søndag den 30. september 2007

En tur i svovlpølen

Så har man også prøvet det. Badet i svovlpølen. Nærmere kan man vel ikke komme det indremissionske helvede. Og for at være helt ærlig. Jeg nød det, så nu ser jeg frem til Dommens Dag med stor fortrøstning.

Turen til Island gik godt. På den sidste dag blev der tid til at lege turist og besøge den Blå Lagune. Dette smukke navn dækker over en pøl med 40 grader varmt mælkeagtigt lyseblåt vand, som vælter op fra den islandske undergrund. Det er ren kemi, men har en helbredende virkning på blandt andet psoreasis. Også almindelige normalt-raske kan have glæde af et bad i lagunen. Bunden er dækket af silicium-mudder, der er godt til en rensende ansigtsmaske! Så da jeg steg op af badet følte jeg mig ren og renset som en nyfødt baby. Og varm helt ind i den inderste sorte sjæl.
Ellers må jeg sige, at Vestisland - området mellem Keflavik og Reykjavik ikke er det mest charmerende sted på jorden. Et goldt, fladt landskab af størknet lava. Et enkelt sted langs motorvejen til Keflavik væltede svovldunsterne op af jorden i en sådan grad, at alle i bussen begyndte at kigge mistænktsomt på hinanden, mens næseborene diskret rynkedes.

Klimaet er heller ikke noget at skrive om. Koldt, vådt og blæsende, men jeg oplevede da to eftermiddage med sol.

Selve Reykjavik er en storby af værste slags med popsmarte cafeer og smukke modeller (hende der Bjørk må de have fundet nede i kælderen). Afstandene i byen er så store, at det vil være umuligt at leve uden islændingenes foretrukne transportmiddel - en stor, skinnende ny firhjulstrækker. Prisniveauet er voldsomt, men såmænd ikke værre end i. Folk er generelt flinke, men ligesom i Grønland skal man nu ikke tage det så alvorligt, når de lover noget. Blandt andet lykkedes det mig ikke at formå hotellet til at gøre noget ved det defekte fjernsyn, jeg havde på værelset - men de lovede da hver eneste dag at gøre noget ved det.

Nok om Island. Solen skinner uden for - så jeg vil ud og sætte vintergækker og krokus i græsplænen, så vi har noget at glæde os over til foråret. Dina har netop taget de sidste morgenfruer ind.

Hav en god uge.

Jesper

Ingen kommentarer: