt mærket noget til det. Der har lige været en antydning af rim på plænen, men ellers står de ikke særligt frostsikre georginer fortsat i fuld blomst - og en enkelt løvemund holder også fortsat stand. Det får de lov til, men de næste par nætter skulle det altså blive frost for alvor - og så er det slut på den fornøjelse.

Dagen er gået med vinterforberedelserne. Det vil i praksis sige, at jeg har haft travlt med at redde begonier og knoldpelagonier fra den kommende frost. De er blevet klippet ned og flyttet over i ganske få potter og altankasser, hvor de så skal tilbringe vinteren på værkstedet. En altankasse kan normalt rumme fire begonier, men i vinterkvarteret klemmer jeg dem sammen, så der er tyve planter cirka i en altankasse. Så meget plads er der jo heller ikke på værkstedet, hvor der også skal være plads til georginerne, når først frosten kommer for alvor.


Jeg har også sat påskelilje-løg i nogle af de frostsikre krukker. Det giver masser af fine blomster til marts - forhåbentlig. For at pynte lidt har jeg toppet krukkerne med mos. Det er det fineste mos af egen avl, så at sige. I hvert fald er der masser af mos i plænen, og det kan man lige så godt bruge til noget nyttigt.

Tidligere har jeg brugt at plante lyng i krukkerne, men jeg har i år haft svært ved at finde lyng til en fornuftig pris. Kombinationen af mos og påskeliljeløg har i øvrigt den fordel, at jeg så kan springe stedmoder-blomsterne over i foråret. For når først påskeliljerne er afblomstret, så er det ved den tid, hvor begonierne igen skal på friland.

"Med fødderne solidt plantet..."

Stormfulde højder

Det varsler ilde...
Venstre vil videre, lyder det gamle slogan fra bondepartiet. Det gælder selvfølgelig også Malou Skeel, der stiller op til en af de eftertragtede pladser i Jammerbugt - Misery Bay - kommune.

Indtil videre virker valgkampen lidt kikset, for Venstrevikinge-møens stort anlagte plakatsøjle nær ved bopælen på Birkelse Hovedgård var i hvert fald ved at gå i luften natten til lørdag, hvor vinden som sædvanlig gik frisk over Limfjordens vande. Og i den situation kniber det i hvert fald med at bevare jordforbindelsen...

Man fristes til at genbruge det gamle citat om politikeren, der har fødderne solidt plantet i den blå luft. Jeg erindrer ikke, hvem der er ophavsmand til denne sproglige finurlighed, men kendsgerningen er i hvert fald, at Malou næppe vinder stemmer, hvis hun hævder, at hun har benene solidt plantet på jorden. Dertil er plakatsøjlen et slående modbevis.

Nu har den gode godsejerfrue med en fin økonomisk uddannelse fra et engelsk universitet næppe selv haft fingrene oppe af lommen, da plakatsøjlen blev rejst. Alligevel kan det undre, at et parti, der er tæt tilknyttet jordbrugserhvervet, kan mønstre partisoldater, der afslører et så grundlæggende ukendskab til både jordbundsforhold og det barske klima i Han Herred.

Her blæser det som bekendt 300 dage om året. Resten af tiden stormer det...

torsdag den 9. november 2017

Armoracia rusticana

Peberrod

Det er ikke alt i haven, der er elendighed, selv om jeg stadig er lidt smågnaven over, at jeg sandsynligvis mister mit Ingrid Marie-træ.

Tirsdag høstede jeg peberrod til i hvert fald et halvt års forbrug - og der er mere, hvor det kommer fra. Her i huset bruger jeg primært peberroden til peberrodssauce, der er obligatorisk til sprængt oksespidsbryst, men fruen kan nu også godt lide peberrodssalat - altså peberrod rørt med flødeskum - på stort set alle former for pålæg.

Peberroden er renset og skrællet og ligger nu skåret i passende størrelser i en pose i fryseren, hvor vi så kan tage, hvad vi har brug for.

Peberrod er i øvrigt sundt. Det indeholder tre gange så mange C-vitaminer som citron, men man skal nære sig, skal man. For smagen kommer fra nogle såkaldte sennepsglykosider, der er giftige i større mængder.

Peberroden i vores lille have har udviklet sig til en rigtig succeshistorie, selv om det har holdt hårdt. Det kan man læse mere om her på bloggen i en historie fra sidste efterår.

tirsdag den 7. november 2017

Ubudne gæster II

Dådyr eller kat

Mandag fortsatte jeg efterforskningen af de ubudne gæster i haven.

Jeg har delt historien  på facebook og modtaget en stribe mere eller mindre fantasifulde forslag som puma, vinlus og isbjørn. Endog fruen har været under mistanke.

Det er lidt svært at se på billedet, men der er et
hul med en slags veksel i det østvendte hegn.
Men alt peger på enten kat eller dådyr. Naturvejleder Christine Pedersen, der selv er katteejer, noterer, at hendes katte har en forkærlighed for frugttræer. Skovejer Mette Glarborg derimod mener, at det er dådyr, der har været på spil. Jeg har tjekket i litteraturen, og det passer godt med årstiden, hvor dådyr spiser bark - skræller træerne. Mette bemærker dog i en efterfølgende kommentar, at hendes mand har set noget lignende, hvor synderen viste sig at være en kat. Omvendt har Christine Pedersen ikke afvist teorien om dådyr, for hjortene er i brunst i øjeblikket og derfor temmelig uberegnelige, som hun bemærker.

Så intet er endnu afgjort. Derfor iværksatte jeg mandag en solid gerningsstedsundersøgelse med hjælp fra John, der vel at mærke har boet på egnen hele sit liv og er overbevist om, at det er dådyr, der har været på spil. Han bor lidt længere nede ad vejen og kan berette om besøg af dådyr i haven med jævne mellemrum.

Vi fandt et par gamle dyrespor i kartoffelbeddet.
Vi afsøgte temmelig minutiøst grunden og fandt et par gamle dyrespor i kartoffelbeddet - men jeg vil nu ikke gøre mig klog på, om sporene er fra dådyr eller rådyr. Men hvad der er nok så væsentligt: Vi fandt også en veksel, som et eller andet dyr i hvert fald bruger jævnligt til at komme ind eller ud af haven på østsiden. Det taler i hvert fald for et slags hjortedyr.

Forresten fandt vi også et hul i jorden tæt ved brombærbuskadset. Her er det sikkert en ræv, der har været på spil - sandsynligvis har den nappet en muldvarp nede i jorden.

Og her har ræven sikkert nakket en muldvarp.
Jeg har også talt med Lotte og Søren, der bor nord for huset. De kunne berette, at deres to jagthunde havde været meget urolige en aften for nogle dage siden over et eller andet ovre på vores grund. Tidsmæssigt kan det godt passe, at det har været på det tidspunkt, hvor skaden skete.

Jeg har undersøgt skaderne på frugttræerne nøje. Skaderne på Ingrid Marie-træet er altså ret omfattende, så jeg er begyndt at tvivle på, at det er en kat, der har været på spil. Desuden er det som om skaderne er påført nedefra og opefter, så det kan passe med et hjortedyr, der som bekendt kun har fortænder i undermunden - og måske et gevir, der har gjort det svært at få snuden helt ind til stammen.

Men noget endelig bevis har vi altså ikke.

I øvrigt er det besynderligt, at det netop er min have, det er gået ud over. Naboen mod syd, Kenneth har masser af æbletræer - og her er der intet sket.