mandag den 30. juni 2008

Søens folk

Weekenden blev tilbragt i Farsø. Det var egentlig en hurtig smuttur for at besøge mine forældre, og jeg havde ikke engang et kamera med - troede jeg da, indtil jeg kom til at tænke på, at der er kamera i mobiltelefonen.
Jeg har aldrig rigtig brugt kameraet før - og jeg synes unægtelig også, at billederne er meget lidt skarpe og noget flade i det. Men med PhotoShoppen har jeg prøvet at rette op på det - tilført lidt mere kontrast og lys - og ikke mindst brugt "unsharpen mask" funktionen, der får billedet til at fremstå optisk skarpere end i virkeligheden.
Mine forældre bor i en ældreboligforening, som hedder Syvsovergården. Opkaldt efter Johannes V. Jensens fantastiske Himmerlands-fortælling om nogle nytårsløjer, der måske gik lidt for vidt. Angiveligt skulle historien have foregået i virkeligheden ikke langt fra mine forældres bopæl. Adressen er i øvrigt Gråbølle, der jo var Johannes V. Jensens litterære spejling af Farsø. Syvsover-gården ligger idyllisk ved siden af den sø, der har givet byen sit navn.
Da jeg var dreng, morede vi os med, at vi havde den gamle konges særlige bevågenhed. Han sluttede jo altid sine taler med en hilsen til søens folk - og vi var jo "Far-søens folk." I øvrigt var både Kong Frederik og Dronning Ingrid ofte gæster i byen, som ligger ikke langt fra kongefamiliens sommerhus i Trend.
Dengang fandtes der i øvrigt en købmand i selve Trend - en rigtig rodebutik af en blandet landhandel og vandingssted for blandt andet posten og rutebilschaufførerne, der altid stoppede op for at få en håndbajer i butikken. Det fortælles, at købmanden en dag gik og rodede i kælderen, da døren gik. Han troede, at det var posten og råbte til ham, at han bare skulle slå røven i sædet og ta' en bajer. Og det var netop, hvad kongen gjorde. For selvfølgelig var det ikke posten, men derimod Kong Frederik, der var kommet ind i butikken.
Den gamle konge var kendt for sin folkelighed - og sine mange tatoveringer - og han morede sig sikkert glimrende over den bramfri købmand.
Jeg vendte tilbage til Tromsø søndag aften med ankomst klokken halvto om natten. Sent, men egentlig er det ganske charmerende at ankomme ved den tid og se, at solen stadig står højt på himmelen. Mandag har også budt på rigtig sydeuropæisk sommervejr med temperaturen liggende omkring de 23 grader.

Ha' det
Jesper

fredag den 27. juni 2008

Den tyvagtige skade















Torsdag morgen ved fem-tiden snuppede jeg denne tyvagtige skade på foderbrættet.
Det er ellers yderst sjældent, at vi ser skaderne gå op på selve brættet. Dina gør i hvert fald sit til at skræmme dem væk af hensyn til småfuglene, men den her har sikkert vidst, at på denne tid af morgenen er der fred og hverken fare eller Dina.
Skaden er en utrolig fascinerende fugl. Jeg har set husskaderne sidde i mejsebollerne i vinter, men på grund af størrelsen kneb det ærlig talt med elegancen. Så fandt de ud af at slå til bollerne med vingerne. Så faldt der altid lidt til jorden, som så var til at få fat i. Man fristes til at kalde det et ordentlig slag i bolledejen! Prøv også at klikke på billedet og se forstørrelsen. Læg mærke til dens øje - det er helt tydelig, at der er en form for intelligens inde bag de sorte fjer.
Om den tyvagtige skade kan jeg ellers fortælle, at det jo er titlen på en af Rossinis operaer med den meget populære ouverture, som du kan nyde til morgenmaden ved at klikke her. Det er selvfølgelig også tilladt at høre den festlige musik på andre mere passende tider af dagen, men det er altså tidlig morgen, mens jeg skriver.
Ouverturen blev også brugt i Stanley Kubricks "A Clockwork Orange" som en slags musikterapi, der skulle vænne filmens hovedkarakter af med, ja, netop at være tyvagtig.
Og ikke at forglemme, så optræder den tyvagtige skade i et af de allerbedste Tintin-hæfter, Det gådefulde juveltyveri, hvor det er skaden, der er skurken.
For mange år siden, da jeg arbejdede hos Møller og Bjørnstrup, havde vi en udstoppet husskade som en slags vandrepokal, der blev tildelt, hvis man dummede sig. Den bar påskriften "Af skade bliver man klog".
Og ellers er det bare at fortælle, at jeg tager et smut til Farsø i dag. Hjemme igen på søndag. Ha' en rigtig god morgen og en god dag.

Jesper

onsdag den 25. juni 2008

Tulipanorama














Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Denne gamle sandhed kommer mig i hu, når jeg sidder på mit arbejdsværelse og kigger ud på vores tulipaner. De har nu stået i fuldt flor i to uger og viser endnu ikke de helt store træthedstegn. Det skyldes givetvis den forholdsvis kølige og meget regnvåde sommer, som vi har heroppe i år.
Tulipanen er på mange måder en superæstetisk plante. Dens enkle og klare form gør, at selv små børn kan tegne den. Og dens næsten brutale farvesymfoni gør, at alle synes godt om den. I en snæver vending kan kronbladene bruges som fyld og pynt i en salat. Desuden er den nem at avle, og har som salgsblomst en forholdsvis lang sæson. Jeg har læst, at der sidste år blev solgt 80 millioner afskårne tulipaner i Norge.
Hvis folk kendte lidt til tulipanens historie, så ville de måske være lidt mere forsigtige på børsen. Verdens så vidt vides første tilfælde af en børs-bobbel, der brast, skete i Holland i 1600-tallet, hvor efterspørgslen efter tulipaner steg, uden at udbuddet kunne følge med, så priserne steg til helt urimelige højder. Folk satte deres sparepenge i tulipaner - og selvfølgelig kollapsede denne tilstand, for kunderne kunne sagtens finde andet at bruge pengene til. Nogle få blev rige, mens mange tabte alle deres penge. Akkurat som det skete med IT-aktierne for nogle år siden, og som det nu ser ud til at ske med boligmarkedet både i Norge og Danmark.
Tulipanen stammer oprindeligt fra Tyrkiet og Iran, hvor den blev dyrket i haver allerede omkring år 1000. Den kom til Europa i begyndelsen af 1600 tallet. Navnet tulipan er afledt af den arabiske hovedbeklædning turban.
Og så lader vi billedet stå et øjeblik, så vi alle kan nyde synet.

Ha' det
Jesper

tirsdag den 24. juni 2008

Sankthansaften

Nu er det midsommer, og det skulle selvfølgelig også fejres i Straumsbukta. Dina har i løbet af foråret flere gange støvsuget stranden for drivtømmer, så vi havde faktisk brænde til et forsvarligt sankthansbål.
Ved halvni-tiden tændte vi op. Nu er drivtømmer ikke det nemmeste at tænde, idet salt er en kendt brandhæmmer, så jeg smed alle fine spejderfornemmelser overbord og ofrede en halv liter tændvæske - og så kan selv en blind mand jo tænde bål. Og resultatet udeblev da heller ikke. I løbet af en fem minutters tid havde ilden godt fat, og bålet brændte smukt - sammen med alle de andre bål rundt i bugten og til forhåbentlig glæde for de tre krydstogtskibe, der sejlede rundt for at give turisterne mulighed for at se på dette særprægede tilfælde af nordisk tradition og folklore.
Dina og jeg havde i øvrigt droppet aftensmaden på denne aften. I stedet lavede vi snobrød og pølser - og skyllede efter med et par glas vin. Dina havde aldrig før prøvet at bage snobrød - og den slags tager altså tid - men hun holdt flot ud, og jeg tror, at hendes brød var næsten gennembagt.
Nu er jeg jo lidt mere dreven i den ædle kunst at bage snobrød, og det lykkedes mig at bage to meget fine snobrød, som var gennembagte, men unægtelig også lidt sorte i skorpen. Men serveret sammen med ketchup og sennep samt en god røget pølse, så smager det jo godt.
Sankthansaften er desværre også et varsel om, at vi nu går mod mørkere tider, men indtil videre har vi midnatssol til slutningen af juli, så vi kan jo stadig se frem til mindst en måneds dejligt sommerlys.

Ha' det
Jesper

mandag den 23. juni 2008

Driveri

En drivbænk er ikke - som navnet ellers antyder - en bænk til at drive den af på - snarere tværtimod måtte jeg sande, da jeg lørdag gik i gang med at bygge en drivbænk. Det første hold gulerødder har nemlig vist mig, at jeg er nødt til at kæle lidt mere for havens spirende vækster. og en drivbænk, som nærmest er et transportabelt minidrivhus, kunne være et af midlerne til at sætte lidt mere fut i grøntsagerne.
Lørdag stod jeg tidligt op og byggede en af slagsen. Jeg havde ikke den store viden om det, og jeg syntes heller ikke rigtig, at jeg kunne finde en brugbar tegning på internettet. Så det blev som så meget andet, jeg laver, i mit helt eget design, men som det ses, har jeg fået en ganske nydelig drivbænk ud af anstrengelserne. Flot ser den da ud med både bærehåndtag og støtteben. Den er stor - to gange en meter. Og den fungerer nu som den perfekte rugekasse for en ny portion gulerødder, lidt salat og rødbeder.
Ellers går det helt fint med haven. Den gamle gruekedel midt i græsplænen er fyldt med blomstrende valmuer. Et par tulipaner er der også, og primulaerne er allerede blomstret af.
I stenbedet er der også god fremdrift i væksten, selv om timianen i forgrunden stadig ser lidt sølle ud efter omplantningen fra vindueskarmen. Dog ikke så blåfrossen, som Anne og Henriks roser på kanten af den grumsede, grågrønne Limfjord i Thisted.
I krukkerne i indkørslen stortrives stedmødrene, og vi har dag set den første blomst i vores tagetes af egen avl.
Endnu er det alt for tidligt at sige noget om, hvordan jordbærhøsten bliver, men de første planter er nu begyndt at blomstre, og det ser da ikke så ringe ud.
I morgen er det Sct. Hans, så hvis ellers vejret arter sig, skal vi have bål på stranden.

Ha' det
Jesper

søndag den 22. juni 2008

Regntid

Den seneste uges tid har været præget af regn - sommerregn. Det er lunt med ganske høje varmegrader, sådan omkring de 15-17 grader. Regnen kulminerede fredag aften, hvor barometeret var nede og runde de 995 hPa.
Det var en passende anledning til at indvie den paraply, som jeg fik af kollegerne til min fødselsdag. Som det ses er det en pæn lyseblå model, og motivet er meget passende den arktiske del af globen. Og jeg kan nu garantere, at den holder vand.
Fredag aften havde vi besøg af min canadiske kollega Tana. Staklen har brækket sit ben, og kan ikke rigtig komme nogen steder ved egen hjælp. Så jeg tog hende med til Straumsbukta fredag eftermiddag og kørte hende hjem igen lørdag.
Fredag aften gik med gode vine og god mad. Jeg havde kreeret en forret bestående af torskefilet og grønne asparges omviklet med bacon og bagt i oven. Hertil en sennepsdressing som kunne få englene til synge. Hovedretten var ganske enkelt entrecote med salat og hjemmelavet thousand island dressing og til dessert fik vi rabarberkage - selvfølgelig lavet af friske rabarber fra haven.
Vi benyttede i øvrigt lige lejligheden til at prøvesmage den rypesnaps, jeg satte over ved juletid - og den udvikler sig ganske fantastisk. Jeg er bange for, at den ikke overlever den kommende jul.

Ha' det
Jesper

Theo

For fire uger siden døde Theo pludseligt. I den forbindelse ristede Mogens Brinkmann og jeg en lille minderune til den grønlandske avis Sermitsiaq. Af uransagelige årsager har avisen imidlertid ikke bragt indlægget, så det følger her:
Det var med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om Theodora Frederiksens, Theos pludselige død.
Theos bortgang er et stort tab for spejder- og gildebevægelsen. Theo var indbegrebet af en spejder og alt det, som betegnelsen står for. En god kammerat. Åben, beredvillig, venlig og til at stole på – altid beredt til at give en hånd med og altid beredt til at tage et ansvar. Blandt andet var Theo Grønlands første spejderchef i perioden fra 1975 til 1977, og i 1984 blev hun medlem af Sct. Georgs Gildet, hvor hun var med til at videreføre spejderbevægelsens idealer.
Her trak hun altid et stort læs, når Sct. Georgs Gildet hvert år i august holder Tivoli for hele Nuuk. Som gildemester og skatmester i gildet har vi i en årrække arbejdet tæt sammen med Theo, som i samme årrække i en del år beklædte posten som gildets sekretær – gildekansler.
En anden af Theos store interesser var koret – og det kan nok være, at vi i Sct. Georgs Gildet satte pris på hendes smukke og klare sangstemme, som mange gange var med til at redde os ud af situationen, når det kneb med at huske melodien til en af de gamle spejdersange.
I denne svære stund går vores tanker og dybeste medfølelse til Theos familie. Til Poul, til børnene og ikke mindst de elskede børnebørn. For dem må tabet være ubeskriveligt.

Æret være Theos minde.

Mogens Brinkmann
Jesper Hansen

onsdag den 18. juni 2008

Agurketid

Blandt avislæsere er agurketiden frygtet og berygtet, men her i Straumsbukta er det et af årets store lyspunkter.
I april plantede vi fire tomatplanter og fire agurkeplanter i køkkenvinduet, der vender mod sydvest. Planterne er vokset med raketfart, og forrige weekend høstede vi den første agurk.
I dag blev det så til de to næste, og en mere kommer nok til i weekenden. Men så er det altså også slut i denne omgang. Planterne virker lidt trætte, men lad os se, om ikke der bliver afsat nye frugter, nu hvor de er blevet befriet for de tunge og meget vandkrævende agurker. Jeg kan stadig huske det første år, vi havde agurker, hvor det blev 21 stykker på to planter.
Tomaterne sætter også fine frugter, der dog ikke er modne endnu, men jeg har desværre tidligere oplevet, at det alligevel er gået galt. De to sidste år i Nuuk høstede jeg sammenlagt fem tomater, så vidt jeg lige kan huske. Men ind til videre ser det altså lysere ud, så vi krydser fingre.
Dagen i dag er ellers gået med heldagsregn. Det lyder trist, men det har altså været af den dejlige sommermodel, der får alting til at se lidt mere grønt ud og spreder en duft af sommer, så det er nu ikke så galt endda.

Ha' det
Jesper

Kautokeino







I sidste uge var jeg som tidligere omtalt i Kautokeino. Byen er blandt andet kendt i Grønland for sin venskabsforbindelse med bygden Kapisillit i Godthåbsfjorden og er vel også en slags hovedby for den samiske rendrift og udviklingen af samisk kunsthåndværk. Men når det så er sagt, er det altså også en by populært sagt in the middle of nowwhere.
Byen består af cirka 3000 sjæle, som bor i huse spredt ud over sandbankerne langs Alta-elven 130 km syd for Alta. Størstedelen af de 130 km går gennem den nordskandinaviske vildmark - et birkekrat i et omfang, der for mange vil virke ret ensformigt.
Kautokeinos største chance for en anstændig fremtid er udvikling af vildmarksturismen. Derfor åbnede Thon-kæden et fint konferencecenter med 60 værelser i weekenden, men derudover byder byen på et par campingpladser og et par benzinstationer, og da vi ankom ret sent tirsdag aften bestod det kulinarisk udbud af et par kogte pølser fra Statoil - lige inden lukketid.
Vi var imidlertid budt ud at spise onsdag aften på byens hidtil førende restaurant, Alfreds kro. Og det var nok værd at køre langt efter. Først en velsmagende, fast roulade af laks og gedde på en bund af spæd salat, dernæst braisseret småkød af rensdyrkølle i rødvinssauce og nye kartofler og afslutningsvis blåbærtærte med råcreme. Kroen var åbnet denne aften kun til ære for os - og det kan undre. Så lækker mad burde der da være et publikum til også om aftenen. Alfreds kro være hermed anbefalet med med fem rensdyrtakker!
Til gengæld er det svært at sige noget pænt om vejret i Kautokeino. Trods det at byen ligger lidt sydligere end Tromsø, var vejret cirka en måned bagefter. Det vil sige, at træerne endnu ikke var sprunget ud - og at vi både oplevede sne, slud og regn i de par dage, vi var der. Faktisk mindede vejret temmelig meget om vejret i Nuuk her i juni, hvor vi jo flere gange har oplevet snevejr på den grønlandske nationaldag den 21. juni - og det er der jo forresten også kun et par dage til.

Ha' det
Jesper

mandag den 16. juni 2008

Friluftzzzliv

Jeg har altid holdt af at sove udendørs - og nu hvor det er sommer, og vi har vores egen have, er der faktisk ingen undskyldning for ikke at gøre det.
Natten til lørdag skulle det være. Jeg faldt i søvn i midnatssolens skær og fuglene fik sig sikkert en rystende oplevelse, da min snorken satte i gang og givetvis overdøvede deres sang. Men når man ligger der midt på plænen, bliver man alligevel et med naturen - og det var tydeligt at se, at fuglene hurtigt vænnede sig til deres nye kammerat. Jeg husker også en gang i Blokhus, hvor jeg fik besøg af Mikkel Ræv der midt om natten. Det er en spændende måde at opleve naturen på - og det kan stærkt anbefales.
Desværre gik lynlåsen i min sovepose i stykker sidste sommer - så polarsovepose ned til -25 grader eller ej og på trods af Birgittes hjemmesyede fleece-lagenpose måtte jeg desværre bide i det sure æble og krybe indendørs ved fem-tiden om morgenen. Det er ellers det tidspunkt, jeg normalt står op, men lørdag blev det altså sengetid i ordets aller bogstaveligste forstand, hvor jeg krøb ned under den dejligt varme edderdunsdyne fra Jysk. Birgitte har lovet at hjælpe mig med en ny lynlås - så nu må jeg huske at tage soveposen med til Danmark næste gang.

Ha det
Jezzz...per

fredag den 13. juni 2008

Ulveloven

En ulv lyder den gamle ulv - en ulv giver aldrig tabt. Sådan lyder ulveloven, som jeg som lille ulveunge lærte i 1966 af Akela - førerulven, Karen Lundsgaard, da jeg blev ulveunge i Det Danske Spejderkorps. En begivenhed der fik uvurderlig betydning for mit liv. Men på trods af dette havde jeg aldrig troet, at jeg skulle møde en ulv i det virkelige liv. Spejdernes ulve er Kiplings fra Junglebogen og lever i Indien, men faktisk findes ulvene over det meste af jorden. Det måtte jeg sande denne tirsdag, hvor jeg for første gang i mit liv mødte dette imponerende dyr i den fri natur. Den enlige strejfer, som jeg i højere grad end jeg selv vil indrømme, kan identificere mig med.
Jeg landede i Alta tidligt tirsdag eftermiddag, men skulle vente på Asbjørn fra Oslo, som først ankom ved 20-tiden. Efter et besøg hos biludlejningen blev vi udstyret med en KIA Cee'd, så det...
Og så gik turen ellers langs den historiske Alta-elv mod en af samernes vigtigste byer - Kautokeino. Umiddelbart uden for Alta flyder Alta-elven voldsomt i en canyon, men efter en god snes kilometer flader elven ud og ind i mellem breder den sig så voldsomt, at det nærmer sig en hel sø.
Den er stadig belagt med is, og mens vi kører langs den, siger Asbjørn, at der står en ren ude på isen. Kort efter mener han nu, at det er en ræv - og det er selvfølgelig noget sjusk, så jeg holder ind til siden for at tjekke nærmere, hvad det er, han har fået øje på. Ræve er røde, så det er det i hvert fald ikke - og det går langsomt op for os, at det faktisk er en ulv, vi har spottet - derude på isen.
En stor, stor naturoplevelse. Vi blev også hurtigt enig om ikke at sige noget, når vi kommer til Kautokeino - i hvert fald ikke lige med det samme. Renavlerne har et lidt problematisk forhold til ulve - mener at ulvene er en af hovedårsagen til, at det er en dårlig forretning at drive rendrift. Men samtidig har renavlerne angiveligt den højeste egenkapital i norsk erhvervsliv - ca. 80 % så det ser nu nok ikke så galt ud alligevel, og mon så ikke der alligevel er plads til en enkelt strejfende ulv? Jeg mener, at hvis man lever af naturen, så må man også en gang i mellem ofre lidt til naturen.
Desværre havde jeg kun mit standard-objektiv med, så billedet tjener såmænd kun dårligt til dokumentation af, at der er ulve i det pågældende område. Og samtidig håber jeg, at denne enligt strejfende ulv får held til at komme ud af ren-området - og et eller andet sted stifte sin egen ulveflok...

Ha' det
Jesper

Morgenmad på altanen

Tirsdag skulle jeg flyve flyve til Alta og derfra videre til Kautokeino, hvor ugens jobmæssige hovedindsats skulle ligge. Flyet gik først over middag og derfor var der tid til rigtig morgenhygge på altanen i Straumsbukta.
Vinden var sydlig, men alligevel lidt kold, så Dina tog termojakken på. Men bortset fra det så blev det til en rigtig hyggelig morgen på altanen.
Sidste efterår investerede vi en mindre formue i norske tulipanløg, som har overvintret i garagen. Dem får vi nu fuld valuta for, når de springer ud i løbet af ugen.
Desuden har vi købt et par ekstra altankasser til... ja, altanen. Den ene er plantet til med margueriter til 19 NOK stykket samt spanske margueriter til 35 stykket. I den anden er sat et par stedmødre også til 19 kroner stykket og så nogle af vores hjemmeavlede tagetes til O kr. stykket. Jeg er sikker på, at den sidste løsning også bliver den, vi bliver gladest for i løbet af sommeren. Men dybest set er det nok et spørgsmål om gynger og karrusseller. Tulipanløgene har kostet 10 NOK stykket, og de er ekstremt flotte. Men resten af sæsonen bliver det nok de hjemmeavlede tagetes, som kommer til at pynte krukken og altankassen. Hverken træer eller blomster vokser jo ind i himlen, selv om vi gerne vil se sommertegn for fuld udblæsning i vores lille have.


Ha' det
Jesper

mandag den 9. juni 2008

Ups...

Der er ikke noget, man kan blive så klog af som at lægge sin uvidenhed til offentlig beskuelse. Anne har været så venlig at gøre opmærksom på, at det stakkels fjerkræ, som jeg i forrige indlæg omtaler som en toppet lappedykker rent faktisk er en toppet skallesluger. Med den viden er der heller ingen grund til at skose fuglebogen - for i følge bogen yngler den toppede skallesluger faktisk i Troms i modsætning til den toppede lappedykker.

Tak for hjælpen
Jesper

søndag den 8. juni 2008

Midnatssol

Med til sommeren her små 700 km nord for polarcirkelen hører selvfølgelig også midnatssol. Det er altså ikke alene lyst døgnet rundt - solen skinner også, når det er godt vejr. Omkring midnat godtnok i en lav vinkel, som giver rødt lys og lange skygger. Og på grund af fjeldene ser vi her i Straumsbukta for eksempel ikke selve solen ved midnatstid, men vi kan se, at solen skinner på fjeldene på den anden side af fjorden.
Midnatssolen opfordrer til, at man bytter om på nat og dag - og det er i hvert fald, hvad vi har gjort her i weekenden. Natten til lørdag tog vi ud at fiske ved to-tiden, og klokken fem, da tidevandet var vendt, kørte jeg på tanken for at vaske bil. Fisketuren gav i øvrigt en fin torsk, som blev konsumeret lørdag aften, men det er en hel anden snak.
Lørdag aften tog vi på fotosafari til Sommerøy og her er nogle af billederne. Desværre fik jeg ikke et billede af en odder, som sad og solede sig i strandkanten lige uden for Buktelia, men den var et tegn på, at det skulle blive en begivenhedsrig nat.
Når man kører til Sommerøy fra Straumsbukta, kommer man blandt andet igennem den lille by Brensholm, som har en ganske flot lille kirke, sådan som den her ligger badet i midnatssolen.
En af karakterplanterne her i Troms er primulaen, der blomstrer tidligt på sommeren. Den står overalt i sin lysegule naturform, men på billedet her kan den skarpsynede iagttager se, at der har forvildet sig en enkelt lilla primula eller aurikel ind i denne grøftekant. Det er sikkert en ulydig havemand, der har hældt sit haveaffald af i grøften i stedet for at betale den kommunale renovation for bortskaffelsen.
Her tidligt på sommeren står græsmarkerne friske og grønne, inden høet skal slåes ved sct. Hans-tid. Det er simpelthen uimodståeligt lækkert, hvis man hedder Rudolf og er rensdyr. Bønderne gør, hvad de kan for at holde rensdyrene ude af markerne, men det er næsten umuligt, da de faktisk kan springe over hegnene, hvis de har lyst. Rensdyret er ellers et lidt klodset dyr at se på, men imponerende adræt. I Hammerfest hegnede de hele byen ind for flere millioner kroner for at undgå rensdyr i haverne, men det var rensdyrene ret ligeglad med, så nu må kommunen deroppe se i øjnene, at pengene er spildt.
En af de gode ting ved at være oppe om natten eller morgenen er jo, at dyrene er meget aktive på denne tid. Uden for Brensholm er der et stykke med mose, som er et sandt paradis for den store regnspove. Den her er blot en af de cirka 30 regnspover, vi så denne morgen.
Også ryperne er tidligt ude og tjekke grøftekanterne for lidt spiseligt, inden der kommer alt for meget trafik. Ryper er ikke særligt sky, men fortrækker, hvis der bliver for meget larm. Ryperne er som det ses ved at skifte til sommerdragt.
På Sommerøy rendte denne flok grågæs rundt mellem husene ved totiden om natten. Skræppende og larmende, hvilket tidspunktet taget i betragtning er lidt upassende for mennesker, men særdeles passende og høflig adfærd, når man er en gås. Det er i øvrigt Dina, der er mester for billedet, der meget præcist gengiver det særlige midnatssol-lys.
Sommerøy ligger jo ud til atlanten og er lidt af en perle for fuglekiggere. Blandt mange andre fugle så vi også denne toppede lappedykker. I følge min fuglebog findes den toppede lappedykker ikke i Nordnorge, men det er altså bogen, der er gal på den. Vi ser dem faktisk temmelig tit.
Og så kan jeg passende slutte af med en af vores egne edderfugle fra baghaven. De har været temmelig sky hele vinteren, men det er som om, de er nemmere at komme ind på nu.
Og således hjemme igen kan jeg jo passende sige godmorgen og godnat. Nu skal det gøre godt med et par timer under dynen.

Ha' det
Jesper

En fyraftensbajer i haven

Fredag kom sommeren endelig til Straumsbukta. Træt og udslidt efter turen til Canada og et kort besøg på kontoret for at tjekke posten blev det endelig fredag middag tid til en velfortjent fyraftensbajer. Men i anledning af sommerens komme mente jeg nu godt at kunne tillade mig at skifte øllet ud med en toldfri Chablis 1. cru. Det er jo kun sommer en gang om året!
Og så var det en passende anledning til at indvie den nye vinkøler, som min søster forærede mig i fødseldagsgave. Smuk Danish Design som klæder den nordnorske sommer. Tak for gaven! - Og skål.
Og så synes jeg lige, at vi skal tage et lille kig på mit hjemme-byggede blomsterbed, som nu er færdigt og tilplantet. Der skal nok komme meget mere fra haven i sommerens løb her på bloggen. Men inden da vil jeg gerne fortælle lidt om midnatssolen i det næste indlæg.

Ha' det
Jesper

onsdag den 4. juni 2008

Farvel til St. Johns

Mødet er nu ved at være ovre. Det ser ud til, at verden er blevet beriget med et nyt sæt guidelines for olieefterforskning i Arktis, og at vi kan se frem til en vurdering af de fremtidige besejlingsmuligheder i området. Hvis ellers politikerne vil, for det er arbejdspapirer til næste forårs ministermøde i Arktisk Råd, som vi har arbejdet med her i St. Johns.
Byen har været et positivt møde. Folk her er venlige og taler med alle de møder helt uden hæmninger - og lige som både i Danmark og Norge er vejret her på kanten af Atlanterhavet et aldrig opslideligt emne. Men det har altså også vekslet lige fra kold regn til strålende sol - fra blæst til vindstille, i de dage jeg har været her.
Jeg har samlet lidt billeder fra ugen:
Et kig på bilerne lader ingen tvivl om, at man er i Nordamerika. For eksempel lastbilerne - eller den truck, som det vistnok hedder, som her drøner om hjørnet.
St. Johns er cirka på størrelse med Aalborg - og ligesom Aalborg har sin Jomfru Ane Gade, så har St. Johns sin George Street. En rigtig værtshusgade, der byder på lidt af hvert inden for nattelivet. Men fælles for alle de steder, jeg har set, har været det sædvanlige fjernsyn med ishockey. Mandag aften var den helt gal. I USA spillede Pitsburg mod Detroit, og en af byens sønner er åbenbart en nøglefigur hos Pitsburg. Jeg spiste på en irsk restaurant med livemusik, men den irske folkesanger måtte hele tiden konkurrere med fjernsynet. Barbarisk efter min smag.
Beliggenheden her ved Atlanterhavet betyder, at fiskeriet historisk set altid har været det bærende erhverv. Og ligesom på Lofoten har den vindtørrede torsk haft en kolosal betydning for både kultur og økonomi. Foran St. Johns kongrescenter står denne fine skulptur af de gamle fiskerkoner, som knokler med klipfisken. En smuk hyldest til kystkulturen.
Modsat denne smukke gestus står så det lokale tilbud om en havnerundfart. Det foregår med en gammel hjuldamper fra Mississippi - hvad i himlens navn det har at gøre med St. Johns må man ikke spørge mig om. Sandsynligvis er det en eller anden fantast, som i smagløs søgen efter rigdom har fået en løssluppen kreativ ide, som savner enhver relation til atlanterhavskulturen.
Men ellers er der ingen tvivl om, at området er domineret af indvandrere fra Skotland og Irland. Retsbygningen i St. Johns minder faktisk mest af alt om et gammelt skotsk slot, hvor McDonalds spøgelse hver nat render rundt med sin sækkepibe.
Maden på hotellet var ikke noget at skrive hjem om - men rundt om i St. Johns er der mange små, billige og rigtig gode restauranter. Tirsdag aften var jeg ude at spise med den norske delegation samt Gunn Britt fra Samerådet. Det blev til en ganske hyggelig aften på en fin lille fiskerestaurant med det malende navn Aqua. Kokken skulle angiveligt være en af byens toneangivende unge madkunstnere på kun 25 år - og det skal der nok være noget om. Jeg fik en hummerbisque til forret, rensdyr med svampe til mellemret, hummer med kartoffelmos og asparges til hovedret og til dessert den sædvanlige creme bruille, som alle nordmænd elsker. Denne her tilsat en forsvarlig mængde bourbon, hvilket næppe ville være sket i Norge.
Menuen er måske ikke helt passende sammensat med to gange hummer, men jeg ville altså ikke gå glip af en ægte atlantisk hummer, nu den var inden for økonomisk rækkevidde. Og hele menuen blev så garneret med en kølig, tør australsk Chardonnay, som på restauranten kostede mindre, end hos Vinmonopolet i Norge.
I eftermiddag vender jeg så hjemad igen. Rejsebureauet har denne gang sendt mig via Toronto, så jeg kan se frem til mere end 15 timers sammenlagt flyvetid, inden jeg er i Tromsø torsdag aften. Heldigvis er det business class til Oslo.

Ha' det
Jesper