onsdag den 31. december 2008

New York, New York...















Efter en lang dags flyvetur med flyskifte paa Keflavik i Island, er vi nu ankommet til New York. Vi er fint installeret paa 37. etage paa et hotel lige ved siden af FN/bygningen midt paa Manhattan. Saa det kan naesten ikke blive mere centralt...
Vi var traette og har sovet godt i nat, men paa grund af tidsforskellen har vi ikke rigtig sovet siden ved firetiden... Nu skriver jeg lige lidt, og Dina er gaaet i bad - og saa spiser vi ostemad bag bagefter, naar kaffen er klar.
Som sagt har vi faaet et vaerelse paa 37. etage ud af de 40 mulige paa hotellet. Der er panorama-udsigt, og den minder mildest talt ikke om udsigten i Straumsbukta. Paa billedet ses i midten med det staerke julelys Chrysler-bygningen - en gang verdens hoejeste bygning. Og laengere til venstre med det roede lys paa toppen, det der i min barndom var selve symbolet paa en skyskraber - Empire State Building. Den var ogsaa en gang verdens hoejeste, men nu til dags ligger de hoejeste bygninger jo slet ikke i New York, men i Asien. Akja.
Ellers har jeg hovedet fuldt af Old Blueeye - selveste Frank Sinatra. Omkvaedet fra hans store hit - selve sangen om New York har koert rundt i hovedet, siden vi landede i gaar aftes.
Du kan selv synge med her:
Start spreading the news, Im leaving today
I want to be a part of it - new york, new york
These vagabond shoes, are longing to stray
Right through the very heart of it - new york, new york
I wanna wake up in a city, that doesnt sleep
And find Im king of the hill - top of the heap
These little town blues, are melting away
Ill make a brand new start of it - in old new york
If I can make it there,
Ill make it anywhere
Its up to you - new york, new york

Sangen kan ogsaa hoeres her:

Ellers vil jeg blot oenske alle et rigtig glaedeligt nytaar...

Ha' det
Jesper

fredag den 26. december 2008

Torden og hagl

Efter et par stille dage med god mad så er anden juledag dagen, hvor det er på sin plads igen at begynde at røre sig.
I Straumsbukta var dagens projekt at flytte to paller brænde ind i garagen. Det er lidt ligesom andespil i gamle dage - ryst posen! Vi har brændet stående udenfor på paller omviklet med plaskik, så det ikke bliver alt for vådt. Omvendt betyder plastikken også, at brændet ikke kan komme af med den allersidste væde. Derfor skal det helst stables om et par uger inden brug. I dag stablede vi så to paller brænde op i garagen, så det er klar, når vi kommer tilbage fra vinterferie om en tre ugers tid.
Det var dejligt at komme ud og røre sig lidt. Vejret har egentlig været dejligt, men noget specielt. Efter juleaftens frost og sne, slog det juledag om i otte graders varme, blæst og regn. Vi mærker virkelig, at vi bor tæt ved Golfstrømmen. I dag var der seks grader, og sandelig om ikke oplevede noget så sjældent som tordenvejr. Lynet slog - så vidt jeg kunne se - ned ovre ved Buktelia et par kilometer herfra. Lyset blinkede et par gange, men strømmen gik heldigvis ikke.
Efter tordenen kom der et voldsomt haglvejr, som gjorde, at jorden for et par minutters tid var næsten hvid. Det var imidlertid hurtigt overstået. Men vi nåede da at få en kop tordenkaffe og en Haakon, mens det stod på. Tordenvejr er virkelig en begivenhed her i Straumsbukta.
Ellers er vi så småt begyndt at pakke. I morgen går turen til Danmark og Farsø, inden vi tirsdag drager til USA og Caribien på årets vinterferie.

Ha' det
Jesper

torsdag den 25. december 2008

Kirsebær fra himlen

En af mine gode venner - Tom Stilling - var for nogle år tilbage med til at åbne en ny vinbutik i Nuuk. Som noget helt nyt - i hvert fald i Nuuk på den tid - satsede butikken også på en lang række kulinariske specialiteter ud over vinene.
Tom introducerede mig blandt andet til Amorena Fabbri - og siden har ris a l'amande aldrig været den samme.
Amorena Fabbri er simpelthen verdens bedste kirsebærsovs. Det er ren nektar fra himlen, det er tilbehør til gudernes dessert, det er bare så tungeslaskende lækkert, at Claus Meyer næppe vil kunne beskrive det, uden at man bagefter må tørre TV-linsen af. Det er dejlige, faste kirsebær i en kraftig og temmelig sød sauce med en stærk mandelsmag - og det sætter liv i selv den mest kedelige ris a l'amande. Der er faktisk slet ingen grund til at pifte ris a' lamande op med sukker og vanille, når blot man serverer Amorena Fabbri til. Faktisk er ris a l'amande bare en dårlig undskyldning for at spise kirsebærsovs.
Amorena Fabbri er noget dyrere end kirsebærsovsen fra Skelskør Frugtplantage, men det er alle pengene værd. Jeg gav 85 kroner for 600 g i Magasin for to uger siden. Dyrt, ja, men dejlig - og så er det rene spild at servere den traditionelle portvin til ris a l'amanden, så lidt gynger og karruseller er der da også. Oven i købet sælges den i en flot krukke, som kan bruges til så meget andet efterfølgende.
Familiefirmaet Fabbri i Bologna blev grundlagt i 1905, og selve opskriften på Amarena stammer fra grundlæggerens hustru. Amarena-krukken var oprindeligt en gave fra hr. Fabbri til hustruen som tak for den eventyrlige opskrift.
Ellers holdt Dina og jeg jul som så mange gange før med and på bordet og Matador på fjernsynet. Normalt tager vi en flaske rødvin til, men af en eller grund havde vi ikke rigtig lyst til det. Så rødvinen blev skiftet ud med en anden specialitet - vores hjemmelavede ribssaft. Og det er der jo også lidt jul over, al den stund at vi normalt bruger den hjemmelavede saft til risengrød.
I øvrigt blev kampen om mandelgaven nærmest uafgjort. Ganske vist fik jeg mandlen, men jeg kom til at bide i den, så det var faktisk Dina, der kunne fremvise det største sammenhængende stykke mandel.
Endnu en gang glædelig jul.

Ha' det
Jesper

onsdag den 24. december 2008

Vejrguderne i julehumør















Vejrguderne er tilsyneladende i julehumør på denne højhellige juleaftensdag.
Selv om vi kun er er to dage fra vintersolhverv, og selv om den såkaldte borgerlige tusmørkeperiode kun er tiltaget med to minutter, har juleaftensdag været ganske lys her omegnen af Tromsø. Vejret har været rigtig frostklart, så faktisk var perioden mellem 10.30 og 13.30 en lang solopgang og solnedgang - uden at vi så selve solen, forstås.
Den slags kan jeg jo ikke lade være med at fotografere - og det kan man jo nok forstå, når man ser billederne, og hvordan fjeldene og fjorden er badet i et orange og rødt lysskær.
Man kunne fristes til at tro, at det måske var Rudolf med den røde næse, der lyste op - men tro mig - det er solens skær. I dag står solen cirka tre grader under horisonten, og det altså nok til at farve himlen.
Men forresten så jeg en af Rudolfs artsfæller, der som rensdyr har for vane, gik midt på vejen. Mens jeg var ved at lade kameraet op, sprang han pludselig over hegnet langs vejen. Det gik så stærkt, at jeg måtte fotografe gennem bilruden og ikke nåede at få lyset ordentligt indstillet. Derfor er billedet lidt uskarpt, men man ser tydeligt, hvor forbløffende adræt et rensdyr er. Forbløffende, fordi rensdyr ellers er noget klodset at se til med deres store sneskoagtige hove - og i øvrigt kun ugerne bevæger sig hurtigt. Med disse ord og billeder vil jeg ønske alle Dovregubbens læsere en rigtig glædelig jul.


Ha' det
Jesper

P.s. Har du - af den ene eller anden årsag - ikke fået mit julekort, kan det ses her. Og skulle du få lyst til at printe det, finder du en højopløselig udgave her.

tirsdag den 23. december 2008

Ribbetelefonen














Selv om de fleste nordmænd forbinder julemad med udsøgte norske specialiteter som lutefisk, pinnekjøtt og kålrotstabbe, så vil 60% af den norske befolkning alligevel spise ribbenssteg juleaften, viser en netop offentliggjort undersøgelse.
Men nu er der jo lige det der med at få sværen sprød. Det er tilsyneladende et stort problem. I hvert fald så stort et problem, at en institution ved navn Opplysningskontoret for Kjøtt juleaften har oprettet en speciel krisetelefon - ribbetelefonen, hvor rådvilde husmødre og køkkenskrivere i nødens stund kan få råd og bistand til at lave den perfekte flæskesteg.
Og det står tilsyneladende temmelig ringe til med kundskaberne ude i de norske køkkener. Sidste år ringede mellem 600 og 700 nordmænd til en af krisetelefonens 14 medarbejdere og fik gode råd. Blandt andet en stakkel, der ikke havde fået stegen tøet op.
Rådet til damen med den frosne ribbenssteg var at lægge den i vand et par timer.
– Altså ikke i kokende vann. Dette er en nødløsning, og slett ikke ideelt. Men det reddet julemiddagen, selv om det nok ikke ble middag før i 18-19-tida for dama som ringte klokka halv elleve på julaften formiddag og satt med en frossen ribbe foran seg, fortæller en af ribbeeksperterne til Norges Telegram Bureau.
De problemer har vi heldigvis ikke her i Straumsbukta. Vi fik flæskesteg søndag aften - og som altid, når Dina står for flæskestegen med svær så sprøde, at juleenglene synger.

Ha' det
Jesper

P.s. Brænder det på, så har ribbetelefonen +47 820 30 200.

søndag den 21. december 2008

Vintersolhverv















Søndag kl. 13.04 var det vintersolhverv. Det vil sige, at dagen i dag er årets korteste dag - og det vil sige, at fra nu af går vi igen mod lysere tider.
Mange af mine bekendte synes jo, at det er temmelig eksotisk at bo heroppe, hvor polarnatten mere eller mindre dominerer i vinterhalvåret. Det kan såmænd også være slemt, når det er koldt og blæsende, men værre er det altså heller ikke. Jeg tog kameraet med ud i dag ved middagstid for at fange lidt solhvervsstemning i omegnen, så man selv kan se, hvordan det tager sig ud, når det er allerværst.
Men lige en lille advarsel. Fotos taget under disse omstændigheder har en tendens til blåstik. Derfor er alle billederne behandlet - eller manipuleret om man vil - i PhotoShop. Jeg har forsøgt efter bedste evne at gengive lyset, sådan som jeg opfatter det - men jeg vil ikke udelukke, at andre vil mene, at det enten er lysere eller mørkere. Valget er udelukkende mit eget.
Billedet herover er taget fra Eide og viser udsigten mod Kaldfjord. En ordentlig snebyge er under opsejling til venstre over et sted, som hedder Ersfjord.
Her ser vi så Eide fra Håkøy. Bugten hedder Eidskjosen og det betyder såmænd Eide-bugten. Stedet ligger næsten altid i læ, og skal man have billeder af lys, der spejler sig i blankt vand, går man aldrig forkert her.
Billedet her er taget samme sted, som det øverste. Det er vejen til Ersfjord. Teknisk set er det interessant, at sneen på vejen og fjeldet giver billedet en betydelig bedre belysning end det øverste.
Her er vi på vejen mellem Straumsbukta og Eide ved noget, som hedder Asphaug. Det er et kort stykke vej, hvor der ikke er 60 km hastighedsgrænse, men når man står i vejsiden med kameraet, kan det nok være, at de håndsky norske bilister kan få foden på bremsen alligevel. Her i landet foregår mange af kontrollerne nemlig på enmandsbasis. Den nidkære fartvogter tager simpelthen et billede med en speciel radar, og så får man en hilsen et par uger senere fra ordensmagten. Unægtelig en ubehagelig praksis, som jeg ikke håber vil brede sig til Danmark. Jeg mener, skal man have en bøde, så bør man altså også få den forelagt umiddelbart - og ikke som et brev lang tid efter.
Da jeg kørte hjemefter, kom snevejret endelig - i store mængder endda. Alle fotografer ved, at man ikke kan fotografere med blitz i snevejr, men det glemte jeg lige i skyndingen, da hele Elins familie kom forbi i det samme, som vi kom hjem. Det er jo sidste søndag i advent, og de havde fulgt en gammel tradition med at gå til skovs for at hente juletræet. Det burde vi vel også gøre, nu træerne er lige ved hånden, men mon ikke Dinas og min jul bliver lige så god uden et træ. Jeg mener, at vi plejer jo alligevel ikke at have et juletræ, så hvorfor nu lige det i år? Nå, jeg kan høre, at det lige kræver lidt mere diskussion, inden det emne er uddebatteret!

Ha' det
Jesper

Socialismens triumf

Er der en ting, der kan samle det socialistiske regime og den kristne opposition i Norge, så er det en grundlæggende mistillid til, at folk kan tage ansvaret for egne handlinger - og for eksempel komme helligdagen i hu, hvilket vel ellers burde været et individuelt valg i en kultur, der ynder at fremstille sig selv som inkluderende og mangfoldig.
Derfor findes der en restriktiv lukkelov - for hvilken der næsten ingen undtagelser findes - som siger, at Norge er lukket land om søndagen.
Se for eksempel parkeringspladsen ved egnens største købmand, som den så ud i dag ved middagstid. Fuldstændig tom, fordi købmanden absulut skal have lukket om søndagen - også selv om det er søndagen før jul. Og selv om alle er enige om, at øget forbrug er den eneste måde at løse finanskrisen i landet på.
Set ud fra en økonomisk synsvinkel er det et frygteligt spild af ressourcer at lade et kapitalapparat som et supermarked stå ubenyttet hen en søndag - især taget i betragtning at det giver ekstra travlhed om lørdagen, så man må bruge ekstra personale.
Men sådan må det nødvendigvis være i et land, hvor borgerne er villige til at acceptere, at staten bestemmer alt. I øvrigt er landet blevet mere frit, siden jeg var på Lofoten i 2000. Dengang var det sandelig også forbudt af fiske om søndagen, så det synes som en mindre bølge af frihed alligevel skyller hen over Norge.
I Grønland havde vi slet ikke nogen lukkelov. Derfor var søndag almindeligvis den største indkøbsdag - og jeg tror, at alle, der har oplevet det, vil give mig ret i, at det gav en meget afslappet og behagelig stemning i butikkerne. Så mit juleønske må være, at Danmark i det kommende år får fjernet de sidste rester af en lukkelov - for Norges vedkommende vil det sikkert være omsonst med et sådant fromt ønske.

Ha' det
Jesper

Snowtime














En af Disneys kære juleklassikere er "Donalds Snow Fight" fra 1942. Det er vinter, det er bidende koldt, det er midt i verdenskrigen, og der bliver bestemt ikke lagt fingre i mellem i en veritabel krig mellem Anders og ungerne. Filmen, der selvfølgelig har Carl Barks som art director, rummer blandt andet en scene, hvor Anders har forskanset sig på et krigsskib af is, mens han langsomt, men sikkert udkæmpes af ungernes War Machine.
Jeg kom til at tænke på filmen i dag lørdag. Vi havde været en tur i svømmehallen i formiddags, og på hjemturen slog vi turen forbi Håkøy. På en mark så det ud som om, at en af bønderne der er ved at ruste op til en rigtig sneboldkamp. I hvert fald ligner de plastikindpakkede ensilagekugler store snebolde, som de ligger der på marken i sneen.
Donalds Snow Fight er en af de klassiske ingredienser i Disneys juleshow, men den er nu altid værd at se. Der er mange sjove detaljer og megen musikalitet i den - og har du ikke tid til at se den i fjernsynet, så kan den selvfølgelig ses her på Dovregubben.



Ha' det
Jesper

torsdag den 18. december 2008

Tusmørkezonen

Nu nærmer vintersolhverv sig hastigt. På mandag er det årets korteste dag. Sådan rent teknisk set, for det vi har i øjeblikket, kan vel næppe kaldes for dag.
Onsdag lysnede det ved 10-tiden og det begyndte ærlig talt at ligne rigtigt dagslys ved 11-tiden, hvor billedet her er taget, men allerede en time efter begyndte det såmænd at blive mørkt igen - og det var så det.
Nu er det ikke nødvendigvis så galt, som det lyder. Onsdag var specielt slem, fordi det var overskyet. Havde det ikke været tilfældet, kunne det sagtens have mindet om rigtigt dagslys. Men vejret har været rigtig træls de seneste dage. Efter en lang periode med hård frost er det nu slået om til varme og gråvejr. Hele dagen har temperaturen ligget omkring otte grader, så det er ganske varmt. Desværre blæser det også voldsomt.
Desuden er der smeltet en del sne. Og da jeg nu var ude med kameraet, skulle jeg da også lige se, hvordan det går med julerosen fra Farsø. Og sandelig om ikke, den står dernede - efter længe at have været dækket af is og sne - og ser frisk og grøn ud.
Det er da dejligt, ikke?

Ha' det
Jesper



Dagens byret

Jeg læser i Ekstra Bladet, at madplanen for Stein Bagger og hans med-häftlinge i Vestre Fængsel ser sådan ud:

Onsdag: Boller i karry, ris og ananas
Torsdag: Røget kylling, broccoli, rødløg, fløde
Fredag: Sprængt oksebryst, kartofler, rodfrugter, peberrod
Lørdag: Fløde-gullasch, ris og ærter
Søndag: Ossobuco, kartoffelmos, løg, gulerødder og sky


Undskyld, men jeg troede egentlig, at det skulle være en straf at sidde i fængsel..? Jeg blev så sulten at se denne liste over lækkerier, at vi helt bestemt skal have boller i karry i morgen aften.

Ha' det
Jesper

P.s. Efter en uge til sengs med snue er jeg nu på benene igen.

torsdag den 11. december 2008

Ambitiøs journalistik

TV2 News kan her til morgen meddele, at jo lavere huspriserne bliver, jo flere penge vil huskøberne have tilbage til den daglige husholdning!!!
Bliv endelig ved, kære venner - Cavlingprisen er lige om hjørnet.

-jeps

onsdag den 10. december 2008

200 Motels

Jeg tilbringer jo en stor del af mit liv på hoteller. Mange af dem er lettere snuskede, andre er ganske OK, og så er der ind i mellem det vilde luksus, men det har nu mest været i Østen, jeg har oplevet det.
Et af mine absolutte favoritter er Hilton lige ved siden af lufthavnen i Kastrup.
Værelserne er dejligt store - angiveligt de største i København - 36 kvadratmeter og utroligt velindrettet. Der er en stor seng, et fjernsyn, et skrivebord og en lænestol - netop det, der skal til for at man skal føle sig hjemme. Badeværelset er i en klasse for sig selv - ligeledes dejligt stort og på Hilton fedter de ikke med håndklæderne, sådan som jeg oplevede det på Thon i Kautokeino for et par uger siden. Det bedste af det hele er en dejlig stor morgenkåbe i tyk, tyk frotte og slippers, så man rigtig kan tage en slapper foran fjernsynet.
Jeg kender mange, der ikke bryder sig om Hilton, fordi det er en international hotelkæde, og den slags er pr definition kedelige, men netop hotellet i Kastrup er udstyret med fine danske møbler og selvfølgelig Bang & Olufsen, og det er med til at gøre det til noget helt særligt. For mig spiller det også en stor rolle, at det ligger uden for byen - jeg har aldrig været særlig vild efter københavnere. Men der ligger en metrostation i lobbyen, så det er faktisk nemt at komme ind til byen, når man nu ikke kan undgå det. Faktisk reklamerer hotellet, der også er sammenbygget med lufthavnen med, at det er verdens eneste hotel med egen lufthavn og metrostation!
En anden interessant ting er, at der er en meget lille personaleomsætning på hotellet - det er ellers et generelt problem i branchen. Men jeg er kommet på Hilton Copenhagen, siden det blev bygget, og der er mange af medarbejderne, der har været med siden begyndelsen. Det er med til at gøre hotellet til en behagelig oplevelse, at medarbejderne tilsyneladende også kan lide at være der.
I morgen går turen hjemover. Jeg har netop været ude at købe juleanden, noget grønkål, ost, rugbrød, remoulade og hvad jeg ellers plejer at slæbe med hjem fra Danmark. Indtil jeg tager afsted, bliver det opbevaret forhåbentlig betryggende i hotelkøkkenet. Men hvis de serverer grønkål til den ganske overdådige morgenbuffet, vil jeg nok blive lidt bekymret!
Jeg holder fri fredag, så det bliver en dejlig lang weekend.


Ha' det
Jesper

P.s. Undrer du dig over rubrikken 200 Motels? Så var det titlen på en Frank Zappa film fra 1971, som handlede om at bo på hotel.

Wonderful Copenhagen

Jeg er i København i disse dage. Hovedformålet er et møde i SDWG-gruppen. Ligesom ved oktober-mødet i Tromsø er jeg praktisk gris på arrangementet.
Vi havde meget passende lånt et mødelokale på den Nordatlantiske Brygge. Det er et kultur- og kontorhus i et gammelt pakhus på den grønlandske handels plads på Christianshavn.
Den Nordatlantiske Brygge rummer en lang række kontorer og institutioner med tilknytning til Færøerne, Grønland og Island og er et meget spændende hus. Blandt andet på andensalen, hvor Grønlands Turistråd har til huse, hvor man i receptionen bliver mødt af en udstoppet moskusokse - en rigtig hippieko.
Desuden rummer Bryggen Danmarks eneste tostjernede Michelin-restaurant, NOMA. Den ligger i stueetagen. Desværre rækker vores budgetter ikke til at spise her, men vi fik alligevel et drys af stjernerne, da virksomhederne i huset har en kantineaftale med Meyer Kantiner. Frokosten mandag var lige nøjagtig så mærkværdig, som man kunne forvente med byggrynssalat og kalkun med kirsebærsovs, men tirsdag gav Meyer den hele armen og bød på sprængt oksebryst i sennepssovs. Det er år siden, jeg har fået sprængt oksebryst sidst, men det er virkelig en perle i den traditionelle danske kogekunst - hold kæft, hvor det smagte godt.
Den Nordatlantiske Brygge ligger som sagt på den grønlandske handels plads på Christianshavn. Det gamle pakhus, Bryggen, ligger til venstre. Huset i baggrunden i midten er det gamle bødkerværksted, som i dag rummer Dansk Polarcenter - en dansk pendant til Norsk Polarinstitut, hvor jeg har kontor. DPC er netop blevet slettet af finansloven, fordi kolde hjerter i den siddende regering ingen som helst forståelse har for den arktiske forskning og Danmarks stolte fortid på området. Det er et stykke Danmarkshistorie, der nu bliver ofret for kolde kontanter af en regering, der er villig til at sælge ud af alt, hvad der er dansk - bare der er penge i det. De skulle skamme sig, skulle de.
Kontorbygningen i baggrunden er det tidligere hovedsæde for KGH. Havnebassinet til højre bliver kaldt for trangraven, og det var herfra, Grønlandstrafikken udgik, før den blev flyttet til Grønlandshavnen i Aalborg i 1969.
Fra Trangraven er udgået utallige ekspeditioner, og i 1959 stod det navnkundige Hans Hedtoft da også ud herfra på sin jomfrutur. Ligesom Titanic endte den som bekendt tragisk med et møde med et isbjerg i Nordatlanten. Efter Titanic og Hans Hedtoft bør det være klart for menneskebørnene, at såkaldte synkefri skibe simpelthen ikke findes.
Mandag aften havde jeg arrangeret en rigtig dansk julefrokost på restaurant Kanalen få hundrede meter fra Bryggen. For deltagerne i mødet, der jo kommer fra alle medlemslandene i Arktisk Råd, var det en eksotisk oplevelse af de store. Ved introduktionen stirrede de vantro ved udsigten til skulle igennem fire slags sild, laks, hellefisk, fiskefilet, leverpostej, ribbenssteg, and, ost og ris alamande, men det gik nu helt fint godt hjulpet af akvavit i rigelige mængder. Til lejligheden havde jeg sørget for, at man kunne vælge mellem Rød Aalborg og norsk Linieakvavit, og på billedet ser vi den afgående SDWG-formand Stein Rosenberg underholde den canadiske delegation med hele historien om linieakvavitten.
Da jeg i øvrigt holder jul i Straumsbukta, er denne julefrokost i virkeligheden nok også årets eneste, og jeg må da indrømme, at jeg savnede grønkålen - men den har vi jo tyvstartet med derhjemme. Og mon ikke, der også er et par pakker grønkål i bagagen, når jeg torsdag vender næsen hjemefter.

Ha' det
Jesper







torsdag den 4. december 2008

Never change a winning team

"If it works, don't fix it", "Never change a winning team". Det er to amerikanske slagord, som jeg hidtil har gået stærkt ind for, men nu er jeg ærlig talt begyndt at tvivle.
Efter halvandet år med kun en norsk TV-kanal i Straumsbukta, er det digitale bakkenet, som det hedder, endelig kommet til Nordnorge. Det skulle vi også benytte os af, og sidste søndag fik jeg det så sat op. Jeg har ikke set Discovery Channel, siden vi flyttede fra Nuuk, så det var selvfølgelig den første kanal, som jeg skulle se. Og jeg må konstatere, at der ikke er sket meget på de to år, jeg har måttet undvære kanalen. Der bliver stadig lavet choppere i Orange County, folkene på lossepladsen konkurrerer stadig, der er stadig deadly catch ved Alaska og Mythbusters afliver stadig myter. Et godt eksempel på, at de kommercielle TV-kanaler hylder de amerikanske principper - Never change a winning team. En hastig rundgang til de øvrige satellit-kanaler gav i øvrigt det samme resultat. Reportager fra politiet - og på animal Channel selvfølgelig dyrepolitiet, makeovers, Oprah Winfrey shows og så videre. Ikke meget fornyelse på to år.
Da vi i sin tid anskaffede os digital-TV i Nuuk, var det for at se Danmarks Radio direkte. Det kan vi ikke en gang modtage her. Til gengæld har vi en syv - otte norske kanaler, og der er da den gode ting ved det, at de er nødt til sommetider at vise danske programmer for at fylde sendefladen ud. For eksempel har vi lige set et program om kongeskibet Dannebrog, hvilket vi nok kunne have undværet.
Så øvelsen består nu i ikke at forfalde til gamle dages passive tv-kiggeri, men glæde os over, at vi har adgang til en god snes kanaler, som ved et aktivt valg kan udfylde en halv til en hel time om dagen på en meningsfuld måde. Vi skal også glæde os over en mere alsidig nyhedsdækning, så vi ikke længere er tvunget til at se NRKs venstresnoede røde lejesvende. Den slags findes nemlig stadig i Norge.
Da vi i sin tid fik digitalt TV i Nuuk, var det en forholdsvis enkel affære at installere det. Et stik i væggen og en dekoder, og så kørte det ellers bare.
Men her har jeg været nødt til at købe ny antenne, og bruge flere dage på at rette den ind, så vi får et brugbart signal her nede mellem fjeldene. Men nu virker det - og vi kan igen betragte os som medlemmer af den civiliserede verden - hvor man selvfølgelig ikke opgiver en sikker succes.
Fredag går turen til Danmark, hvor jeg skal være til onsdag,

Ha' det
Jesper

Julebag

Det er vel de færreste, der vil beskylde mig for at at være juledyrker.
Ikke desto mindre er der en juletradition, som jeg stædigt holder fast i. Jeg elsker nemlig at bage til jul.
Tirsdag aften tog vi den helt store tur og bagte småkager. Først og fremmest de traditionelle vanillekranse, som er et stort og hårdt arbejde, når de skal rulles ud og formes i hånden. Desværre råder jeg ikke over en maskine til netop det formål i en ellers omfattende park af køkkenmaskiner.
Desuden blev det til en omgang finskbrød og jødekager.
Endelig - som noget nyt - fik jeg en helt uimodståelig lyst til kokostoppe, og det skulle da så lige prøves. Det er faktisk ikke så svært og rigtig lækkert. Smelt 100 gram smør, tilsæt 100 gram sukker, 250 gram kokosmel , to æg og lidt limesaft. Hele herligheden røres sammen og formes til cirka 30 kokostoppe - de svarer til en bageplade i et normalt husholdningskomfur. Bages ved 175 grader i et kvarters tid. Og skal det være rigtig lækkert - og det skal det jo - så dypper man bunden af de færdige toppe i kogechokolade og stiller dem tilbage på pladen, sætter hele herligheden til afkøling - det er vigtigt, så chokoladen kan størkne ordentligt! Og så er det ellers bare at servere.
Velbekomme.

Jesper



tirsdag den 2. december 2008

Fasandræberne

Danmark kan sandelig også være med i den moderne krimi-tradition. Det er Fasandræberne et håndfast bevis på - skrevet af den tidligere boghandler i Vordingborg, Jussi Adler-Olsen.
Bogen har nøjagtig det samme, som alle de svenske og norske succes-romaner. En hovedperson, politimand, med personlige problemer og forbryderiske kapitalister. Egentlig temmelig trivielt, men i fin overensstemmelse med den svenske tradition, hvor forfatterne føler sig forpligtet til at være samfundskritiske.
Fasandræberne er det foreløbige andet skud på stammen i en serie om kriminalkommisæren Carl Mørck, der efter en mislykket aktion bliver parkeret i kælderen under Politigården i København som leder af afdelingen for cold cases - uopklarede sager. Til at hjælpe sig har han Assad - en irakisk indvandrer, som er snu, udiplomatisk og fuldstændig uden forståelse for det danske sprogs finere nuancer. Det er til tider rablende morsomt - og er vel et specielt dansk touch. I Norge og Sverige ville en sådan biperson straks stemple forfatteren som racist - og udløse en større samfundsdebat om det urimelige i at gøre grin med folk, der ikke er fuldt integreret i samfundet.
Men bare rolig - Assad er betydelig bedre integreret end det virker på overfladen. Og han er pragtfuld i en rolle, der bedst kan karakteriseres som drengen i kejserens nye klæder.
Plottet er banalt - en gruppe af samfundets rigeste med fælles kostskolebaggrund dræber og myrder for underholdningens skyld og kan i kraft af deres position i samfundet lægge en masse hindringer i vejen for en psykisk ustabil kriminalkommisær. Og på den måde er håndværket i orden - lidt gys, uhygge og spænding hele vejen igennem. Og så krydret med god dansk lune og humor, som løfter bogen op over den svenske tradition.
Jeg overgiver mig ubetinget og giver seks ud af seks tørfisk - og jeg glæder mig til at få læst den første bog i serien.

Ha' det
Jesper