torsdag den 4. december 2008

Never change a winning team

"If it works, don't fix it", "Never change a winning team". Det er to amerikanske slagord, som jeg hidtil har gået stærkt ind for, men nu er jeg ærlig talt begyndt at tvivle.
Efter halvandet år med kun en norsk TV-kanal i Straumsbukta, er det digitale bakkenet, som det hedder, endelig kommet til Nordnorge. Det skulle vi også benytte os af, og sidste søndag fik jeg det så sat op. Jeg har ikke set Discovery Channel, siden vi flyttede fra Nuuk, så det var selvfølgelig den første kanal, som jeg skulle se. Og jeg må konstatere, at der ikke er sket meget på de to år, jeg har måttet undvære kanalen. Der bliver stadig lavet choppere i Orange County, folkene på lossepladsen konkurrerer stadig, der er stadig deadly catch ved Alaska og Mythbusters afliver stadig myter. Et godt eksempel på, at de kommercielle TV-kanaler hylder de amerikanske principper - Never change a winning team. En hastig rundgang til de øvrige satellit-kanaler gav i øvrigt det samme resultat. Reportager fra politiet - og på animal Channel selvfølgelig dyrepolitiet, makeovers, Oprah Winfrey shows og så videre. Ikke meget fornyelse på to år.
Da vi i sin tid anskaffede os digital-TV i Nuuk, var det for at se Danmarks Radio direkte. Det kan vi ikke en gang modtage her. Til gengæld har vi en syv - otte norske kanaler, og der er da den gode ting ved det, at de er nødt til sommetider at vise danske programmer for at fylde sendefladen ud. For eksempel har vi lige set et program om kongeskibet Dannebrog, hvilket vi nok kunne have undværet.
Så øvelsen består nu i ikke at forfalde til gamle dages passive tv-kiggeri, men glæde os over, at vi har adgang til en god snes kanaler, som ved et aktivt valg kan udfylde en halv til en hel time om dagen på en meningsfuld måde. Vi skal også glæde os over en mere alsidig nyhedsdækning, så vi ikke længere er tvunget til at se NRKs venstresnoede røde lejesvende. Den slags findes nemlig stadig i Norge.
Da vi i sin tid fik digitalt TV i Nuuk, var det en forholdsvis enkel affære at installere det. Et stik i væggen og en dekoder, og så kørte det ellers bare.
Men her har jeg været nødt til at købe ny antenne, og bruge flere dage på at rette den ind, så vi får et brugbart signal her nede mellem fjeldene. Men nu virker det - og vi kan igen betragte os som medlemmer af den civiliserede verden - hvor man selvfølgelig ikke opgiver en sikker succes.
Fredag går turen til Danmark, hvor jeg skal være til onsdag,

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: