tirsdag den 20. februar 2018

Genbrug

En smart løsning

Qeqqata Kommunia - min arbejdsplads frem til sommerferien - er meget ambitiøs på miljøområdet. Det handler med et moderne ord om bæredygtighed, der gerne skal afspejle alle beslutninger.

Blandt andet går man meget ind i affaldssortering og genbrug - og genbruget er faktisk ganske vidtstrakt. For eksempel genbruger man gamle brandsslukkere som askebægre rundt omkring i byen, så man dels får anvendt de tomme beholdere til noget fornuftigt - og dels får lidt færre filterskodder at feje op, når sneen smelter.

Jeg må også indrømme, at det bestemt taler til min humoristiske sans, at man bruger ildslukkere som askebægre - det virker ganske velovervejet...

mandag den 19. februar 2018

En lille smule nordlys

Lys i mørket

Det er ikke meget, vi har set til nordlyset, mens jeg har været i Sisimiut. Det meste af tiden har det været overskyet - og ellers har det flotte naturfænomen mest vist sig på dage, hvor det har været så ukristeligt koldt, at jeg ærlig talt sagtens har kunnet finde på noget andet at lave.

Med til det hører også, at jeg endnu ikke har fået mit kamerastativ, men det skulle gerne være kommet til byen med weekendens skib. Nu får vi set.

Indtil da må jeg så prøve med lidt kunstfærdige opstillinger, når nordlyset viser sig, som det gjorde her i aften. Det blev til en opstilling i vindueskarmen med nogle batteriholdere som støtter - og så skød jeg bare retning af nordlyset. Det er dumt, for jeg bor omgivet af huse på alle sider, så der kommer en masse falsk lys, men uden stativ gider jeg altså ikke gøre mere ud af det.

Men her er beviset. Der er altså nordlys i Sisimiut...

Del 2: Senere på aftenen var der en masse nordlys på himlen i retning mod byen. Og jeg kunne ikke lade være med lige at prøve en gang til - denne gang med en snebunke som stativ.

søndag den 18. februar 2018

Grønlandsk vask og strygning

Nyt fra tørresnoren

Det kommer sikkert bag på mange danskere, at man sagtens kan klare sig i Grønland uden tørretumbler.

Det kolde grønlandske klima er faktisk temmelig tørt netop på grund af kulden - og tøjet bliver tørt uden for på mindre end 24 timer, selv om det er stift som en pind, når man hænger det op.

Frysetørringen virker også på den måde, at skjorterne bliver nemme at stryge, hvis man ellers gør det med det samme, når man tager dem ind. Og oven i købet får tøjet den mest fantastiske duft af frisk luft - for vi har jo ikke rigtig nogen forurening at døje med heroppe.

Så søndagen, der i øvrigt har budt på fint solskin og temperaturer så høje som minus 16, har været en hel ideel dag til blandt andet at få klaret vasketøjet.

lørdag den 17. februar 2018

Takst og tone i Rigsfællesskabet

Teletakster

Selfie - nu også med istapper i skægget.
Termometret står på minus 27 grader, nordlyset flakker magisk over det snedækkede fjeldlandskab og slædehundene hyler i deres kæder. Det er hverdag i februar i den vestgrønlandske by Sisimiut lige nord for polarcirklen.

Her skal jeg vikariere for en lokal kollega de kommede fem måneder - og det har jeg det fint med. Det er et pragtfuldt gensyn med det Grønland, hvor jeg har boet i femten år og et gensyn med en mindre by, som var min bopæl i et par år for 25 år siden. Det er udkant, så det basker, og det elsker jeg - alle udfordringer til trods.

Når man lander i Kangerlussuaq (Søndrestrømfjord, Grønlands internationale lufthavn) modtager man en SMS fra TELE-POST, det lokale teleselskab, der gør opmærksom på, at det fra den danske mobiltelefon nu koster 17,50 kroner i minuttet at ringe til EU, og at SMS koster 4,20 kroner stykket.

Det er rasende dyrt, men ikke den eneste udfordring, man bliver udsat på telefon-området i Grønland.

For umiddelbart efter at jeg havde tilmeldt mig det grønlandske folkeregister, modtog jeg en opsigelse fra mit danske teleselskab, hvor familien har en række abonnementer. Begrundelsen for opsigelsen var, at jeg nu boede i udlandet...

Nu har jeg aldrig betragtet Grønland som sådan rigtigt udland - og for resten bor min kone (Hjemmestyret) fortsat på Øland, så jeg protesterede selvfølgelig voldsomt mod denne urimelige diskrimation, som jeg dybest set opfatter som et symbol på mange danskeres lidt uafklarede forhold til Rigsfællesskabet. Mærkværdigvis reagerede teleselskabet lynhurtigt og trak opsigelserne tilbage. Det havde jeg ikke egentlig ikke ventet, for normalt har danske teleselskaber ikke det store ry for at yde god service, men det skete faktisk. Tak for det...

Men med de priser fra danske mobilselskaber var det nu med at få et grønlandsk mobilabonnement i en fart. For det koster nemlig kun 2,79 minuttet at ringe til Danmark med et lokalt telefon-abonnement.

Det var en god oplevelse at besøge den lokale telebutik. Oprettelsen sket øjeblikkeligt, og regningen kommer først til den første. Og så med en særlig grønlandsk udgave af service.

Det er nemlig sådan i Grønland, at man lægger meget vægt på det årstal, man er født i. Det bringer held og lykke, blandt andet hvis man kan få et telenummer, hvori fødselsåret indgår. Så da jeg er født i 1958, sørgede den søde pige hos TELE-POST selvfølgelig for, at jeg fik nummer (00 299) 53 58 00. Det er grønlandsk rettidig omhu og service, så det basker.

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, for der en voldsom asymmetri i telepriserne mellem Danmark og Grønland. Jeg skal som sagt betale 2,79 kroner i minuttet, når jeg ringer til konen på Øland. Men når konen ringer mig op, så koster det fra Danmark på fastnettelefonen 5,60 kroner i minuttet - altså det dobbelte.

Det er ikke rimeligt, og jeg mener, at man bør sætte som en koncessionsbetingelse for danske teleselskaber, at de til enhver tid skal matche de grønlandske priser. Allerhelst ser jeg, at priserne på telefoni begge veje sættes ned til dansk indenrigstakst. Ellers giver det ikke rigtigt mening at tale om et Rigsfællesskab.

For danske telefonkunder vil det være et et beskedent offer på måske en øre eller to, men for færøske og grønlandske telefonkunder vil enhedspriser i Kongeriget være af uvurderlig betydning. Det vil styrke de grønlandske og færøske virksomheder - og det vil knytte familier, der er spredt på hver sin side af Atlanten, tættere sammen.

Normalt taler danske politikere mest om Rigsfællesskabet ved højtidsstunder. Men det eksisterer og giver Kongeriget udenrigspolitisk tyngde. Inklusive Grønland er Kongeriget Danmark det tredjestørste land i NATO - og nummer 12 på verdensranglisten. Hvorfor ikke gøre noget for at bevare denne position og kræve, at telefonselskaberne opfatter dette Rigsfællesskab som en enhed?

Så jeg giver forslaget videre til politikerne. Det er en lille ting i det store  politiske spil, som nemt kan realiseres. Det har også en snert af symbolpolitik, men det elsker danske politikere jo.

Og symbolpolitik eller ej, så vil det have stor betydning for alle, der bor på kanten - den virkelige udkant af Kongeriget Danmark, der altså i øjeblikket ikke er spor udkant, men centrum for min tilværelse...

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 16. februar 2018

torsdag den 15. februar 2018

Prins Henrik

En rar og venlig mand

Flaget på halv foran Qeqqata
 Kommunias rådhus i Sisimiut.
Onsdagen blev unægteligt præget af af Prins Henriks død.

Ikke alene fordi fjernsynet sendte i døgndrift i anledning af begivenheden, men også fordi der er nogle ting, der skal gøres i forbindelse med royale begivenheder, når man arbejder i en informationsafdeling i en kommune, som jeg gør i øjeblikket.

Heldigvis har jeg rutinen fra mine mange år på rådhuset i Nuuk, så det var til at have med at gøre.

Dina ringede allerede ved firetiden om morgenen og fortalte om det skete, så jeg var godt forberedt og mødte klokken syv, så kommunens kondolence lå klar, da borgmesteren mødte på arbejde - og så gik dagen ellers med at klare den sag på hjemmeside og Facebook samt besvare spørgsmål fra den lokale presse i samme anledning. Og så ellers tænke tilbage...

Jeg har mødt Prins Henrik et par gange, og han var en rar og venlig mand.

Størst indtryk gjorde han nok under et royalt besøg i Grønland i 1997. Regentparret var sammen med Joachim og Alexandra på rundrejse i Grønland i forbindelse med Dronning Margrethes 25 års tronjubilæum.

Desværre blev Dronningen syg undervejs og måtte rejse hjem til Danmark, så det blev Prins Henrik, der tegnede forretningen på resten af turen. Det gjorde han efter min mening godt og overbevisende. Blandt andet var vi på besøg på det grønlandske nationalmuseum, hvor han spurgte meget interesseret til de udstillede genstande. Og vel at mærke på en måde, der virkede virkelig interesseret og ikke bare af ren høflighed.

Så når alt kommer til alt, var Prins Henrik - hans til tider lidt underlige udtalelser til trods - sikkert Danmark en god mand. Og når han nu ikke vil ligge i den gamle kirke i Roskilde, synes jeg da, at det er fint, at hans aske spredes over de indre danske farvande.

tirsdag den 13. februar 2018

Iskrystaller

En kold tid...

Det er fortsat koldt i Sisimiut - minus 23 grader ved frokosttid. Men det er jo, som det nu en gang skal være på disse breddegrader.

Hvad der til gengæld ikke er, som det skal være, er kontoret på rådhuset. Natten til mandag gik sprang en af radiatorerne læk, og gulvet var fyldt med vand, da vi mødte. Det er imidlertid ikke det største problem.

Langt værre er det, at blikkenslageren mangler reservedele - og vi har fortsat ikke varme på kontoret. Så vi sidder her godt klædt på indendøre og kigger ud på fimbullen. Vel at mærke i det omfang, vi kan kigge ud, for der er godt med iskrystaller på ruderne.

Heldigvis er de flotte at se på, så jeg tog lige et par fotos med den almindelige optik. Desværre er makrogrejet endnu ikke ankommet, for det kunne ellers blive til nogle rigtigt flotte makrofotos, men det får i hvert fald vente til efter weekenden, hvor min kasse angiveligt skal ankomme lørdag med Nuka Arctica.

lørdag den 10. februar 2018

Se, nu stiger solen...

Lyset så sagte kommer

Da solen stod højest på himlen ude over havet på
 en kold februardag lige nord for polarcirklen.
Det er ikke meget, vi har set til solen, siden jeg kom til Sisimiut for godt en uge siden...

Lørdag morgen ryddede jeg sne, så nu er jeg på
 omgangshøjde med naboerne i det pæne kvarter.
Men i dag lørdag begyndte det da at ligne en tegning. Ude over Davis Strædet skinnede solen mellem skyerne midt på dagen - og vi fik en lille påmindelse om, at vejret og lyset snart skifter til det bedre.

Der er nu ikke så meget at komme ud efter. Det er stadig mørkt om morgenen, men når ellers det er vindstille, ser det rart ud derude. Desværre ligger temperaturen i dag på minus 23, så selv om det er vindstille, skal man ikke være ude længe, før det bliver for koldt.

Men det spirende lys giver energi, så i dag blev der både ryddet sne og fotograferet lidt omkring min midlertidige bopæl på Ujaqqerivik (Stenbruddet) i Sisimiut.
Min midlertidige lejlighed ligger her i stueetagen
 i denne boligblok i Sisimiuts gamle stenbrud.
Langt ude i fjeldet fangede jeg denne skiløber med det
 store fugleobjektiv. Løjperne er allerede præparerede og vidner
 om, at skisæsonen for alvor er nært forestående, selv om
 det fortsat er meget koldt i Sisimiut.

Passiar hos nærpolitiet

Imponerende politiservice

Politiet på nærpolitistationen i Nørresundby ydede
 super service og hjalp mig med et nødpas.
Da jeg forleden skulle til Grønland, opdagede jeg i Aalborg Lufthavn, at jeg havde glemt mit pas.

Det var et problem. Ikke fordi det kræver pas for danske statsborgere at rejse ind i Grønland, men fordi det kræver pas at rejse til Grønland.

Det skyldes, at Air Greenland ikke tillader, at man går ombord på maskinen til Grønland uden gyldigt pas. Sandsynligvis fordi flyet går over internationalt territorium - og sikkert også fordi der er en teoretisk risiko for, at flyet bliver nødt til at lande i en alternativ lufthavn. Det er typisk Keflavik på Island, men der er naturligvis andre muligheder.

Men uden pas var gode råd dyre. Heldigvis var afgangen til København forsinket - og det gav tid til et besøg på nærpolitistationen i Nørresundby, der ligger i forbindelse med lufthavnen.

Stationen er bemandet med en håndfuld politifolk, der - skulle det vise sig - ud over at tage sig af lufthavnen faktisk også er den lokale politistation for os, der bor på Øland. Det var sikkert medvirkende til, at dette møde med ordensmagten blev hyggeligt og bød på både konduite, opfindsomhed og god service i verdensklasse.

Jeg havde bebudet min ankomst telefonisk - og da jeg ankom, var indtil flere panserbasser beskæftiget med at slå op i diverse juridiske håndbøger, for de mente da bestemt ikke, at der var pastvang i Grønland.

Det var pænt forsøgt, men ændrede dog ikke ved, at jeg havde et akut behov for et provisorisk pas.

Næste udfordring var, at for at lave et nødpas, skal man selvfølgelig bruge et pasfoto. Sådan et havde jeg ikke, men man udviste stor opfindsomhed ved at låne et foto fra et af mine visitkort. Fotoet var næppe brugbart til indrejse i USA, men det skulle nok gå til en flyvetur med Air Greenland.

Det var i øvrigt ikke nogen hverdagsbegivenhed på den lille politistation, så alle var mere eller mindre indblandet i fremstillingen af passet, der bød på visse håndværksmæssige udfordringer i forbindelse med lamineringen.

Imens gik snakken om vejr og vind - og ikke mindst politireformen, som vi hurtigt blev enige om var noget overvurderet. Rart at være blandt meningsfæller...

Passet kostede 600 kroner, som skulle erlægges i kontanter. Jeg blev udstyret med en fin håndskrevet kvittering, som jeg fik at vide kunne bruges som betaling, når jeg i Grønland bestiller et nyt pas. Det er nemlig nødvendigt, for når man får et nødpas, bliver det originale pas naturligvis annulleret. Og mit nye pas skal naturligvis bestilles, mens jeg bor i Grønland, for så slipper jeg for de grimme EU-symbol nederst på forsiden.

Alt i alt et hyggeligt og behageligt møde med ordensmagten. Jeg er dybt taknemmelig for den fine service, som politiet i Nørresundby udviste denne dag. Tak!
Pasfotoet blev lånt fra mit visitkort. Den var næppe gået i USA.

torsdag den 8. februar 2018

Snefnug

Fra himlen er du faldet

Vestgrønland er hårdt ramt af lavtryk på lavtryk og masser af sne og snestorme i denne uge. Alene natten til lørdag faldt der en halv meter sne i Nuuk-området, og onsdag var al flyvning i Grønland indstillet.

Heldigvis ligger Sisimiut så langt mod nord, at det ikke er så slemt. Joda, det sner, men i 20 graders frost bliver det ikke til så meget. Mestendels er det pænt, selv om skyerne omkring Kællingehætten så noget truende ud onsdag middag.

På grund af den hårde frost her lidt nord for polarcirklen føles det heller ikke så koldt, selv om vi taler om tocifrede frostgrader. Man kan sagtens gå ud med skraldespanden eller lignende uden overtøj, men så snart man står stille, kom kulden hurtigt snigende - og når det blæser lidt, bider det altså.
Jeg har godt et kvarters gang til og fra arbejde. Det er så langt, at jeg er nødt til at knappe jakken og trække hætten godt over hovedet. Dybest set kan jeg ikke fordrage hovedtøj, men jeg foretrækker så absolut hætten frem for en hue.

Når temperaturen ryger ned under de 20 grader, kan det forresten også mærkes på en anden måde. Der er jo kunststoffer i megen beklædning - og ved den temperatur fryser kunststoffer og bliver hårde. Også plastikposer bliver mærkeligt stive i kulden.

Men som sagt - sne får vi ikke mere af, end det bare er hyggeligt. Men det var helt sikkert det massive snefald i Nuuk, der forleden inspirerede Nordens Institut i Grønland til at komme med dette stykke folkeoplysning på organisationens Facebook-side:

Dagens Nordiska ord:
Snefnug (DK)
Nittaalaq (KA)
Snöflinga (SV)
Lumihiutale (FI)
Snöfnugg (NO)
Snjóflyksa (IS)
Snjóflykra (FØ)
Muohtačalbmi (DS)

lørdag den 3. februar 2018

Frokost på Sømandshjemmet

En herlig lørdag

Disse to vuffebasser ønskede mig godmorgen næsten lige uden for døren...
Her sidder jeg så: Forædt, mæt og tilfreds - og på kaffekanden er der Araba (Kalaallit Nunaatta Kaffia - et kaffemærke, som er specielt udviklet til det bløde vand i Grønland).

Grønland er praktikernes land - og her kommer
 man langt med lidt tape og fingersnilde.
Efter en enkelt arbejdsdag er det allerede weekend. Lørdagen bød på fint vej - kun seks graders frost og absolut ingen vind, så det skulle nydes med en lang travetur, for allerede i aften skal det angiveligt blive snestorm.

Turen gik rundt i Sisimiut til nogle af de steder, jeg kender så godt fra tidligere. Og uden egentlig at ville det endte jeg selvfølgelig på Sømandshjemmet, hvor jeg indtog rigeligt af lækkerier fra buffetten: Skalrejer, røget laks, tarteletter med høns, frikadeller med rødkål, lun leverpostej og så videre. Dog sprang jeg over ribbensstegen, som alle grønlændere ellers elsker, og så sluttede jeg med lidt camenbert og Marie-kiks.På Sømandshjemmet bruger man ikke de store kulinariske nyskabelser - og det er nøglen til succes i denne del af verden.

Jeg mødte forresten flere bekendte - pudsigt nok ikke fra Sisimiut, men fra Nuuk. Arktis er altså en lille verden...

Kameraet var selvfølgelig med - og jeg tog da også en del fotos, men lyset er fortsat her i begyndelsen af februar en stor udfordring. Ganske vist stod solen på papiret op klokken 9.30 og ned igen klokken 16.06, men Sisimiut er omgivet af høje fjelde, så det kniber fortsat nogle dage endnu med ordentligt dagslys.

Men det skal nok komme. Indtil videre er det ikke stor fotokunst, men lidt turistbilleder for lige at holde håndværket ved lige...
Kulturhuset i Sisimiut, Taseralik, i middagssolen.
Sømandshjemmet.
Selv om det er weekend, er der travlt i havnen
 i Sisimiut - Grønlands rejehavn nummer et.
Kirken i Sisimiut.