onsdag den 10. september 2008

Kunuunguaq

Tirsdag formiddag fortalte jungletrommerne i det grønlandske miljø i Tromsø, at der holdt et fly fra Air Greenland i lufthavnen.
Jeg smuttede en tur derud og ganske rigtigt - der holdt salamien, som den kaldes blandt venner. Dette lidet flatterende øgenavn stammer tilbage fra dengang Air Greenland præsenterede sit nye design - og sådan en lang rød tingest med hvide prikker var fra fødslen dømt til at hedde Salamien i folkemunde.
Flyets rigtige navn er Kunuunguaq - Store Knud - efter Knud Rasmussen. Det er en noget bedaget Boeing 757, som det grønlandske luftfartsselskab købte af Icelandair i slutningen af 90'erne som det første Atlantfly. Islænderne grinte hele vejen hen til banken, for de slap af med et fly, der ikke var særlig egnet til ruteflyvning. Til gengæld er det et glimrende charterfly - og som sådan bidrager det væsentligt til Air Greenlands forretning i dag. Det er fast stationeret i Kastrup som backup for selskabets Airbus 330, og flyver en enkelt eller to ture om ugen til Narsarsuaq, hvor landingsbanen er for kort til Airbussen. Ellers er det chartret ud, og talrige fodboldglade danskere har blandt andet rejst på roliganture rundt i Europa med Kunuunguaq. I dag var det chartret ud til Thomas Cook Airlines, som flyver solhungrende nordmænd fra Tromsø til Venedig hver mandag. Thomas Cook Airlines har ellers 97 fly i flåden og flyver blandt andet for Tjæreborg og Spies.
Kunuunguaq var som sagt Air Greenlands første store fly, og det var ikke uden stolthed, at det nationale luftfartsselskab kunne præsentere det med registreringsbogstaver OY-GRL. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg vil gætte på, at jeg har fløjet med Kunuunguaq en halv snes gange.
I morgen og torsdag skal jeg til Kautokeino. Det bliver spændende at se, om vi får en ulv at se denne gang.

Ha' det
Jesper

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Grønlandsfly købte ikke flyet af Icelandair men af Brüssel Airline. Forstår slet ikke indholdet af artiklen, da Icelandair netop kun bruger B757 på deres rutenet, og dermed ser flytypen som aldeles velegnet til deres rutenet

Hilsen

Jørgen

Jesper Hansen sagde ...

Kære Jørgen

Tak for din interesse for min blog. Jeg skal med det samme indrømme, at artiklen er skrevet på hukommelsen flere år efter de aktuelle begivenheder - og jeg vil da derfor ikke udelukke, at der kan være fejl i min erindring.
Men jeg vil bestride, at flyet blev købt af Brussels Airline, der først blev stiftet i 2002 efter Sabenas sammenbrud. Som det fremgår af flyets historie (http://www.planespotters.net/Production_List/Boeing/757/25620,G-CSVS-DHL-Air.php) var Kununnguaq islandsk indregistreret, da Grønlandsfly indledte operationen.Tidligere var det opereret af Airtours - det nuværende my Travel.
Det er korrekt, at Icelandair overvejende bruger Boeing 757, men som jeg har forstået det i en anden variant end Kununnguaq. Ser man på flyets historie ses det også, at det tidligere fløj charter - og igen så vidt jeg erindrer - var det netop charter-konfigurationen, som voldte Grønlandsfly problemer, da flyet ikke kunne medtage de fornødne fragtmængder til Grønland.

mvh Jesper

Anonym sagde ...

Hej Jesper
Icelandairs koncept er med 2 klasser. 1. klasse hvor hele "svineriet" serveres, en businessklasse, som betyder lidt mere plads, og så en turist-klasse.
Icelandair har haft enkelte maskiner, der har været konfigureret som rene turistmaskiner, men de seneste år har de udelukkende brugt deres maskine med deres konfiguration til charter-opgaver.

Jeg må jo så give dig lidt ret i, at det ikke har fløjet hos Brüssels, men jeg mener at have set det flyve for Sabena så, men mon måske kun for en kortere periode.

Indregistreringen på Island havde intet med Icelandair at gøre, og var vist nok kun en "mellem-registrering" Icelandair har tit udført maintaince på flyet, så om det været registreret på Island mens Icelnadairs tekniske afd. "fixede" flyen, tør jeg ikke gisne om.

Glædelig jul og godt nytår

Jørgen

Anonym sagde ...

3 klasser selvfølgelig...

Jesper Hansen sagde ...

Hej Jørgen

Også godt nytår til dig - det vil måske interessere dig, at jeg netop har skrevet en artikel om 757'eren i min luft under vingerne-serie - se forrest på bloggen.
En lille detalje om overtagelsen af flyet. Jeg tror fortsat, at det har været i islandsk drift, for jeg husker, at skiltene på toiletterne havde både islandsk og spansk tekst - men ikke grønlandsk eller dansk.

Hilsen
Jesper